Asii om Tasiilaq og DR’s udsendelse

Borgmester for Tasiilaq og Nuuk tager bladet fra munden

 

“En stor del af befolkningen har simpelthen ikke fundet deres ben i det moderne Grønland, og har også mistet forbindelsen til det oprindelige. Det ER en stor tragedie for den enkelte – og for os som samfund.”

 

 

Asii Chemnitz Narup, borgmester Sermersooq Kommune,
Nuuk, Paamiut og TasIilaq  ligger i den kommune  Hun er valgt af IA

 

Jeg genkender ikke kritikken

 

På baggrund af den aktuelle debat om de sociale problemer i Tasiilaq og kommunens manglende indsats, herunder de mange grove udfald mod min måde at fuldføre mit hverv på, har jeg besluttet at komme med et input. Mit input er undtagelsesvis, idet jeg er på ferie udenbys.

 

Jeg må indrømme, at jeg -for een gangs skyld – ikke accepterer ej heller genkender alle de kritikpunkter, der hagler ned over mig.
Undskyld, men jeg har som borgmester været med til at sikre mange, mange indsatser for børn og unge i Tasiilaq, herunder sårbare børn og unge, siden vi blev storkommune og i høj grad de sidste 6-8 år.Disse kan dokumenteres, listen er lang.

 

Interview med mig kortet ned til ét minut

Jeg ønsker også at orientere om, at jeg den 4.marts i København i år blev interviewet til DR’s Søndagsavisen om forhold for børn i Tasiilaq. Interviewet skulle være en optakt til dokumentarfilmen ‘Byen hvor børn forsvinder’.
Denne var planlagt til at blive vist på DR den 11.marts.

Interviewet med mig varede lidt over 20 minutter.

DR valgte så efter optagelsen af mig at udsætte dokumentaren og viste udsendelsen i går. At indslaget blot varede under et minut var DR’s valg.

 

Jeg ønsker at komme med følgende input

 

DR2 bragte i går den rystende dokumentarudsendelse Byen hvor børn forsvinder – om de mange tragiske og ulykkelige børneskæbner der bor og lever i Tasiilaq. Der er slet ingen tvivl om, at dokumentaren viser en dybt tragisk og desværre eet aspekt af en reel del af virkeligheden for mange børn og unge i Tasiilaq.

Kort fortalt er det historier om dybt traumatiserede børn og unge, der vokser op med seksuelle overgreb, voldsomme omsorgssvigt, alkohol-og hashmisbrug, nedarvede dybe sociale problemer i generationer, tårnhøje tal for selvmord og selvmordsforsøg. Vi kender det kun alt for godt. Problemerne har eksisteret længe.

Men som det må være i en blot en times dokumentarudsendelse, så er der naturligvis også en række forhold og vilkår, der IKKE kommer frem og som IKKE berøres. Så når jeg skriver nu, så er det ingenlunde for at negligere de tragiske og meget, meget barske vilkår som alt for mange børn og unge vokser op under i Tasiilaq – men blot et forsøg på at sætte tragedien i perspektiv og kontekst.

Fotoet viser huse og fjord i Tasiilaq

Tasiilaq – tidligere Angmassaliq

Kollektivt mismod blandt oprindelige folk i alle verdensdele

“….alle har været kolonialiseret og historisk er de blevet taget ud af én kulturel ramme og mere eller mindre brutalt sat ind i byer”

Først og fremmest er det vigtigt at få frem, at det vi oplever i Tasiilaq ulykkeligvis også findes i mange andre grønlandske byer. Det genfindes desværre i rigtigt mange samfund i Arktis blandt oprindelige folk, og også blandt oprindelige folk i helt andre verdensdele.

Fælles for disse traumatiserede børn og unge er omgivelser præget af lav beskæftigelsesgrad, psykiske problemer, tårnhøje tal for selvmord og -sforsøg etc., etc. Og at de – trods enorme kulturelle forskelle i øvrigt – alle har været kolonialiseret og historisk er blevet taget ud af een kulturel ramme og mere eller mindre brutalt sat ind i en anden og fremmed kulturel ramme.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at en del af årsagen til tragedien skal findes her: der er blandt mange, mange mennesker i de oprindelige folk en næsten kollektiv mismod, et kollektivt traume og en ødelæggende fremmedgjorthed og rodløshed mellem kulturer, der gør livet tungt og vanskeligt. Disse forhold gælder desværre også for rigtigt mange i Tasiilaq – ja, men også flere steder på vestkysten, og genfindes altså blandt inuit i Canada og Alaska, i indianerreservater i hele Nordamerika, blandt den oprindelige befolkning i Australien osv..

