Omskærelse og frihed i en forvirret verden

Nytårsprædiken af Claus Oldenburg

Claus Oldenburg er sognepræst ved Garnisonskirken i København

 

foto af Claus Oldenburg
Claus Oldenburg, Garnisonskirken

 

 

 

 

 

 

Tekst:

Lukas kapitel 2, vers 21.

Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.

Bindingen til loven eller til troen

 

Først af alt: Godt nytår – om end vi nok alle er noget bekymrede for, hvad der vil og kan ske i det nye år. For terroren som frygtens figur er tæt på, Mellemøsten brænder, Rusland rører på sig, USA er et helt åbent spørgsmål og det europæiske fællesskab knager i fugerne. Og så synes nationalismen i dens mange varianter at være over verden, og blandingen af netop nationalisme, liberalisme og globalisering forekommer mig at være en farlig – eller ustyrlig – cocktail. Det var min nytårsbekymring – og så skal jeg nok holde op!

Så til teksten. I sin ultrakorte form kan den nok undre den ikke-professionelle kirkegænger, men der er altså mening med galskaben. Meningen er simpelthen, at Guds inkarnation på jord underlagde sig denne verdens vilkår, som lokalt var den jødiske verdens vilkår, nemlig omskærelsen forstået som bindingen til loven, som igen forstås som Guds ordning i verden. Jesus var som alle andre små jødiske drenge. Men så håber jeg også, at I bed lidt mærke i epistelteksten fra Galaterbrevet, som jeg læste fra alteret, for her skelner Paulus mellem loven og troen. Paulus var også jøde og dermed omskåret, men han hævder med bestemthed, at i og med troen på Jesus som Kristus er kommet til, er Loven som opdrager overflødiggjort – det vil sige at bindingen til den også er det, og bindingens tegn er omskærelsen. Den tidlige kristne menighed forlod ganske enkelt omskærelsen, også for at ville omvende den ikke-omskårne hedningeverden til Kristustroen.

Paulus: Skelnen mellem tro og handling

“Troen kræver hengivelse, mens gerninger kræver lydighed”

 

Den teologiske argumentation fra Paulus’ side er denne: I den hidtidige – jødiske – verden var gudsforholdet primært et praktisk, socialt og moralsk anliggende, hvortil mennesket blev opdraget fra barnsben af af Loven og dennes udøvende praksis, som blev formuleret af de lærde skoler – faktisk som vi kender det i den senere diaspora-jødedom og i islam. Mennesket vidste i kraft af Loven, hvad det skulle, og hvad det ikke skulle. For Paulus var det en enorm frihed og nyhed, at Loven blev reduceret til en rettesnor, og at mennesket nu var retfærdiggjort – ikke af Lovens gerninger men af troen på Guds kærlighed, sådan som den havde udmøntet sig i Kristusskikkelsen og dennes begivenheder, Hans korsfæstelse, død og opstandelse. At tro at Jesus af Nazareth er Guds udtrykte billede og nærvær i det menneskelige kræver således kun kærlighedens gerninger – men det er så til gengæld heller ikke så nemt, for det er nemmere at overholde Loven. Denne skelnen mellem tro og handlinger har såmænd fulgt kristenheden som et problem op igennem historien og var et tydeligt stridspunkt under reformationen. For de katolske hævdede og hævder, at mennesket var og er medarbejder på Guds frelse og har sin fri vilje i dette stykke, mens reformatorerne mente, at syndsbekendelsen og troen på Kristus var nok til retfærdiggørelse i Guds øjne – resten var selvretfærdighed og selvindbildning. Deraf den standende teologiske debat om retfærdiggørelse ved gerninger eller ved tro – og det problem skal nok komme op at vende i forbindelse med reformationsjubilæet i år. Hvis man skal sætte det på spidsen kan man måske sige, at troen kræver hengivelse, mens gerninger kræver lydighed.

