Finansministeriet manipulerer med regnemodellen

FINANSMINSTERIETS REGNEMODEL – UBALANCERET OG MANIPULERET

 

Portræt af Christen Sørensen
Christen Sørensen

Af Christen Sørensen, tidligere overvismand, cand.polit.

 

 

Ændringer skal dokumenteres

Det er ikke i orden – og udtryk for en utålelig og utiltalende magtarrogance – når Finansministeriet indlægger afgørende ændringer i deres regnemaskiner, før der er dokumentation herfor, så denne dokumentation kan diskuteres før eller mindst samtidig med, at resultater herfra indgår i talgrundlaget for den førte politik.

Men denne linje har Finansministeriet tidligere fulgt. Da Poul Schlüter fremlagde den såkaldte ”århundredes plan” i 1989, blev den dengang mødt med så stærk faglig kritik, jeg var selv med hertil i møder og med indlæg i Nationaløkonomisk Tidsskrift, at Finansministeriet i årene herefter lagde dokumentation for afgørende modelændringer frem.

Torsdag 8. juni var jeg inviteret til programmet ”Slotsholmen” for at diskutere Finansministeriets regnemaskine, altså ADAM-modellen, med afdelingschef Lars Haagen Pedersen fra Finansministeriet. Dette kan høres på linket hertil.

Årsagen til invitationen var, at vismændene i deres seneste rapport, Dansk Økonomi, forår 2017, havde konkluderet, at Finansministeriets regnemaskine var ”ubalanceret”. Ubalancen var en følge af, at der i regnemaskinen blevet taget hensyn til afledede dynamiske effekter på arbejdsudbud og produktivitet af skatter og indkomstoverførsler, men ikke af offentlige udgifter til f.eks. uddannelse, sundhed mv. Konkret blev der i Dansk Økonomi, forår 2017 fokuseret på offentlige udgifter til børnepasning.

Udeladt: Dynamiske effekter af offentlige udgifter

 

Det er vigtigt at holde sig for øje, at der i Dansk Økonomi, forår 2017, kun blev fokuseret på det problematiske i, at noget blev udeladt i regnemaskinen: nemlig de dynamiske effekter af offentlige udgifter. Det blev derimod ikke problematiseret, hvad der indgik – men på et meget tvivlsomt grundlag. Kort sagt: det er en ret partiel analyse af problemer i Finansministeriet regnemaskine, der blev analyseret i Dansk Økonomi, forår 2017.
Det er selvfølgelig ikke i orden, at ADAM-modellen anvendes så ubalanceret. Og en forklaring herpå er ikke alene, at det er en langt større opgave at inddrage dynamiske effekter af offentlige forbrugs- og investeringsudgifter end af skatter og overførsler, og at der mangler solid viden på udgiftsområdet. For det gælder også for skatte- og overførselsområdet.

 

 

Finansministeriets model er fejlspecificeret: Et uheldigt udslag af embedsmænds servilitet og underkastelse

 

“Hvis politikere vil gennemføre noget, der ikke fagligt kan begrundes, må de selv tage ansvaret herfor og begrunde det rent politisk.”

Den undersøgelse, som Finansministeriet baserer de dynamiske effekter af skatter på, bygger nemlig på en fejlspecificeret model. Undersøgelsen ser kun på arbejdsudbuddet i en periode, hvorfor den ikke kan anvendes til at udlede dynamiske effekter. Dette redegjorde jeg bl.a. nærmere for i et analyseindlæg i Politiken 2. april 2016, ”Blindebuk. Topskattelettelser er uden klar effekt”, som kan læses nedenfor.

Hertil kommer, at der også på andre områder bruges tvivlsomme og udokumenterede antagelser i Finansministeriets regnemaskine. F.eks. er prisfølsomheden i eksport- og importfunktionerne – uden dokumentation – blev opjusteret med en faktor på mindst 2½, hvad der bidrog til en kraftig overvurdering af de positive beskæftigelsesmæssige følger af bl.a. dagpengereformen. Jeg har gentagne gange forsøgt at få de undersøgelser, der skulle dokumentere denne voldsomme opjustering, men uden held. Det har jeg f.eks. nærmere redegjort for i kapitel 3 i min bog: Finanskrisen – kleptokratiets konsekvens. Jeg har – som der anført – grund til at tro, at der dengang ikke var undersøgelser, der dokumenterede denne opjustering.

