Anbringelser: Hvor er børnenes og forældrenes retssikkerhed?

Anders Brøndtved, advokat — Advokat Anders Brøndtved (H) er specialist i tvangsfjernelsessager

Mette Frederiksen fremsatte i sin nytårstale kravet om flere anbringelser. Men hvor behovet kommer fra, vides ikke. Hvordan opgøres det? Der tvangsfjernes forkert, og retsgarantierne er ikke i orden.
Mikael Hertig

Lyt nu til dem, der arbejder med området: Hvor er forældrenes retssikkerhed?

af Anders Brøndtved

Tænk at være enig med Enhedslisten en gang mere på en uge.

Mette Frederiksen har nu haft sin debut med sin Nytårstale; en tale som omhandlede børn, herunder flere anbringelser og adoptioner af børn.

Men i stedet for denne ulidelige symbolpolitik, skulle man måske lytte til dem som rent faktisk arbejder med området og oplever den virkelige verden.

Anbringer vi rigtigt? Hvor er forældrenes retssikkerhed?

Jeg er ikke modstander af anbringelser eller adoptioner og for mig er spørgsmålet ikke om vi anbringer for mange eller for få, men hvorvidt vi anbringer rigtigt? Hvor er forældrenes retssikkerhed?

Som en af de advokater med mest erfaring inden for anbringelser, oplever jeg skyggesiden af anbringelsesområdet.

Mette Frederiksen nævnte børn som havde været udsat for misbrug, vold og svigt. Jeg mindes ikke at have haft nogen sager, hvor det er alkohol som er årsagen til anbringelser, jeg oplever at vold er årsagen i anslået 5% af sagerne og næsten hver gang, hvor det er barnets ord mod forældrenes. Hvor er uskyldig indtil andet er bevist? Hvor er forældrenes retssikkerhed?

Familiehjem

Enhedslisten og SF mener at forebyggelse er vejen frem. Jeg kunne ikke være mere enig.

Hvad er det så jeg oplever?
Jeg oplever mange forældre blive anbragt på familiehjem med deres børn. På familiehjemmene oplever jeg forældrene spærret inde med låse på dørene, jeg oplever at man ikke formår at støtte forældrene, men i stedet oplever jeg op til 12 forskellige familiebehandlere, som fortæller forældrene forskellige ting og mener det kollegerne har fortalt er forkert.

Jeg oplever, at bekymringer fra familiehjemmene går til kommunerne, uden bekymringerne er drøftet med forældrene først. Forældrene kan ofte ikke genkende de bekymringer som gengives (måske forståeligt, hvis ikke bekymringerne har været nævnt overfor forældrene, inden skrivelsen til kommunen?) Næstved, Slagelse, Ringsted Kommuner vedbliver at bruge et familiehjem i Fensmark, trods stort set alle forældre, som har været på stedet advarer mod stedet. Hvis forældrenes ikke samtykker til dette sted kan de imødese en sag om anbringelse i børn- og ungeudvalget og derved stor risiko for anbringelse. Hvor er forældrenes retssikkerhed?

Formålet med familiebehandling?

Jeg oplever familier som bliver tilbudt familiebehandling, men man har ikke fortalt forældrene formålet med familiebehandlingen eller hvad der skal arbejdes med. En af mine familier fik 30 timers familiebehandling om ugen, skulle være hjemme, når familiebehandlerne kom, hvorfor det var svært at finde tid til at handle ind, intet privatliv eller noget socialt. Familien beskrev familiebehandlerne som nogen som kom og drak deres kaffe, men ingen egentlig behandling. Barnet er efter anbringelsen beskrevet som autist, noget forældrene påberåbte sig i børn- og ungeudvalget, men som man ikke var lydhør overfor. Familiebehandlerne havde ikke forstand på autisme og familiebehandlingen var ikke autismeorienteret, trods alle tegn pegede på autisme. Hvor er forældrenes retssikkerhed?

Forældrekompetenceundersøgelse

Ofte bliver der lavet forældrekompetenceundersøgelse på forældrene, men forældrene har næsten aldrig indflydelse på, hvilken psykolog, opdraget til psykologen eller hvilke sagsakter psykologen får at lave undersøgelsen ud fra. I retten i Næstved havde jeg en sag, hvor mor havde nægtet at deltage i en forældrekompetenceundersøgelse med en psykolog, da psykologen ikke havde forstand på spædbørn eller forældrekompentenceundersøgelser, hvorfor mor havde foreslået andre psykologer. Dommeren undrede sig over, at mor ikke havde accepteret forældrekompetenceundersøgelsen af pågældende psykolog, for alle psykologer var jo uafhængige, autoriserede og havde pligt til at være objektive (ligesom dommere, læger og advokater, fortsatte dommeren – jeg er bare ikke enig i, at advokater skulle være objektive) Men hvis alle psykologer er uafhængige, autoriserede og objektive, hvorfor må mor så ikke vælge sin egen psykolog? Hvis forældrene selv får lavet en forældrekompetenceundersøgelse for egen regning, så bliver den betragtet som ensidig indhentet og derved ikke valid? Hvor er forældrenes retssikkerhed?

Jeg har oplevet Ankestyrelsen give kommuner pålæg om at lave en forældrekompetenceundersøgelse indenfor 4 måneder fra møde i Ankestyrelsen, men i den ene havde man ikke lavet den da sagen kom i retten, 2 år senere var den endnu ikke lavet og børn- og ungeudvalget var ligeglad. Ankestyrelsen gav et nyt pålæg, som vi så må se, hvorvidt bliver overholdt. Hvor er forældrenes retssikkerhed?

I den anden sag kom sagen i retten 3 måneder og 28! dage efter Ankestyrelsen, hvor der ikke var lavet ny forældrekompentenceundersøgelse, den var end ikke sat i gang. Retten fastholdt anbringelsen i 2 år mere, da fristen på 4 måneder jo ikke var udløbet endnu. Hvor er forældrenes retssikkerhed?

I en adoptionssag havde kommunen bedt en psykolog lave en vurdering af fars evne til at være forældre ud fra en udtalelse fra fars eget opholdssted og en tidligere psykologundersøgelse lavet i andet regi. Hvor er fars retssikkerhed?

Psykolognævnet er ikke et klage

Forældrene kan klage over undersøgelserne til Psykolognævnet, men Psykolognævnet er en tilsynsmyndighed og ikke et klagenævn, så forældrene er ikke part i sagen og får ikke at vide, hvis undersøgelserne bliver underkendt. Så en anbringelse kan opretholdes på en undersøgelse, som kan være underkendt af Psykolognævnet, for ingen ved den er underkendt. Hvor er forældrenes retssikkerhed?

Forældrene vildledes til frivillig anbringelse

Forældrene snøres til at skrive under på frivillig anbringelse i stedet for tvangsanbringelse. Reglerne er de samme, men ved en tvang har forældrene ret til advokat, ret til sagen bliver prøvet i børn og ungeudvalget og har mere hånd i hanke med kommunen overholder sine pligter. Men truslen om mindre samvær (vrøvl), mistet forældremyndighed (vrøvl) og mere at skulle have sagt (vrøvl) får forældrene til at samtykke til anbringelse og derved give afkald på rettigheder Hvor er familiernes retssikkerhed?

Ingen reel støtte til forældrene

I anbringelsessagerne får forældrene næsten aldrig støtte til at blive bedre forældre under anbringelsen. Hvordan skal de så blive bedre forældre?
Der er en pligt for kommunerne til at lave en forældrehandleplan med støtte til forældrene, men kommunerne laver det næsten aldrig, hvis de gør kan de ikke finde ud af det og det har ingen konsekvenser. Hvor er forældrenes retssikkerhed?

