Nuuk-borgmester: Stop snakken om at suspendere Selvstyret

 

Asii Chemnitz Narup, borgmester Sermersooq Kommune,
Nuuk ligger i kommunen ( Alchetron Free Encyclopedia)

 

 

Denne artikel skrevet af Asii Chemnitz Narup  er først bragt som kronik i Dagbladet Politiken

 

Billedet viser det, der ligner een flagstang.. Øverst det grønlandske flag, nederst det danske. Flagene blæser hver sin vej.
Flagene blæser hver sin vej. Marine Duc Foto (c) marts 2017

 

HVIS EN DANSK borgmester gratis bruger rådhusets lokaler til sit bryllup, og en dansk regionsformand har avisabonnementer til et beløb, der svarer til prisen for spidsen af en jetjager – skal demokratiet så suspenderes i kommuner og regioner i Danmark?

Spørgsmålet bliver pludselig relevant, når man har læst Søren Espersens (DF) melding om, at selvstyret i Grønland bør suspenderes, fordi der er problemer i grønlandsk politik og i det grønlandske samfund.

For bør de danske problemer så ikke også medføre en indskrænkning i demokratiet og central kontrol over den lokale og regionale selvforvaltning?

Enhver med bare lidt fornuft intakt kan godt se, at det selvfølgelig er en tåbelig idé. Og derfor er det selvfølgelig også – for nu at sige det ligeud – temmelig håbløst, når blandt andet den ellers både begavede og oprigtigt grønlandsinteresserede Søren Espersen gør sig til talsmand for synspunktet.

 

Billedet viser det, der ligner een flagstang.. Øverst det grønlandske flag, nederst det danske. Flagene blæser hver sin vej.
Flagene blæser hver sin vej. Marine Duc Foto (c) marts 2017

DEBATTEN ER EGENTLIG fremkaldt af historiker Thorkild Kjærgaards nylige Kronik i Politiken, hvori han stolpe op og stolpe ned beretter om alle de fejl og mangler ved det grønlandske samfund, han kan finde.

Og Kjærgaard foreslår så, at det grønlandske selvstyre derfor i en periode skal suspenderes, så Danmark kan rette op på problemerne. Det er desværre den galej, som Søren Espersen har valgt at stige om bord på. Men kursen er håbløs, og båden tager vand ind.

Jeg er selvfølgelig helt med på, at man i mediemalstrømmen kan have behov for at skærpe sine vinklinger for at trænge igennem med sit budskab. Men en seriøs debat fordrer det næppe. Lad os derfor prøve at se, om vi kan skabe en sådan i stedet:

For sagen er den, at mange af de forhold som såvel Kjærgaard som Espersen påpeger som problemer i Grønland, vitterlig er problemer.

Dem er vi såmænd smertelig bevidste om i Grønland. Men selv om dele af diagnosen er rigtig, nytter det jo ikke noget at fejlbehandle – et åbent benbrud bliver altså ikke bedre af hverken hovedpinepiller eller hjertemassage.

 

 

Billedet viser det, der ligner een flagstang.. Øverst det grønlandske flag, nederst det danske. Flagene blæser hver sin vej.
Flagene blæser hver sin vej. Marine Duc Foto (c) marts 2017

ØNSKET OM – i alt fald i en periode – at rulle selvstyret tilbage og lade Danmark overtage den politiske styring af Grønlands interne forhold rammer ned oven i en meget intens selvstændighedsdebat i Grønland. Den er følelsesladet, den er ofte populistisk, ofte urealistisk – men den er ikke desto mindre helt reel og med dybe rødder i det grønlandske samfund. Så ikke alene er forslaget fra Kjærgaard og Espersen tåbeligt – timingen er også den værst tænkelige.

Selv hvis intentionerne fra Kjærgaard og Espersen skulle være de bedste, er synspunktet om en tilbagerulning af demokrati og grønlandsk selvbestemmelse decideret kontraproduktivt for den dansk-grønlandske relation.

Et dumt og populistisk budskab kan da heller ikke forvente at blive mødt med andet end vrede og afstandtagen, hvilket vi forventeligt også allerede ser i Grønland.

