Scharnberg reprise

En god ven, Henrik Møller, har henledt opmærksomheden på Carl Scharnbergs lyrik.
Han afviser desværre Scharnberg, fordi han var og forblev DKP’er.
For os, der også var aktive i 1960’erne var Scharnberg et idol, ikke fordi han var kommunist, men fordi han var aktivist.
Hans betydning for antiatomkraftdiskussionen var stor, og hans følelser for arbejderklassen og nødvendigheden af et oprør nedefra blev naturligvis demagogiseret af Socialdemokraterne, og SF måtte af ideologiske grunde osse hænge ham til tørre, men langt ind i SF nød han stor anseelse, ikke mindst for hans store krav om HANDLING og ikke bare snak. SF’s parole dengang var osse kravet om at gå på gaden, der blev en pligt for osse at kunne få ret.
På den måde kæmpede venstrefløjen for at arbejderklassens legitime krav kunne omsættes til ret, dvs lovgivning, der løftede arbejderklassen.
Nu da individualismens neoliberale projekt er overtaget af arbejderklassen, da ingen længere ønsker at være arbejderklasse, er pligtbegrebet blevet ændret til, at arbejde er pligt, og hvis ikke man kan finde ud af det, så er vi klar med en stor pisk, så de kan lære det.
Konstant reduktion af indsatsen over for de, der har behovet.
Man kan roligt sige, at Marx’s ideal om det endelige mål for den socialistiske bevægelse: ‘at yde efter evne og nyde efter behov’ er skrevet helt ud af det politiske program, hos selv det dominerende magtparti Socialdemokraterne, hvor økonomi som magtmiddel nu er blevet anerkendt, ikke i kampen mod klassemæssig undertrykkelse, men i undertrykkelse af de, der ikke engang kan opnå betegnelsen arbejderklasse, men kun underklasse.
Her er Scharnbergs tekster en perfekt påmindelse om, hvad socialismens opgave er i forbindelse med vejen til det klasseløse samfund.
Hans tekster genfortæller, hvad opgaven består i, samtidig med, at han fortæller os, at forandringer kun opnås gennem handling, ikke kun ved kaffebordene men på gaden.
Et af de stærkeste billeder jeg erindrer af Scharnberg, var hans deltagelse i påskemarchen mod atomvåben engang i begyndelsen af tresserne.
Med sneen fygende om ørerne sås han i spidsen for en gruppe på vej mod Roskilde.
Det var stærkt, så jeg kan kun opfordre til at droppe dæmoniseringen af Scharnberg primært som kommunist og genopleve ham som aktivist, og så lytte til hans lyrik og synge med på nogle stærke tekster.
De vil kunne give en forståelse af, hvad venstrefløjen engang kæmpede for.

‘Alt kan forandres, 1982.

BASISLØN ER FRIHED FOR DEN ENKELTE OG FOR SAMFUNDET

Basisløn, en vej til frihed for den enkelte og afløsning af tvangssamfundet for alle.

Guy Standing har i en lille artikel fremdraget de fem(seks) vigtigste argumenter for en ubetinget basisindkomst:

En ting, der er værd at bemærke, er, at han ikke tillægger udsigten til en teknologisk arbejdsløshed vægt.
Vi bør frygte en teknologisk skabt ulighed, men ikke en teknologisk arbejdsløshed, siger han i sin nye bog “The Corruption of Capitalism”.

“Hvad er begrundelsen for at bevæge sig i retning af en basisindkomst? Det første argument, som denne forfatter altid har fundet den mest overbevisende, er, at en basisindkomst for alle i samfundet er et spørgsmål om social retfærdighed. Inden der tages følgende, så spørg dig selv, om du accepterer individuel arv. Dette er tilladt, og i kraft heraf giver det nogle mennesker ‘noget for ingenting “, idet de heldige nok til at arve ejendom eller anden formue, uden at de har arbejdet for det.

1. Så hvis du accepterer personlig arv, overvej følgende:

Den rigdom og indkomst som alle vi, som individer er i besiddelse af, er et resultat af den indsats der er gjort af vore forfædre, end med noget, vi har gjort selv. Selv Bill Gates tilføjede kun et lille bidrag til det teknologiske bjerg, der er udført af mange mennesker før ham.