Samvær en time hver fjerde uge

Ofte har forældrene samvær i én time, hver 4. uge. Det vil sige 13 timers samvær om året. Hvordan skal man kunne opbygge en relation til sit barn, lære at blive forældre eller i det hele taget lære sit barn at kende? Ankestyrelsen godkender alle samværsafgørelser fra kommunerne. Hvor er forældrenes retssikkerhed?

Ti timers transport for en times samvær

Jeg har oplevet børn fra region Sjælland blive anbragt i Nordjylland eller Vestjylland og omvendt. Forældrene skal så bruge op til 10 timer på transport for én times samvær. Kommunerne kan betale for transport, når det er af væsentlig betydning af hensyn til barnets behov for støtte, herunder udgifter som kan bidrage til en stabil kontakt mellem forældrene og barnet.
Jeg har oplevet en kommune, som har givet afslag på transport, for forældrene var mødt stabilt op til samvær, så nu var der en stabil kontakt. Forældrene har klaget over afgørelsen til Ankestyrelsen og kan nu vente 6-8 måneder på en afgørelse. Hvor er forældrenes retssikkerhed?

Forældrene har ret til gratis advokat, men i sager om overvåget samvær får advokaten salær for 3 timer. 3 timer til at gennemlæse sagsakter, møde klienterne, telefon med klienterne og deltage i børn- og ungeudvalget. Ikke meget tid til sagen. Hvor er forældrenes retssikkerhed?

Manglende partshøring

I de fleste sager bliver handleplaner, børnefaglige undersøgelser lavet uden forældrene bliver partshørt eller har indflydelse på deres egen sag. De fleste overholder ikke loven, for den kender sagsbehandlerne ikke, eller kan ikke finde ud af den. Hvor er forældrenes retssikkerhed?

Manglende ankemulighed

Lovgiver fjernede i 2014 muligheden for at anke anbringelsessager til Landsretten, for Landsretterne var overbelastede og ikke mange sager blev ændret. Hvor er forældrenes retssikkerhed?

Børnene bliver flyttet fra anbringelsessted til anbringelsessted, trods kommunerne har pligt til først at lægge sagen i børn- og ungeudvalget; men hvis man nu får opholdsstedet til at sige op, eller tolker opholdsstedets utilfredshed som en opsigelse, så mener man ikke den skal i børn- og ungeudvalget. Når sagen så kommer i børn- og ungeudvalget er barnet allerede flyttet. Hvor er forældrenes retssikkerhed?

Kommunerne skal træffe afgørelse om nyt anbringelsessted, og hvis der klages kan barnet først flyttes når Ankestyrelsen har behandlet klagen. Men hvis kommunen først træffer afgørelsen efter barnet ER flyttet, så kan man jo ikke flytte det tilbage. Hvor er forældrenes retssikkerhed?

I en sag flyttede en kommune barnet inden børn- og ungeudvalget, tabte sagen i børn- og ungeudvalget 3 gange men valgte alligevel at opretholde flytningen uden mor eller jeg kunne gøre noget. Hvor er forældrenes retssikkerhed?

Retten?

En mor fik sine børn hjem mellem Ankestyrelsen og retten, så sagen burde være klar, at anbringelsen var forkert? Alligevel stadfæstede retten anbringelse i 2 år, trods børnene var hjemme. Hvor er forældrenes retssikkerhed?

Jeg oplever handleplaner, undersøgelser mv. med forkerte navne, uden det har nogen betydning. Hvor er forældrenes retssikkerhed?

Dårlig sagsbehandling

Tilsyn på opholdsstederne bliver ikke overholdt, børnesamtaler bliver ikke overholdt, når børnene beder om støtte bliver det ikke hørt… Hvor er børnenes retssikkerhed?

I dag ringede 2 børn jeg er advokat for, de var på samvær hos deres forældre og havde låst sig inde på deres værelse, da de ikke ville hjem. (Storesøster turde ikke gå imod kommunen, så hun tog tilbage til opholdsstedet) Bagvagten ringede og sagde at det var forældrenes ansvar at få børnene tilbage til opholdsstedet, ellers kunne det gå ud over børnenes samvær med forældrene. Denne afgørelse kan kommunen træffe uden sagen skal i børn- og ungeudvalget, forældrene kan klage til Ankestyrelsen som så bruger 6-8 måneder på at behandle sagen. Hvor er familiernes retssikkerhed?

Eksempler

En af mine klienter bliver udsat for vold på sit opholdssted. Opholdsstedet har inddraget hans telefon som han har optaget volden på, og får den først, når han sletter lyd og billedmateriale. Har fået flere billeder henover julen fra og af ham med blå mærker på kroppen. Kommunen vender det blinde øje til. Hvor er barnets retssikkerhed?

Eller den 14 årige pige, som kommune gav en tatovering med en af sine søskendes navn, for at hun skulle stoppe med at stikke af hjem til sin mor?

Den 15 årige som af 2 omgange mistede sine forældre til selvmord som følge af barnets anbringelse?

Jeg havde foretræde for Folketingets Socialudvalg for nogle år siden, sammen med en kollega, da vi fremlagde problemerne på anbringelsesområdet var spørgsmålet blot: Hvad vil I have vi skal gøre? Vi får jo at vide, at loven er god. Ja, loven er god, hvis den bare blev overholdt og hvis det havde konsekvenser, hvis den ikke gør.

Når dem som arbejder med området, dem som ville tjene på regeringens politik råber vagt i gevær, burde man så ikke lytte, i stedet for at stigmatisere alle forældre ved denne håbløse symbolpolitik med alt for mange uskyldige ofre? Børn, forældre, familier?

Beklager ovenstående lange indlæg, som blot er en få af mine oplevelser med anbringelsesområdet. Men blandt andet på grund af ovenstående brænder jeg for dette område.

There is something rotten in the state of Denmark!!!

Tvangsfjernelser: Chokerende forhold i socialforvaltningerne….

Karina Pedersen driver Facebookgruppen “SOL&CO”. Her står holdningen således præsenteret:

“De sociale myndigheder fjerner hvert år hundredevis af børn fra helt almindelige familier, og vores formål er at hjælpe familierne med at få deres børn tilbage samt skabe debat om et område, der er helt ude af kontrol og minder mere om Stasi end Moder Teresa.”

Tro ikke kommunen hjælper

Vi har igennem de seneste ti år løbende holdt øje med landets socialforvaltninger, og da vi sidste år besluttede os for at undersøge området nærmere, var vi dybt chokerede over de forhold, som vi afdækkede. Vi så os derfor nødsaget til at etablere, hvad der bedst kan beskrives som et slags åndeligt felthospital, for vi når aldrig at komme ordentligt på plads, idet vi dagligt opsøges af desperate familier, hvis erfaringer med landets kommuner er så groteske, at vi indimellem knap tror vores egne ører.

Fortryder, de bad kommunen om hjælp

Der er tale om helt almindelige mennesker, hvis største fejl ofte har været, at de har troet, at kommunen var til for at hjælpe dem, og som fortæller os, at de ville ønske, at de aldrig havde bedt kommunen om hjælp, for nu er deres børn tvangsfjernet og der er blevet rejst de mest fantasifulde anklager imod dem.

Mange forældre erfarer desuden, at hvis de klager over børnenes skole eller daginstitution, så kvitteres der med en underretning/bekymringsskrivelse til kommunen, og det er tilsyneladende sådan, at langt de fleste sager starter.