 

Vi tager problemerne ekstremt alvorligt

 

I Kommuneqarfik Sermersooq, verdens største kommune i areal, har vi de seneste 6 år fordoblet det kommunale budget til indsatsen for sårbare børn og deres familier. I dag bruger vi cirka 17 % af vores samlede budget på denne gruppe. Den samlede kommunalbestyrelse tager forholdene ekstremt alvorligt.
Kommunalbestyrelsen er pinligt bevidst om problemernes omfang og vigtigheden af hjælp, derfor øges bevillingerne til området år efter år.

“For bare 50 år siden var byen fyldt med stolte fangere, som forsørgede sig selv og deres familier på traditionel vis.”

Dette til trods, er det ikke lykkedes os afgørende at bryde mønstret til den sociale arv, og det er dybt tragisk at nye generationer også skal traumatiseres og slås med alle de skadelige følgevirkninger af f.x. seksuelle overgreb, selvmord mv..

Tasiilaq er et lokalsamfund, hvor arbejdsløsheden er høj, og hvor Selvstyret (tilbage i 2008) har måttet lave begrænsninger på salg af stærk spiritus på grund af de store alkoholproblemer og alle dens følgevirkninger. Med andre ord et lokalsamfund med massive sociale problemer. For bare 50 år siden var byen fyldt med stolte fangere, som forsørgede sig selv og deres familier på traditionel vis. De levede også et barsk liv, med mange risici og hyppig, tidlig død for mange, fordi livet på isen, på fjeldet og på havet byder på mange farer. Naturen er smuk, storladen – og voldsom. Døden har altid været tæt på i Grønland – men i dag har den oftest andre grunde. Og de grunde er de klassiske risikofaktorer. En stor del af befolkningen har simpelthen ikke fundet deres ben i det moderne Grønland, og har også mistet forbindelsen til det oprindelige. Det ER en stor tragedie for den enkelte – og for os som samfund.

For det betyder, at problemerne får liv at gå i arv. Det er de mønstre, der skal brydes. Penge kan ikke gøre det alene. En kæmpe udfordring vi står med er, at vi har svært ved at rekruttere kvalificeret arbejdskraft – også til Tasiilaq. Problemet er komplekst:

De mange passionerede og idealistiske mennesker, der søger til Tasiilaq, heraf rigtigt mange med ønsket om at hjælpe med de sociale problemer, kommer derfor ofte med nogle forventninger, som ikke bliver indfriet. Der er ofte en romantisk forestilling om Tasiilaq og mange af vore bosteder, som baserer sig på drømmen om den store natur og en særlig autencitet hos befolkningen. Men nok er naturen stor – den skuffer sjældent – men det kan være barskt at leve i mørketiden. Så for mange bliver mødet med isolationen i de små samfund, dybden af de sociale problemer, de svære arbejdsbetingelser med f.x mangel på faglig sparring og tilpas mange kolleger, kultur – og sprogbarrierer; alle sammen forstærkende faktorer for rekrutteringsproblemer.

 

Medarbejderne kommer og forsvinder igen

“Hver gang folk begynder at fungere fuldt ud – så er de på vej væk igen. Og så kan vi starte forfra.”

 

Med dyb respekt for de mange mennesker, der gennem årene har lagt en stor indsats i Tasiilaq og resten af vort land, så oplever vi også bagsiden ved det, nemlig at der er en gennemstrømning og en diskontinuitet i arbejdet.

Hver gang folk begynder at fungere fuldt ud – så er de på vej væk igen. Og så kan vi starte forfra. Så det er dobbelt: der er tale om en kærkommen hjælp. Men diskontinuiteten giver bare også nogle problemer, og der er børn og unge, som føler sig svigtet og forladt, når et menneske de har opbygget tillid til “bare” rejser væk igen.

Vi lever i en geografisk og socialøkonomisk sammenhæng, hvor nogle løsninger, som virker indlysende i Danmark, bare ikke kan lade sig gøre hos os. Hvor man i Danmark måske kan flytte kommunens sagsbehandlere til et andet geografisk område af kommunen, som har brug for en særlig indsats, har vi svært ved at flytte medarbejdere til Østkysten, som kun kan nås med fly og helikopter to gange om ugen i vintermånederne.