 Da vi ikke ved, hvis forfædre, der har bidraget til vores kollektive rigdom, vil det kun være rimeligt, hvis vi alle modtager en social dividende af denne rigdom i form af en lille basisindkomst, der kunne bygges op over tid gennem etablering af en stor fond, hvor en del af provenuet af naturressourcer og højteknologi blev aflejret i form af beskatning. Det sociale udbytteargument kan spores tilbage til forskellige tænkere, herunder Thomas Paine. Men det har en større autenticitet og er mere presserende i dag på grund af de voksende uligheder i rigdom, der er knyttet til, hvad den franske økonom Thomas Piketty har kaldt “formueforhold-kapitalisme”, det vil sige, at uligheden skyldes mere og mere privat arv.

Sagen forværres, fordi den globale kapitalisme har oplevet en kraftig stigning i det økonomiske afkast til beholdninger af aktiver, herunder intellektuelle ejendomsrettigheder. Dette afspejler ændringer i reglerne og ikke stigninger i personlig indsat eller hårdt arbejde.

2. En social dividende ville bidrage til at korrigere for denne uretfærdighed.

Et andet argument for en basisindkomst kommer fra fremkomsten af ​​det globale prekariat. Denne gruppe er defineret andetsteds. De vigtigste punkter er, at resultatet af den globale kapitalisme medfører, at der i alle lande skabes fleksible arbejdsmarkeder, og af grund bliver millioner af mennesker nødt til at acceptere et liv, hvor arbejdskraften, der involverer en masse arbejde, som ikke aflønnes, oplever, at de er nødt til at acceptere en pengeløn, der ikke stiger, og som bliver stadig mere flygtig og uforudsigelig. Dette placerer en masse mennesker hele tiden i nærheden af en ​​uholdbar gæld.

I realiteten har det betydet, at det gamle indkomstfordelings-system nedbrydes. Det er ikke den enkeltes skyld, at de er endt i prekariatet. Det økonomiske system presser flere folk ind i det. Så de, der har en basisindkomst ville i det mindste opleve en grundlæggende sikkerhed.
De, der er en del af prekariatet, samt de, der frygter at blive en del af det, og de, der er en del af underklassen, ville i det mindste vide, at de ville have midlerne til at overleve.

3. Dette fører til to andre begrundelser for en grundlæggende indkomst.
På trods af denne verden er rigere end på noget tidspunkt i historien, og på trods af at det synes at være sandt i Schweiz, er vi konfronteret med en epidemi af usikkerhed og stress, der truer folks psykiske og fysiske sundhed, stigende sygelighed og endda faldende levealder overraskende steder i verden, hvor det ikke tidligere er set.

4. Det andet afledte rationale er politisk.

Økonomisk usikkerhed og ulighed genererer en situation, hvor neo-fascistiske populister appellerer til en grundlæggende frygt, som især findes i den atavistiske del af prekariatet.
Næsten overalt er politikere, der repræsenterer den neo-fascistiske strømning ved at vinde terræn og blive mainstream.
Der er voksende erkendelse af, at der skal gøres noget for at vende udviklingen. Donald Trump er en advarsel, som de højreorienterede ledere i Ungarn, Polen og Østrig.
Medmindre et nyt indkomst-distributionssystem bliver opbygget, hvor basisindkomst er et element, vil tendensen til autoritær populisme vokse.

5. En femte begrundelse er, at en grundlæggende indkomst ville genoplive den form for frihed, der sætter det synspunkt, at frihed betyder at være i stand til at undgå dominerende autoriteter, forrest. For eksempel er en kvinde er ikke fri, hvis hun skal bede en mand om tilladelse til at foretage sig noget, selv om det i praksis er manden, der giver en sådan tilladelse. Hun er kun fri, hvis hun har ressourcer og ret til at sige nej uden frygt for overgreb.
Frihed betyder også at have kontrol over sin tid, at være i stand til at afsætte tid til selvvalgte arbejdsformer og arbejdskraft. En grundlæggende indkomst ville tillade alle at vælge mellem former for arbejde, der ikke blot er et kedeligt eller tabsgivende job.

