Den gode debat

videnskab

 

af lektor Mia Skadegaard, AAU. Artiklen blev først bragt i Berlingske Tidende 17. juli som kronik.

Mira Skadegaard halvportræt
Mira Skadegard

Mira C. Skadegård er ansat som Adjunkt på institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet i København. Hun arbejder overordnet med, hvordan diskrimination, racisme, ligestilling og mangfoldighed sættes i spil i forskellige kontekster (uddannelse, læring, hverdags og organisatoriske). Hun har særligt fokus på køn, race, etnicitet, religion, klasse og seksualitet. I øjeblikket forsker Mira i strukturel og mikrodiskrimination med særlig interesse i, hvordan diskrimination bliver skjult i hverdagsinteraktioner og -normer. Miras ph.d.-afhandling: The Space between: Structural Discrimination in Danish Contexts behandler emnet strukturel diskrimination, der kan beskrives som indlejret i danske hverdagskontekster. Hun har fokus på måderne hvorpå diskrimination, racisme, sexisme, klassisme og lignende dynamikker bliver normaliserede og udtrykt. Hun ser på, hvordan disse mekanismer reproduceres og fastholdes i hverdagskontekster og institutionaliserede processer.

Strukturel diskrimination

Det er ikke altid let at opfange situationer, hvor diskrimination opstår, eller hvor man selv enten skaber eller medvirker i situationer, der opleves som diskrimination af andre. Selv om de fleste nok tror, at de hverken tænker eller handler racistisk eller diskriminerende, sker det, at mange alligevel ’kommer til’ det på et eller andet tidspunkt. Dette kan være en særlig udfordring for mange, der selv mener, at de hverken selv er, eller handler racistisk. Det kan også være en udfordring i hverdagen for racialiserede danskrere, der ikke har sprog for eller erfaringsgrundlag til at kunne omtale, adressere eller anfægte oplevet diskrimination. Ofte har vi (alle) brug for information (og måske hjælp og begreber), for at kunne identificere, italesætte og håndtere det.

Artikel om Mira Skadegard  fra 2020

 

Den gode debat

Forestil dig en verden hvor du er klimaforsker. I dette hypotetiske eksempel lever du i et land hvor klimaforskning længe har været underprioriteret, og hvor den brede konsensus i samfundet er, at klima-krisen blæses ud af proportioner af aktivister – samt at forskningen omkring klimaet er blevet for aktivistisk. Du, og dine klimaforsker-kollegaer, oplever igennem årene, igen og igen, at jeres forskning dækkes noget lemfældigt og sensationalistisk i medierne, ofte med en præmis der betvivler jeres agenda som forskere, eller om klima-krisen nu virkelig er så stort et problem som I gør det til. Med andre ord repræsenterer i ofte nogle ret radikale positioner i forhold til samfundets generelle konsensus.

 

Trusler, had og angreb på forskningsområdet

 

Over årene erkender du at mange af disse skeptikere sjældent ønsker at debattere løsninger på klimaforandringerne, men oftere ønsker at debattere om klimaforandringer overhovedet findes.

 

Alligevel vælger du, i dette hypotetiske eksempel, at indgå i debatten om klimaforskning. Selvom du ved at du selv og dine kollegaer ofte modtager trusler, had, og forsøg på at få jeres forskningsområde lukket ned, eller få jer fyret, føler du alligevel en forpligtelse overfor det samfund du er en del af. Du véd at din forskning er vigtig, og at klimakrisen ikke vil forsvinde af sig selv.

Derfor deler du din forskning. Du udtaler dig ovenikøbet i sager der ikke direkte omhandler klimaet, men også hvordan vi taler om klimaet, hvordan undervisningsinstitutioner varetager (eller lukker for) diskussioner om klimaforandringer, og hvordan medierne dækker klimaspørgsmål. Hver gang du gør dette har det store konsekvenser.

 