Forældre må efterfølgende erklære sig skyldige i være generelt skadelige for deres børn, fordi det nu er kommet frem, at de f.eks. har været arbejdsløse i en periode, er blevet skilt, har undladt at lave varm mad en lørdag aften eller sågar søgt efter billigt børnetøj på Facebook, hvilket anses for at være et tegn på, at familien ikke kan forsørge deres børn. Intet er tilsyneladende for småt til at kommunen kan lave et problem ud af det.

En klassiker er også, at forældrene selv har haft en såkaldt dårlig barndom, hvorfor de nu skulle være ude af stand til at passe deres egne børn. Det er en teori, der er lige så fornuftsstridig, som den er historieløs, og det svarer til at tro, at fordi en person har været udsat for røveri, bliver vedkommende nu også selv røver.

Men vi sidder ikke længere i jordhuler, og det er næppe en udvikling, som vi kan takke landets sagsbehandlere for, om end det ikke vil overraske os, hvis de selv tror det. I virkeligheden er de dog en trussel mod samfundet, idet de med deres uvederhæftige og ofte dybt latterlige anklager undergraver borgernes tillid til offentlige instanser.

Ulykkelige børn ønsker at komme hjem igen

Der sidder i skrivende stund hundrede – hvis ikke tusindvis – af dybt ulykkelige børn placeret på bosteder eller i plejefamilier, og når vi taler med børnene, så fortæller de os om søde, sjove, kærlige og støttende forældre, og at deres største ønske er at komme hjem igen. De er heller ikke blot blevet fjernet fra deres familie; de er også blevet fjernet fra deres skole og deres venner. De får ofte forbud mod at kontakte deres forældre, omend vi også ser sager, hvor børnene må tale med deres forældre hele 10 minutter hver anden uge.

En del børn forsøger at begå selvmord – og nogle har desværre held med det – fordi deres sagsbehandlere fortæller dem, at de aldrig kommer hjem igen. Du skal, fortalte et 12 årigt barn os, at en sagsbehandler havde sagt, lære at leve uden din mor og far. De opkald, som børnene i desperation laver til deres forældre, er så hårrejsende, at man må sætte alvorlige spørgsmålstegn ved, hvorvidt de mennesker, der fjerner børn fra helt almindelige familier, overhovedet hører til i et civiliseret samfund.

Forældre-kompetence-undersøgelse

De her familier trækkes efterfølgende rundt i et bizart cirkus, der består af de mest besynderlige undersøgelser, hvoraf noget der kaldes en Forældrekompetenceundersøgelse synes svært udbredt. Den har dog ikke mere værdi end tante Annas holdning til naboens ægteskab ville have, for da der ikke findes en formel for hvad en såkaldt god forælder – eller for den sags skyld; god ægtefælle – egentligt er, kan det naturligvis heller ikke måles.

Man kan heller ikke påstå, at blot fordi man kender Fru Jensen fra Nørregade, så kender man automatisk også Fru Hansen fra Østergade og det samme gør sig gældende med børn; de er lige så forskellige som voksne, og skulle nogen påstå, at alle børn opfører og udvikler sig ens, hvorfor de dermed kan tolke forældreevner ud fra eventuelle afvigelser, er det en evne, som vi bestemt gerne vil afprøve i en blindtest.

Desværre synes landets sagsbehandlere at have en forkærlighed for at bebrejde forældre for børns indimellem spøjse adfærd. Der må være noget galt i hjemmet, når lille Anton pludselig er lidt trist i børnehaven eller Sofie er uopmærksom i skolen, og skulle forældrene f.eks. samtidig befinde sig midt i en skilsmisse/jobskifte/arbejdsløshed, etc. kobles det straks sammen med børnenes adfærd, selvom om lille Anton faktisk er trist, fordi hans bedste ven ikke længere vil lege med ham og Sofies problemer skyldes en ugengældt forelskelse.

Der mangler videnskabeligt belæg

Kommunerne befinder sig desuden i en vildfarelse, når de tror, at borgernes børn tilhører dem, og at de dermed også kan fjernes efter forgodtbefindende – eller måske rettere mavefornemmelser – for der er som sagt ikke videnskabelig belæg for hverken deres undersøgelser eller for den sags skyld deres egen uddannelse. Det er alt sammen et spørgsmål om tro og tolkninger, og hvis de virkelig var egnet til at varetage familiers tarv, hvorfor er mange børn og forældre så dybt ulykkelige og angste efter at kommunen har været på besøg?

De forældre, der kontakter os, kan sjældent fortælle deres historie uden at græde, og mange har, samme dag børnene er blevet fjernet, henvendt sig på en psykiatrisk skadestue, fordi de slet ikke kunne holde ud at være til længere. Det er mødre, der skriger efter deres børn og børn, der skriger efter deres mor.

Det er meget svært at fatte sympati for mennesker, der efterlader forældre og børn i så dyb sorg, som vi hver dag støder på, og hvis kommunen vitterligt var børnenes rigtige mor og far, måtte den siges at være en særdeles afskyelig og modbydelig forælder.

Det er den så heldigvis heller ikke, og det er præcis det, som vi hjælper familierne med at få landets kommuner til at forstå.

Næstved kommune tvangsadopterer …

Tvangsadopterer mod forældres og plejeforældres vilje

Det er en underlig historie, fordi motivet til at fjerne et barn fra dets plejeforældre for at tvangsadoptere det mod forældrenes og det hidtidige plejeforældre udtalte fælles vilje savner en begrundelse. Artiklen her bringes, fordi den
efter advokat Brøndtveds fremstilling mangler en saglig begrundelse.

Fornylig vandt en mor en principiel sag ved den Europæiske MenneskerettighedsDomstols højeste instans, fordi den var i strid med Den Europæiske MenneskerettighedsDomstols højeste instans på grund af usaglighed i afgørelsen. Man kan først rejse en sådan sag, når den er endeligt afgjort i det danske retssystem. Fremstillingen viser et billede, der lugter af finansiel magtfordrejning.
Mikael Hertig, cand. scient. pol.

Foto af Advokat Anders Brøndtved — Advokat Anders Brøndtved

af Anders Brøndtved

Advokat, Maribo

Næstved Kommune skider på loven!

Normalt fører jeg ikke sager på sociale medier, men ingen regel uden undtagelse, og her undtagelsen som bekræfter reglen.

Marts 2018 var jeg i Børn- og Ungeudvalget i en sag om tvangsadoption af en dengang næsten 2-årig dreng i Næstved Kommune.

Plejefamilien havde et godt samarbejde med biologisk familie og havde over for forvaltningen tilkendegivet, i december 2017, at blev det en adoption, så ville de gerne adoptere barnet. Næstved Kommune tilkendegav, at de overvejede på ingen måde adoption.

Derfor var overraskelsen stor for plejeforældrene, da de fik at vide, at barnet efter forvaltningens mening skulle bortadopteres og i Børn og Ungeudvalget i marts 18.

Plejeforældrene have ikke søgt om godkendelse som adoptanter, da de ikke regnede med det blev aktuelt.

Nær tilknytning til plejemor

Papirerne viste en meget tæt tilknytning til især plejemor, og forældrene tilkendegav, at de var indstillet på adoption, hvis det var til plejefamilien.

I Børn- og Ungeudvalget blev forvaltningen spurgt, hvorfor man ikke ventede til han kunne adopteres til plejefamilien når der var så stor tilknytning til plejemor. Forvaltningens eneste svar var “vi mener adoptionen skal være nu!”

Forvaltningens indstilling blev ikke fulgt af Børn og Ungeudvalget, netop under henvisning til den stærke tilknytning til plejemor!

Forvaltningen blev sendt hjem med en røvfuld og mega røde ører.