Dette, at der i Finansministeriets regnemodel indgår tvivlsomme antagelser, der understøtter den politik den til enhver tid siddende regering vil føre, er efter min vurdering endnu et uheldigt udslag af den servilitet og underkastelse, der desværre er blevet for udbredt i danske embedsmandskredse. Dette har Jesper Tynell udmærket og rystende redegjort for i sin bog: Mørkelygten.

Og dette gælder også i relation til Finansministeriets regnemodel. Lars Haagen Pedersen har således i relation til den mulige effekt af skattelettelser på arbejdsudbuddet, hvor der anvendes skæve og fejlagtige resultater fra en statisk model, udtalt ”Det er jo klart, at vi ikke på dette område kan svare politikerne, at der er stor usikkerhed, og derfor kan vi ikke vurdere det, når de spørger om effekten af en skatteændring.”, se djøfbladet 11. marts 2016.

Heri er jeg helt uenig. For der er jo et oplagt og ordentligt alternativ. Hvis politikere vil gennemføre noget, der ikke fagligt kan begrundes, må de selv tage ansvaret herfor og begrunde det rent politisk. De bør ikke gives muligheden for at gemme sig bag et uholdbart tal-slør stillet til rådighed af embedsmænd.

På baggrund af ovenstående vil jeg konkludere:

Finansministeriet bør ikke have lov til at indlægge afgørende ændringer i deres regnemaskiner, før der er dokumentation herfor, så denne dokumentation kan diskuteres før eller mindst samtidigt med, at resultater herfra indgår i talgrundlaget for den førte politik.

Denne linje har Finansministeriet tidligere fulgt. Da Poul Schlüter fremlagde den såkaldte ”århundredes plan” i 1989, blev den
dengang mødt med så stærk faglig kritik, jeg var selv med hertil i møder og med indlæg i Nationaløkonomisk Tidsskrift, at Finansministeriet i årene herefter lagde dokumentation for afgørende modelændringer frem. Denne åbenhedstilgang er desværre ikke blevet videreført af Finansministeriet. Det er ikke i orden – det er udtryk for en utålelig og utiltalende magtarrogance.

 

Her analyseindlægget fra Politiken fra 2. april 2016:

 

Blindebuk. Topskattelettelser er uden klar effekt

Substitutionseffekt og indkomsteffekt

Der bliver ofte argumenteret for, at en sænkning af marginalskatterne, især afskaffelsen af topskatten, vil fremkalde et så stort arbejdsudbud, at selvfinansiering måske nås. En nødvendig forudsætning herfor er dog, at den større gevinst, man selv får (ved at marginalbeskatningen reduceres), øger arbejdsudbuddet mere end den potentielle reduktion af arbejdsudbuddet, der kan blive en følge af, at der skal færre timer til at opnå en given indkomst. Disse effekter kalder økonomer hhv. substitutionseffekten og indkomsteffekten- eller effekten af hhv. større gulerod og mindre pisk.

Denne dobbelte og modsatrettede effekt betyder, at det ikke er muligt ud fra teoretiske argumenter at afgøre fortegnet på den samlede effekt. Kun empiriske undersøgelser kan afklare dette. Og her er problemet: Relevante undersøgelser ikke findes.

Grundlæggende er der mange og forskelligartede faktorer, der påvirker arbejdsudbuddet. Når vi træffer beslutninger om arbejdsudbud, fritid, opsparing og forbrug, er det ikke kun de aktuelle forhold, der er afgørende. Disse beslutninger indgår i den mere eller mindre implicitte planlægning af vort livsforløb. Økonomer bruger, når beslutninger om arbejdsudbud, fritid, opsparing og forbrug skal undersøges, da også livsløbshypoteser, idet beslutninger om bl.a. pensionsopsparing og overgang til pension kræver et livstidsperspektiv.

De valg, vi træffer indenfor denne referenceramme, er endvidere afhængige af familieforhold (ægtefælle/samlevende/børn) osv. osv. Hertil skal lægges, at de datagrundlag, som sådanne komplicerede sammenhænge må baseres på, ofte er ret så utilstrækkelige. Selv om det ikke er udelukket, at der indenfor samfundsvidenskaberne kan benyttes tilsvarende metoder, som anvendes i naturvidenskaberne – kontrollerede eksperimenter – sker dette meget sjældent. Dette hænger sammen med, at disse ville være uhyre kostbare. Hvis f.eks. effekten af beskatning skulle undersøges i et konkret eksperiment, er det nødvendigt, at forsøgspersonerne tilbydes lavere beskatning, idet det ellers ikke ville være muligt at få forsøgspersoner. Dette gør naturligvis sådanne eksperimenter meget kostbare, idet de jo også skal ske igennem en række år, jf. livsløbsperspektivet. De få eksperimenter, der faktisk er udført på denne måde, i USA, har i øvrigt ikke ført til klare konklusioner om effekter på arbejdsudbuddet.