Vi står i en vanskelig kamp og med mange udfordringer. Men Grønland er et moderne samfund. Der er masser af engagerede borgere, der er dybt involveret i frivilligt socialt arbejde, i idrætsaktiviteter, i politiske partier osv. – slet ikke ulig Danmark.

Hvem i alverden kan – ved deres fulde fem – tro, at demokrati og indflydelse på eget liv og egen fremtid i eget land skulle styrkes ved at lade Danmark tage over for selvstyret og rulle udviklingen baglæns?

Der er i Danmark brug for et reality-tjek og kollektiv besindelse, i forhold til hvad det egentlig er for et samfund, Grønland er – det er nemlig mestendels et højst moderne samfund.

Og langt de fleste borgere i Grønland har forventninger og ønsker til livet og dets behagelighed, der ikke adskiller sig nævneværdigt fra andre borgere i Vestens. Børnene går i børnehave og i skole og har flyverdragt på vinteren. Mere mystisk er det ikke.

GRØNLAND LAVER handelsfremstød i Kina og Sydkorea, har egne repræsentationer i Bruxelles og i Washington, sidder i et hav af arktiske fora, herunder Arktisk Råd, vi er løbende i tæt samarbejde med vores naboer i Canada, Alaska, Norge, Island, Færøerne osv. Grønland er altså en aktør i den moderne og globaliserede Verden.
Punktum.

Kan man seriøst forestille sig, at dette skulle rulles tilbage? Og hvad ville det i så fald sige om
Danmark?

Jeg er helt med på, at det er svært for mange i Danmark at forstå det udbredte grønlandske ønske om selvstændighed. Og mange afskriver det som urealistisk.

Men man bliver i Danmark nødt til at forstå, at ønsket om selvbestemmelse stikker dybt og har åbenlyse historiske årsager.
De historiske forhold som koloniseret land over for en kolonimagt sætter sig naturligvis dybe spor.
Det ryster intet folk bare lige sådan af sig, og det ville ærlig talt også være mærkeligt, om vi lige netop i Grønland bare kunne gøre det uden videre.

VI STÅR I EN periode, hvor vi er i gang med ’nation-building’. Og intet samfund, heller ikke Danmark, fandt sine styrker og etablerede sine grundpiller som samfund med ét slag.
Det kræver dynamiske processer og udvikling over tid og i en kontinuerlig udveksling med de ydre rammer og historiske vilkår.

Vi skal tage de bedste ting fra den skandinaviske model og få den etableret på en måde, som går i spænd med vores inuitkultur og -tradition.

Det er ærlig talt besynderligt, at det er nødvendigt at gentage dette, der jo reelt er en banalitet, for en toppolitiker og en universitetshistoriker.

Blandt de fineste ting, vi i Grønland har fået med i arv fra Danmark, er netop demokratiet.
Det er derfor intet mindre end besynderligt at skulle møde et forslag om en indskrænkning af netop demokrati, borgerinddragelse og selvbestemmelse i Grønland. Det giver ingen mening.
Forholdet til Danmark er nok kendetegnet ved, at det forekommer fjernt og dominerende på samme tid.

Vi er i Grønland på godt og ondt blevet presset ind i en samfundsmodel og systemform, som mange i Grønland finder grundlæggende fremmed.

Men netop demokratiet, folkestyret, forlener os med redskaber til over tid at kompensere, tilpasse og forandre efter det grønlandske folks ønske, vilje og behov.

Og derfor er det også så både mærkeligt og ærgerligt, at Søren Espersen i denne sag vælger at se bort fra det forhold, at følelsen af at være et folk, at have en kultur, at have et eget sprog, at have fod under eget bord og selv indrette sit samfund osv. er en stærk kraft – en kraft, der sjældent lader sig spise af med, at andre udefra påpeger, at det er uholdbart, og hiver fejl- og mangellisten frem. Og sætter trumf på med forslaget om en indskrænkning af demokratiet.