Forvaltningen gør livet surt for plejefamilien

Hvad gør en forvaltning som har fået røvfuld? Jamen man gør da livet surt for plejefamilien. Giver lavt vederlag, svarende til, at plejemor kunne have et halvtidsjob, regulerer at barnet SKAL være i institution hver dag, trods reaktioner og behov for ro og struktur, at plejemor SKULLE stå stand-by for at hente i institution – så hun ikke kunne have job; gav plejemor meget lidt aflastning trods behov for mere aflastning og tilkendegav efter plejeforældrenes skilsmisse, at plejefar ikke måtte aflaste mere end én dag hver 14. dag; gav plejemor afslag på at kunne tage studie ved siden af jobbet som plejemor (for at hun kunne hjælpe barnet); – kort sagt gjorde livet et mareridt for plejemor. Alt dette får forældrene ikke at vide!

I september 2019 bliver forældrene indkaldt til møde, hvor jeg vælger at deltage. Her orienterer forvaltningen om, at de ikke har kunnet nå en løsning med plejemor om ansættelsesforholdet, så barnet skal flyttes. Da jeg fortæller historien om tilknytningen og adoptionssagen er sagsbehandler ligeglad med historikken, for hun forholder sig kun til det aktuelle.

Træt af den måde, kommunerne forvalt

Jeg belærer så sagsbehandler om juraen og fortæller, at uoverensstemmelser ikke er at betragte som en opsigelse af plejeforholdet og at de kun kan flytte barnet, hvis forældrene har givet samtykke eller hvis sagen har været i Børn og Ungeudvalget. Dette blev sagt med hævet stemme, da jeg er træt af den måde kommunerne forvalter loven på. Hertil udbrød sagsbehandler at jeg ikke skulle råbe. Mit svar var, at hvis hun var særlig sensitiv kunne vi tage det på skrift, men det ændrede ikke på juraen. (Skræmmende hvordan en sagsbehandler når man belærer dem om loven går i forsvar og påstår man råber, noget jeg ofte ser i papirer)

Forvaltningen mente, at plejemor har sagt op, da hun ikke har accepteret forvaltningens vilkår. Jeg har bedt om aktindsigt heri, men det kan jeg ikke få, da det er en intern personalesag.

Jeg har dog fået at vide, at en kilde i Næstved Kommune, at der ligger en mail fra plejemor, hvor hun meddeler, at hun ikke har opsagt plejeforholdet!

Må ikke tage advokat til møde i forvaltningen

Dagen efter indkaldte sagsbehandler til et nyt møde med forældrene om samme emne, men de fik besked på, at de ikke skulle tage mig med. Derfor måtte jeg ringe til forvaltningen og meddele, at der ikke blev meddelt samtykke og der ikke blev afholdt møder uden min deltagelse!

Siden har vi ikke hørt fra Næstved Kommune. Man påtænker at flytte barnet 1/10 trods sagen ikke har været i børn og ungeudvalget, trods forældrene ikke har samtykket til ændring af anbringelsessted, trods barnet er 2 år bagud i udvikling grundet kommunen ikke giver lov til at skabe ro og struktur om barnet, trods den stærke tilknytning til plejemor.

Nu bliver barnet flyttet og så kan kommunen gennemføre den adoption som de tabte sidste år! LORTESYSTEM, som udnyttes af kommunerne!

There’s something rotten in the state if Denmark -for at citere William Shakespeare.

Håber I vil dele denne historie, for at gøre opmærksom på, hvordan kommunerne chikanerer og ignorerer familier, plejefamilier og børnenes ve og vel, for at få deres vilje igennem. Kun tabere, bortset fra kommunen!

Historie og billede deles med forældremyndighedsindehavers accept!

Asii om Tasiilaq og DR’s udsendelse

Borgmester for Tasiilaq og Nuuk tager bladet fra munden

“En stor del af befolkningen har simpelthen ikke fundet deres ben i det moderne Grønland, og har også mistet forbindelsen til det oprindelige. Det ER en stor tragedie for den enkelte – og for os som samfund.”

Asii Chemnitz Narup, borgmester Sermersooq Kommune,
Nuuk, Paamiut og TasIilaq ligger i den kommune Hun er valgt af IA

Jeg genkender ikke kritikken

På baggrund af den aktuelle debat om de sociale problemer i Tasiilaq og kommunens manglende indsats, herunder de mange grove udfald mod min måde at fuldføre mit hverv på, har jeg besluttet at komme med et input. Mit input er undtagelsesvis, idet jeg er på ferie udenbys.

Jeg må indrømme, at jeg -for een gangs skyld – ikke accepterer ej heller genkender alle de kritikpunkter, der hagler ned over mig.
Undskyld, men jeg har som borgmester været med til at sikre mange, mange indsatser for børn og unge i Tasiilaq, herunder sårbare børn og unge, siden vi blev storkommune og i høj grad de sidste 6-8 år.Disse kan dokumenteres, listen er lang.

Interview med mig kortet ned til ét minut

Jeg ønsker også at orientere om, at jeg den 4.marts i København i år blev interviewet til DR’s Søndagsavisen om forhold for børn i Tasiilaq. Interviewet skulle være en optakt til dokumentarfilmen ‘Byen hvor børn forsvinder’.
Denne var planlagt til at blive vist på DR den 11.marts.

Interviewet med mig varede lidt over 20 minutter.

DR valgte så efter optagelsen af mig at udsætte dokumentaren og viste udsendelsen i går. At indslaget blot varede under et minut var DR’s valg.

Jeg ønsker at komme med følgende input

DR2 bragte i går den rystende dokumentarudsendelse Byen hvor børn forsvinder – om de mange tragiske og ulykkelige børneskæbner der bor og lever i Tasiilaq. Der er slet ingen tvivl om, at dokumentaren viser en dybt tragisk og desværre eet aspekt af en reel del af virkeligheden for mange børn og unge i Tasiilaq.

Kort fortalt er det historier om dybt traumatiserede børn og unge, der vokser op med seksuelle overgreb, voldsomme omsorgssvigt, alkohol-og hashmisbrug, nedarvede dybe sociale problemer i generationer, tårnhøje tal for selvmord og selvmordsforsøg. Vi kender det kun alt for godt. Problemerne har eksisteret længe.

Men som det må være i en blot en times dokumentarudsendelse, så er der naturligvis også en række forhold og vilkår, der IKKE kommer frem og som IKKE berøres. Så når jeg skriver nu, så er det ingenlunde for at negligere de tragiske og meget, meget barske vilkår som alt for mange børn og unge vokser op under i Tasiilaq – men blot et forsøg på at sætte tragedien i perspektiv og kontekst.

Kollektivt mismod blandt oprindelige folk i alle verdensdele

“….alle har været kolonialiseret og historisk er de blevet taget ud af én kulturel ramme og mere eller mindre brutalt sat ind i byer”

Først og fremmest er det vigtigt at få frem, at det vi oplever i Tasiilaq ulykkeligvis også findes i mange andre grønlandske byer. Det genfindes desværre i rigtigt mange samfund i Arktis blandt oprindelige folk, og også blandt oprindelige folk i helt andre verdensdele.

Fælles for disse traumatiserede børn og unge er omgivelser præget af lav beskæftigelsesgrad, psykiske problemer, tårnhøje tal for selvmord og -sforsøg etc., etc. Og at de – trods enorme kulturelle forskelle i øvrigt – alle har været kolonialiseret og historisk er blevet taget ud af een kulturel ramme og mere eller mindre brutalt sat ind i en anden og fremmed kulturel ramme.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at en del af årsagen til tragedien skal findes her: der er blandt mange, mange mennesker i de oprindelige folk en næsten kollektiv mismod, et kollektivt traume og en ødelæggende fremmedgjorthed og rodløshed mellem kulturer, der gør livet tungt og vanskeligt. Disse forhold gælder desværre også for rigtigt mange i Tasiilaq – ja, men også flere steder på vestkysten, og genfindes altså blandt inuit i Canada og Alaska, i indianerreservater i hele Nordamerika, blandt den oprindelige befolkning i Australien osv..

