José Saramago endte med at modtage Nobels litteraturpris for sit forfatterskab i 2008, hvilket efter denne anmelders mening var fuldt fortjent.
Han debuterede i 1980 med romanen ‘Levantado do Chão, der ikke er oversat til dansk, men hvis man ikke læser portugisisk, kan den læses på engelsk, hvor den har fået titlen ‘Raised from The Ground’, der udkom i London i 2012.
Et omfattende forfatterskab
Efter den fulgte en perlerække af bøger, der er skrevet med den særlige underspillede form, som er kendetegnet for Saramago, hvor man bevæger sig ind og ud i personernes overvejelser over deres oplevelser. Nogle gange ser man på verden gennem deres sanser, andre gange ser man udefra på dem, som de virker i den sammenhæng, deres livsmuligheder giver dem.
Romanerne er som helhed refleksioner over tidernes muligheder og umuligheder, som de udspiller sig for de valgte personer, deres valg og handlinger som oftest præsenteret i den samfunds- og sociale ramme, der er deres.
Denne skrivestil kan med rimelighed bestemmes som magisk realisme, som vi kender den fra store sydamerikanske forfattere, hvor vi bevæger os ud og ind af den såkaldte virkelighed, fra det, der af omgivelserne erkendes som den fælles virkelighed til fortællinger, der kun kan eksistere som en realitet i den menneskelige fantasi, ofte fortalt som drømmereferater, der næstefter holdes op mod den vågne erkendelse.
Denne spændstighed giver på én gang anledning til spændingsmættede læseoplevelser, hvor man bliver fanget i at tænke, hvad får forfatteren ud af det, og kan der være noget om, at der findes en virkelighed uden for virkeligheden. De jævnlige referencer til kirken og gejstligheden er på ingen måde venligt ment.
Saramago understreger, at kirken har haft den afgørende rolle i undertrykkelsen af almindelige mennesker, gennem opretholdelse af et oppe og nede, hvor landarbejdernes vilkår tenderede slavelignende forhold med statssubsidierede magtinstrumenter, der kunne fastholde undertrykkelsen, og den konstant gnavende sult, der var landarbejderens lod.
‘Raised from the Ground’ er Saramagos historie om den familie, der gennem generationer var daglejere på de store godser, der dominerede landlivet, hvor de var underkastet godsejernes forgodtbefindende, indtil de makkede ret, med arbejdsdage fra før solopgang til det blev mørkt, for usle lønninger.
At være landarbejder i historisk Portugal.
Bogen følger familien Mau-Tempo familien, der i genpuljen har anlæg, der med mellemrum bringer børn til verden med de klareste blå øjne, der i familiehistorien genfortælles om en formoder, der blev voldtaget af en mand, der kom fra nord.
Mau Tempo betyder ‘dårligt vejr’, og det er på ingen måde en tilfældighed, at Saramago anvender dette familienavn, og den afgørende pointe er, at netop denne familie bruges som gennemgående i udviklingen af det portugisiske samfund frem mod ‘Nellike-revolutionen’ i 1974, hvor det endelig lykkedes at frigøre sig fra de overgreb, den almindelige befolkning havde været udsat for i århundreder.
Revolution
Mens godsejerne flygtede ud af landet med de gennem generationer opsparede rigdomme, hvor tidligere kolonier i Afrika og Indien forlangte og fik selvstændighed, gik landarbejderne i gang med at dyrke den jord i kollektiver, der tidligere knap nok havde givet dem det daglige brød.
Nu på egne betingelser, så fortællingen har en ‘happy ending’, der understreger, at man kan undertrykke mange mennesker i lang til men ikke til evighed.
Saramago døde i 2010, fejret som national forfatter med international berømmelse, hvilket han og Portugal i høj grad har fortjent.