 

 

“Alt er tilladt, men ikke alt er lige gavnligt”

 

Jeg tvivler på, at dette her skitserede problem mellem tro og gerninger kan bringe andres sind i kog end de mere teologiske hoveders – for problemet er nok i virkeligheden autoriteten, og vi er nok et helt andet sted henne end dér, hvor autoriteten råder. Men åndhistorisk er autoritetsbegrebet interessant, for det forholder sig hele tiden til frihedsbegrebet. Og det kan anskueliggøres. Det senjødiske samfund, som både Jesus og Paulus var en del af, var et teokratisk styre, og guddommens autoritet gennem Loven og dens praksis var ikke til at tage fejl af. I det lys var Jesusskikkelsen er provokatør og oprører, for Han sammenlignede sig selv med Gud – og så kom de efter Ham. Paulus var i første fase en sammenbidt modstander af Kristustroen, men omvendte sig og blev i anden fase en lige så sammenbidt forsvarer af samme Kristustro – og al den frihed, han mente den kastede af sig. Men snart fik Paulus nok at gøre med at holde snor i specielt korintherne, hvor friheden udartede, og Paulus måtte bemærke, ’at alt nok var tilladt, men ikke alt var gavnligt’.  Kirkefaderen Augustin havde siden det samme problem, og knap var reformationen sluppet løs med al dens frihed fra kirkeligt formynderi, før Luther følte, at han måtte stramme tøjlerne. Og da socialismen slog igennem som en moderne, løfterig og utopisk bevægelse var det friheden fra de snærende økonomiske og politiske stukturer, der kaldte, men også den bevægelse stivnede – i hvert fald i sin kommunistiske udgave – i en fastlåst autoritet.

 

 

Når friheden udarter

Så der er eksempler nok op gennem historien mellem en frihed, der bliver sat i søen – og når den så udarter, så rebes sejlene på den ene eller anden måde. Der er et spændingsfelt mellem den autoritet, der giver fasthed fra sig, og så den frihed, som er løfterig, men også ustyrlig. Selv vil jeg have svært ved at se, hvor autoriteten åndeligt talt befinder sig i vores verdensdel, for dertil er der lidt for mange stemningsbølger, og de tager hverken bestik af fortid, konsekvens eller fremtid.

 

Thomas Mann: Omskærelsen som “vielsesring med Gud”

Og så kaster en lille tekst om omskærelse alligevel en helt moderne autoritets-problematik af sig. For nu vil man øjensynligt forbyde omskærelse under henvisning til Menneskerettighederne, som måtte være blevet netop den moderne autoritet. For omskærelsen opfattes som et overgreb mod det sagesløse drengebarn, hvad det vel også er – og således i modstrid mod Menneskerettighederne, hvor mennesket skal være myndigt og selv bestemme over sin krop. Så der er altså juridisk-moralske principper, som sætter over-normen – og alle andre hensyn må vige. Det må man da kalde autoritet, så det klodser. Det er antagelig de færreste, der gør sig den umage at overveje, hvorfor omskærelsen er så vigtigt et ritual for jøder – og også for muslimer – det er også de færreste, der overvejer konsekvenserne, som vil være, at resterne af det jødiske samfund trækker sig ud af landet, og antagelig mange muslimer også. Så med henvisning til Menneskerettighederne kan man gøre kål på i hvert fald det jødiske samfund og antagelig også mange muslimer – bortset fra at omskærelsen vil blive gennemført i det skjulte.

Hvorfor er omskærelsen så vigtig? Grundene fortaber sig af historisk ælde, men i de før-antikke samfund var den almindelig, og jøderne tillagde den en særlig mystisk betydning, nemlig det intime tilhørsforhold til guddommen. Thomas Mann kalder omskærelsen for en ’vielsesring’ mellem manden og hans Gud. Den angiver fortroligheden, venskabet, tilliden og troskaben – netop som vielsesringen vil det. Omskærelsen ligger tekstmæssigt og historisk i et dybere lag end Lovens udstedelse, men i disse dybere lag er der en intimitet på spil, som spiller en afgørende rolle i en afklaring af guddommens karakter. For i de før-antikke samfund var guddommen magt og ikke andet, hvorfor ofringer var nødvendige for at sikre sig, også menneskeofringer. Her er det Manns tese, at omskærelsen er et fredsommeligere erstatningsoffer, og at det faktisk gjaldt om at tøjle guddommen og hans blodtørst.