6. Et sjette rationale udgøres af instrumentale økonomiske forhold.

En universel basisindkomst vil øge den samlede efterspørgsel efter varer og tjenesteydelser og dermed stimulere den økonomiske vækst på en bæredygtig måde.
Det ville gøre det bedre end ved en konventionel pengepolitik, der opererer ved at sænke renten på de finansielle markeder. Med en basisindkomst vil almindelige borgere have penge, så de kan bruge på lokale varer og tjenester, der vil forstærke lokalsamfundet, snarere end at penge bruges til luksusimport og spekulative investeringer i udenlandske finansielle markeder. Det ville ikke være inflationær, idet det ville øge udbuddet af lokale varer og tjenesteydelser.

En anden økonomisk grund er, at en basisindkomst vil øge incitamentet til at tage lavtlønsjob, i modsætning til hvad fordomsfulde kritikere hævder.
Dette, fordi der på nuværende tidspunkt, i Schweiz og som mange andre steder, ydes en social bistand, der er baseret på behovsundersøgelser.
Med andre ord kan en person kun få offentlige ydelser, hvis de kan bevise, at de er fattige. Hvis de ophører med at være fattige, mister de de muligheder den offentlige hjælp har givet dem. Dvs. at hvis de øger deres indkomst lidt ved at tage en lavtlønsjob, ville de miste mere end de kan tjene. Det betyder, at de står i en fattigdomsfælde.
At gå fra offentlig ydelse vil medføre en marginal skattesats på 80% eller mere.
Hvilket menneske ved sine fulde fem ville tage en lavtlønsjob under sådanne omstændigheder, især da det vil medføre ekstra omkostninger til transport og så videre.
En grundlæggende indkomst ville overvinde fattigdomsfælden og faktisk øge incitamentet til at arbejde.

http://www.guystanding.com/files/documents/Reflections_on_Swiss_referendum_English.pdf

Verner Sand Kirk: Camouflerede forringelser

Af Verner Sand Kirk  (c)
Direktør i AK-Samvirke
Artiklen blev først bragt  i Altinget.dk

 

portræt af Verner Sand Kirk
Verner Sand Kirk er direktør for A-kassernes Samvirke

 

 

Kort tid efter at et bredt flertal vedtog en dagpengereform, som skulle skabe stabile rammer for de lediges vilkår, er der nu kommet en omfattende Helhedsplan fra regeringen. 

For at skaffe finansiering af topskattelettelser med videre indeholder planen også en række elementer, som forringer vilkårene for dagpenge- og efterlønsmodtagere.

Det sker under devisen, at det skal kunne betale sig at arbejde. Metoden er på forskellig vis at øge forskellen mellem løn og dagpenge. Dels via skattelettelser, som de ledige ikke får andel i, og dels gennem forringelser af ydelserne. Og det selvom dagpengekommissionen jo dokumenterede, at det bestemt kan betale sig at arbejde, hvis man er på dagpenge. Den typiske lønmodtager får faktisk kun mellem 45 og 70 procent af sin tidligere løn i dagpenge. 

Inflationsdækningen vil falde yderligere

 

Dertil kommer, at skattereformen fra 2012 betød, at dagpenge med videre fremover kommer til at halte yderligere efter lønudviklingen på arbejdsmarkedet. Frem til 2023 er det allerede besluttet, at ydelserne skal reguleres med cirka 10 procent mindre end lønudviklingen, så kompensationsgraden i forhold til hidtidig løn vil falde endnu mere.

Denne såkaldte mindrereguleringsmekanisme vil man nu videreføre i 2024 og 25, så de ledige og efterlønsmodtagerne inklusive den såkaldte satsregulering kommer yderligere cirka to procent efter lønudviklingen.

En anden metode, som anvendes til at forringe dagpengenes dækningsgrad, er, at der skal indføres et såkaldt målrettetjobfradrag, så arbejdsindkomst over 150.000 kroner får et fradrag på 7,75 procentpoint. Man kan kun få fradraget af indkomst op til 207.000 kroner. De, der får det fulde fradrag, får en skattelettelse på knap 4.500 kroner.

Ikke nogen ærlig fremgangsmåde

Der er bestemt ingen grund til at kritisere, at der gives skattelettelser i bunden, hvis der er penge til det.

