Alt det jeg ikke husker

BOGANMELDELSEPortræt Kurt Wissendorff Møller

Kurt Wissendorff Møller

 
skrevet af  Kurt Wissendorff Møller

Glemsel kan på forunderligste vis bringe nye oplevelser, osse oplevelser, som man ellers havde fravalgt.
Medlemskab af bogklubber fordrer, at man skal tage stilling til, om man vil læse månedens bog. Hvis ikke skal man huske at afbestille.
Jeg havde besluttet af afbestille bogen, der blev tilbudt, men glemte så at få det gjort.
Derfor dukkede bogen ALT DET JEG IKKE HUSKER op en dag op med posten, og da den nu var kommet, og betalingen faldet, og almindelig nærighed krævede, at jeg dog kiggede i den, så gik der ikke mange sider, før den blev så interessant, at jeg måtte læse den færdig.
Den svenske forfatter, Jonas Hassen Khemeri, der bl.a. er vinder af en af de store svenske litteraturpriser, Augustprisen, har med teksten skrevet et korværk for flerstemmigt talekor, der musikalsk fletter sig ud og ind gennem mellem de talende på en måde, så jeg i starten blev forvirret og let tabte overblikket. Ved at vende tilbage i teksten blev det efterhånden muligt at skelne stemmerne, både de dybe, de tunge, de, der kom snigende ind fra forskellige positioner for at lejre sig i centrum af korets tale for en tid, indtil de fadede ud og blev blege eller usynlige.

Et musikalsk værk, der beskæftiger sig med erindringerne om en mand, der knuser sig selv mod et træ på en tur i mormoderens bil, som han har fået adgang til, da en læge erklærer, at hun nu er blevet så dement, at hun er begyndt at køre ind i motorcykler og mennesker. Ikke en hvilkensomhelst mormor og ikke en hvilken som helst tur, men turen efter, at han har leveret mormoderen tilbage til plejehjemmet.
Om resultatet af køreturen, skal opfattes som et uheld eller et valg, står tilbage for de efterladte at bedømme, og dermed er grundlaget skabt for fortællingen om, hvad der kunne være argument for det ene og det andet.

Og i det tematiske rum roterer korets medlemmer, der alle har haft en tilknytning til Samuel rundt i et før, under og efter for at finde begrundelser, der på plausibel vis kan klargøre, om der kan er hændelser, der kan forklare HVORFOR.

Panteren, Vandad, Laide, udgør korets inderkreds, der er omgivet af naboer, flygtninge og pengeudlånere, der hver især giver deres besyv med, og en tur til Prenzlauer Berg, Berlinerforstad og flugtsted for Panteren, der måske, måske ikke har været Samuels kæreste.

Vandad, måske, måske ikke forfatterens alter ego, er Samuels bagvagt. De er mates, og da Vandad er stor og muskuløs kan han dække konsekvenserne af Samuels mere end svævende livsførelse, der på den anden side, som ansat i statens arbejde med tilvandrende flygtningen, alligevel gav en fast ramme om ihvertfald hans arbejdsliv.

Samuels noget flydende liv tog en fastere form, da han forelskede sig i Laide. Dermed fik hans liv en anden ramme, og de spørgsmål, han i nogen tid havde stillet de mennesker, han mødte, blev nu en realitet.

Og herfra bliver talekoret en analyserende samtale om Samuels endeligt.

Om der nås en konklusion, er der ingen grund til at fortælle, for efter det tidspunkt bliver det svært at lægge bogen fra sig.
kwm/30/07/2016/3035 tegn

Jonas Hassen Khemeri: ‘Alt det jeg ikke husker’. Gyldendal 2016.

Artikel: Udbredt slendrian med sundhedsdata – her har du listen

 

portræt af Thomas Birk Kristiansen
Praktiserende læge Thomas Birk Kristiansen

af Thomas Birk Kristiansen (c)
Praktiserende Læge

LISTEN OVER SKANDALER MED SUNDHEDSDATA ER LANG

Det offentliges omgang med danskernes følsomme sundhedsdata er løbet løbsk. Det viser den seneste sag hvor 5.282.616 danskeres helbredsoplysninger, sammen med CPR-nummer, blev afleveret på 2 CDer til det private firma Chinese Visa Application Center, der arbejder for de kinesiske myndigheder. Brevet var sendt anbefalet fra Statens Serum Institut (SSI) til Danmarks Statistik (DST), men postbuddet afleverede på forkert adresse, hvor den uretmæssige modtager kvitterede for brevet. Kuverten blev åbnet, men angiveligt blev indholdet på de 2 CDer hverken læst eller kopieret.

Grundlaget er at en medarbejder hos Chinese Visa Application Center, i et skriftlig svar, angiver at hun efter den fejlagtige kvittering for modtagelse, også ved en fejl, åbnede kuverten, men ikke åbnede indholdet på de 2 CDer, som ikke var krypteret, men straks spadserede over og afleverede de 2 CDer til rette modtager DST (1). DST ligger, ifølge KRAK, en halv kilometer fra Chinese Visa Application Center.

Kina-udleveringen er een af mange

Sagen er blot en af mange sager, der viser at omgangen med følsomme personoplysninger i Danmark er løbet løbsk. Adgangen til ølsomme sundhedsdata og omfanget af udleveringer fra danske registre og databaser er ganske enkelt enorm. Et enkelt udtræk kan, som i Kina sagen, i sig selv omfatte hele den danske befolkning. SSI – nu Sundhedsdatastyrelsen (SDS) – vurderer at der i alt laves godt 400 udtræk årligt fra de registre  instituttet administrerer (2, 3). Udlevering, af selv meget omfattende registerudtræk, sker uden forudgående videnskabsetisk vurdering. Det er Sundhedsstyrelssen (SDS), der på egen hånd vurderer nødvendigheden af,  om projekter er af så væsentlig samfundsmæssig betydning, at alle oplysningerne kan udleveres med CPR-nummer.

