Bitten Vivi Jensen: Historien om Denis og Jobcentret

Portræt af Bitten foran Christiansborg

Bitten Vivi Jensen

 

Først smadrer borgerkrigen et menneske, dernæst fortsætter jobcenter.

 

Jeg er lige blevet færdig med den omfattende sag om Denis, der med nød og næppe overlevede borgerkrigens rædsler.

 

“Hvorfor inviteres vi til Danmark og får en sådan behandling?”

 

Denis

 

Denis var 9 år, da han som kvoteflygtning kom til Danmark for at blive behandlet for mangelsygdomme og undersøgt for sin manglende gangfunktion.

 

I 6 år boede Denis i diverse flygtningelejre i et værelse på ca. 9 m2 med sin mor og søster, der begge har fået førtidspension. Søsteren p.g.a.svær skizofreni.

Denis blev fra start mobbet af andre muslimer. Han havde problemer i skolen og var ikke i stand til at knytte sig til mennesker eller få kammerater.

Blev allerede som barn indlagt på psykiatrisk afdeling og har gennengået længevarende forløb på Opus m.m. uden resultat.

Denis ønskede at gå til psykolog, der kunne tale hans modersmål, men blev afvist.

 

Det ses i hele sagen, hvordan Denis lider det ene nederlag efter det andet.  Han har skiftet skole ca. 15 gange. Familiens slås også i adskillige år for at få en rimelig bolig.

.
I dag opholder Denis på 35 år sig mest hos moderen i total isolation. Han tør efter overfald ikke at gå på gaden alene p.g.a. angst – udover massiv PTSD, skizofreni og psykoser samt særdeles alvorlige fysiske sygdomme, som alene burde medføre en førtidspension.

Denis kan ikke tage vare på sig selv eller klare praktiske opgaver.

 

Denis overværede i 3 år borgerkrigens rædsler som indespærret i den lukkede by Sarajevo, hvor han fra 8. sal i et højhus kunne iagttage død og  lemlæstelse. Hans far som er muslim blev skilt fra hans mor, som er kroat.

Dennis var angst for at miste moderen som i ly af mørket var tvunget til at finde mad udenfor den lukkede by.

De levede mest af ris.

 

Jobcenter nægter uddannelse

 

Denis har i en kort periode mod på livet og ønsker udover psykologisk hjælp at blive hjulpet til uddannelse, men udover han svære handicaps gør jobcenter det ikke lettere ved ikke at oplyse, at han er berettiget til dobbelt uddannelseshjælp pga. sine handicaps, ligesom han snydes for hjælp til medicin, forbindinger m.m. i forbindelse med en stærkt invaliderende byldesygdom § 100.

 

Får også afslag på erhvervskørekort.

 

 

 

Denis oplevelser med jobcenter, som I øvrigt ikke har styr på en noget som helst:

Han udsættes for utallige sanktioneringer. Han straffes fordi, han er for syg til at møde med ordene:

“Vi er bekendt med dine sygdomme, men det er ikke en rimelig grund til ikke at møde, fordi det er en betingelse for at få kontanthjælp, at man står til rådighed for arbejdsmarkedet og deltager i samtaler.Det er netop pga. dine psykiske problemer og din sociale situation i øvrigt særligt vigtigt, at du møder til de samtaler, som jobcenter indkalder dig til.”

 

Apropos kvaksalveri – Sagsbehandler vurderer, at du har følt dig udmattet, har haft svært ved at bevæge dig og har haft ondt i hele kroppen som en ikke rimelig grund til ikke at møde til samtaler i jobcentret.

“Vi har lagt vægt på, at der ikke foreligger lægelig dokumentation på at dine helbredsproblemer vurderes ikke at være af så alvorlig karakter, at du ikke kunne møde til en samtale af en halv times varighed i jobcentret.”

Jobcenter skriver, at Denis har mulighed for selv at fremskaffe lægelige oplysninger.
Denis mentor skriver oktober 2016, at han er uenig i sanktioneringerne, at Denis er psykisk syg, svækket og meget dårligt fungerende, men jobcenter fortsætter med at lege læger og ignorerer den massive dokumentation, der foreligger

Kommunen ignorerer ligeledes principafgørelse 88-14 og burde have YYmarkeret borger, d,v.s. fritage Denis for sanktioner, når han ikke magter at møde.

 

Kommunen ønsker tilsyneladende kun at lytte til deres 2 faste lægekonsulenter Henrik Day Poulsen i 2011 og Nicolas Hasle i 2019, som ikke mener lidelsen er stationær på trods af massiv dokumentation på det modsatte.

Denis vurderes for syg til et ressourceforløb.

Det er ganske enkelt forfærdelig læsning om umenneskelig, inkompetent og lovstridig sagsbehandling i denne omfattende sag, som kommunen totalt har mistet overblikket over.
Et af problemerne er, at sagsbehandler kun ser 1 år bagud og derfor ikke er i stand til at lave en helhedsvurdering.

 

Den 30/1.20 og 11/3.20 har Denis været på psykiatrisk akutmodtagelse. Lægen skriver, at Denis er næsten ikke talende. Fremtræder forpint. Der kan ikke udelukkes tankeforstyrrelser. Denis er for syg til at deltage i støttende samtaler, da dette er med til yderligere at forværre hans tilstand. Mareridtene er tiltaget i frekvens. Han har selvmordstanker. Er bange for at gå ud pga. snigskytter og bange for at gå ud i sit køkken eller ud på badeværelset. Tør ikke være i egen lejlighed.
Tilbydes indlæggelse, tør ikke.

Den 6/2.20 møder Denis til jobcenter samtale med sin mor. Sagsbehandler skriver:”Han sidder og vugger frem og tilbage og kigger ned i gulvet. Der er ingen øjenkontakt. Denis fortæller, han har mareridt om natten, vågner, oplever kvælningsanfald og ser blod og kropsdele.

Du oplyser, du må dobbelt tjekke alting. Du bliver urolig og ryster over hele kroppen og fortæller, at du tænker på mange ting og bliver stresset, du forlader lokalet. Du får ukontrollable kramper.”

Peter Hummelgaard taler om værdighed. Jeg taler om tortur, som juraprofessor Kirsten Ketchner, læge Anders Beich og Denis m.fl. kan bekræfte.

 

Hvorfor er denne mand på 17 år på kontanthjælp? Skal han vente til han bliver 40 år på at få fred for kommunen.

Jeg skal nok skåne jer for mere – for det er hjerteskærende læsning.

 

Moderen spørger mig, hvorfor inviteres vi til Danmark og får en sådan behandling?