BRUCE- manden med det flotte underbid

Bruce Springsteen

BRUCE – manden med det flotte underbid.

For fire år siden udgav Peter Ames Carlin en omfattende biografi om Bruce Springsteen, hvor han beskriver Springsteens karriere, sådan som den har udviklet sig, startende med en beskrivelse af hans særprægede familieforhold, hvor hans særpræg som enspænder og skulle det vise sig, musikalsk geni og digter, han senere udviklede sig til.

Fortællingen om Bruce er fortællingen om The American Dream for fuld udblæsning, om drengen med den særprægede far og specielle mor, der i væsentlig omfang overlader Bruce i bedsteforældrenes varetægt, den verdensfornægtende far, der tilbringer sin tid i køkkenet aften og nat rygende smøger og drikkende øl og helt igennem utilgængelig for sønnen, nogle bedsteforældre, der lod ham definere sine egne grænser, og en mor, der havde en større kamp med at få en dysfunktionel til at hænge sammen.

En barndom, der yderligere var præget af dårlig kontakt med jævnaldrende og dårlig skolegang, men med en stærk fascination af den musik, der prægede os allesammen i tresserne og halvfjerdserne og skulle det vise sig et digterisk talent og en lyst til at sætte sig ud over sædvanlige konventioner for både musik og tekst.

Efter datidens standarder blev grænseoverskridende handlinger og udseende brugt til at understøtte selvbilledet som outcast med hippietræk, der ifølge biografien ikke var bevidste handlinger, men snarere resultatet af en naturtilstand der trivedes på New Jerseys strandpromenade med udsigt til New Yorks skyskrabere.

Herefter følger fortællingerne om Bruces kamp for at slå igennem og arbejdet med instrumenterne, sangteksterne og turnéerne, der siden skulle gøre enspænderen til feteret rockhelt i maximunformat, der er fulgt af en kæmpe fanskare ikke bare i USA, men verden rundt.

Forholdet til det band, der efterhånden etablerede sig som hans faste band The E-Street Band, i hvert fald for en periode, blev ikke bare hans musikere, men osse hans personlige fanskare, der ifølge biografien fulgte ham i tykt og tyndt i de hårde år, mens han arbejdede sig mod storstatus, og de fandt sig pænt i hans særprægede adfærd, tilsyneladende fordi de forstod hans dybfølte engagement i musikken, der harmonerede med deres eget.

Overtegnede bliver altid skeptisk over at møde en sådan altruisme, men de af bandmedlemmerne, der er blevet bedt om udtalelser herom, støtter forklaringen, omend med nogle udsagn, der ikke altid udviser den helt store harmoni, men grundlæggende holder de fast, selvom de måtte opleve at blive fyret i en periode, da Bruce fandt det nødvendigt at genopfinde sig selv.

Hans kærligheds- og familieliv indgår som et særligt krydderi, hvor kærester kommer og går, indtil han tilsidst i trediveårs alderen slår sig til ro med den kvinde, der også skabte børnene til den familie, de har etableret med tre børn, hvilket har givet anledning til overvejelser over, hvornår vi kommer til at høre om, at han har været en fraværende far, fordi han altid var på farten rundt omkring i verden for at udbrede kendskabet til Bruce og ikke mindre til amerikansk musik og livsstil. Indtil videre er der ro på den front i modsætning til en stigende lyst til at involvere sig i politik gennem den støtte han ydede til Barack Obamas præsidentvalg og senere til Hillary Clintons.
Han havde ellers forsvoret, at han aldrig ville engagere sig politisk, lige som han osse i nægtede at spille stadionskoncerter, men disse synspunkter ændrede sig, da han blev stor nok til at kunne overbevise sig selv om, at han havde en særlig forpligtelse til at være talerør for de amerikanere, der ikke havde opnået det samme som han selv.

Jeg er ikke fuldstændig sikker på, at det er det eneste motiv, men jeg lader tvivlen komme ham til gode, fordi de, der på trods af, at de opfatter sig som revolutionære idealister, er værd at støtte, så længe der ikke går megalomani i det, men det skader jo aldrig, at der falder lidt penge af undervejs, ikke mindst fordi det i amerikansk sammenhæng er statusgivende i sig selv.

Biografien understøtter en anden amerikansk drøm. Drømmen om den uselviske ener, der tager sig ikke bare af sig og sine, men store og små overalt, hvor der er brug for det. Bruce har dette ry, som han vedligeholder og udbygger hele tiden, og de mange millioner, der efterhånden må befinde sig på hans konti, bliver i brugt til, hvad der er amerikanske rigmænds drøm, at drive mæcenvirksomhed. I et land som USA, er det nærmest en nødvendighed, om ikke andet, så for at lette på samvittigheden over at besidde så stor en rigdom.

Det skal han naturligvis ikke klandres for, men til det totale billede hører jo osse en beskrivelse af, at de særlige vilkår, der gør USA til både et ideal, men osse et samfund, vi udenforstående er nødt til at forholde os til, hvis vi skal kunne bedømme amerikanske mennesker og de udfordringer, de stiller os overfor.

Det skal naturligvis ikke komme Bruce Springsteen til skade, at hans land udvikler sig i en uheldig retning, men bare være en påmindelse om, at “alt, der glimrer, ikke er guld”
kwm/19/3/2017/5.008tegn