Når der indsamles, behandles og rundsendes så enorme mængder personfølsomme data, på daglig basis, er det uundgåeligt at der før eller siden sker fejl. Risikoen for brud på regler og sikkerhedsproceduerer stiger simpelthen, og eksemplerne er mange.

Dansk Almenmedicinsk Database (DAMD) høstede i en periode på over 7 år oplysninger om de praktiserende lægers diagnosekoder på alle tilmeldte patienter. Registret indeholdt diagnosekoder for hele den danske befolkning. Region Syddanmark var dataansvarlig myndighed for registret. Efterfølgende undersøgelser afdækkede, at driftsenheden DAK-E, de godkendende sundhedsmyndigheder (Tidligere SSI nu SDS) og embedsmænd i Sundhedsministeriet fra starten i 2007 var bekendt med at dataindsamlingen var ulovlig. Alligevel fortsatte den ulovlige dataindsamling frem til ultimo 2014 (4).

• I 2015 blev 2.500 danske diabetikeres personlige helbredsoplysninger sat til salg hos en amerikansk data-købmand. Salget var rettet mod medicinalvirksomheder, der vil bruge oplysningerne til direkte markedsføring. Forbrugerrådet frygtede at diabetes data var lækket fra offentlige systemer (5).

• I 2012 og 2013 udleverede Statens Serum Institut (SSI)  22 dataudtræk fra CPR-registret, Landspatientregistret og dødsårsagsregistret til internationale medicinalvirksomheder som Astellas Pharma, AstraZeneca og Pfizer. I 15 af de 22 tilfælde var dataudtrækkene så nøjagtige, at virksomhederne kunne identificere, hvilke personer der var tale om (6).

• Blandt disse udleveringer var et dataudtræk til det private firma CCBR, som i efteråret 2013 fik udleveret navn og adresse på 84.000 danskere med hjertediagnoser. Disse personer fik herefter en henvendelse fra CCBR med oplysning om, at de havde en hjertesygdom, og om de derfor ville deltage i afprøvning af et nyt kolesterolsænkende middel. CCBR havde kun brug for nogle få hundrede forsøgspersoner. Daværende sundhedsminister Astrid Krag kaldte sagen for træls (7).

• Tilsvarende fik Hjerteforeningen, en privat forening, der blandt andet er medlemsfinansieret, i 2013 et udtræk fra Landspatientregisteret med personhenførbare oplysninger om danskere med hjertesygdom. Dette brugte de i 2014 til at udsende et spørgeskema om sygdommen, og samtidig blev deltagerne spurgt, om de havde kendskab til Hjerteforeningen. En sådan henvendelse er for mange i sig selv grænseoverskridende, fordi sygdom er noget privat, men i særdeleshed fordi henvendelsen blandedes sammen med markedsføring (8, 9).

Kræftens Bekæmpelse, en privat forening, fik udtræk fra cancerregisteret af 822 unge med kræftdiagnoser. De unge blev ikke adspurgt om deres diagnoser måtte deles med medarbejdere hos Kræftens bekæmpelse. Der var endda fejl i 30% af diagnoserne. Og derfor fik 247 unge uden kræft, fejlagtigt tilsendt spørgeskema, ”Hvordan er det at være ung med kræft?” (10, 11).

Den meget rundhåndede uddeling af danskernes helbredsdata har fået kritik (12), men sagerne bliver tilsyneladende bare ved.

• Det er dog ikke kun når det gælder sundhedsdata at det offentlig har problemer med holde persondata for sig selv. I 2014 måtte daværende Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) kræve en fuldstændig redegørelse omkring lækagen af 900.000 danskeres CPR-numre fra den såkaldte Robinson-liste. De 900.000 danskere, som har haft deres cpr-numre liggende frit tilgængelige på internettet har registreret sig på den såkaldte Robinson-liste, hvor man kan frabede sig at modtage adresserede reklamer (13).

REFERENCER
1. http://politiken.dk/…/fem-millioner-personnumre-blev-ved-e…/
2. http://www.b.dk/…/staten-udleverer-millioner-af-danskeres-p….
3. Aktindsigter som Patientdataforeningen har i hænde.
4. http://www.ssi.dk/Aktu…/Nyheder/2014/2014_DAMDudredning.aspx
5. https://www.dr.dk/…/forbrugerraadet-frygter-diabetes-databa…
6. http://www.b.dk/…/medicinalfirmaer-faar-data-om-dig-fra-sta…
7. https://www.dr.dk/…/astrid-krag-om-udlevering-af-84000-pers…
8. https://anmeld.datatilsynet.dk/fro…/fortegnelse/vis.for.asp…
9. http://docplayer.dk/25157-Hjertekarpatienters-oplevelser-me…
10. https://www.cancer.dk/…/patienten-…/barometerundersoegelsen/
11. http://www.tvmidtvest.dk/node/21143
12. http://nyheder.tv2.dk/2015-03-31-kritik-dine-helbredsoplysn…
13. http://nyheder.tv2.dk/…/2014-07-03-vestager-om-cpr-lækage-e…

Et brev til Danmarks Statistik endte i stedet hos de kinesiske visummyndigheder.
politiken.dk

