Christen Sørensen: Finansministerets forudsætninger er forkerte

Portræt af Christen Sørensen
Christen Sørensen

FINANSMINISTERIETS REGNEMETODER

af Christen Sørensen, professor, tidligere overvismand.

Finansministeriet har indbygget postitive virkninger på arbejdsudbuddet af skattelettelser. Dette bygger imidlertid på en fejlspecificeret analyse. Det ville jeg gerne oplyse Informations læsere om i tilknytning til artiklen fra 4. feb. “Venstrefløjspartier vil ændre Finansministeriets regnemetoder.” Men der var ikke plads i Informaton til at optage det nedenstående. Det har jeg både fuld forståelse og respekt for. Men så er det jo godt, at der er plads på Facebook, når der nu heller ikke er plads på selv Informations netavis.

 

 

 

 

I artiklen ”Venstrefløjspartier vil ændre Finansministeriets regnemetoder”, Information 4. feb., redegøres for den fornyede debat om Finansministeriets regnemetoder, der er blusset op efter en rapport fra Folketingets økonomiske konsulenter. Hovedspørgsmålet er, om der benyttes politisk og/eller økonomisk skæve antagelser/forudsætninger. Det følgende vedrører alene spørgsmålet om økonomisk skæve indikatorer og i øvrigt kun antagelsen om en positiv arbejdsudbudseffekt af skattelettelser.

FINANSMINISTERIETS ANALYSE ER DEN ENESTE

Øger skattelettelser arbejdsudbudet?

 

I realiteten er der kun én dansk analyse, som Finansministeriet baserer antagelsen om, at skattelettelser øger arbejdsudbuddet. Resultaterne fra denne analyse kan imidlertid ikke anvendes, idet der er taget udgangspunkt i en oplagt fejlspecificeret model: en statisk en-periode model.

Økonomer ved, at forbrugs-/opsparingsbeslutninger og arbejdsudbud-/fritidsbeslutninger ikke kan analyseres i en statisk en-periode model, men i princippet kræver en livsløbstilgang. De estimater om arbejdsudbudseffekter, der udledes af en statisk en-periode model, er derfor skæve. Afgrænsningen til en periode betyder konkret, at substitutionseffekten (gulerodseffekten) overvurderes, og at indkomsteffekten (hængekøjeeffekten) numerisk undervurderes.

Tilsvarende skævvridning følger også af, at der i analysen er set bort fra effekten på arbejdsudbuddet fra evt. ægtefælle/samlevende/samboende, om end betydningen heraf givetvis er mindre end betydningen af afgrænsningen til en en-periode analyse. Derfor kan der ikke fæstnes lid til en positiv arbejdsudbudseffekt med udgangspunkt i denne analyse. Det burde Finansministeriet vedstå.

Torben M Andersens syn er uforståeligt

 

 

Professor Torben M. Andersen, som også bidrager til artiklen i Information, har tidligere givet udtryk for, at konklusionerne i det pågældende studie kan anvendes som valide. Det er helt uforståeligt, at en sådan påstand kan fremføres og nu vel gentages, når vurderingen baseres på en åbenbart fejlspecificeret model.

Kort sagt: der er al mulig grund til en kritisk gennemgang af denne afgørende forudsætning, som spiller en vigtig rolle, når bl.a. topskattelettelser diskuteres, og som også kan komme til at spille en afgørende rolle i den aktuelle debat om at gå fra en progressiv ejendomsværdiskat til en flad, dvs. proportional, ejendomsværdiskat.