Vi tager problemerne ekstremt alvorligt

I Kommuneqarfik Sermersooq, verdens største kommune i areal, har vi de seneste 6 år fordoblet det kommunale budget til indsatsen for sårbare børn og deres familier. I dag bruger vi cirka 17 % af vores samlede budget på denne gruppe. Den samlede kommunalbestyrelse tager forholdene ekstremt alvorligt.
Kommunalbestyrelsen er pinligt bevidst om problemernes omfang og vigtigheden af hjælp, derfor øges bevillingerne til området år efter år.

“For bare 50 år siden var byen fyldt med stolte fangere, som forsørgede sig selv og deres familier på traditionel vis.”

Dette til trods, er det ikke lykkedes os afgørende at bryde mønstret til den sociale arv, og det er dybt tragisk at nye generationer også skal traumatiseres og slås med alle de skadelige følgevirkninger af f.x. seksuelle overgreb, selvmord mv..

Tasiilaq er et lokalsamfund, hvor arbejdsløsheden er høj, og hvor Selvstyret (tilbage i 2008) har måttet lave begrænsninger på salg af stærk spiritus på grund af de store alkoholproblemer og alle dens følgevirkninger. Med andre ord et lokalsamfund med massive sociale problemer. For bare 50 år siden var byen fyldt med stolte fangere, som forsørgede sig selv og deres familier på traditionel vis. De levede også et barsk liv, med mange risici og hyppig, tidlig død for mange, fordi livet på isen, på fjeldet og på havet byder på mange farer. Naturen er smuk, storladen – og voldsom. Døden har altid været tæt på i Grønland – men i dag har den oftest andre grunde. Og de grunde er de klassiske risikofaktorer. En stor del af befolkningen har simpelthen ikke fundet deres ben i det moderne Grønland, og har også mistet forbindelsen til det oprindelige. Det ER en stor tragedie for den enkelte – og for os som samfund.

For det betyder, at problemerne får liv at gå i arv. Det er de mønstre, der skal brydes. Penge kan ikke gøre det alene. En kæmpe udfordring vi står med er, at vi har svært ved at rekruttere kvalificeret arbejdskraft – også til Tasiilaq. Problemet er komplekst:

De mange passionerede og idealistiske mennesker, der søger til Tasiilaq, heraf rigtigt mange med ønsket om at hjælpe med de sociale problemer, kommer derfor ofte med nogle forventninger, som ikke bliver indfriet. Der er ofte en romantisk forestilling om Tasiilaq og mange af vore bosteder, som baserer sig på drømmen om den store natur og en særlig autencitet hos befolkningen. Men nok er naturen stor – den skuffer sjældent – men det kan være barskt at leve i mørketiden. Så for mange bliver mødet med isolationen i de små samfund, dybden af de sociale problemer, de svære arbejdsbetingelser med f.x mangel på faglig sparring og tilpas mange kolleger, kultur – og sprogbarrierer; alle sammen forstærkende faktorer for rekrutteringsproblemer.

Medarbejderne kommer og forsvinder igen

“Hver gang folk begynder at fungere fuldt ud – så er de på vej væk igen. Og så kan vi starte forfra.”

Med dyb respekt for de mange mennesker, der gennem årene har lagt en stor indsats i Tasiilaq og resten af vort land, så oplever vi også bagsiden ved det, nemlig at der er en gennemstrømning og en diskontinuitet i arbejdet.

Hver gang folk begynder at fungere fuldt ud – så er de på vej væk igen. Og så kan vi starte forfra. Så det er dobbelt: der er tale om en kærkommen hjælp. Men diskontinuiteten giver bare også nogle problemer, og der er børn og unge, som føler sig svigtet og forladt, når et menneske de har opbygget tillid til “bare” rejser væk igen.

Vi lever i en geografisk og socialøkonomisk sammenhæng, hvor nogle løsninger, som virker indlysende i Danmark, bare ikke kan lade sig gøre hos os. Hvor man i Danmark måske kan flytte kommunens sagsbehandlere til et andet geografisk område af kommunen, som har brug for en særlig indsats, har vi svært ved at flytte medarbejdere til Østkysten, som kun kan nås med fly og helikopter to gange om ugen i vintermånederne.

Danske løsninger kan ikke kopieres til Grønland

Det er altså en negativ spiral, vi har med at gøre. Og listen er lang, men lad mig blot opsummere nogle få men centrale faktorer: forandringer i de socioøkonomiske og miljømæssige forhold er accelererende, hvilket presser bæredygtig udvikling og trivsel yderligere i de arktiske lokalsamfund. Der opleves en øget migration fra de lokale samfund til de større byer, altså urbanisering. Typiske betyder det et såkaldt “brain drain”, hvilket igen har betydning for lokalsamfundenes evne til at udvikle sig i en positiv retning. Ofte er det de unge, der uddanner sig, og som ikke kommer tilbage efter endt uddannelse. Eller som beskrevet herover – udfordringer med at tiltrække kvalificerede kompetencer til lokalsamfundet. De resterende unge er derimod desillusionerede, uden håb og fremtidstro, hvilket øger mismod, misbrug, selvmord osv..

Der er brug for en kulturændring. I Grønland har vi i vidt omfang -på godt og ondt – copy pastet den danske/nordiske velfærdsmodel. Det vil sige overtaget systemiske og bureaukratiske strukturer og rammer. Det fungerer simpelt hen ikke. Livsvilkår, geografi, infrastruktur, økonomisk kraft, kulturel baggrund osv. er så markant anderledes.
Vi er nødt til at bryde op med de nugældende systemer, udvikle nye samarbejdsformer mellem borgere og kommune, og understøtte at civilsamfund og familier selv kan bryde de negative mønstre. Vi skal opbygge en ny fortælling og styrke fællesskabsfølelsen. Intet offentligt system kan gøre det alene.

Børn skal naturligvis ikke svigtes, ikke udnyttes eller misbruges. De mange komplekse problemstillinger, modsatrettede behov og vilkår, betyder desværre, at den kommunale service og hjælp til fx misbrugte eller omsorgssvigtede børn ikke er som den skal være. Det skal jeg være den første til at erkende.

Grønland er tynget til klippegrunden af fortvivlelse og mismod

“Men det er ikke kommunen, der begår overgreb. De foregår i hjemmene. Vi må og skal have familierne på fode igen, vi må have værdighed, selvrespekt, selvforsørgelse, forældreansvar i centrum igen.”

Sandheden er, at vores land er tynget til klippegrunden af de mange seksuelle overgreb, selvmord og selvmordsforsøg, mistrivsel og fortvivlelse. Sagsbunkerne vokser, kolleger går ned med stress eller stopper, de ressourcestærke kræfter flytter væk osv., og det betyder alt sammen, at vi igen og igen oplever ikke at få handlet rettidigt, eller også bliver sager ikke fulgt op. Det er dybt ulykkeligt, og for barnet eller den unge, opleves det naturligvis som svigt oven på svigt.

Jeg forstår derfor også, hvorfor mange bebrejder kommunen, og har den holdning, at der ikke gøres nok, og at der ikke gøres nok rettidigt. I et system som vores, hvor offentlige myndigheder fylder så meget, er der selvfølgelig en forventning om, at det er de offentlige myndigheder der skrider ind og løser problemerne.