 

Billedet viser det, der ligner een flagstang.. Øverst det grønlandske flag, nederst det danske. Flagene blæser hver sin vej.
Flagene blæser hver sin vej. Marine Duc Foto (c) marts 2017

FOR EN POLITIKER, der værner så meget om det særegent danske, kunne man egentlig godt have forventet en vis forståelse for, at vi i Grønland også er optaget af det særegent grønlandske.
Men fejlslutningen og den utilstrækkelige historiske og psykologiske forståelse, der er Søren Espersens, deler han med mange – og det medfører andre mere konkrete problemer:

Mange tror fejlagtigt, at Grønland ’bare’ kan styres og administreres som en lidt fjerntliggende dansk provinskommune, hvor der bare er lidt længere til sygehuset, og klassekvotienten er lidt lavere.
Men sagen er den, at vi er 56.000 mennesker på et helt enormt område. Man kan kun komme fra by til bygd med skib eller fly, og vejret og klimaet sætter på næsten daglig basis rammerne for, om man kan komme ud af døren.
Det er svært at drive et samfund med så få borgere. Og det er dyrt at drive et så lille samfund med så enorme afstande, som om det var en vestjysk kommune.

De udfordringer og livsvilkår, vi har og lever under, er helt, helt anderledes.

Så oven i udfordringer med alkohol- og hashmisbrug (som man også slås med i Danmark), udfordringerne med seksuelt misbrug (som man også har i Danmark), udfordringerne med kortsigtet tænkende politikere (som man også kender til i Danmark) osv., har Grønland nogle helt specifikke udfordringer, der simpelthen knytter sig til vores geografiske, klimatiske og demografiske grundvilkår.

VI HAR MANGE dårlige sociale sager i Grønland (hør Narups Nytårstale) – ja. Men en undersøgelse viste for nylig, at f.eks. Københavns Kommune havde fejl i samtlige – samtlige! – undersøgte børnesager.
Ja, der er alkoholproblemer i Grønland – men det gennemsnitlige alkoholindtag per borger er lavere i Grønland end i Danmark.
Ja, vi har problemer med det faglige niveau i vores folkeskoler – men mig bekendt har Danmark drøftet faglige problemer i folkeskolen i mindst et par årtier uden at skabe mærkbare resultater.
Alt dette blot for at sige, at vi i Grønland naturligvis deler en lang række af de moderne samfundsproblemer med boligmangel, uddannelse, sociale problemer osv.

Vi deler de udfordringer med praktisk talt alle andre lande i Verden – herunder Danmark – men naturligvis på de specifikke betingelser, der nu engang er Grønlands.

Men det fører jo ikke til, at vi kræver den danske, den bolivianske eller den australske regering sat under administration på ubestemt tid, fordi de pågældende lande ikke er nået i mål med at løse de sociale problemer, ikke har løftet uddannelsesniveauet nok, eller fordi dele af befolkningen fortsat drikker for meget.

Grønland har været inddraget i de politiske processer vedrørende vores egen udvikling i en håndfuld årtier.

Det nuværende selvstyre er end ikke 10 år gammelt – og vi har endnu masser af politiske, strukturelle og demokratiske børnesygdomme og problemer. Men hvilken anden tidligere koloni har ikke det?

Kan Søren Espersen pege på andre lande, der på så kort tid er kommet så langt?
Jeg er sørgeligt bevidst om de enorme udfordringer, vi som land står over for.
Jeg bruger alle mine vågne timer på at gøre dem mindre.
Men en helt central del af øvelsen i disse år er jo, at grønlændere skal finde ud af at arrangere og indrette vores land på en måde, som svarer til vores vilkår. Ikke danske vilkår – men de specifikke grønlandske vilkår.

FOR SANDHEDEN er jo, at langt de fleste strukturer, lovgivningen og måder at indrette samfundet i Grønland på, er en nærmest 1:1-copy-paste af den danske måde at gøre tingene på.
Men som påpeget er vores udfordringer og vilkår af en helt anden karakter, og det kommer til at tage tid at få gearet det grønlandske samfund til en model, der tilbyder svar på vores udfordringer, vores vilkår, vores specifikke problemer – og det på en måde, der ikke bare fortsat trækker en skabelon ned over hovedet på os selv, som om vi var Djursland, Lolland eller Samsø. Søren Espersen kender Grønland godt nok til at vide dette.