Prædiken: Sindelagets etik (Claus Oldenburg)

Prædiken 17. juli 2016 i Garnisonskirken
af  pastor Claus Oldenburgfoto af Claus Oldenburg

Claus Oldenburg, Garnisonskirken

Prædikenteksten ser du i bunden af artiklen

De indre motiver

Dagens tekst er simpelthen slutningen af Jesu store Bjergprædiken, som strækker sig fra kap. 5 og til og med kap. 7 i Mattæusevangeliet. Så de ord, man bør handle efter og som Han henviser til, må i sammenhængen simpelthen være essensen af denne såkaldte Bjergprædiken. Den er båret af det, man må kalde ’sindelagsetik’, hvor de indre motiver for ens handlinger bliver de afgørende. Eller rettere: Der skal ifølge denne morallære være nøje overensstemmelse mellem det ydre og det indre, og er der ikke det, er man i dén tekst unægtelig under anklage.

For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg” 

(Linket er indsat af laeserbrev,dk sammen med rubrikken)

Det mærkelige ved Bjergprædikenen er egentlig, at enhver, der læser eller hører den, vil give Mesteren ret – for sådan bør det være – men ingen kan leve op til det, for der vil altid være et split mellem det, der kan ses, og det, som kan mærkes. Så Bjergprædikenen er en slags ’fuldkommenhedens lov’, men hverken mennesker eller verden er særlig fuldkomne – for nu at sige det mildt. Og enhver realisme vil indse, at der ofte opstår en diskrepans mellem det udvendige og det indvendige, ikke mindst fordi menneskets motiver ofte fortaber sig i det dunkle – også for mennesket selv. Og så er vi nede i det ubevidste, som netop ikke er styrbart.

 

Forfører imamerne, eller taler de Guds Ord?

Søndagens tekster – også første tekstrække – har i denne forbindelse prædikanterne som ledetråd, for de, der taler og fører Guds ord, kan nemt opleves som at være tilsyneladende ’fromme får’, men i deres virkelighed er de ’glubske ulve’. Nu vil den moderne danske offentlighed næppe tillægge de almindelige præster en sådan ulve-position – så farlige er de altså heller ikke, snarere tværtimod – men vi oplever, at netop visse muslimske imamer tillægges sådanne forførelser. Udadtil er de hellige mænd, indadtil synes de at bestræbe sig på at vejlede og vildføre på måder, som strider mod et såkaldt dansk værdigrundlag, hvorfor de anses for at være farlige. Men der er i hvert fald tre problemer i det her.

  1. Ansvarsfrihed
    Det første problem er, at når man vil tale på Guds vegne – eller Guds Ords vegne – så er man på sin vis ansvarsfri, for man taler på en højere autoritets vegne. Man har myndigheden, ikke ud af sig selv, men på Guds vegne og slår dermed et større brød op end man selv personligt kan bage. Det er faktisk et problem, der har fulgt med vores tradition hele vejen, for den jødiske lærde taler på Guds Lovs vegne, den kristne prædikant forkynder kirken som Kristi legeme og Guds ord som Guds hensigt, og imamen taler Guds Lov og Guds vilje – med de indbyrdes varianter man nu engang bør indregne. Der kommer lynhurtigt og hver gang et motiv om kontrol og styring med i spillet – og så går det fromme får fortabt, mens ulven overlever.
  2. Bedrevidende moralisering .Det andet problem er, at talestrømmen meget let bliver moraliserende på en måde, som både er formynderisk og bedrevidende. For når – eller hvis – man belærer andre om, hvad der er et for Gud velbehageligt liv, så har men recepten ved hånden og kan skelne nøje mellem rigtigt og forkert. En sådan belæring om det gode kontra det onde breder sig hurtigt ud over hele den menneskelige tilværelse, hvilket i sig selv er en mundfuld af de større. Problemet for prædikanten er nok ikke så meget, om han personligt kan leve op til sine egne belæringer, men at han under dette moraliseringsdække i fromhedsklæder kan skjule sine egne forsyndelser – for man tillægger ham dem ikke! I det lys kan de mange pædofilisager fra den romersk-katolske kirke udmærket ses, for den præstelige seksuelle afholdenhed, cølibatet, kan afføde en dyb legemlig og følelsesmæssig frustration, for renhedskravet bliver en påtagethed – og ikke en oprigtighed.
  3. Iscenesat Gudsdyrkelse.    Det tredje problem er, at gudsdyrkelsen – i enhver kultur – vil være offentlig og dermed også iscenesat. Hvad man dyrker privat eller i mindre grupper af ligesindede, vil altid have en sekterisk karakter og kun sjældent nå frem til kendskab overflade, om end man undertiden hører om både mærkværdigheder og uhyrligheder. Men i det historiske perspektiv har gudsdyrkelsen altid været et offentligt anliggende, for det var i de lidt ældre samfund det kit, der holdt samfundslegemet sammen og bekræftede magtudøvelsen. Det er ikke for ingenting, at ordet ’liturgi’, der i dag betegner gudstjenesteordningen, dens måde, oprindeligt og på græsk betyder ’den offentlige orden’, for i kraft af liturgien blev himlen holdt oppe, jorden på sin plads og kræfterne under kontrol. Jeg tror, at man skal langt ned i den kollektive historiske bevidsthed for at genkende en sådan liturgisk nødvendighed, men jeg mener egentligt, at det for de fleste i det danske samfund er en slags betryggelse, at kirken er der, at den kan bruges, når det er nødigt, og at det er, som det bør være, når man véd, at præsten søndag efter søndag lyder velsignelsen over menigheden – både den tilstedeværende og den ikke-tilstedeværende. Det er tale om en indre, kollektiv og mental orden.

