Asii om Tasiilaq og DR’s udsendelse

Borgmester for Tasiilaq og Nuuk tager bladet fra munden

 

“En stor del af befolkningen har simpelthen ikke fundet deres ben i det moderne Grønland, og har også mistet forbindelsen til det oprindelige. Det ER en stor tragedie for den enkelte – og for os som samfund.”

 

 

Asii Chemnitz Narup, borgmester Sermersooq Kommune,
Nuuk, Paamiut og TasIilaq  ligger i den kommune  Hun er valgt af IA

 

Jeg genkender ikke kritikken

 

På baggrund af den aktuelle debat om de sociale problemer i Tasiilaq og kommunens manglende indsats, herunder de mange grove udfald mod min måde at fuldføre mit hverv på, har jeg besluttet at komme med et input. Mit input er undtagelsesvis, idet jeg er på ferie udenbys.

 

Jeg må indrømme, at jeg -for een gangs skyld – ikke accepterer ej heller genkender alle de kritikpunkter, der hagler ned over mig.
Undskyld, men jeg har som borgmester været med til at sikre mange, mange indsatser for børn og unge i Tasiilaq, herunder sårbare børn og unge, siden vi blev storkommune og i høj grad de sidste 6-8 år.Disse kan dokumenteres, listen er lang.

 

Interview med mig kortet ned til ét minut

Jeg ønsker også at orientere om, at jeg den 4.marts i København i år blev interviewet til DR’s Søndagsavisen om forhold for børn i Tasiilaq. Interviewet skulle være en optakt til dokumentarfilmen ‘Byen hvor børn forsvinder’.
Denne var planlagt til at blive vist på DR den 11.marts.

Interviewet med mig varede lidt over 20 minutter.

DR valgte så efter optagelsen af mig at udsætte dokumentaren og viste udsendelsen i går. At indslaget blot varede under et minut var DR’s valg.

 

Jeg ønsker at komme med følgende input

 

DR2 bragte i går den rystende dokumentarudsendelse Byen hvor børn forsvinder – om de mange tragiske og ulykkelige børneskæbner der bor og lever i Tasiilaq. Der er slet ingen tvivl om, at dokumentaren viser en dybt tragisk og desværre eet aspekt af en reel del af virkeligheden for mange børn og unge i Tasiilaq.

Kort fortalt er det historier om dybt traumatiserede børn og unge, der vokser op med seksuelle overgreb, voldsomme omsorgssvigt, alkohol-og hashmisbrug, nedarvede dybe sociale problemer i generationer, tårnhøje tal for selvmord og selvmordsforsøg. Vi kender det kun alt for godt. Problemerne har eksisteret længe.

Men som det må være i en blot en times dokumentarudsendelse, så er der naturligvis også en række forhold og vilkår, der IKKE kommer frem og som IKKE berøres. Så når jeg skriver nu, så er det ingenlunde for at negligere de tragiske og meget, meget barske vilkår som alt for mange børn og unge vokser op under i Tasiilaq – men blot et forsøg på at sætte tragedien i perspektiv og kontekst.

Fotoet viser huse og fjord i Tasiilaq
Tasiilaq – tidligere Angmassaliq

Kollektivt mismod blandt oprindelige folk i alle verdensdele

“….alle har været kolonialiseret og historisk er de blevet taget ud af én kulturel ramme og mere eller mindre brutalt sat ind i byer”

Først og fremmest er det vigtigt at få frem, at det vi oplever i Tasiilaq ulykkeligvis også findes i mange andre grønlandske byer. Det genfindes desværre i rigtigt mange samfund i Arktis blandt oprindelige folk, og også blandt oprindelige folk i helt andre verdensdele.

Fælles for disse traumatiserede børn og unge er omgivelser præget af lav beskæftigelsesgrad, psykiske problemer, tårnhøje tal for selvmord og -sforsøg etc., etc. Og at de – trods enorme kulturelle forskelle i øvrigt – alle har været kolonialiseret og historisk er blevet taget ud af een kulturel ramme og mere eller mindre brutalt sat ind i en anden og fremmed kulturel ramme.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at en del af årsagen til tragedien skal findes her: der er blandt mange, mange mennesker i de oprindelige folk en næsten kollektiv mismod, et kollektivt traume og en ødelæggende fremmedgjorthed og rodløshed mellem kulturer, der gør livet tungt og vanskeligt. Disse forhold gælder desværre også for rigtigt mange i Tasiilaq – ja, men også flere steder på vestkysten, og genfindes altså blandt inuit i Canada og Alaska, i indianerreservater i hele Nordamerika, blandt den oprindelige befolkning i Australien osv..