Men det er ikke kommunen, der begår overgreb. De foregår i hjemmene. Vi må og skal have familierne på fode igen, vi må have værdighed, selvrespekt, selvforsørgelse, forældreansvar i centrum igen.

Overordnet set handler det i høj grad om at få brudt en negativ spiral. Det er nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt, at få stoppet misbrug af alkohol, stoffer og omsorgssvigt af børn.

Jeg giver ikke op

Vi har brug for at få skabt en kultur og en selvforståelse af at kunne lykkes, være i vækst, kunne klare livet.
Vi arbejder benhårdt med at sætte rammerne for en langtidsholdbar udvikling i Tasiilaq, med gode børneliv og nye livsmuligheder, lokale ungdomsuddannelsestiltag, udvikling af ungdommens kultur og identitet, så de kan vokse op som
glade voksne og blive trygge forældre for deres børn – og her er brug for alle gode kræfter. Vi har langt igen. Men jeg giver IKKE op!

Sådan håndterer Jobcentret en traumatiseret borger.

Af Sussi Ryan

Sussi Ryan er førtidspensionist

SÅDAN PASSIVISERER MAN EN BORGER MED SENSKADER EFTER SEXUELLE OVERGREB I BARNDOMMEN

. -OG BAGEFTER BESKYLDER DEM FOR AT VÆRE ANSVARLIGE FOR SAMME

MØDET MED JOBKONSULENTEN

Et møde med en jobkonsulent — det første møde efter de første 4 min med hilsen og præsentation – siger jobkonsulenten:

“-jeg kan se i din sag at der står du har været udsat for misbrug i barndommen – eller rettere sagt at du påstår du har været udsat for det — hmmm der står du har været i terapi forløb i 3 år -hmmm det har været dyrt for kommunen -det er de utroligste ting folk finder på -nå men vi skal have dig igang med noget indtil du kan starte dit revaliderings forløb som guderne må vide hvorfor du er blevet bevilliget det nå men vi skal have dig igang med noget indtil skole opstart -så jeg kan vudere om vi her i kommunen også er enige i revalideringen (pisse ulovligt) den var bevilliget ) nå men nu skal du gå hjem og tænke over hvad du vil –nå men det står jo i min plan at jeg gerne vil uddanne mig til lærer -jaja men hør nu her promfrit nu er det mig der er din jobkonsulent /sagsbehandler og jeg tænker at der skal nye øjne på det og det har vi jo de næste 4 måneder til inden opstart på uddannelse ik så tag det nu roligt gå du hjem og tænk over hvad du vil”

Døren var låst

Under hele samtalen har jobkonsulenten kørt frem og tilbage i sin stol – nu tager han sin hånd ned i skridtet på sig selv og kører stolen længere frem og sætter den anden hånd på mit knæ kigger mig intenst i øjene og siger ved du hvad -hvis du er sød ved mig er jeg også sød ved dig — jeg tager min jakke og styrter hen til døren -for at opdage den var låst !

Jobkonsulenten påstår det var en fejl og skynder sig at låse op — jeg var heldig at jeg havde fået terapeutisk hjælp og var i stand til at sætte grænser og at reagere med at rejse mig og gå – mange ville have reageret med lammelser- uden evne til at sige fra -og hvad kunne det så have udviklet sig til !

Revalideringen frataget

Efterfølgende fratages jeg min revalidering og smides på kontanthjælp -ved aktindsigt kan jeg læse at jobkonsulenten har skrevet at borger er utrolig aggressiv. Samme jobkonsulent er senere blevet leder i en af landets kommuner !

For år tilbage var der oprettet et særligt team -kommunens sagsbehandlere kunne ringe til og bede om supervission og hjælp til at have med netop mennesker med senskader efter sexuelle overgreb i barndommen at gøre – men det blev nedlagt for år tilbage for kommunerne /sagsbehandlere brugte det ikke !!!

For lav uddannelse til et betroet job

Det er i sig selv vanvid at enhver sagsbehandler /jobkonsulent uden mere uddannelse end 5 uger kan få adgang til jounaler og følsomme oplysninger som de i den grad ikke er klædt på til at håndtere og ja også i den grad kan misbruge.

“I Danmark passer vi godt på hinanden”

Det er endnu en myte når det kommer til mennesker med senskader efter overgreb i barndommen

Meget magt og usigelig lidt indsigt

Det er ligegyldigt hvor hårdt et menneske arbejder på at bearbejde tidlige traumer og hvor dygtige man er i sundhedsvæsnet -når jobcenter medarbejdere har så meget magt også usigelig lidt indsigt og på kort tid kan bryde alt der er bygget op ned og eller ødelægge alle forsøg på at gå hele distancen ud på den anden side

Forvaltning vil beskytte medarbejdere mod PTSD-ramt med bevæbnede politibetjente

Nedenstående indlæg blev ikke optaget i Berlingske – kommentar efter indlægget

Foto af Mikael Hertig (c) 2016 — Redaktør Mikael Hertig

Borgerens sikkerhed ved møder i Jobcentret

Mikael Hertig er cand. scient. pol. og fungerer som partsrepræsentant. Han forsker i mødet mellem menneske og myndighed,

Et eller andet sted i landet i sidste uge: Et møde i et jobcenter med rehabiliteringsteam. Manden, PTSD-ramt følte sig presset; han kunne ikke stå for det. Han kammede over: eksploderede, råbte og skreg i ophidselse, brugte skældsord af den værste slags, kylede en plastikkop afsted i lokalet. Og så skred han, idet han lod døren knalde i med et brag.

Han og hans bisidder fik bagefter besked fra Jobcentret om, at mødet skulle genoptages, men næste gang skulle personalet beskyttes med to granvoksne bevæbnede betjente.

Personalet skulle beskyttes mod en ptsd-ramt borger, selv om diagnosen og tilstanden var kendt i forvejen. Men hvem beskytter borgeren mod personalet?

Trusler mod jobcentrenes ansatte sker oftere, og det har bevæget det kriminalitetsfikserede folketing til skærpelser i straffeloven. Konsekvensen er, at udadreagerende sindslidende personer, indkaldt til møde i jobcentrene nu risikerer at blive idømt fængselsstraffe. De første fængselsdomme er allerede faldet.

Som partsrepræsentant undrer jeg mig over folketingets ensidige reaktion. Som arbejdsgiver for de ansatte i Jobcentret har kommunen selvfølgeligt det normale arbejdsmiljøansvar. Men hvad med Jobcentrets klienter. Hvilken beskyttelse har de?

Kommunen er også en slags arbejdsgiver overfor kontanthjælpsmodtagerne. Det er med udgangspunkt i denne sidestilling, at jobcentret modtager sygemeldinger, indhenter lægeattester osv. Og det er med samme logik, kommunen har hjemler til at trække borgerne i deres ydelser ( = løn ), når de ikke melder sig syge, men udebliver osv. Arbejdsmiljøloven gælder for enhver arbejdsgiver. Jobcentrets instruktionsbeføjelse som arbejdsgiver kan næppe betvivles.

Det har alligevel instinktivt været antaget, at Arbejdsmiljøloven ikke gælder for kontanthjælpsmodtagere. Men sidestillingen med borgeren, der skal have nyt pas til ham, der er på kontanthjælp holder ikke. Instruktionsbeføjelsen udgør forskellen.

Jeg har måske ikke ledt længe nok efter den hjemmel, der undtager Kommunen fra sin rolle som arbejdsgiver i arbejdsmiljøretlig forstand overfor kontanthjælpsmodtagerne. I hvert fald har jeg endnu ikke fundet den.

Jeg går i det følgende ud fra, at Arbejdsmiljøloven både gælder personalet og borgere i økonomisk afhængighed af kontanthjælp eller lignende ydelser. Hvordan ser verden så ud?