Gudstjenesten som guddommelig komedie
Men det er stadigvæk en iscenesættelse. Det er den guddommelige komedie, vi opfører hver gang. Liturgien er og skal være den samme, og den ændrer sig kun meget langsomt over tid. Den har en uforanderlighed og genkendelighed over sig – og det er også meningen med den, ikke mindst i relation til hastigheden udenfor, som har nok i sig selv og egentlig skal modsvares. Det siger jeg bare, fordi jeg selv er traditionel og nødigt vil tækkes flygtige strømninger.

Enhver tilbedelsesform, enhver kult, har således sit eget guddommelige teater kørende, og spørgsmålet i denne sammenhæng bliver, om det udvendige og det indvendige så passer sammen? I kan også spørge: Er det alvorligt, det her, eller er det laden som om? Det må være op til den enkelte, der er med, men det presser sig undertiden på for prædikanten, tekstlæseren, messeofferets udøver eller fredagsbønnens leder. For mit eget vedkommende vil jeg blot referere til nu afdøde professor P. G. Lindhardt i Århus, der engang bemærkede: At ’ingen prædiker ustraffet!’ Det har han ret i, for i det omfang vi som udøvere og ansvarlige skal prøve os selv over for udvendighedens og indvendighedens dilemma, så skal troen altid slås med tvivlen, formen med indholdet, og behændigheden med ærligheden.
Hvis jeg må vende tilbage til søndagens indledningsbøn fra alteret, så lyder formuleringen sådan: ’Værn os imod dem, der forfalsker dit ord og synes at være fromme får, men er glubske ulve, og bevar din kirke på dit ords faste grund.’ Hertil vil jeg blot sige, at dommen over gudstjenestens bonitet tilfalder menigheden, og at udvekslingen mellem de rettroende og kætterne altid har været en dynamisk kraft i den kristne kirke. Kætter betyder som ord ’den rene’ og er oprørstitlen til den, der måtte mene, at udvendigheden har fået overtaget, og at indvendigheden, oprigtigheden, det ærlige, er blevet forrådt. Mange kættere har været som slag i luften, mange andre er blevet hængt og brændt, andre igen har bidraget til refleksion og nødvendige ændringer. Det står alt sammen i kirkehistorien som en opsummering af det egentlige problem: den faste grund, altså klippen fra dagens lignelse. Eller om I vel: Fundamentet. Her vil jøden svare Toraen, Guds Lov, muslimen profetens åbenbaringer, katolikken kirken og protestanten Guds Ord. Mit lettere kætterske bud vil være, at en sådan fast grund ikke kan udmøntes uden for tid og sted, men vil og bør være en løbende refleksion over Guds væren i verden, forankret som den er i tradition og overleveringens tankekraft – og som det så er vores opgave at arbejde videre på som præst og menighed.
Sand eller klippe?
Så sand eller klippe? Det er vel ikke et enten-eller, snarere et både-og. I vores evangelisk-lutherske tradition er det faktisk ikke Guds Ord, forstået som bibelordet, der skulle være klippen, men Kristus selv. Han er i fysisk forstand og som forkyndelse i sig selv Guds kærlighed. Det er Ham, der er konstanten, mens alle ordene er variablerne, og de kan kun måles på en overensstemmelse mellem det ydre og det indre.

Amen.

Matthæus kap 7, 22-29 (Afslutningen på Bjergprædikenen)

Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn?  Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!

Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen.  Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen.   Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand.  Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.

Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.

 

CORBYNISME

BOGANMELDELSE

CORBYNISME – en bog om, hvilke vilkår og fælder, der ligger for at Labour kan erobre magten i Storbritannien

Af Kurt Wissendorf Møller (c)

Portræt Kurt Wissendorff Møller
Kurt Wissendorff Møller

Lad mig starte med det, som de fleste anmeldelser ender med, forbeholdene.
Bogens titel er CORBYN, men dette er ikke en bog om Corbyn, men om baggrunden for de vanskeligheder Jeremy Corbyn befinder sig i politisk inden for sit eget parti, det britiske Labour af hvem han er blevet som valgt formand af Labours medlemmer med o. 60% af stemmerne.
I britisk politik fremstår det med megen tydelighed, ihvertfald i disse år, at der er væsentlig forskel på, hvad medlemmerne forlanger, og hvad de valgte repræsentanter i Underhuset mener, de kan/vil stå for i deres kamp mod de konservatives regeringsmagt, hvis politik i stort omfang er en videreførelse af Tony Blairs politik som Labourformand og premierminister og hans afløser Gordon Brown, der afløste ham og tabte valget i 2010.
Derfor skal man ikke forveksle bogens tekst med en biografi om Jeremy Corbyn, den aktuelle leder af engelske Labour.

“Corbynism” ville have været en mere korrekt titel.

Diskussionen i Labour står for så vidt ikke, ihvertfald ikke som hovedtema i øjeblikket om den politik, som Labour fører, men om Labour med Corbyn i spidsen er i stand til at vinde regeringsmagten ved valget i 2020.

PLP- Parlamentary Labour Party – udgør en så politisk stærk fraktion i partiet, der i Blair årene vænnede sig til at ignorere medlemmerne i gennemførelsen af det, som osse blandt danske socialdemokrater blev fremført som ‘Nødvendighedens Politik’, ja, man sagtens fremføre, at dansk politik var en omend svagere gennemført kopi af den britiske Blairisme, der har ført til en neoliberal udvikling, der er i fuld gang med at demontere de velfærdssamfund, der er opbygget efter 2. verdenskrig, og her har Labourregeringen ikke holdt sig tilbage, så ekstrem fattigdom og eksklusion i dag ikke er noget særsyn i Storbritannien.