 

Vi tager problemerne ekstremt alvorligt

 

I Kommuneqarfik Sermersooq, verdens største kommune i areal, har vi de seneste 6 år fordoblet det kommunale budget til indsatsen for sårbare børn og deres familier. I dag bruger vi cirka 17 % af vores samlede budget på denne gruppe. Den samlede kommunalbestyrelse tager forholdene ekstremt alvorligt.
Kommunalbestyrelsen er pinligt bevidst om problemernes omfang og vigtigheden af hjælp, derfor øges bevillingerne til området år efter år.

“For bare 50 år siden var byen fyldt med stolte fangere, som forsørgede sig selv og deres familier på traditionel vis.”

Dette til trods, er det ikke lykkedes os afgørende at bryde mønstret til den sociale arv, og det er dybt tragisk at nye generationer også skal traumatiseres og slås med alle de skadelige følgevirkninger af f.x. seksuelle overgreb, selvmord mv..

Tasiilaq er et lokalsamfund, hvor arbejdsløsheden er høj, og hvor Selvstyret (tilbage i 2008) har måttet lave begrænsninger på salg af stærk spiritus på grund af de store alkoholproblemer og alle dens følgevirkninger. Med andre ord et lokalsamfund med massive sociale problemer. For bare 50 år siden var byen fyldt med stolte fangere, som forsørgede sig selv og deres familier på traditionel vis. De levede også et barsk liv, med mange risici og hyppig, tidlig død for mange, fordi livet på isen, på fjeldet og på havet byder på mange farer. Naturen er smuk, storladen – og voldsom. Døden har altid været tæt på i Grønland – men i dag har den oftest andre grunde. Og de grunde er de klassiske risikofaktorer. En stor del af befolkningen har simpelthen ikke fundet deres ben i det moderne Grønland, og har også mistet forbindelsen til det oprindelige. Det ER en stor tragedie for den enkelte – og for os som samfund.

For det betyder, at problemerne får liv at gå i arv. Det er de mønstre, der skal brydes. Penge kan ikke gøre det alene. En kæmpe udfordring vi står med er, at vi har svært ved at rekruttere kvalificeret arbejdskraft – også til Tasiilaq. Problemet er komplekst:

De mange passionerede og idealistiske mennesker, der søger til Tasiilaq, heraf rigtigt mange med ønsket om at hjælpe med de sociale problemer, kommer derfor ofte med nogle forventninger, som ikke bliver indfriet. Der er ofte en romantisk forestilling om Tasiilaq og mange af vore bosteder, som baserer sig på drømmen om den store natur og en særlig autencitet hos befolkningen. Men nok er naturen stor – den skuffer sjældent – men det kan være barskt at leve i mørketiden. Så for mange bliver mødet med isolationen i de små samfund, dybden af de sociale problemer, de svære arbejdsbetingelser med f.x mangel på faglig sparring og tilpas mange kolleger, kultur – og sprogbarrierer; alle sammen forstærkende faktorer for rekrutteringsproblemer.

 

Medarbejderne kommer og forsvinder igen

“Hver gang folk begynder at fungere fuldt ud – så er de på vej væk igen. Og så kan vi starte forfra.”

 

Med dyb respekt for de mange mennesker, der gennem årene har lagt en stor indsats i Tasiilaq og resten af vort land, så oplever vi også bagsiden ved det, nemlig at der er en gennemstrømning og en diskontinuitet i arbejdet.

Hver gang folk begynder at fungere fuldt ud – så er de på vej væk igen. Og så kan vi starte forfra. Så det er dobbelt: der er tale om en kærkommen hjælp. Men diskontinuiteten giver bare også nogle problemer, og der er børn og unge, som føler sig svigtet og forladt, når et menneske de har opbygget tillid til “bare” rejser væk igen.