Jobcentret har en pligt til efter Bekendtgørelsen om Arbejdets Udførelse til at indrette arbejdspladsen sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Efter § 8, stk. 2 skal “særligt følsomme risikogrupper beskyttes mod farer, som for dem er særligt alvorlige”. PTSD-ramte og andre sindslidende udgør sådan en risikogruppe, og derfor bør der iagttages sikkerhedsmæssige foranstaltninger, der beskytter dem mod tilspidsede situationer. Det drejer sig både om mødestedets indretning og uddannelse af personalet til at udføre arbejdet forsvarligt, så de tilspidsede situationer undgås.

Efter § 9a skal “det ved arbejdets udførelse sikres, at udførelsen af arbejdet ikke medfører risiko for fysisk eller psykisk helbredsforringelse som følge af krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane”.

§ 12: “Særligt gælder for visse ansatte, at hvis den legemlige eller åndelige tilstand kan betyde øget fare for vedkommende selv eller hans omgivelser, så må den ansatte ikke beskæftiges ved sådanne arbejder”. Personalet burde være uddannet til at afholde møder med PTSD- ramte borgere, uden at der opstår tilspidsede situationer. Ellers kan opgaven slet ikke udføres, og det er de jo efter anden lovgivningpligt til.

Nu er der jo lovhjemmel til, at vedkommende (eller måske kun partsrepræsentanten) skal mødes med Jobcentrets personale, når vedkommende bliver indkaldt til det.
Der er ingen, der siger, at møderne skal finde sted i Jobcentret. Det kan faktisk være i skoven, på en café eller på biblioteket. Den fysiske indretning skal leve op til særlige krav. Helst, at der er en flugtvej. Hvor har man set et Jobcenter indrettet med udstrakt hensyntagen til kontanthjælpsmodtagernes ve og vel – herunder til de mest skrøbelige personer?

Personalet skal kunne respektere borgerens psykiske lidelse og gøre det yderste for ikke at give anledning til, at hun eller han kommer hjem med en væsentligt forværret helbredstilstand.

Risikoen er skader på begge sider af bordet. Det giver ingen mening at sætte PTSD-ramte på anklagebænken. Det giver heller ingen mening at lade PTSD-ramte omgives af bevæbnede politibetjente under møder for at beskytte personalet. Det er så skadeligt for vedkommendes sikkerhed og sundhed, som det kan blive. Og så langt ude er vi.

Jeg mener, Arbejdsmiljøloven i ret vid udstrækning må gælde for kontanthjælpsmodtagere. I modsat fald er navnlig de traumatiserede, de angste og deprimerede mennesker overladt til myndighedernes skånselsløse hensynsløshed, og unødvendige konfrontationer med deres konsekvenser opstår lettere. Til syvende og sidst er det også kontanthjælpsmodtagernes værdighed som medmennesker, der er på spil.

Kommentar: Berlingskes diskrete charme

Debatredaktionen på Berlingske har ikke fundet plads til denne kommentar / debatindlæg. Jeg har lige så lidt krav på at få indlæg optaget i Berlingske Tidende som Joachim B Olsen eller Laura Lindahl. Man kan heller ikke fortænke Berlingske at frasortere debatindlæg ud fra rent højreorienterede politiske synspunkter, som jo er og bliver avisens idégrundlag.

Ytringsfrihed indebærer ikke, at nogen har ret til at få optaget indlæg i en avis. Berlingske optager aldrig indlæg skrevet af mig. Man kan mene, mit sprog ligesom ikke passer til den gamle tante.

Ikke desto mindre er det her indlæg særligt, synes jeg. Fordi det rejser et spørgsmål, der er relevant for landets kontanthjælpsmodtagere. Mange af dem er syge. Nogle er sindslidende. Jeg spørger til den juridiske tilstand: Kommunen har en instruktionsbeføjelse overfor de jobcenterramte. Gælder Arbejdsmiljøloven så?

En sur, gammel tante har ikke plads. Ikke overhovedet. Jeg tænker på to ting. Først en plakat: “Er De også træt af den stadige venstredrejning”?

Og en pulterkammerannonce:

“Gammel plyssofa sælges af gammel dame med frynser mellem benene”. En gammel tante med frynser mellem benene. Fryns…..

Samarbejdsanbringelse

“Samarbejdsanbringelse”

I denne artikel foreslår advokat Hanne Ziebe, at forældre, der mister forældremyndigheden til deres barn / børn, fortsætter med at have forbindelsen helt intakt og kan deltage i samrbejdet om barnet. For mig var det personligt et wake-up call at læse dette. Mit virkelighedsbillede passede ikke, for jeg bildte mig ind, at dette behov i langt videre udstrækning var dækket ind i forvejen.
Mikael Hertig.

af Hanne Ziebe, advokat

Jeg har en drøm om, at området for anbringelse af børn udvides, så det udover at rumme tvangs anbringelser og frivillige anbringelser også ville kunne omfatte, hvad man kunne kalde ”samarbejdsanbringelser”.

Som advokat for familier med anbragte børn oplever jeg ofte, at en anbringelse af et barn uden for hjemmet også ofte indebærer en ”anbringelse” af forældremyndigheden, forældre-mening og forældre-følelser. Jeg oplever, at forældrenes autoritet fjernes, og at forældrene til tider fremstilles som uansvarlige eller ligefrem onde personer, som deres børn skal skærmes mest muligt fra.

Jeg har en drøm om, at systemet fokuserer mere på, hvad man kunne kalde ”rest-forældrekompetence” i stedet for den ”manglende forældrekompetence”. Hvis mor mangler for eksempel 50 procent af forældrekompetencen, så skulle de resterende 50 procent udnyttes og udvikles. Hvis for eksempel en mor ikke kan finde ud af at stå op om morgenen og sende børnene i skole med en ordentlig madpakke, kunne indsatsen bestå i at hjælpe mor med at få børnene sendt af sted om morgenen.

Jeg har en drøm om, at anbringelser i højere grad blev forældreskab med forældrene i stedet for at være mod forældrene. Det vil sige, at forældrene bevarer deres medindflydelse til deres børn, således at deres forældremyndighed ikke blot er et teoretisk begreb men familiens juridisk ret. Forældrene skulle således medinddrages i alle større beslutninger i børnenes liv. Hvis forældrene blev kaldt til planlægningsmøder, hvor børnenes fremtid blev diskuteret, i stedet for informations møder, hvor forældrene blev orienteret om, hvilke beslutninger der var truffet i forhold til børnene, ville dette kunne bidrage til, at forældrene ville se mere positivt på kommunens indsats og eventuelt indgå i et samarbejde med kommunen – forældrene ville føle, at de blev støttet i stedet for at blive overvåget. Jeg har oplevet flere sager, hvor forældrene overvåges i deres samvær, men aldrig får at vide, hvad overvågeren finder problematisk i samværet før det tidspunkt, hvor samværsbeskrivelserne fremlægges for et Børn-, og Ungemøde. Samværsbeskrivelsen bruges således til at bebrejde forældrene og ikke til at støtte dem i at udvikle deres forældrekompetencer. Der er behov for, at forældrene har mest muligt samvær. Anbringelsesstederne kunne for eksempel stille overnatningsmuligheder til rådighed for forældrene, således familien kunne være mest muligt sammen i trygge rammer. Det kunne også overvejes at afvikle den nuværende enten-eller-tilgang i tvangsanbringelsessager og i stedet indføre anbringelse på deltid, hvor dette er relevant.