Jeremy Corbyns vej til magten bygger på et medlemsoprør blandt Labours medlemmer, men bliver nu udfordret af PLP, der med et stort flertal har undsagt Corbyns lederskab, som sagt mindre på grund af den politik, han ønsker at føre i første omgang, men fordi man med ham ikke mener at kunne vinde regeringsmagten.

Naturligvis ligger der forskelligartede politiske opfattelser af strategien, hvor Blair fortsat spøger i baggrunden.

Corbyn har i årevis været i opposition til Blairismen og arbejdet for en mere socialistisk vej i Labour, for en mere solidarisk fordelingspolitik og nedrustning.
Dette er en undsigelse af partiets politik og har rejst diskussionen om, hvorvidt Labour er et socialistisk parti.

Det mener PLP ikke det er og heller aldrig har været og heller ikke skal være.

Richard Seymour beskriver dilemmaet indgående, og hans analyse om, at spændingerne i Labour bestemt ikke er nye, fører læseren langt tilbage i historien til den stadige kamp mellem en socialistisk fløj og en socialdemokratisk.

Det er lykkedes for Corbyn og hans støtter, at reaktivere den socialistiske fløj blandt partiets medlemmer, mens han bliver udfordret af parlamentsmedlemmerne, der på forskellig vis ønsker ham væk på trods af medlemsflertallets støtte.

PLP’s oprør fører nu til et kampvalg om posten som formand, der skal foregå i september.
Sandsynligheden for, at Corbyn kan vinde er ganske stor, og dermed vil Labour ændre politisk kurs med mindre partiet kommer til at opleve endnu en sprængning.

Udover Seymours omfattende historiske redegørelse, afsluttes bogen med et afsnit, hvor forfatteren beskriver de problemer Corbyn vil løbe ind i, hvis han vinder valget til september og, hvilke udfordringer han og partiet vil stå overfor, hvis Labour vinder regeringsmagten i 2020.

Her peger Seymour på en række af de forhold, der kan spænde ben for Corbynfløjens ambitioner om at føre en anti-austerity med bedre velstandsfordeling, nedrustning og fred i verden som mål.

Seymour peger her på en række forhold, som han gør op således:

Corbyn-style socialisme tiltrækker ikke så mange vælgere, at de vil være nok til at vinde et valg.
Disse vælgere er primært storbybaserede ‘lefters’, men uden for storbyerne findes, der mange, der ikke oplever problemer med boliger og arbejde. Der synes at være en forskel blandt vælgerne, der defineres af afstanden til Westminster, og hvor de sociale holdninger tenderer til at være mindre progressiv. Jo længere man bevæger sig væk fra London.

Corbyn vil derfor være afhængig af en bredere funderet gruppe, hvor det at blive ledt af en korrekt storbyvælgeradfærd, vil være ligeså fremmedgørende som den neoliberalistiske politik, man har oplevet under Blair og Brown og videreført af Camerons regeringer.

Det vil andet andet lige føre til en udvanding af Corbynismen, der vil skabe utilfredshed hos hos dem, der støtter de tanker, der repræsenterer Labours venstrefløj.

Seymour peger på et andet, og måske i virkeligheden, voldsommere dilemma, nemlig at en sådan regering vil stå over for den ultimative udfordring, at forvalte kapitalismen.

Hvis man skal indrette et samfund som ønsket af venstrefløjen, vil man stå over for en voldsom økonomisk udfordring.

En gennationalisering af tidligere offentligt ejede aktiviteter vil kræve billioner af pund, og selvom nogle af erhvervslederne er med på en reduktion af ulighederne i befolkningen, så er selv de ikke i stand til at levere den velstand, der skal til.

Finanskapitalens magt er i dag så omfattende og frem for alt international, så en regering i et enkelt land ikke vil kunne matche den uden så alvorlige restriktioner, at der vil være tale om en reel revolution med nationalisering af alle aktiver.
Det vil aldrig komme til at ske i den nuværende situation, hvor Washington og Wall Street dominerer verdensøkonomien, derfor kan Corbynismen med lidt held give venstrefløjen tid til en langsigtet omstilling, der kan skabe basis for en bedre fordeling af goderne og ikke mindst få udarbejdet forslag til at tackle den række af problemer, herunder ikke mindst håndteringen af flygtning-og indvandringsproblematikken.

Seymours endelige konklusion er ikke optimistisk set fra et venstrefløjssynspunkt. Hans afsluttende konklusion er, at der er en høj grad af sandsynlighed for, at Corbyns tilhængere i en periode kan holde Labour højres blodhunde stangen, indtil grænserne for Labours virke bliver bredere og mere inkluderende.

Som han afslutter bogen: “In the final analysis, Corbynism will struggle to outrun the limits of Labourism. And it’s those limits, above all, which has brought us to this impasse.”

Skulle nogle være i tvivl om, at den samme tilstand hersker i Danmark, så er det bare at følge diskussionerne i det danske Socialdemokrati og SF.

Richard Seymour: “Corbyn”. Verso, 2016. (Engelsk tekst)

På Campo di Fiori står Giordano Bruno

Mange danskere elsker Rom. Byen med de mange torve. Ved siden af Piazza Navona og Piazza del Popolo kender du måske også det folkelige Blomstertorv, Campo di Fiori?