JEG ER ENIG med Søren Espersen i, at en del af den politiske ’klasse’ i Grønland foregøgler befolkningen heroppe, at selvstændighed vil løse alle problemer.
Der er masser af populisme, økonomisk uansvarlighed og letkøbte og helt urealistiske ’løsninger’ på bordet, som jeg selv får grå hår i hovedet og tinnitus i ørerne af at skulle lytte til.

Men jeg tænker også, at dette ikke kan være Søren Espersen helt fremmed.

Måske mekanismen genkendes fra den danske politiske offentlighed?

Men det berettiger jo ikke til at lancere endnu en uansvarlig letkøbt og urealistisk løsning, når det gælder det grønlandske selvstyre, sådan som Thorkild Kjærgaard og Søren Espersen gør.

Noget af det, jeg og mine kolleger forsøger i disse år, er at skabe vækst, beskæftigelse, boliger, uddannelser og et rigt kulturliv i ’min’ kommune, hovedstadskommunen.

Det skal bl.a. medvirke til at sikre, at unge veluddannede grønlændere får lyst til og tror på en reel fremtid i Nuuk og i Grønland. Og dermed kan vi bidrage til at modvirke den flugt ud af landet, vi desværre har set i en årrække.

Jeg har en ambition om, at vi kan øge befolkningstallet i Nuuk og i Grønland ved at styrke turismen, forskningen, en række ’grønne’ og klimarigtige udviklinger osv.
For få uger siden var det en ung grønlænder, der vandt en fornemt pris fra det amerikanske Harvard University på Arctic Circle-konference i Reykjavik.

Vi har taget en stribe initiativer for at sætte gang i iværksætteriet, vi tænker i OPP, vi skaber infrastruktur, vi er ved at udvikle en fødevareklynge, som kan styrke, forædle og udbrede grønlandske fødevareprodukter osv.

Og vi gør det i samarbejde med hinanden i Grønland, i samarbejde med en række aktører i Danmark, fra DI til universiteterne og til virksomheder, og i samarbejde med aktører fra det øvrige Arktis.

GRØNLAND HAR gang i utrolig mange vigtige, spændende og rigtige ting – en masse ting går den rigtige vej, og aldrig har jeg set så stærk og begavet en grønlandsk ungdom som den, jeg ser i dag.

Dén virkelighed er også en del af sandheden om Grønland – selv om jeg er opmærksom på og meget bevidst om de mange problemer, som også Søren Espersen påpeger.

Tilbage står, at den gradvise bevægelse mod stadig større selvstændighed for Grønland efter min mening er irreversibel.

Det er den af mange grunde. Og selv om jeg personligt – i lighed med mange andre grønlændere – er dybt skeptisk over for den måde, det grønlandske selvstyre har valgt at gribe processen an på i disse år, og anser selvstyrets køreplan og tidsperspektiv for helt urealistisk – så er der ingen tvivl i mit hjerte om, at processen er både rigtig og nødvendig.

PERSONLIGT ER jeg ked af, at den proces – for nogle – bliver en meget hadefuld og bitter afstandtagen til Danmark og danskere og ikke mindst danskere i Grønland.

Sandheden jo er, at trods alle de fejl, Danmark måtte have begået i Grønland gennem årene, er vi som lande også tæt forbundet og med historiske, kulturelle og ikke mindst familiære bånd, som ikke bare kan rives ud af hverken historiebøgerne eller vores sind.

Men at suspendere selvstyret, svække den demokratiske proces og udvikling og rulle tiden baglæns vil kaste rigsfællesskabet ud i en voldsom krise, sætte relationen under yderligere pres og skærpe retorikken.

Og mest af alt vil det forringe chancen for at finde socialt, menneskeligt og økonomisk bæredygtige løsninger i Grønland.

Jeg håber, at jeg ved Søren Espersens næste besøg i Nuuk kan få mulighed for at drøfte dette yderligere.

Asii Chemnitz Narup Januar 2018

IA’s folketingsmedlem  Aaja Chemnitz Larsen fik denne artikel optaget i Sermitsiaq 7. januar

Magtens arrogance må bekæmpes

Portræt af Christen Sørensen
Christen Sørensen

Af professor emeritus
Christen Sørensen

 

Verden står ikke stille. Og det gør menneskers meningsdannelse ej heller. Begge forhold gør, at nye beslutninger må træffes og/eller tidligere beslutninger ændres. Derfor må alle samfund – også demokratiske – udvikle institutioner, der kan træffe beslutninger. Det stiller jeg ikke spørgsmålstegn ved. Og derfor heller ikke til spørgsmål til den magt, som det er nødvendigt at overføre til disse institutioner. Magtbeføjelser overføres derfor til regeringer, parlamenter, offentlige institutioner som universiteter, sygehuse osv. osv.