Tidligere valgte man at separere anbragte børn mest muligt fra deres forældre, og de blev for eksempel sendt på børnehjem langt fra hjemmet. Da man fandt ud af, hvor meget skade dette påførte børnene, ophørte dette. I de følgende årtier forsøgte man i stedet at fastholde og udvide relationerne i familien. Dette fandtes så fundamentalt, at det blev indfortolket i den Europæiske menneskerettighedskonvention. Familiens enhed skulle anses for en menneskeret, og der skulle meget gode grunde til, for at fjerne et barn fra dettes familie. Praksis har nu fastslået, at en anbringelse af et barn uden for hjemmet skal være en midlertidig foranstaltning, som staten skal arbejde på skal bringes til ophør. Mange kommuner har nu valgt igen at gå tilbage til tidligere tiders praksis med mest muligt adskillelse mellem barnet og dets familie . Flere familier oplever, at der ikke iværksættes tiltag overhovedet for at forsøge at genforene familien.

Jeg har en drøm om, at børn der anbringes uden for hjemmet fra fødslen, får ret til at blive ammet, også selvom dette måtte være upraktisk for det offentlige. Det er i dag almindeligt anerkendt, at amning er sundt for børn. Kommunen bør ikke kun arbejde på at øge tilknytningen den aktuelle plejefamilie. Den bør i mindst lige så høj grad arbejde på at bevare og øge tilknytningen mellem barnet og den biologiske familie, således at for eksempel kurser mv., som tilbydes plejeforældrene, også tilbydes de biologiske forældre. De biologiske forældre bør også inddrages i valget af det anbragte barns opholdssted, skole mv.

Jeg har en drøm om, at den Europæiske menneskerettighedskonvention skal anses som en minimumsstandart og ikke kun bruges til at flage med ved festlige lejligheder.

Berlingskes karaktermord på Kim Madsen

Dette indlæg blev nægtet optagelse i Berlingske Tidende. Det var tænkt som genmæle til en række stærkt kritisable personangreb på Kim Madsen, “Jobcentrets Ofre”. Jeg har haft dette før med Berlingske Tidende, hvor genmæle er et fremmedord.

Af Mikael Hertig, gadejurist, cand. scient. pol.

Links:
https://www.berlingske.dk/danmark/kim-madsen-vil-kun-arbejde-i-et-fleksjob-for-saa-stiger-hans-offentlige

https://www.berlingske.dk/kommentatorer/ugens-shitstorm-spoerg-aldrig-kim-madsen-hvorfor-han-ikke-arbejder

https://www.berlingske.dk/danmark/kim-madsen-mestrer-kunsten-at-mobilisere-14.000-i-en-modstandsbevaegelse

https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE8637981/en-stressepidemi-i-danmark-som-ingen-gider-tage-sig-af

Hvor syg er Katrine Rosenbæk?

Journalist Katrine Rosenbæk har indtil videre fået bragt to stort opsatte artikler i Berlingske, hvor hun angriber FaceBook-gruppen “Jobcentrets Ofre” i almindelighed og dens primus motor Kim Madsen i særdeleshed. Den hadske tone tyder på, at hun selv synes, hun er kommet over sin stress-sygdom. Det kan jeg ikke afgøre. Jeg er hverken psykolog, psykiater eller læge. For omkring to år siden gik hun selv ned med stress. Stress er en sygdom, der skal anerkendes, mente hun, for den gør folk uarbejdsdygtige, og samfundet taber uhyre summer på, at stress ikke tages alvorligt. Hun blev ikke selv taget alvorligt dengang, og hun måtte låne til at betale psykologen. Hun blev dog ikke pisket rundt i manegen i Jobcentrets musehjul.

Rosenbæks artikler bærer præg af hævntørst, uvidenhed og lyst til at diagnosticere andre. Holdningsbåret journalistik som Rosenbæks er stilmæssigt en fornyelse, men den duer ikke i hendes tilfælde, fordi sammenhængen mellem holdning og viden knækker; hun ved ikke,hvad hun skriver om. Katrine Rosenbæk angriber Kim Madsen for at simulere en lavere erhvervsevne, end han på baggrund af medicinske erklæringer er vurderet til at have. Det er både ubegavet og kynisk. Hun kan ikke stille diagnoser om erhvervsevne. Men hun gør det til en folkesag at diskutere, hvor syg et andet menneske med medicinske erklæringer nu er. Ligesom hun selv anså stress som en overset sygdom, andre ikke skulle diagnosticere på skrømt, burde hun selvfølgelig holde sig for god til at tage stilling til andres medicinske tilstand. Rosenbæk kender intet til Kim Madsens gigt og smerter. Kim Madsens erhvervsevne er ikke af ham selv sat til noget antal timer. Det er den vurdering, fagpersoner har lagt i forbindelse med hans ressourceforløb. Katrine Rosenbæk har lige så meget forstand på Kim Madsens erhvervsevne som på hvalers evne til at cykle på tandem. Det er det første og efter min mening helt utilladelige udtryk for mangel på selvkritisk sans.

Er det grisk at ville bede om flexjob?

Rosenbæk angriber Kim Madsen for hellere at ville have 18-19.000 kroner om måneden (flex+arbejdsløn) end 12.000 i kontanthjælp. Derfor, mener hun, skulle der være tale om ren griskhed. At leve i et gigthelvede for 11.-12.000 før skat er simpelthen under fattigdomsgrænsen. Jeg bilder mig ind, at Rosenbæk kender lige så lidt til fattigdom som til smerter. Det er naturligt, hvis Kim Madsen efter seks år vil over på en anden ydelse end konstanthjælp. Det handler om at komme ud af fattigdom, ikke om griskhed.

Juraen om kontanthjælp og andre ydelser

Så kommer vi til den næste uvidenhed. Hun kender næppe noget videre til beskæftigelses- og sociallovgivning. Kontanthjælp er ment som en kortvarig ydelse. Den skal kun gives som overlevelseshjælp, indtil den pågældendes situation er afklaret. Her taler vi om den principielle afklaring. Valget står i Kims tilfælde mellem fleksjob eller førtidspension. Langvarig kontanthjælp findes ikke efter loven. De langstrakte kontanthjælpsforløb er undergravende for sammenhængskraften i samfundet. Kim foretrækker fleksjob, fordi han gerne vil arbejde. Efter den centrale bestemmelse i den sociale pensionslov skal der tildeles fleksjob eller førtidspension, hvis det er åbenbart, hvis hans erhvervsevne er således v nedsat, at han ikke har varig udsigt til at blive selvforsørgende. Det er ulovligt at blive ved med at holde folk kørende på kontanthjælp, hvis den betingelse er opfyldt. Der er tale om en art finansiel magtfordrejning, hver gang det sker. Hvis der skal mirakeltro til at udfylde håbet om en bastant forbedring af erhvervsevnen, skal afgørelsen træffes med det samme. Tanken med fleksjobsreformen i sin oprindelige udformning var da også, at hvis nogen starter med et lavt arbejdstimetal om måneden vil det kunne forhøjes, hvis der sker forbedringer.

Når der er omkring 14.000 medlemmer i facebookgruppen, så skyldes det, at vi er nogle, der mener, at den fornedrende og mistænkeliggørende forvaltning af nogle af samfundets mest udsatte mennesker er kontraproduktiv, umenneskelig og burde høre op. Vi har at gøre med medmennesker, som skal mødes med samme respekt og værdighed som andre mennesker, og som Katrine Rosenbæk for sit eget vedkommende indtil videre åbenbart tager som en gudgiven selvfølge.

Ærbødigst

februar 2020
M	Ti	O	To	F	L	S
« jan
					1	2
3	4	5	6	7	8	9
10	11	12	13	14	15	16
17	18	19	20	21	22	23
24	25	26	27	28	29