Der står han. Giordano Bruno. Der, på det torv, hvor han blev brændt på bålet som kætter. Blandt mange andre har Piet Hein med sit digt sørget for, at han ikke bliver helt glemt.

Foto af skulptur, Giordano Bruno
Skulptur af Giordano Bruno, Campo di Fiori

 

Piet Heins digt lyder:

 

 

 

 

 

 

 

Giordano Bruno (1548-1600)

Hvorfor brændte de Giordano Bruno?

Fordi sindets åbenhed er farlig.
Fordi ordets åndskraft er et våben.
Fordi livets frihed er en magt.

Fordi livets frihed er den magt
imod hvilken voldsmagt er forgæves.
Fordi ordets åndskraft er vort våben
mod inkvisitionens herredømme.
Fordi sindets åbenhed er farlig
for enhver som lever på dets trældom.

Fordi Aristoteler kan styrtes,
og Copernici udvide verden.
Fordi menneskenes lange vandring
imod ny mangfoldighed og fylde,
ledet af den ydmygt åbne tanke,
sprænger alle slaveriers bånd.

Derfor brændte de Giordano Bruno.

Derfor, – Fordi mennesket er større
end de kamre, som det kues ned i,
end de våben, som man vender mod det,
end de magter, som så magtesløse
tårnes mod Giordano Brunos tanke.

Derfor lever ikke de, men han.

 

 

 

 

 

 

 

 

Prædiken ved Mads Holgers bisættelse 12. juli 2016

Foto af Mads Holger
Mads Holger

Af  pastor Claus Oldenburg ved Mads Holgers bisættelse

Bisættelse 12 juli 2016

Mads Holger Norgaard Madsen

Teksten er kopieret fra: www,garnisonskirken.dk

 

Bisættelse fra Garnisons Kirke tirsdag 12. juli 2016 kl. 13.

Præl., 754, Salme 23 + Mk. 16, 1-8, 117, tale, jordpåkastelse, 46, sal., koll., vels., 770, tale (Olivia/CO), tak (CO), postl./udbæring.

For et lille år siden bisatte vi herfra Mads Holgers elskede mormor, kaldet Bedste. Familien har brugt kirken og Mads Holger har gjort det. Der er tale om et tilhørsforhold.

Hans endeligt er tragisk for alle, tragisk for de mange, der elskede ham, holdt af ham eller kendte ham og respekterede ham. For dette at tage sit eget liv vækker voldsomme følelser – fra den grådkvalte sorg til spørgsmålet ’Hvorfor’, og derfra til en vrede, hvis skygge igen er skylden: Hvad kunne vi have gjort for at undgå det? Men det, han gjorde, rummede nok sin egen konsekvens, hans egen konsekvens, for han var sin egen.

Men alle, der har været forbundet med ham, har stillet sig disse spørgsmål, for han var en elsket og respekteret mand. Man blev nok lidt forelsket i ham, for han var et venligt, klogt og ordentligt menneske – og karismatisk i sin udstråling.

Han var også elsket fra spæd af, han var et smukt barn, han blev en smuk mand, han var fra først af omgivet af kvinder, der forgudede ham, og sådan blev det ved med at være.

Mads Holger var exceptionel godt begavet og var det fra barnsben af. Han så sine medmennesker præcist an og kunne skille ad mellem de nære og de fjerne. Han gik tidligt mod enhver strøm og var sin egen. Han havde sine meningers mod og blev dem også bebrejdet – selvfølgelig, for han var anderledes. Hans pen var skarp, hans vid imponerende og hans retorik blændede. Han var en romantiker med høje idealer, ligesom hans person var stolt, rank, elegant og beleven. Hans dyder var høviske, han var i sit sind udpræget æstet, og hans holdninger social-konservative, ikke nødvendigvis national-konservative. Han var – også for den offentlige mening og i de sociale medier – en enspænder og han var helt sin egen profil, ikke rigtig set ellers i vores nærværende tidslige sammenhæng. Men den slags tærer også, for der bliver et ubærligt spænd mellem den offentlige optræden, det høje liv, den bevidste cigarføring – og så en dyb eksistentiel ensomhed, som ingen udefra kan nå. Men det var hans vilkår.

Det er blevet mig fortalt, at han brugte den store fugl, albatrossen, som metafor om sig selv. Den flyver flot, yndefuldt og imponerende, men den står ikke godt på jorden. Metaforen forekommer præcis. Det var han også – også i sin selverkendelse.

Han tillod sig også at være et troende menneske, hvilket mange finder er noget underligt noget, men han var et kristenmenneske, der værdsatte sin tradition og den historisk-åndelige sammenhæng, vi alle er børn af. Da han også var teolog og kendte til dette fags vidder, ligesom han faktisk gerne ville være præst på Fyn, vil jeg gerne som hans fagfælle anstille denne betragtning over Gudsbegrebet, som vil være i overensstemmelse med både hans Kierkegaards-læsning og min Mann-læsning: Gud er den yderste objektivitet og den inderste subjektivitet – Han er det ubegribeliges majestæt. Den vinkel på Guds virkelighed påkalder respekt og ærefrygt, og jeg er ret sikker på, at Mads Holger deri vil kunne genkende sin egen ydmyge holdning til en overvældende virkelighed, som han både kunne styre – og netop ikke styre.