Alt dette er årsagen til, at der herhjemme vel kun foreligger en enkelt relevant undersøgelse (Frederiksen m.fl. 2001) af, hvordan arbejdsudbuddet ændrer sig, når den disponible timeløn, lønnen efter skat, ændrer sig. I hvert fald er det denne undersøgelse, som Finansministeriet anvender, hvorefter arbejdsudbuddet skulle stige med 0,1 pct. (0,05 pct. for mænd og 0,15 pct. for kvinder), hvis den disponible timeløn stiger med 1 pct. Effekten for mænd er i øvrigt ikke statistisk signifikant.

Problemet ved Finansministeriets anvendelse heraf er imidlertid først og fremmest, at disse resultater hidrører fra en oplagt fejlspecificeret model. Der gøres i undersøgelsen eksplicit opmærksom på, at disse resultater hidrører fra en statisk model – en én-periode model. I en én-periode model kan det jo ikke afklares, hvordan øget disponibel indkomst i den betragtede periode påvirker arbejdsudbuddet i kommende perioder. Hertil kommer, dog mindre vigtigt, at der i modellen ikke tages hensyn til, at timearbejdsudbuddet for personer, der er ægtefæller/samlevende, er indbyrdes afhængige. Den ene, typisk manden, øger f.eks. arbejdsudbuddet, hvis parret af hensyn til f.eks. børn ønsker mere såkaldt fritid for den anden. Men denne effekt ses der også bort fra i modellen.

 

“Det er nærmest absurd, at Finansministeriet bruger en statisk model til at begrunde dynamiske effekter “

 

 

Det er – for at sige det rent ud – nærmest absurd, at Finansministeriet bruger resultater fra en statisk model til at begrunde dynamiske udbudseffekter. Dette er naturligvis ekstra bemærkelsesværdigt eller absurd, da begge de her – og afgørende – omtalte to manglende effekter ville reducere gulerodseffekten og forøge effekten af pisk, og dermed evt. ændre en positiv til en negativ udbudseffekt, hvis de altså var medtaget! Kort sagt: Finansministeriet kan ikke sagligt begrunde, hvorfor der regnes med en positiv arbejdsudbudseffekt af højere disponibel timeløn.

Hermed ikke anført, at den undersøgelse, der er udført i Frederiksen m.fl., ikke er en intellektuel præstation – det er tilfældet. Men desværre gøres der i undersøgelsen ikke tilstrækkelig opmærksom på den anførte fejlspecifikation. Forskellige skattereformers effekt på arbejdsudbuddet burde således enten ikke være beregnet i undersøgelsen, eller der skulle helt anderledes være gjort opmærksom på, at resultaterne herfra ikke kan anvendes i praksis.

Topskattelettelser er på ingen måde selvfinansierende – kun 20 pct. af den umiddelbare skattereduktion indvindes – selv om én-periode modellens skæve og for optimistiske skøn anvendes. Et mindre skattetab kan opnås ved at øge topskattegrænsen. Men de næsten 60 pct. fra undersøgelsen i Frederiksen m.fl. er også uden realitet.

 

“Embedsmænd bøjer sig alt for villigt for politiske ønsker”

Men hvorfor anvender Finansministeriet så data fra en oplagt fejlspecificeret model, der kan føre til letsindige konklusioner? Som journalist Jesper Tynell har beskrevet i sin fremragende bog Mørkelygten: Embedsmænd bøjer sig – i den herskende kultur i Danmark – alt for villigt for politiske ønsker. Hovedopgaven er ikke altid at levere retvisende resultater, men evt. politiske hensigtsmæssige resultater – hvilket man også så med Finansministeriets totalt misvisende beregninger af, hvor mange der ville miste dagpengeretten som følge af reduktionen af dagpengeperioden fra 4 til 2 år.

For god ordens skyld: Jeg kan ikke sige, om det er gulerod eller pisk, der har størst indvirkning på arbejdsudbuddet. Det ved økonomer simpelthen ikke. Men det er dette faktum, Finansministeriet forsøger at skjule.