Bekæmpelse af magtmisbrug er nødvendig

Men magtbeføjelser må begrænses for at undgå misbrug. Offentlighed om beslutninger og beslutningsgrundlag samt villighed til at gå i reel dialog med kritikere er væsentlige for at hindre magtmisbrug og undgå magtens arrogance.

Her er der meget, der kan forbedres, også i Danmark. Jesper Tynell giver i bogen “Mørkelygten” ret så rystende eksempler herpå. For tiden føres der i Østre Landsret en erstatningssag om Danmarks evt. medansvar for tortur i forbindelse med Danmarks deltagelse i Irakkrigen, hvor Forsvarsministeriet direkte har abonneret på løgnen for at stoppe retssagen, inden den kom i gang – dog heldigvis uden at løgnen fik det tilsigtede resultat.

Når dialogen afbrydes

Jeg vil her tage tre episoder op, som vel også er udtryk for magtmisbrug/magtfuldkommenhed i hvert fald i den form som kommer til udtryk ved, at en dialog afbrydes, når nærgående spørgsmål bliver stillet til magthavere. Jeg har selv været involveret i disse tre episoder. Men når jeg alligevel vælger at fokusere herpå, skyldes det, at jeg i disse tilfælde klart burde kunne begrunde, hvorfor det er et magtproblem, at magtpersoner afbryder en dialog, de selv er gået ind i, ved blot at stoppe videre meningsudveksling.

Netop nu – i starten af det nye år 2018 – genoptager regeringen forhandlinger om, hvad der af Liberal Alliance (LA) er annonceret som historisk store skattelettelser, og som især skal omfatte topskatten, hvis det altså står til LA. LA’s begrundelse herfor er, at det vil fremme den økonomiske vækst, hvorfor det ikke blot skulle være personer, der betaler topskat, der får glæde heraf. Problemet med dette udgangspunkt er, at der ikke er belæg for, at topskattelettelser eller skattelettelser i det hele taget øger den økonomiske vækst. Det har OECD dokumenteret i en dybtgående analyse, der blev publiceret i 2015 i rapporten: “In It Together. Why Less Inequality Benefits All”. Herom havde jeg i april 2017 i Århus Stiftstidende en meningsudveksling med økonomi- og Indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille. Men da jeg her udfordrede ham til at opgive sine løse påstande om skattelettelsers vækstfremmende virkning, ved at hans ministerium på danske data skulle dokumentere, at OECD tog fejl, blev ministeren tavs. Mit indlæg i Århus Stiftstidende 29. april 2017 kan ses her: https://stiften.dk/…/Stig-dog-ned-fra-topska…/artikel/450731

Har vismændene begået uredelighed?

Denne strategi – at dukke sig, når kritiske forhold bringes frem – er desværre ikke kun noget politikere betjener sig af. Selv vismænd kan ty hertil. I Dansk Økonomi efterår 2016 hævdede vismændene, at det næsten altid er sådan, at øget lighed går ud over væksten – altså samme sang som LA og Simon Emil Ammitzbøll-Bille kommer med. Problemet ved vismændenes påstand var, at den anførte OECD-rapport faktisk indgik i litteraturlisten til Dansk Økonomi efterår 2016. Derfor kan det jo næsten kun konkluderes, at vismændene ikke havde læst OECD-rapporten, idet det er svært at argumentere for, at de ikke har kunnet forstå OECD’s meget klare budskab, der ligefrem er fremhævet i rapportens titel. Er der så muligt at undgå at konkludere, at vismændene herved har begået videnskabelig uredelighed?