Så han har levet hårdt, men han har også levet op til devisen efter krigen: Lev stærkt, dø ung! – en devise, som tillægges James Dean, som Mads Holger lignede i sin ydre fremtoning. Men han lignede faktisk også Goethe som åndfuld og vidende romantiker. For indsigten mod denne grænse mellem det yderste og det inderste kendte de. Vi kender den faktisk også, for vi kender grænsen, men vi vil nødigt erkende den. Men vi bliver nødt til at bøje os for den virkelighed, der er større end os – Mads Holger tog sin konsekvens og vi må bøje os for det også.

Vores opgave – som kristenmennesker, for det er vi jo, alle varianter til trods – er at tilgive ham. ’Forlad os vor skyld, som vi forlader vores skyldnere’. Det er vores pligt som Guds børn, og denne pligt er indeholdt i Guds løfte til os om, at Hans søn, Kristus, ’vil være med os alle dage indtil verdens ende.’ Det er Han også, og vi er af Hans slægt, fra vi fødes, døbes og til vi dør, og Han er også med os på de dødens stier, som vi alle må ud på. For Guds Søn, Kristus, er al opstandelses førstegrøde og al håbs udspring.

Det hele handler om Guds nærvær i begge skikkelser – nærvær både for de levende og for de døde. Derfor må kærligheden bære over medmennesket, men til gengæld rejse forelskelsens sten over ham. Det gør I; det gør vi alle. Og intet menneske glemmer sin elskede. Gud heller ikke. Og Guds kærlighed kender vi i Kristus, som Gud gav til verden som sin almagts forelskelse, for at ingen af os skal blive glemt.

Amen.

Af Claus Oldenburg, Garnisonskirken

foto af Claus Oldenburg
Claus Oldenburg, Garnisonskirken

 

Dommerforeninger protesterer

Type: Pressemeddelelse

Dommerforeningerne i Norge og Danmark har 18. juli udsendt denne pressemeddelelse på norsk.

penpicture

Pressemeddelelse fra Dommerforening og Den norske Dommerforening

Dato: 18. juli 2016

Pressmelding fra Den Danske Dommerforening og Den norske Dommerforening:

Den Danske Dommerforening og Den norske Dommerforening, som arbeider for å fremme demokrati, menneskerettigheter og rettsstatsprinsipper nasjonalt og internasjonalt, anmoder regjeringene om å ta opp med tyrkiske myndigheter den bekymringsfulle og uakseptable situasjonen som har oppstått for dommerne i Tyrkia.

Det er opplyst at 2 700 dommere skal være avsatt etter det mislykkede statskuppet. Dette bryter med grunnleggende rettsstatsprinsipper og prinsipper for dommernes og domstolenes uavhengighet. Avskjedigelsene framstår som illegitime. Informasjon fra europeiske og internasjonale dommerorganisasjoner og andre om situasjonen i Tyrkia, viser at den tyrkiske regjeringen over tid har utsatt de tyrkiske dommerne for et utilbørlig press ved omplassering av dommere, og ved fengsling av to dommere som hadde løslatt politietterforskere som hadde etterforsket tyrkiske regjeringsmedlemmer og deres familier for korrupsjon. Når den tyrkiske regjeringen nå avsetter hele 2 700 dommere framstår det som om de benytter anledningen til å kvitte seg med dommere som ikke har vært tilstrekkelig regimevennlige.

Ifølge den norske regjeringen Solbergs politiske plattform vil regjeringen “fremme demokrati, menneskerettigheter, rettsstatsprinsipper og ytringsfrihet gjennom norsk utenrikspolitikk, og rette mer oppmerksomhet mot sivile og politiske rettigheter, også i nærliggende land”. Tyrkia, som medlem av NATO og Europarådet, må  denne sammenheng anses som et nærliggende land.

Medlemskapet i Europarådet forplikter Tyrkia til å respektere rettsstaten, rettsstatens prinsipper og kravet om uavhengige domstoler. Situasjonen for dommere i Tyrkia viser at tyrkiske myndigheter ikke etterlever disse prinsippene. Vi anmoder derfor de nordiske regjeringer til, gjennom bilateral kontakt og gjennom regjeringenes internasjonale engasjement, å påvirke tyrkiske myndigheter til:

 

  • å omgjøre avskjedigelsene av dommerne og avstå fra å anvende utilbørlig press mot dommere
  • å respektere dommernes og domstolenes uavhengighet
Fields marked with an * are required

Døden kom pludseligt

af Mikael Hertig

Foto af Mikael Hertig (c) 2016
Redaktør Mikael Hertig

Vi lå på en smal briks i stuen. Hun var kommet hjem for at dø.
Jeg havde lovet hende, at hun – hvis det overhovedet var praktisk muligt – skulle dø hjemme, og vore hospitalsoplevelser udelukkede det alternativ.

Det hedder så ofte “kampen mod kræften”. Det er nok en cliché, men det var i hvert fald en proces, der for os alle, dengang fire, krævede opmærksomhed.

Rollen var ny for mig. Så længe hun trak vejret, var der nok håb for mig om, at vi kunne snyde dem alle sammen. Metastaserne havde sat område efter område ud af drift. Hun gik lidt skævt, og hun var blevet blind.

Vi lå parallelt, hun inderst op mod vinduet og radiatoren, og det meste af tiden kunne jeg mærke hendes ånde på min ryg. Denne morgen havde jeg ½ time før renset hendes mund for en slags skum, der kom, samtidig med at hendes åndedræt var hæmmet. Hun rallede. Når munden var renset ud, holdt ralleriet op. Jeg brugte en svamp på en pind., som jeg havde fået af hjemmeplejen.

Faktisk havde jeg ikke forestillet mig ret meget. Jeg troede vist, vi skulle holde hinanden i hånden, når hun gav slip. Eller at vi skulle stå ved hendes side og sige farvel.

