Heine Andersen halvportræt udendørs foran en sø

Debatten om ytringsprincipper på universiteter er løbet af sporet

Ikke kategoriseret, videnskab

Debatten om ytringsprincipper på universiteter er løbet af sporet

Heine Andersen halvportræt udendørs foran en sø
Heine Andersen (Universitetsavisen.dk)

 

 

»Akademisk frihed er ikke truet af de studerende, men af folk i magtpositioner«.

KRONIK i Berlingske d. 12.08.2022

Af: Heine Andersen, professor emeritus, Sociologisk Institut, Københavns Universitet

Hvad debatten om Chicago-principperne er drevet af, ved jeg ikke, men forankring i reelle problemer og fakta savnes.

De lyser i hvert fald ikke ud af de seneste kommentarer i Berlingske fra Christian Marcussen og fra Jacob Mchangama. Snarere kunne det virke som om, det handler om at lede efter hår i suppen som led i personrettet mistænkeliggørelse af synspunkter, man ikke kan lide.

Jeg har forsket og publiceret bøger, videnskabelige artikler og debatindlæg i årevis – senest bogen »Forskningsfrihed. Hvad med juraen?«, der er redigeret sammen med professorerne Morten Rosenmeier og Bent Ole Gram Mortensen.

Og på grundlag af mine undersøgelser kan jeg uden forbehold skrive under på Mira C. Skadegårds udsagn om netop Chicago-principperne i Berlingske den 22. juli, »Akademisk frihed er ikke truet af de studerende, men af folk i magtpositioner«.

Titlen er den påstand, Marcussen og Mchangama først og fremmest skulle forholde sig til. Det gør de overhovedet ikke.

 

Hvor var Jacob McHangama?

 


Marcussens bidrag lader jeg ligge. Jeg har i flere år undret mig over, at Mchangama i sin meget vedholdende, velunderbyggede og principfaste kamp for ytringsfrihed indtil nu overhovedet ikke har forholdt sig til akademisk frihed, herunder striben af problemer og skandalesager om krænkelse af 
forskningsfrihed, som er kommet frem.

I 2016 udsendte han sammen med Frederik Stjernfelt et digert værk, »Men«, på godt 1.000 sider om ytringsfrihedens historie i Danmark. Meget grundigt, bortset fra at ikke et ord blev nævnt om akademisk frihed.

Mchangama plejer at være hurtig til at komme i blækhuset. Men ikke, når det gælder akademisk frihed – ikke før nu. Jeg undrer mig bare. Hvor har vi set hans reaktion på bare følgende lille udvalg af grove krænkelser af forskeres ytringsfrihed:

• Myndighedernes (altså statsmagtens) brug af »dobbeltmundkurve« – aftalt med universiteterne, som jeg afdækkede i 2016 i min bog »Forskningsfrihed«. Der var lige det problem, at der manglede lovhjemmel, og at det stred mod forvaltningslovens §27 (1). Det betød overgreb mod flere hundrede forskere over en længere årrække. Jeg tillader mig at kalde det magtmisbrug. Det blev aldrig undersøgt, og ingen blev draget til ansvar. Det har kostet miljøskader. Hvor var Mchangama?

• Tro ikke, at disse overgreb på forskningsfrihed er ophørt. I maj skrev Ingeniøren artiklen, »Styrelse bad professorer fjerne ‘advarende’ konklusion om altankollaps«. Her blev professorer »bedt om at fjerne konklusion om potentielt livsfarlige altaner i en rapport bestilt af Bolig- og Planstyrelsen«. Beboerne skulle altså forholdes viden og leve med risikable altaner, stod det til Styrelsen. Nu kom det heldigvis frem via Ingeniøren.

 

 

Besenbacher og “de to redeskidere”

 

I januar 2021 skrev Berlingske: »I en e-mail til rektoren skrev Besenbacher, at han håbede, at ledelsen ‘giver de to redeskidere et gok i nødden og siger til dem, at nu stopper det ellers får det konsekvenser’.«. Flemming Besenbacher var dengang formand for Carlsbergfondet, en af de mest magtfulde positioner i dansk forskning. De to »redeskidere«, der skulle gokkes i nødden, var to forskere, der havde kritiseret en tredje forsker, som Carlsbergfondet havde bevilget penge til.

Information skrev i august 2019: »Universitet lod landbruget få indflydelse på nyhed om oksekødsrapport. På opfordring fra Landbrug & Fødevarer fremhævede Aarhus Universitet et stærkt kritiseret afsnit i en nyhed, som universitetet lagde ud på sin hjemmeside«. Landbrug & Fødevarer er i en magtposition over for universitetet og havde direkte været med i styregruppe og havde skrevet dele af rapporten.

 

Stribevis af sager

 

Listen kunne blive ved. Der er stribevis af sager, der viser, at eksterne magtfulde politiske og økonomiske interesser filtrerer, fordrejer og bremser forskningsresultater. Kort sagt cancel culture. Til skade for det oplyste demokrati og det bedst mulige vidensgrundlag for beslutninger i politik, erhvervsliv og andre samfundssektorer.