Vi lever i en geografisk og socialøkonomisk sammenhæng, hvor nogle løsninger, som virker indlysende i Danmark, bare ikke kan lade sig gøre hos os. Hvor man i Danmark måske kan flytte kommunens sagsbehandlere til et andet geografisk område af kommunen, som har brug for en særlig indsats, har vi svært ved at flytte medarbejdere til Østkysten, som kun kan nås med fly og helikopter to gange om ugen i vintermånederne.

 

Danske løsninger kan ikke kopieres til Grønland

 

Det er altså en negativ spiral, vi har med at gøre. Og listen er lang, men lad mig blot opsummere nogle få men centrale faktorer: forandringer i de socioøkonomiske og miljømæssige forhold er accelererende, hvilket presser bæredygtig udvikling og trivsel yderligere i de arktiske lokalsamfund. Der opleves en øget migration fra de lokale samfund til de større byer, altså urbanisering. Typiske betyder det et såkaldt “brain drain”, hvilket igen har betydning for lokalsamfundenes evne til at udvikle sig i en positiv retning. Ofte er det de unge, der uddanner sig, og som ikke kommer tilbage efter endt uddannelse. Eller som beskrevet herover – udfordringer med at tiltrække kvalificerede kompetencer til lokalsamfundet. De resterende unge er derimod desillusionerede, uden håb og fremtidstro, hvilket øger mismod, misbrug, selvmord osv..

Der er brug for en kulturændring. I Grønland har vi i vidt omfang -på godt og ondt – copy pastet den danske/nordiske velfærdsmodel. Det vil sige overtaget systemiske og bureaukratiske strukturer og rammer. Det fungerer simpelt hen ikke. Livsvilkår, geografi, infrastruktur, økonomisk kraft, kulturel baggrund osv. er så markant anderledes.
Vi er nødt til at bryde op med de nugældende systemer, udvikle nye samarbejdsformer mellem borgere og kommune, og understøtte at civilsamfund og familier selv kan bryde de negative mønstre. Vi skal opbygge en ny fortælling og styrke fællesskabsfølelsen. Intet offentligt system kan gøre det alene.

Børn skal naturligvis ikke svigtes, ikke udnyttes eller misbruges. De mange komplekse problemstillinger, modsatrettede behov og vilkår, betyder desværre, at den kommunale service og hjælp til fx misbrugte eller omsorgssvigtede børn ikke er som den skal være. Det skal jeg være den første til at erkende.

 

Grønland er tynget til klippegrunden af fortvivlelse og mismod

“Men det er ikke kommunen, der begår overgreb. De foregår i hjemmene. Vi må og skal have familierne på fode igen, vi må have værdighed, selvrespekt, selvforsørgelse, forældreansvar i centrum igen.”

Sandheden er, at vores land er tynget til klippegrunden af de mange seksuelle overgreb, selvmord og selvmordsforsøg, mistrivsel og fortvivlelse. Sagsbunkerne vokser, kolleger går ned med stress eller stopper, de ressourcestærke kræfter flytter væk osv., og det betyder alt sammen, at vi igen og igen oplever ikke at få handlet rettidigt, eller også bliver sager ikke fulgt op. Det er dybt ulykkeligt, og for barnet eller den unge, opleves det naturligvis som svigt oven på svigt.

Jeg forstår derfor også, hvorfor mange bebrejder kommunen, og har den holdning, at der ikke gøres nok, og at der ikke gøres nok rettidigt. I et system som vores, hvor offentlige myndigheder fylder så meget, er der selvfølgelig en forventning om, at det er de offentlige myndigheder der skrider ind og løser problemerne.

Men det er ikke kommunen, der begår overgreb. De foregår i hjemmene. Vi må og skal have familierne på fode igen, vi må have værdighed, selvrespekt, selvforsørgelse, forældreansvar i centrum igen.

Overordnet set handler det i høj grad om at få brudt en negativ spiral. Det er nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt, at få stoppet misbrug af alkohol, stoffer og omsorgssvigt af børn.

 

Jeg giver ikke op

Foto af kampesten
Grønlandsk sten (

 

Vi har brug for at få skabt en kultur og en selvforståelse af at kunne lykkes, være i vækst, kunne klare livet.
Vi arbejder benhårdt med at sætte rammerne for en langtidsholdbar udvikling i Tasiilaq, med gode børneliv og nye livsmuligheder, lokale ungdomsuddannelsestiltag, udvikling af ungdommens kultur og identitet, så de kan vokse op som
glade voksne og blive trygge forældre for deres børn – og her er brug for alle gode kræfter. Vi har langt igen. Men jeg giver IKKE op!