Hvis dette ikke er udtryk for uredelighed, vil der i bedømmelsen af studerende fremover opstå et uholdbart problem. Hvis f.eks. studerende i deres afsluttende speciale kan anføre lige så vægtige kilder og samtidig i teksten fremfører udsagn, der åbenlyst strider herimod, og ikke forklarer, hvorfor de ikke tilbageviser konklusionen i så vigtige kilder, vil det være umuligt at kræve, at de studerende skal have læst, hvad de anfører i kilderne. Enhver burde kunne forstå, at dette er uholdbart, hvorfor vismændenes adfærd som anført nødvendigvis må karakteriseres som videnskabelig uredelighed. Jeg har officielt fremført denne kritik i Politiken 13. april http://www.en-vis-mand.dk/156486749 , Kristeligt Dagblad 15. april https://www.kristeligt-dagblad.dk/…/oecd-konkluderer-oeget-… og Information 22. maj https://www.information.dk/…/vismaendenes-argumenter-ulighe… alle i 2017. Vismændene har reageret ved tavshed, selv om de ved deres analyse uberettiget har støttet et kontroversielt og fagligt uholdbart politisk udsagn.

 

Stråmand på Heine Andersen?
I Information har der siden oktober 2017 været en debat om forskningsfrihed med udgangspunkt i bogen ”Forskningsfrihed. Ideal og virkelighed”, som er skrevet af professor Heine Andersen. Prorektor Thomas Bjørnholm, for forskning og innovation ved Københavns Universitet, har forsøgt at bagatellisere den alvorlige begrænsning af forskningsfriheden, som Heine Andersen dokumenterer. Dette anføres uden forsøg på at forholde sig til, at forskningsfriheden i Danmark vurderes til at have en bundplacering blandt EU-landene! Men ikke nok hermed. Prorektoren forsøger, som desværre mange magtpersoner, at afspore kritik ved at tillægge modparten, dvs. Heine Andersen, synspunkter, som han ikke har: at universiteter skal være elfenbenstårne afskåret fra omverdenen, som ikke må samarbejde med bl.a. private virksomheder. Og han undlader også at svare på de konkrete spørgsmål, som han får stillet. Han svarer f.eks. ikke på, hvordan han vil begrunde, at København Universitet så sent som i 2016 skrev under på en forskningskontrakt, der indeholdt en bestemmelse om, at forskerne/medarbejderne fra Københavns Universitet, skulle ”optræde loyalt og udelukkende varetage modparten interesser i relation til aftalens omfang og indhold.” Hvordan skal vi kunne respektere ansvarlige for forskningen på vore universiteter, hvis de overtræder de grundlæggende etiske principper for forskere: sandhed, rigtighed og oprigtighed i dialogen/meningsudvekslingen?

Når jeg også er gået ind i denne debat, ved et indlæg i Information 4. dec https://www.information.dk/…/magtens-arrogance-uendelig-ogs…, skyldes det, at jeg indgår i et af de konkrete eksempler på undertrykkelsen af forskningsfriheden, som Heine Andersen har medtaget i sin bog. SDU beslaglagde en forskningspublikation, der allerede var offentliggjort, hvori jeg bl.a. kritiserede universitetets ledelse. SDU blev senere, efter intervention fra Det samfundsvidenskabelige Forskningsråd og Ombudsmanden tvunget til at genoptrykke denne publikation. Også derfra ved jeg, hvor dårligt det står til med forskningsfriheden i Danmark.

Offentlighed om grundlaget for beslutninger

I et demokratisk samfund må beslutningstagerne være rede til ikke blot at tage ansvaret for deres beslutninger. Dette betyder for det første, at der skal være offentlighed om grundlaget for disse beslutninger. Derfor er jeg også meget imod den indskrænkning af adgangen til aktindsigt, der blev gennemført under den senest S-ledede regering. Derudover må beslutningstagerne være villige til at gå i dialog med borgerne om grundlaget for beslutningerne. Og det må også indebære, at det udstilles, hvis magthaverne blot trækker sig fra videre dialog om væsentlige forhold, selv om det måtte være ubekvemt at svare på konkrete spørgsmål og dermed fortsætte en påbegyndt dialog.

Med dette indlæg vil jeg derfor opfordre til, at vi udstiller magtpersoner, når de mere eller mindre fejt trækker sig fra dialog om deres egne beslutninger og handlinger, der kan have stor samfundsmæssig betydning.