 

 

Skader demokratiet:

 

Når det angår det woke og identitetspolitik, er debatten om muligt en tand mere på vildspor: Man vender fuldstændig på hovedet, hvem der er offer, og hvem der er forbryder. Antagelsen i kritik af wokekulturen er som regel, at personer, der føler sig krænket af stempling eller nedvurderende omtale, går til angreb for at lukke munden på ophavet til krænkelserne.

Det omvendte er tilfældet. Det er forskerne, der forsøger at afdække diskrimination og krænkelser, der bliver søgt cancelled af politikere og andre, der ikke kan lide forskningen. Der er solid dokumentation for, at forskere på områder som migration, køn, religion og racisme bliver udsat for hetz, trusler, chikane, stalking og lignende i et omfang, så nogle må flytte til hemmelig adresse, må sygemeldes med stress, tilbageholder forskning, går i skjul for offentligheden og/eller forlader forskningsfeltet.

 

Dette skader også det oplyste demokrati. Vi mister viden. Det har været omtalt i Jyllands-Posten og flere andre medier, samt i min bog »Forskningsfrihed«, og der har aktuelt været flere udsatte forskere, der er trådt frem blandt andet i DM Akademikerbladet og Forskerforum.

 

Henrik Dahls trusler

Henrik Dahl
Henrik Dahl

 

 

Udover at det er helt grotesk, at forsvarsløse forskere skal udsættes for noget sådant, er det jo klart til skade for oplysningen. For eksempel mangler vi voldsomt her i landet forskning i diskrimination på basis af etnicitet og religion. Det er gennemgående anonyme borgere, der står bag, men det er uden tvivl opildnet, når fremtrædende politikere som Morten Messerschmidt lægger op til politisk indgreb mod bestemte områder og chikanøst forulemper professor Jacob Skovgaard Petersen m.fl. og deres institut med en strøm af irrelevante aktindsigter. Og når Henrik Dahl håner samme forsker fra Folketingets talerstol og kalder hans arbejde for »pseudoforskning«.

Mere bekymrende er det dog, hvad Henrik Dahl ifølge et internt referat har sagt på et møde mellem ham selv og prorektor på Københavns Universitet. Mødet blev afholdt i en serie af møder mellem prorektor og forskningsordførerne fra Folketingets partier og fandt sted den 6. oktober 2021.

Henrik Dahl (HD) er blandt refereret således:

» … Drøftelse af Magt og Muligheder – rådgivning fra RUC. HD: Vi er nødt til at slå hårdt ned på den slags, udemokratisk, heldigvis tog Tesfaye sagen alvorligt«.

Det må opfattes enten som en truende bemærkning fra et medlem af landets lovgivende forsamling eller en opfordring til en højt placeret universitetsleder om at »slå hårdt ned« på bestemte typer af forskning (eller begge dele). Det er bekymrende.

Jeg har i Facebook-gruppen »Humboldtforum«, hvor Henrik Dahl også er medlem, spurgt ham, om det er rigtigt, at han har sagt sådan. Efter flere forsøg og opfordringer fra andre lykkedes det at få et slags svar den 5. december 2021. Det lød således: »En løsrevet sætning fra en samtale på 30-45 minutter (hvor KU havde inviteret sig selv ind på Christiansborg) spændende over en lang række emner«. Sætningen findes et stykke nede i tråden. Sætningen bekræfter, at mødet har fundet sted, og formuleringen lader forstå, at Henrik Dahl i hvert fald ikke benægter at have sagt noget sådant.

Dette er realiteterne. Hvad siger Mchangama til dem? Ville Chicago-principperne løse disse problemer? Næppe.

To spørgsmål

 

Som afslutning har jeg to spørgsmål til debatdeltagerne og til Berlingske:

Når det angår det woke og cancel culture, har det længe undret mig, at der ikke er en »#metoo-strøm« af forskere, der træder frem og siger: »Jeg blev også fyret/afskåret fra at publicere/forelæse/forskningsbevilling med anklage om, at jeg havde udtalt mig krænkende om XX«. Jeg har fulgt nøje med og kan kun komme i tanker om et enkelt tilfælde, der kunne pege i den retning. Jeg ser her bort fra de latterlige eksempler med mexicanerhatte og morgensang fra Højskolesangbogen.

Hvorfor har vi ikke set nogen #metoo-bevægelse inden for forskningen?

Og hvorfor har Berlingske med nogle af landets dygtigste undersøgende journalister ikke sørget for at kortlægge udbredelsen af disse påståede demokratiskadelige overgreb på ytringsfriheden, når nu man prioriterer denne debat så højt?

Forklar gerne dette. Eller afblæs en afsporet debat.

Heine Andersen er professor emeritus, sociologi, Københavns Universitet

“Det er forskerne, der forsøger at afdække diskrimination og krænkelser, der bliver søgt cancelled af politikere og andre, der ikke kan lide forskningen.”

»Der er stribevis af sager, der viser at eksterne magtfulde politiske og økonomiske interesser filtrerer, fordrejer og bremser forskningsresultater,« skriver Heine Andersen.

 


Redaktionelle fodnoter

1) Se https://www.forvaltningsret.nu/2021/06/22/justitsministeriets-vejledning-til-forvaltningsloven/  oplysninger 145-160