Forvaltning vil beskytte medarbejdere mod PTSD-ramt med bevæbnede politibetjente

 

 

 

Nedenstående indlæg blev ikke optaget i Berlingske – kommentar efter indlægget

 

Foto af Mikael Hertig (c) 2016
Redaktør Mikael Hertig

 

 

Borgerens sikkerhed ved møder i Jobcentret

Mikael Hertig er cand. scient. pol. og fungerer som partsrepræsentant. Han forsker i mødet mellem menneske og myndighed,

Et eller andet sted i landet i sidste uge: Et møde i et jobcenter med rehabiliteringsteam. Manden, PTSD-ramt følte sig presset; han kunne ikke stå for det. Han kammede over: eksploderede, råbte og skreg i ophidselse, brugte skældsord af den værste slags, kylede en plastikkop afsted i lokalet. Og så skred han, idet han lod døren knalde i med et brag.

Han og hans bisidder fik bagefter besked fra Jobcentret om, at mødet skulle genoptages, men næste gang skulle personalet beskyttes med to granvoksne bevæbnede betjente.

Personalet skulle beskyttes mod en ptsd-ramt borger, selv om diagnosen og tilstanden var kendt i forvejen. Men hvem beskytter borgeren mod personalet?

Trusler mod jobcentrenes ansatte sker oftere, og det har bevæget det kriminalitetsfikserede folketing til skærpelser i straffeloven. Konsekvensen er, at udadreagerende sindslidende personer, indkaldt til møde i jobcentrene nu risikerer at blive idømt fængselsstraffe. De første fængselsdomme er allerede faldet.

Som partsrepræsentant undrer jeg mig over folketingets ensidige reaktion. Som arbejdsgiver for de ansatte i Jobcentret har kommunen selvfølgeligt det normale arbejdsmiljøansvar. Men hvad med Jobcentrets klienter. Hvilken beskyttelse har de?

Kommunen er også en slags arbejdsgiver overfor kontanthjælpsmodtagerne. Det er med udgangspunkt i denne sidestilling, at jobcentret modtager sygemeldinger, indhenter lægeattester osv. Og det er med samme logik, kommunen har hjemler til at trække borgerne i deres ydelser ( = løn ), når de ikke melder sig syge, men udebliver osv. Arbejdsmiljøloven gælder for enhver arbejdsgiver. Jobcentrets instruktionsbeføjelse som arbejdsgiver kan næppe betvivles.

Det har alligevel instinktivt været antaget, at Arbejdsmiljøloven ikke gælder for kontanthjælpsmodtagere. Men sidestillingen med borgeren, der skal have nyt pas til ham, der er på kontanthjælp holder ikke. Instruktionsbeføjelsen udgør forskellen.

Jeg har måske ikke ledt længe nok efter den hjemmel, der undtager Kommunen fra sin rolle som arbejdsgiver i arbejdsmiljøretlig forstand overfor kontanthjælpsmodtagerne. I hvert fald har jeg endnu ikke fundet den.

Jeg går i det følgende ud fra, at Arbejdsmiljøloven både gælder personalet og borgere i økonomisk afhængighed af kontanthjælp eller lignende ydelser. Hvordan ser verden så ud?

Jobcentret har en pligt til efter Bekendtgørelsen om Arbejdets Udførelse til at indrette arbejdspladsen sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Efter § 8, stk. 2 skal “særligt følsomme risikogrupper beskyttes mod farer, som for dem er særligt alvorlige”. PTSD-ramte og andre sindslidende udgør sådan en risikogruppe, og derfor bør der iagttages sikkerhedsmæssige foranstaltninger, der beskytter dem mod tilspidsede situationer. Det drejer sig både om mødestedets indretning og uddannelse af personalet til at udføre arbejdet forsvarligt, så de tilspidsede situationer undgås.

Efter § 9a skal “det ved arbejdets udførelse sikres, at udførelsen af arbejdet ikke medfører risiko for fysisk eller psykisk helbredsforringelse som følge af krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane”.

