Foto af en gestikulerende Claus Bryld

Claus Bryld: Fascisme i Rusland

Politik, Racisme

Hvornår er noget fascistisk?

Denne artikel blev først bragt i Politiken 30. juni 2022. Den gentages her.

Jeg finder diskussionen om begreberne vigtig. Også, hvis man finder lighedspunkter og gerne vil begrunde en sammenligning. Bryld ser det sådan, at flere betingelser samtidig skal være opfyldt, før man kan tale om en “fascistisk stat”; som det fremgår mener han også, at de er opfyldt, hvad angår Rusland.  (Mikael Hertig)

 

 

Foto af en gestikulerende Claus Bryld
Claus Bryld, Twitter.

 

Jeg har i dag ( 30. juni 2022) et indlæg i Politiken om fascisme i Rusland. Debatredaktionen har været så venlige at pille fire linjer i indlægget ud, hvorfor jeg skriver det hele her:

Fascismen lever i  Rusland.

For nylig udspandt der sig i Politiken en debat om fænomenet fascisme. Professor Mikkel Bolt hævdede, at der herskede fascisme i USA og flere andre steder i den vestlige verden. Det kunne nemt dementeres som begrebsforvirring eller -sammenblanding. De udviklede kapitalistiske lande er stadig ulige klassesamfund – i større eller mindre grad – men de er overvejende demokratisk styrede. Politikken er demokratisk, økonomien udemokratisk, kan man sige.

Siden denne debat er det dog blevet klart, at fascismen stadig lever: i Rusland. Det russiske styre bærer i dag alle fascismens tegn, men naturligvis uden at kalde sig fascistisk: Politisk er det en ‘førerstat‘ med en udstrakt personkult af Putin. Selv kalder han styret for et ‘illiberalt demokrati’. Benito Mussolini, som ‘opfandt’ fascismen, kaldte i 1938 sit styre for et “organiseret, centraliseret og autoritært demokrati”.

Den russiske propaganda er ligesom i Italien og Tyskland i 1930’erne styret af staten og gennemtrænger hele samfundet. Undertrykkelsen af befolkningen sker igennem KGB, der nu hedder FSB og talrige andre sikkerhedstjenester, igen som i de to førnævnte lande. Men et særtræk ved russisk fascisme er, at den også betjener sig af i alt fald to mafiabander til særlige operationer som drab på eller forsvindinger af politiske modstandere foruden overførsler af sorte penge i skattely (tidligere blandt andet formidlet af Danske Bank).

Hypernationalisme, despekt for fornuften, føreren træder frem for folket

Ideologisk er der tale om en hypernationalisme med omdrejningspunkt om Den Store Fædrelandskrig 1941-45 og dens ofre, ligesom den historiske fascisme dyrkede og heroiserede de døde fra Første Verdenskrig. Appel til følelserne og despekt for fornuften står centralt. Indimellem er der ligefrem tale om en dødekult, ligeledes et fascistisk træk. Af og til træder føreren frem for folket, enten in persona eller via tv. Her modtager han folkets hyldest for de velgerninger, han yder sit land, og som selve folkets inkanation.

Økonomisk er der tale om en slags kapitalistisk planøkonomi med staten (Putin) som central spiller sammen med de superrige oligarker i et dybt korrupt system.

“Stjålne territorier”, Lebensraum

Endelig er der aggressionen mod andre stater, der regnes for kunstige, eller som er ‘stjålet’ fra Rusland efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991, ligesom territorier blev ‘stjålet’ fra Italien og Tyskland efter deres sammenbrud 1918-19. Hos de italienske fascister var det især stater på Balkan og i Afrika, hos tyskerne var det Polen, Baltikum, Belarus og ikke mindst Ukraine med dets frugtbare jord, der skulle skabe Lebensraum for det tyske herrefolk. Og ja, det skulle Rusland også. Men i dag gentager historien sig, med det tidligere offer i bøddelens rolle: ukrainerne er ikke et selvstændigt folk med retten til en stat, men en del af det russiske folk – ‘lillerussere’ – som har løsrevet sig og i dag styres af nazister! Med Den Store Fædrelandskrig in mente skal de selvfølgelig befries.

Fra bolsjevisme over superliberalisme (Jeltsin) til en afart af fascisme under anførsel af Putins KBG(FSB – en utrolig udvikling.

Men man skal lære, så længe man lever.