Men denne intimitetens tilskrivning begynder den proces, hvor mennesket må humanisere guden hen mod det omgængelige – i stedet for at være overmagt, vilkårlighed og ubegribelighed. I det perspektiv bør Kristustroen nok også ses – netop som en humanisering af guddommen, hvor ægteskabet erstattes af et familie-forhold, hvor guden transformeres til far, Hans menneskelige udtryk til søn, og vi i kraft af Ånden og dåben er Guds børn og Kristi søskende.

Så spurgt lidt retorisk: Er dåben også et overgreb? Barnet har ikke selv bedt om det. Er Menneskerettighederne baptistisk sindede? Handler religionen om det voksne frie valg eller om tilhørsforhold til en given sammenhæng? Jeg mener det sidste. Amen og godt nytår i en forvirret verden.

 

 

 

 

 

 

 

 

Biskop: Trosfrihed er alle friheders moder

 

Kronik nedtaget – den kan i stedet hentes her

af Mikael Hertig

Tidligere har Marinne Christiansens efter min opfattelse fremragende kronik 23. december været bragt på dette sted.

Jeg havde bedt om lov til at bringe den og troede jeg fået den fornødne tilladelse.  Det har vist sig at være en misforståelse, som jeg beklager.

Jeg har fik oplyst, at kronikken nu var lagt ud på Stiftets hjemmeside, og så opfattet det som en frigivelse, hvilket har vist sig at være at tage munden for fuld.

Det affødt en venlig henvendelse fra biskoppen om at nedtage kronikken.

Det er aldrig rart at føle sig taget til indtægt af nogen, man ikke kender.

Jeg beklager naturligvis forløbet. Det fratager hverken Marianne Christiansen eller hendes kronik de kvaliteter, der henledte min begejstring for den

Godt Nytår

 

Lystens Pioner af Lone Frank (Gyldendals bogklubber 2016)

Lone Franks sidste opus ‘Lystens pioner’, der udkom i dette forår (2016) er en interessant kombination af en historisk roman, undersøgende journalistik og etiske udfordringer, hvor endemålet bliver at pege på nogle af de konsekvenser, vi må forudse i takt med, at det bliver muligt at modellere om på hjernen.
Som en af referencerne i teksten angiver, må vi forestille os, at når muligheden er der, så vil den etablerede viden blive anvendt. Hun henviser til, at den ombygning af kroppen, der sker i stigende omfang, ikke længere problematiseres og peger på, at når vi har viden nok om hjernen, så vil den blive udnyttet på godt og ondt; et synspunkt som hun, omend tøvende, tilslutter sig.
Man kunne osse henvise til prænatale undersøgelser af fostres tilstand, hvor holdningen i lang tid var, at genetiske fejl ikke var tilstrækkelige til det, de mest arge modstandere kaldte fosterfordrivelse og indgreb i Guds skaberværk; men mennesket er nu engang praktisk anlagt, så modstanden mod abort er om ikke forsvundet, så dog ikke længere noget, man kan skabe en politisk karriere på.

Bogen er på det nærmeste tredelt.
Første trediedel fortæller om den amerikanske læge Robert Heaths, der med 2. Verdenskrigs massive antal traumatiserede soldater som baggrund, bliver ansat på et psykiatrisk hospital, hvor hans interesse var at helbrede håbløst psykiske syge, for hvem der kun var et livslangt ophold på et sindsygehospital som fremtidsmulighed.
Behandlingsmulighederne var få.
Vi befinder os i tiden før det farmakologiske gennembrud på området, hvor behandlingen af sindslidelser kæmpede i alle retninger for at finde metoder, der kunne helbrede eller i det mindste lette den psykiske smerte, som aldrig forlod de ramte.