§ 12: “Særligt gælder for visse ansatte, at hvis den legemlige eller åndelige tilstand kan betyde øget fare for vedkommende selv eller hans omgivelser, så må den ansatte ikke beskæftiges ved sådanne arbejder”. Personalet burde være uddannet til at afholde møder med PTSD- ramte borgere, uden at der opstår tilspidsede situationer. Ellers kan opgaven slet ikke udføres, og det er de jo efter anden lovgivningpligt til.

Nu er der jo lovhjemmel til, at vedkommende (eller måske kun partsrepræsentanten) skal mødes med Jobcentrets personale, når vedkommende bliver indkaldt til det.
Der er ingen, der siger, at møderne skal finde sted i Jobcentret. Det kan faktisk være i skoven, på en café eller på biblioteket. Den fysiske indretning skal leve op til særlige krav. Helst, at der er en flugtvej. Hvor har man set et Jobcenter indrettet med udstrakt hensyntagen til kontanthjælpsmodtagernes ve og vel – herunder til de mest skrøbelige personer?

Personalet skal kunne respektere borgerens psykiske lidelse og gøre det yderste for ikke at give anledning til, at hun eller han kommer hjem med en væsentligt forværret helbredstilstand.

Risikoen er skader på begge sider af bordet. Det giver ingen mening at sætte PTSD-ramte på anklagebænken. Det giver heller ingen mening at lade PTSD-ramte omgives af bevæbnede politibetjente under møder for at beskytte personalet. Det er så skadeligt for vedkommendes sikkerhed og sundhed, som det kan blive. Og så langt ude er vi.

Jeg mener, Arbejdsmiljøloven i ret vid udstrækning må gælde for kontanthjælpsmodtagere. I modsat fald er navnlig de traumatiserede, de angste og deprimerede mennesker overladt til myndighedernes skånselsløse hensynsløshed, og unødvendige konfrontationer med deres konsekvenser opstår lettere. Til syvende og sidst er det også kontanthjælpsmodtagernes værdighed som medmennesker, der er på spil.

Kommentar:     Berlingskes diskrete charme

Debatredaktionen på Berlingske har ikke fundet plads til denne kommentar / debatindlæg.  Jeg har lige så lidt krav på at få indlæg optaget i Berlingske Tidende som Joachim B Olsen eller Laura Lindahl. Man kan heller ikke fortænke Berlingske at frasortere debatindlæg ud fra rent højreorienterede politiske synspunkter, som jo er og bliver avisens idégrundlag.

Ytringsfrihed indebærer ikke, at nogen har ret til at få optaget indlæg i en avis.  Berlingske optager aldrig indlæg skrevet af mig. Man kan mene, mit sprog ligesom ikke passer til den gamle tante.

Ikke desto mindre er det her indlæg særligt, synes jeg. Fordi det rejser et spørgsmål, der er relevant for landets kontanthjælpsmodtagere. Mange af dem er syge. Nogle er sindslidende. Jeg spørger til den juridiske tilstand:  Kommunen har en instruktionsbeføjelse overfor de jobcenterramte. Gælder Arbejdsmiljøloven så?

En sur, gammel tante har ikke plads. Ikke overhovedet. Jeg tænker på to ting. Først en plakat: “Er De også træt af den stadige venstredrejning”?

Og en pulterkammerannonce:

“Gammel plyssofa sælges af gammel dame med frynser mellem benene”. En gammel tante med frynser mellem benene. Fryns…..

BRUCE- manden med det flotte underbid

Bruce Springsteen

BRUCE – manden med det flotte underbid.

For fire år siden udgav Peter Ames Carlin en omfattende biografi om Bruce Springsteen, hvor han beskriver Springsteens karriere, sådan som den har udviklet sig, startende med en beskrivelse af hans særprægede familieforhold, hvor hans særpræg som enspænder og skulle det vise sig, musikalsk geni og digter, han senere udviklede sig til.

Fortællingen om Bruce er fortællingen om The American Dream for fuld udblæsning, om drengen med den særprægede far og specielle mor, der i væsentlig omfang overlader Bruce i bedsteforældrenes varetægt, den verdensfornægtende far, der tilbringer sin tid i køkkenet aften og nat rygende smøger og drikkende øl og helt igennem utilgængelig for sønnen, nogle bedsteforældre, der lod ham definere sine egne grænser, og en mor, der havde en større kamp med at få en dysfunktionel til at hænge sammen.

