Karina Pedersen driver Facebookgruppen “SOL&CO”. Her står holdningen således præsenteret:
Tro ikke kommunen hjælper
Vi har igennem de seneste ti år løbende holdt øje med landets socialforvaltninger, og da vi sidste år besluttede os for at undersøge området nærmere, var vi dybt chokerede over de forhold, som vi afdækkede. Vi så os derfor nødsaget til at etablere, hvad der bedst kan beskrives som et slags åndeligt felthospital, for vi når aldrig at komme ordentligt på plads, idet vi dagligt opsøges af desperate familier, hvis erfaringer med landets kommuner er så groteske, at vi indimellem knap tror vores egne ører.
Fortryder, de bad kommunen om hjælp
Der er tale om helt almindelige mennesker, hvis største fejl ofte har været, at de har troet, at kommunen var til for at hjælpe dem, og som fortæller os, at de ville ønske, at de aldrig havde bedt kommunen om hjælp, for nu er deres børn tvangsfjernet og der er blevet rejst de mest fantasifulde anklager imod dem.
Mange forældre erfarer desuden, at hvis de klager over børnenes skole eller daginstitution, så kvitteres der med en underretning/bekymringsskrivelse til kommunen, og det er tilsyneladende sådan, at langt de fleste sager starter.
Forældre må efterfølgende erklære sig skyldige i være generelt skadelige for deres børn, fordi det nu er kommet frem, at de f.eks. har været arbejdsløse i en periode, er blevet skilt, har undladt at lave varm mad en lørdag aften eller sågar søgt efter billigt børnetøj på Facebook, hvilket anses for at være et tegn på, at familien ikke kan forsørge deres børn. Intet er tilsyneladende for småt til at kommunen kan lave et problem ud af det.
En klassiker er også, at forældrene selv har haft en såkaldt dårlig barndom, hvorfor de nu skulle være ude af stand til at passe deres egne børn. Det er en teori, der er lige så fornuftsstridig, som den er historieløs, og det svarer til at tro, at fordi en person har været udsat for røveri, bliver vedkommende nu også selv røver.
Men vi sidder ikke længere i jordhuler, og det er næppe en udvikling, som vi kan takke landets sagsbehandlere for, om end det ikke vil overraske os, hvis de selv tror det. I virkeligheden er de dog en trussel mod samfundet, idet de med deres uvederhæftige og ofte dybt latterlige anklager undergraver borgernes tillid til offentlige instanser.
Ulykkelige børn ønsker at komme hjem igen
Der sidder i skrivende stund hundrede – hvis ikke tusindvis – af dybt ulykkelige børn placeret på bosteder eller i plejefamilier, og når vi taler med børnene, så fortæller de os om søde, sjove, kærlige og støttende forældre, og at deres største ønske er at komme hjem igen. De er heller ikke blot blevet fjernet fra deres familie; de er også blevet fjernet fra deres skole og deres venner. De får ofte forbud mod at kontakte deres forældre, omend vi også ser sager, hvor børnene må tale med deres forældre hele 10 minutter hver anden uge.
En del børn forsøger at begå selvmord – og nogle har desværre held med det – fordi deres sagsbehandlere fortæller dem, at de aldrig kommer hjem igen. Du skal, fortalte et 12 årigt barn os, at en sagsbehandler havde sagt, lære at leve uden din mor og far. De opkald, som børnene i desperation laver til deres forældre, er så hårrejsende, at man må sætte alvorlige spørgsmålstegn ved, hvorvidt de mennesker, der fjerner børn fra helt almindelige familier, overhovedet hører til i et civiliseret samfund.
Forældre-kompetence-undersøgelse
De her familier trækkes efterfølgende rundt i et bizart cirkus, der består af de mest besynderlige undersøgelser, hvoraf noget der kaldes en Forældrekompetenceundersøgelse synes svært udbredt. Den har dog ikke mere værdi end tante Annas holdning til naboens ægteskab ville have, for da der ikke findes en formel for hvad en såkaldt god forælder – eller for den sags skyld; god ægtefælle – egentligt er, kan det naturligvis heller ikke måles.
Man kan heller ikke påstå, at blot fordi man kender Fru Jensen fra Nørregade, så kender man automatisk også Fru Hansen fra Østergade og det samme gør sig gældende med børn; de er lige så forskellige som voksne, og skulle nogen påstå, at alle børn opfører og udvikler sig ens, hvorfor de dermed kan tolke forældreevner ud fra eventuelle afvigelser, er det en evne, som vi bestemt gerne vil afprøve i en blindtest.
Desværre synes landets sagsbehandlere at have en forkærlighed for at bebrejde forældre for børns indimellem spøjse adfærd. Der må være noget galt i hjemmet, når lille Anton pludselig er lidt trist i børnehaven eller Sofie er uopmærksom i skolen, og skulle forældrene f.eks. samtidig befinde sig midt i en skilsmisse/jobskifte/arbejdsløshed, etc. kobles det straks sammen med børnenes adfærd, selvom om lille Anton faktisk er trist, fordi hans bedste ven ikke længere vil lege med ham og Sofies problemer skyldes en ugengældt forelskelse.
Der mangler videnskabeligt belæg
Kommunerne befinder sig desuden i en vildfarelse, når de tror, at borgernes børn tilhører dem, og at de dermed også kan fjernes efter forgodtbefindende – eller måske rettere mavefornemmelser – for der er som sagt ikke videnskabelig belæg for hverken deres undersøgelser eller for den sags skyld deres egen uddannelse. Det er alt sammen et spørgsmål om tro og tolkninger, og hvis de virkelig var egnet til at varetage familiers tarv, hvorfor er mange børn og forældre så dybt ulykkelige og angste efter at kommunen har været på besøg?
De forældre, der kontakter os, kan sjældent fortælle deres historie uden at græde, og mange har, samme dag børnene er blevet fjernet, henvendt sig på en psykiatrisk skadestue, fordi de slet ikke kunne holde ud at være til længere. Det er mødre, der skriger efter deres børn og børn, der skriger efter deres mor.
Det er meget svært at fatte sympati for mennesker, der efterlader forældre og børn i så dyb sorg, som vi hver dag støder på, og hvis kommunen vitterligt var børnenes rigtige mor og far, måtte den siges at være en særdeles afskyelig og modbydelig forælder.
Det er den så heldigvis heller ikke, og det er præcis det, som vi hjælper familierne med at få landets kommuner til at forstå.