Men når man vælger den svært gennemskuelige metode med et jobfradrag, skyldes det, at hele formålet er at øge forskellen mellem dagpenge og løn, uden at nogen rigtig opdager, at det er det, det går ud på. En mere ærlig og gennemskuelig måde at gøre det på ville være at give skattelettelse i bunden til alle og så sætte ydelserne til ledige, pensionister med flere ned.

I dagpengereformen valgte man at finansiere lempelser på nogle områder med nedsat dimittendsats, så nyuddannede uden børn nu kun får 71,5 procent af højeste dagpengesats mod tidligere 82 procent. Men nu skal de bøde igen ved, at regeringen vil indføre en måneds karens, inden en nyuddannet ledig kan få dagpenge.

Forrige skattereform forringede også lavere regulering

I forbindelse med efterlønsreformen i 2011 vedtog man at fremrykke den i forvejen besluttede forhøjelse af pensions- og efterlønsalderen, hvor de unge skal regne med en pensionsalder på over 70 år. Samtidig blev efterlønsperioden forkortet fra fem til tre år, og alle kommer til at opleve en kraftig modregning i deres efterlønsydelse, hvis de er omfattet af en pensionsordning.

For at mildne kritikken valgte man fra foråret 2012 at give folk mulighed for at træde ud af efterlønsordningen og få de indbetalte efterlønsbidrag ud skattefrit. Godt halvdelen meldte sig ud. Og knap halvdelen blev i ordningen i tiltro til, at de nu kunne regne med de vilkår, som et bredt flertal havde vedtaget i Folketinget. Et stort flertal af de ældre blev i ordningen, og de fleste yngre meldte sig ud.

Men lige i halen på dette vedtog Folketinget som ovenfor nævnt en skattereform, som også betød lavere regulering af efterlønnen i forhold til lønudviklingen.

En væsentlig grund for mange, der blev i ordningen, var seniorjobordningen, som sikrede et rigtigt arbejde på overenskomstmæssige vilkår, hvis man mistede dagpengeretten op til fem år før efterlønsalderen.

I Helhedsplan giver man den nu et tand til, ved at alle, der er født efter 1957, får en yderligere forhøjelse af deres efterløns- og pensionsalder med et halvt år. Samtidig vil man ændre seniorjobordningen til en aktiveringsordning, hvor man skal arbejde for en ydelse svarende til dagpengesatsen.

A-kassekontingentet sættes op med 250.000.000 kr

Som toppen af den bitre kransekage foreslår Helhedsplanen, at a-kassekontingenterne skal stige 250 millioner kroner.

Argumentationen er, at a-kasserne må kunne effektivisere og digitalisere noget mere. Og man siger så, at de må kunne spare to procent årligt i deres udgifter til administration, service og jobvejledning af de ledige. Over 4 år bliver det til 8,25 procent eller cirka 250 millioner kroner.

Nu er det sådan, at medlemmerne i forvejen via deres kontingent betaler de fulde udgifter til administration, så det får statskassen ikke umiddelbart gavn af. Men så foreslår man i stedet, at den del af det årlige kontingent, der går i statskassen til medfinansiering af dagpengene (statsbidraget) over 4 år gradvist bliver sat op med 250 millioner kroner.

Så er staten sikker på at få pengene, mens det er a-kassernes problem, om medlemmerne via billigere administrationsbidrag kan få dem igen og undgå en kontingentforhøjelse.

Urealistiske besparelser

Imidlertid er det helt umuligt at forestille sig, at a-kasserne kan opnå en sådan besparelse, selvom de i de senere år faktisk har nedbragt administrationsudgifterne betragteligt via digitalisering og effektivisering.

At det ikke er realistisk, skyldes, at der er gennemført to store reformer, som begge lægger flere opgaver og mere administration på a-kasserne.

Først en såkaldt beskæftigelsesreform, som betød, at a-kasserne skal afholde over hundrede tusinde flere samtaler via de såkaldte fællessamtaler ude i jobcentrene. Det går vi helt ind for, men det koster altså penge.

Og nu sidst en dagpengereform, som er søgt solgt som en forenkling med et stort digitaliseringspotentiale.

Sagen er imidlertid, at reformen er blevet endnu mere indviklet og bureaukratisk end det system, vi har i forvejen. Alene udgifterne til at lave nye it-systemer ser ud til at komme til at koste flere hundrede millioner kroner, som a-kassemedlemmerne skal betale via deres kontingent.