En barndom, der yderligere var præget af dårlig kontakt med jævnaldrende og dårlig skolegang, men med en stærk fascination af den musik, der prægede os allesammen i tresserne og halvfjerdserne og skulle det vise sig et digterisk talent og en lyst til at sætte sig ud over sædvanlige konventioner for både musik og tekst.

Efter datidens standarder blev grænseoverskridende handlinger og udseende brugt til at understøtte selvbilledet som outcast med hippietræk, der ifølge biografien ikke var bevidste handlinger, men snarere resultatet af en naturtilstand der trivedes på New Jerseys strandpromenade med udsigt til New Yorks skyskrabere.

Herefter følger fortællingerne om Bruces kamp for at slå igennem og arbejdet med instrumenterne, sangteksterne og turnéerne, der siden skulle gøre enspænderen til feteret rockhelt i maximunformat, der er fulgt af en kæmpe fanskare ikke bare i USA, men verden rundt.

Forholdet til det band, der efterhånden etablerede sig som hans faste band The E-Street Band, i hvert fald for en periode, blev ikke bare hans musikere, men osse hans personlige fanskare, der ifølge biografien fulgte ham i tykt og tyndt i de hårde år, mens han arbejdede sig mod storstatus, og de fandt sig pænt i hans særprægede adfærd, tilsyneladende fordi de forstod hans dybfølte engagement i musikken, der harmonerede med deres eget.

Overtegnede bliver altid skeptisk over at møde en sådan altruisme, men de af bandmedlemmerne, der er blevet bedt om udtalelser herom, støtter forklaringen, omend med nogle udsagn, der ikke altid udviser den helt store harmoni, men grundlæggende holder de fast, selvom de måtte opleve at blive fyret i en periode, da Bruce fandt det nødvendigt at genopfinde sig selv.

Hans kærligheds- og familieliv indgår som et særligt krydderi, hvor kærester kommer og går, indtil han tilsidst i trediveårs alderen slår sig til ro med den kvinde, der også skabte børnene til den familie, de har etableret med tre børn, hvilket har givet anledning til overvejelser over, hvornår vi kommer til at høre om, at han har været en fraværende far, fordi han altid var på farten rundt omkring i verden for at udbrede kendskabet til Bruce og ikke mindre til amerikansk musik og livsstil. Indtil videre er der ro på den front i modsætning til en stigende lyst til at involvere sig i politik gennem den støtte han ydede til Barack Obamas præsidentvalg og senere til Hillary Clintons.
Han havde ellers forsvoret, at han aldrig ville engagere sig politisk, lige som han osse i nægtede at spille stadionskoncerter, men disse synspunkter ændrede sig, da han blev stor nok til at kunne overbevise sig selv om, at han havde en særlig forpligtelse til at være talerør for de amerikanere, der ikke havde opnået det samme som han selv.

Jeg er ikke fuldstændig sikker på, at det er det eneste motiv, men jeg lader tvivlen komme ham til gode, fordi de, der på trods af, at de opfatter sig som revolutionære idealister, er værd at støtte, så længe der ikke går megalomani i det, men det skader jo aldrig, at der falder lidt penge af undervejs, ikke mindst fordi det i amerikansk sammenhæng er statusgivende i sig selv.

Biografien understøtter en anden amerikansk drøm. Drømmen om den uselviske ener, der tager sig ikke bare af sig og sine, men store og små overalt, hvor der er brug for det. Bruce har dette ry, som han vedligeholder og udbygger hele tiden, og de mange millioner, der efterhånden må befinde sig på hans konti, bliver i brugt til, hvad der er amerikanske rigmænds drøm, at drive mæcenvirksomhed. I et land som USA, er det nærmest en nødvendighed, om ikke andet, så for at lette på samvittigheden over at besidde så stor en rigdom.

Det skal han naturligvis ikke klandres for, men til det totale billede hører jo osse en beskrivelse af, at de særlige vilkår, der gør USA til både et ideal, men osse et samfund, vi udenforstående er nødt til at forholde os til, hvis vi skal kunne bedømme amerikanske mennesker og de udfordringer, de stiller os overfor.