 

Danske løsninger kan ikke kopieres til Grønland

 

Det er altså en negativ spiral, vi har med at gøre. Og listen er lang, men lad mig blot opsummere nogle få men centrale faktorer: forandringer i de socioøkonomiske og miljømæssige forhold er accelererende, hvilket presser bæredygtig udvikling og trivsel yderligere i de arktiske lokalsamfund. Der opleves en øget migration fra de lokale samfund til de større byer, altså urbanisering. Typiske betyder det et såkaldt “brain drain”, hvilket igen har betydning for lokalsamfundenes evne til at udvikle sig i en positiv retning. Ofte er det de unge, der uddanner sig, og som ikke kommer tilbage efter endt uddannelse. Eller som beskrevet herover – udfordringer med at tiltrække kvalificerede kompetencer til lokalsamfundet. De resterende unge er derimod desillusionerede, uden håb og fremtidstro, hvilket øger mismod, misbrug, selvmord osv..

Der er brug for en kulturændring. I Grønland har vi i vidt omfang -på godt og ondt – copy pastet den danske/nordiske velfærdsmodel. Det vil sige overtaget systemiske og bureaukratiske strukturer og rammer. Det fungerer simpelt hen ikke. Livsvilkår, geografi, infrastruktur, økonomisk kraft, kulturel baggrund osv. er så markant anderledes.
Vi er nødt til at bryde op med de nugældende systemer, udvikle nye samarbejdsformer mellem borgere og kommune, og understøtte at civilsamfund og familier selv kan bryde de negative mønstre. Vi skal opbygge en ny fortælling og styrke fællesskabsfølelsen. Intet offentligt system kan gøre det alene.

Børn skal naturligvis ikke svigtes, ikke udnyttes eller misbruges. De mange komplekse problemstillinger, modsatrettede behov og vilkår, betyder desværre, at den kommunale service og hjælp til fx misbrugte eller omsorgssvigtede børn ikke er som den skal være. Det skal jeg være den første til at erkende.

 

Grønland er tynget til klippegrunden af fortvivlelse og mismod

“Men det er ikke kommunen, der begår overgreb. De foregår i hjemmene. Vi må og skal have familierne på fode igen, vi må have værdighed, selvrespekt, selvforsørgelse, forældreansvar i centrum igen.”

Sandheden er, at vores land er tynget til klippegrunden af de mange seksuelle overgreb, selvmord og selvmordsforsøg, mistrivsel og fortvivlelse. Sagsbunkerne vokser, kolleger går ned med stress eller stopper, de ressourcestærke kræfter flytter væk osv., og det betyder alt sammen, at vi igen og igen oplever ikke at få handlet rettidigt, eller også bliver sager ikke fulgt op. Det er dybt ulykkeligt, og for barnet eller den unge, opleves det naturligvis som svigt oven på svigt.

Jeg forstår derfor også, hvorfor mange bebrejder kommunen, og har den holdning, at der ikke gøres nok, og at der ikke gøres nok rettidigt. I et system som vores, hvor offentlige myndigheder fylder så meget, er der selvfølgelig en forventning om, at det er de offentlige myndigheder der skrider ind og løser problemerne.

Men det er ikke kommunen, der begår overgreb. De foregår i hjemmene. Vi må og skal have familierne på fode igen, vi må have værdighed, selvrespekt, selvforsørgelse, forældreansvar i centrum igen.

Overordnet set handler det i høj grad om at få brudt en negativ spiral. Det er nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt, at få stoppet misbrug af alkohol, stoffer og omsorgssvigt af børn.

 

Jeg giver ikke op

Foto af kampesten

Grønlandsk sten (

 

Vi har brug for at få skabt en kultur og en selvforståelse af at kunne lykkes, være i vækst, kunne klare livet.
Vi arbejder benhårdt med at sætte rammerne for en langtidsholdbar udvikling i Tasiilaq, med gode børneliv og nye livsmuligheder, lokale ungdomsuddannelsestiltag, udvikling af ungdommens kultur og identitet, så de kan vokse op som
glade voksne og blive trygge forældre for deres børn – og her er brug for alle gode kræfter. Vi har langt igen. Men jeg giver IKKE op!