Hun lå denne morgen med hånden på min skulder. Jeg døsede og var lidt væk, da der skete to ting. Et næsten umærkeligt lille tryk på skulderen, og så det underlige, at åndepustet på skulderen var stoppet. Jeg vågnede ved det lille klem og åndedrættet, der stoppede. Og var ikke et sekund i tvivl om, at døden var indtruffet.

Jeg så hen mod døren til terrassen. Et lille pust bevægede gardinet. Solen var oppe.

Det var tidlig morgen. Birgitte Elben, min kone gennem 26 år, var død. Hun var – som jeg oplevede det – pludselig død. Døden er ligesom fødslen – pludselig. Men den var ikke uventet.

18. juli 2006. Nu er det ti år siden. Sara og Simon er færdige med universitetet, i job. Vi kommer til at huske dagen sammen. Det er naturligvis en anelse underligt at tænke på, hun ikke er med mere i alt dette. På den anden side er det lige så sært at mærke mindet og det, det trods alt fylder i os tre.

De, der husker Birgitte, som hun var, kan jo skænke hende et lille pust og en kærlig tanke.

Informations venstrefløjsbashing

 

af  Kurt Wissendorf Møller (copyright Kurt Wissendorff Møller juli 2016)

Portræt Kurt Wissendorff Møller
Kurt Wissendorff Møller

 

 

 

Det er faktisk en interessant udvikling.
Gennem længere tid har især Information optrykt indlæg, der gang på gang henviser til, at venstrefløjen har svigtet sin opgave som korrektiv til kapitalismens hærgen og finanskapitalens ødelæggende indflydelse på verdensøkonomien. Hverken mere eller mindre.

Når det er interessant, er der mindst to grunde.

Er det nu også venstrefløjens skyld ?

Den første er, hvad der synes at være god plads i spalterne til:  skuffede venstreorienterede, der gennem revselse af den forsvundne venstrefløj tillægger denne en så betydende indflydelse på verdens kapitalbevægelser, at man angiveligt mener, at det nærmest er venstrefløjens skyld, at finanserne er brudt sammen, at arbejdsløsheden er vokset, og at venstrefløjen er årsag til hele miséren.

Det er måske nok, at give den lige rigelig gas, set i lyset af, at venstrefløjen er langt fra at have nogen form for indflydelse på, hvordan pengestrømme, skattely og anden fusk underminerer den meget berømmede velfærdsstat, der egentlig var tænkt som et velfærdssamfund, der byggede på en fælles forståelse af en solidaritet mellem kapital og arbejderklasse, nåh, nej, lønmodtagerne, så der var ro på bagsmækken og idel lykke, så langt øjet rakte.

Og det var netop det, der er den anden grund til, at velfærdssamfundet blev en velfærdsstat.

Klassekompromiset har kun kunnet opretholdes, så længe nationalstaten var i stand til at regulere indflydelsen af omverdenen gennem restriktioner via toldsatser, skattesystemer og anden omverdensbeskyttelse.
Digebygningen fortsatte lige indtil syndfloden, som der nu i snart 10 år er gjort store anstrengelser for at forstå. Digerne er blevet gennembrudt af de voldsomme kapitalistiske kæmpebølger, der skyllede hen over alle forsvarsdigerne, da finanskapitalens balancesystem kredit=debet brød sammen i 2007 og 2008 og skyllede ikke mindst småvirksomhederne ud til drukning på det dybe vand, hvor konkurshajerne lå på lur og bare ventede.

Et andet fænomen i bashingen har været, at begrebet ‘venstrefløjen’ har fremstået meget diffust.
Det har været svært at se, om venstrefløjen har været Internationale Socialister, Enhedsliste-konglomeratet, SF eller måske endda Socialdemokratiets venstrefløj, og det har ligeledes været svært at få fat i Informations hensigt med at iværksætte kritikken.

Hvad vil Information?
Man kan med en vis ret spørge Informations chefredaktion, om det er avisens hensigt at medvirke til venstrefløjens endelige dødsstød, eller om det modsætningsvis er et ønske om, at Venstrefløjen skal tage sig sammen og rette op på de uretfærdigheder, som kapitalen har kastet ned over os.

Disse uklarheder har det ikke været muligt at få afklaret. Når jeg, der føler mig ramt af beskyldningerne, har forsøgt at tage til genmæle, er mine indlæg blevet afvist med den sædvanlige bemærkning om, at ‘vi får så mange henvendelser, at vi desværre ikke har plads’-agtigt, hvilket mere end kunne antyde, at Information faktisk ikke ønsker nogen diskussion, men bare ønsker at kaste snavs på noget, man så benævner uspecifikt som Venstrefløjen.

Klart nok kunne jeg vælge at opfatte det som en særlig cadeau, at Information tager sig på at vække os venstreorienterede, så vi kan redde verden fra kapitalismens hærgen. Det er nu nok for megen magt at tillægge os, sådan helt alene at skulle redde os alle ud af kapitalisternes klør, men det bliver jo ikke lettere for os, når de, der forsøger at råbe os op, alligevel ikke vil snakke med os, men kun pege fingre ad os.

Her vil jeg tillade mig at henvise til, at demokratiets væsen efter sigende bygger på samtalen mellem interessenterne, et forhold som vel ikke mindst Information har haft som standpunkt og som grundlag for avisens opståen, og så iøvrigt opfordre til, at man enten åbner spalterne for dem, der bliver hængt ud, eller i det mindste giver plads til at tage til genmæle.