Det skal naturligvis ikke komme Bruce Springsteen til skade, at hans land udvikler sig i en uheldig retning, men bare være en påmindelse om, at “alt, der glimrer, ikke er guld”
kwm/19/3/2017/5.008tegn

Mediekritik: Deadlines styrede interviewteknik

Om Jacob Rosenkrands’ interview med AnneLise Marstrand Jørgensen

af Maziar Mazor Etemadi (c)
Oprindeligt bragt på AnneLise Marstrand Jørgensens FB-side

AnneLise Marstrand Jørgensen var ude for en medieshitstorm i anledningen af, at hun havde meddelt, at hun ikke længere ville samarbejde med Radio24syv.. Det resulterede i et Deadline-intervew. 

Hun har selv kommenteret emnet i denne artikel

portræt
Maziar Mazor Etemadi

 

 

Anne Lise Marstrand-Jørgensen og Jakob Rosenkrands.

En analyse af Interviewet i Deadline DR2, torsdag d 19 august.

Jakob Rosenkrands interview med AnneLise Marstrand-Jørgensen udviklede sig til en ganske anden affære end hvad de fleste af os håbede på, Forventningen om en sobre, ædruelig samtale med det mål kritisk at gennemgå og belyse de forskellige aspekter af Anne Lise Marstand-Jørgensens beslutning om at boykotte Radio 24Syv blev hurtigt gjort til skamme.
Allerede ret tidligt i interviewet stod der desværre ganske klart, at Rosenkrands’ spørgsmål ikke var kritiske, men fornærmede og ureflekterede.

Rosenkrands brugte et simpelt argumentationsskema til at komme frem til sin ønskede konklusion:

Præmis 1) Det er kun tale om divergerende holdninger, hvis værdi kan afprøves i en debat,

Præmis 2) Marstrand -Jørgensen vil ikke lytte til anderledes holdninger i en debat.

Konklusion: Ergo har Marstrand -Jørgensens kritik ingen gyldighed.

 

Flere af den klassiske retorik velkendte ugyldige argumentationsformer kom desuden i brug. Her gennemgår
jeg få af dem.

 

 

 

 

1) Depræcisering af modpartens begreber og argumenter.

 

Rosenkrands forsøgte at adressere Marstrand -Jørgensens kritik af sagen til personen. Fx, her: ” Jamen, vil det sige, at alle DF´s vælgere er uanstændige?”
Det er en depræcisering. Marstrand-Jørgensen sigter ikke på DFerne som enkelte individer, men partiets politik. Det er en formel kritik, som kan være på tværs af samtlige DF-medlemers personlige ønsker, overbevisninger, håb, etc. Derfor svarer hun således: ” Det har jeg ikke sagt, for jeg kender ikke de mennesker. Men jeg har sagt, at hvis man gør begrebet ” anstændighed” til et skældsord, og det har DF gjort i årevis”. Hendes sigte er DFs politik.

 

2) Ompræcisering af kritikken fra adjektivt (racistisk) til substantivt (racist).

Marstrand-Jørgensens kritik går ud på, at ledelsen hos Radio 24Syv billiger racistiske og xenofobiske udsendelser (jf den oprindelige status, der også blev vist på skærmen). Men Rosenkrands drejer kritikken i retningen af og insisterer på at granske en implicit og imaginær ide om, at Marstrand-Jørgnsen må da mene, at værterne på programmet har racistiske holdninger. Her bruger han et andet retorisk trick, nemlig at afbryde modparten og introducere en afgørende drejning ved at bevæge sig uproblematisk fra adjektivt til substantivt flere gange frem og tilbage.
På den måde kan distinktionen mellem den adjektive brug og den substantive brug af ordet udvaskes uden at modparten har gjort sig omkostningen klar. Rosenkrands afbryder Marstrand-Jørgensen på minuttet 26.40 på følgende vis::

“Men racisme, der er alligevel, undskyld jeg afbryder,  det er alligevel noget meget få mennesker, der  i Danmark vil kaldes. Mener du at værterne i det her program racistiske? Der kommer racistiske udtalelser i æteren?”

Marstrand-Jørgensen svarer følgende:


“Jeg har ingen som helst forudsætninger for at sige, at værterne er racistiske”

 “, og privatholdningskritik. Marstrand-Jørgensen svar følgende: “Jeg har ingen som helst forudsætninger til at sige at værterne er racistiske” (…)
Rosenkrands ignorerer Marstrand-Jørgensen svar, og til sidst  bemærker videre Rosenkrands

:”Jeg spørger bare til din kritik og belæg for at bruge så stærke ord….”