I 1920’erne og 30’erne blev der eksperimenteret med hjernekirurgi, hvor lobotomi, osse kaldet ‘det hvide snit’, blev flittigt benyttet, så det var ikke fordi kirurgerne ikke havde været inde i hjernen, men resultaterne havde ført til omfattende ødelæggelser af hjernen.
På den anden side havde man ikke mange muligheder, så derfor var forskningsmidlerne meget løse, og en af de veje man gik, var at tillade neurokirurgerne at operere i hjernen med det dobbelte formål at kortlægge hjernen og dermed skabe forbedrede muligheder for behandling.

For Robert Heaths og den tids neurologer og kirurger var det klarlagt, at hjernen fungerede vha. svage elektriske strømme. Man havde lært sig at måle disse, og Heaths tanke var at påvise, hvilke områder af hjernen, der var i kontakt med hvilke dele af kroppen og ikke mindst, hvordan hjernens forskellige dele arbejdede sammen.
Lobotomien havde skabt en viden om, at den forreste del af hjernen, den frontale cortex, havde betydning for følelseslivet. Når man overskar nervebanerne mellem frontale cortex og resten af hjernen, Det hvide snit, kunne man konstatere en udfladelse af følelsesmæssige udtryk, og en voldsom adfærdsændring.

Disse voldsomme indgreb ønskede Heaths at erstatte med mere præcise og stærkt lokaliserede påvirkning gennem indføring af tynde sonder frem til de områder man havde en forventning om kunne være steder, der gennem manipulering kunne lette manio-depressive tilstande, voldsom adfærd og andet.
Påvirkning kunne ske gennem svag elektrisk stimulation eller ved at brænde specifikke områder væk, og på en række områder fik man både opklaret sammenhænge mellem adfærd og behandling og ikke mindst ny viden om hjernens indretning.

At fifle med hjernen blev imidlertid ‘no-go’ i 1960’erne og 70’erne, og Heaths personlighed kom tilsyneladende til at stå i vejen for hans fortsatte arbejde, og han gik mere eller mindre i glemmebogen.

I den midterste del af bogen følger vi Lone Franks detektivarbejde med at finde frem til årsagen til, at Heaths arbejde med dyb hjernestimulation gik i stå. Det er lidt af en detektivhistorie, der som sådan vel mest er interessant som et udtryk for undersøgende journalistik samt Franks tilbøjelighed til at placere sig personligt (s. 123ff) i fortællingen.
Turen rundt i verden giver imidlertid pote, og vi får en beskrivelse af, hvad der bremsede forskningen på området.

Det bliver temaet i den sidste trediedel af bogen, nu da Heaths pionerarbejde inden for dagens psykiatri er blevet ‘hot stuff’.
Erkendelsen af, at indgreb i hjernen kan have ikke bare positiv effekt på behandlingen af psykiske lidelser, men osse bringer os nærmere en situation, hvor denne viden kan bruges og misbruges, fører til en delvis løftet pegefinger, der både peger ud på samfundet, men i høj grad osse ind på os selv, for vil vi ikke anvende denne viden til at regulere andre og vil vi ikke bruge den til at omdanne os selv.
En af de personer, Frank interviewer peger på, at body-shaping er blevet hverdagsforeteelse, og han mener, at det samme vil ske, når hjernen uden fare kan forbedre vores muligheder for at opnå, det vi ønsker og føler for.

Den diskussion er selvfølgelig vigtig, nogle vil kalde den afgørende vigtig, hvis vi skal undgå, at mennesket bliver omdannet mod sin vilje, eller bare ved at være ubetænksom.

Derfor er bogens moralske dimension afgørende relevant, og hvis det ikke var fordi, at Heaths er amerikaner, så kunne en dygtig dansk filminstruktør lave en fantastisk film på baggrund af teksten, men i disse globaliserede tider kan den nok både blive oversat og danne grundlag for en thriller, der ikke bare drejer sig om at rode i hjernen, men i høj grad osse om hvad og hvilke mekanikker, der styrer vores hoveder og ikke mindst, hvilken indflydelse det har på vores opfattelse af forholdet mellem stat og individ.
img_0398