Denne sætnings logiske objekt er ikke racistiske udtalelser, men værternes racisme. I følge Rosenkrands  (uanfægtet hvad Marstrand-Jørgensen lige har sagt) er de stærke ord anvendt om værterne. Om værternes hvad kunne man spørge? Om værterens racisme, som for ifølge Rosenkrands er de færreste i Danmark, der vil kalds racist.

Ergo forsøger Rosenkrands at privatisere et formelt program- og liniekritik til en personkritik.

3) Fordrejning af det faktuelle fra opdragende til holdningsudveksling.

Programmet Je suis Jalving har et helt klaret opdragende sigte. Det klart opdragende sigte kommer til udtryk i det Jalving begynder sit program med: “Goddag og velkommen til programmet ‘Je suis Jalving’. Programmet hvor jeg fortæller dig hvad du skal mene om folkvandring, veldfærdsstat og islamisk terror”.

Dette er hvad Marstrand-Jørgensen pointerer, men Rosenkrands fordrejer det til at kun omhandle holdningsudveksling.

Men dette er ikke Jalvings sigte. Han vil opdrage den danske befolkning til et sæt meninger, der skal bruges til:
”til at redde Danmark fra progressivt kollaps og sammenbrud i din eller dine børns levetid”.

4) Fordrejning af det faktuelle målgruppe.

På 27.29 siger Rosenkrands: “..Det er svært at gardere sig i et program hvor alle opfordres til at ringe ind”. På denne måde fratager Rosenkrands Jalving og co ansvaret. Men dette er ikke sandt. Som det fremgår af det hvad Jalving siger, har han en hel bestemt gruppe redningsmænd og redningskvinder i tankerne, og som han ønsker at de skal ringe til programmet: ”Ring ind hvis du vil være med til at redde Danmark fra progressivt kollaps og sammenbrud i din eller dine børns levetid”(Jalving). Derfor er Rosenkrands ved at fordreje sandheden.

 

5) Argumentum ad populum.

Rosenkrands søger at miskreditere Marstrand-Jørgensens kritik ved at henvise til den autoritet, der ligger i antallet af dem, der tilslutter sig en ide. Hvis der er tilstrækkelig mange mennesker, må det så være rigtigt.

Rosenkrands siger: “DF har dog 25 % af vælgerne i Danmark.”. Han kvalificerer ikke dette udsagn yderligere. Derfor må vi konkludere at han kun henviser til antallet for at begrunde at Marstrand-Jørgensen kritik burde derfor være forfejlet, når så mange mennesker slutter sig til dette parti.

Og dette makværk skal man så høre på i Søren Kierkegaards land. Som en klog ven Morten Sebber skrev om netop denne del af interviewet: “Ren inkvisition. Primitivt og åndssvagt”.

6) Mangel på veldefineret argumentation.

 

Rosenkrands henviser til, at det kun er holdninger og holdningsudvekslinger. Men alle menneskelige ytringer er holdninger, selv racisme er også en holdning. Alle holdninger på denne vis gør krav på egen sandhed og sandfærdighed, og vise holdningers usandhed er livsnødvendigt at påpege. Derfor kan han ikke afdramatisere den demagogiske sigte i programmet ved at henvise til holdninger som bare er forskellige fra hinanden.

Siden han selv ikke forsøger at komme med solide og veldefinerede spørgsmål, hvori han giver os alle en chance for at vide,  hvilke aspekter af racisme han henviser til, og hvorledes han mener man kan adskille xenofobi fra et sæt dårlige erfaringer med udlændinge,  fremstår han vag, usammenhængende og fornærmet.

Det hele slutter med, at en af de mest pinlige former for journalistisk ignorance jeg nogensinde har oplevet bliver på åben skærm taget i skole af den kølige intellekt på . Rosenkrands viser, at han ganske enkelt ikke kender begrebet anstændighed og dets brug i sproget.
Marstrand-Jørgensen: “Men jeg har sagt, at hvis man gør begrebet ” anstændighed ” til et skældsord, og dét har DF gjort i årevis, , så har man ikke forstået, hvad anstændighed er “.
Det ved Jakob Ronsenkrands åbenbart heller ikke.

Maziar