Når du udtaler dig sker det tit at klima-forandrings-skeptikere gerne vil diskutere med dig. Nogle gange skriver de direkte til dig, ofte hænger de dig ud med navn og deres følgere begynder således at sende trusler, had-beskeder og lignende til dig. Over årene erkender du at mange af disse skeptikere sjældent ønsker at debattere løsninger på klimaforandringerne, men oftere ønsker at debattere om klimaforandringer overhovedet findes. Når endelig de indgår i en debat uden at blive vrede eller aggressive, kan i sjældent blive enige om omfanget eller konsekvenserne af klimaforandringer, hvorfor debatten bliver noget ukonstruktiv. For det meste betyder det at du er nødt til at ignorere nogle af klima-forandrings-skeptikere. Dog er der enkelte af dem, der ufortrødent skriver om dig og andre klimaforskere ved navn, tagger jer i de sociale medier, og lykkedes med at sikre en kontinuerlig hetz fra følgere hver gang i udtaler jer. Disse klima-forandrings-skeptikere som også agerer influencere i både etablerede og sociale medier, vælger du også at blokere. Selvom du har gjort tydeligt at du ikke kan debattere under disse præmisser, er det alligevel dig, og dine kollegaer som træffer samme valg, der italesættes som et problem for den demokratiske debat. I kan eksempelvis blive skudt i skoene at i ikke ønsker at indgå i en samtale og at I ikke tør stå på mål for jeres kritik. Kan man ikke klare mosten skulle man jo bare have ladet være med at blande sig.

 

Præmissen for en debat

 

 

Læs ovenstående eksempel, og forestil dig så, at i stedet for klimaforskere, drejer det sig om køn-, ulighed-, racisme– eller diskriminationsforskere. Så er du ikke frygtelig langt fra den oplevelse adskillige af disse forskere har oplevede over årene, og som jeg ligeledes kan nikke genkendende til. Det danske debatlandskab er ikke imunt overfor click-økonomien og sensationalismen der medfølger. Derfor kan det føles som om debatredaktionerne ofte vælger den mere konfliktfyldte debat mellem yderpunkter, end den mere nuancerede og velfunderede debat.

Som forsker bestemmer man ikke hvad præmissen for en offentlig debat er, og ofte ses det som et ønske om ikke at debattere vores synspunkter, når vi fravælger at deltage i debatter hvor 1) vores forskning sættes overfor holdninger, og vi dermed forventes at siddestille mening med viden eller 2) hvor selve grundlaget eller grundpræmissen for vores forskning (f.eks. at diskrimination selvfølgelig findes og er udbredt på tværs af Danmark, som i andre lande) skal tages op til debat.

Begge udfordringer bidrager nemlig til at så tvivl om selve grundprincipperne for de forskningsinstitutioner og -traditioner (peer-review mm) vi er en del af. Mediekanaler der ikke ville bede en læge om at stille op til debat med anti-vaxxere og ikke ville bede en klimaforsker debattere med en klima-forandrings-skeptikere, bør måske derfor overveje hvorfor de så ivrigt ønsker at racisme-forskere skal udsættes for samme.

 

Den gode tone

 

I min seneste oplevelse af en situation som ovenstående, var det tydeligt på tonen fra den debatmodstander, der ønskede at kalde mig til kamp, at han var drevet af både vrede, frustration og forargethed. Man kan fristes til at se ned på enormt aggressive og person-angrebslignende henvendelser. Det kan føles infantilt og umodent, og det vækker ikke ligefrem tiltro til at vedkommende planlægger at være respektfuld eller fair i en debat. Den hårde tone finder vi mange steder i debatlandskabet. Den kan være udtryk for frygt, desperation og meget andet, og vi har lært at såkaldt “tone-policing” (når vi udskælder folk for deres hårde tone, snarere end at lytte til deres argument) kan være en effektiv distraktion fra debatemnet. Men selvom jeg absolut ikke bliver mere interesseret i en debat når en debatmodstander synker til det personlige eller aggressive, er det faktisk ikke den primære grund til, at jeg ofte afstår fra at debattere.

 

 

Bad faith – løsninger: I ond tro?

 

En langt mere hyppig årsag til ikke at ville indgå i udvalgte debatter, har at gøre med det man kan kalde ‘bad faith læsninger’. I disse læsninger har min debatmodstander allerede defineret, essentialiseret (og ofte reduceret) mit argument og min position før vi indgår i debatten. Vedkommende har allerede før debattens start valgt at læse undertegnede, og mit budskab, fra en position langt fra den jeg selv har udtrykte (bevidste eller ej). Det betyder, at debatten fra start er rammesat på en måde, hvor vi ikke skal komme hinanden nærmere – vi skal ikke engang udfolde vores egne synspunkter mere nuanceret – vi skal blot udlægge modpartens synspunkter så skarpvinklet som muligt, ofte på kanten eller over kanten af sandheden.

 

 

Konsekvenserne af at deltage: Flagrer flaget bedst i modvind?

… men det gør måske ikke så meget – nuancering giver jo ikke så mange clicks, vel?

 

 

Nogle journalister ynder at sige at flag blafrer bedst i modvind. Med andre ord, forventes den lidt skarpe debat og de kritiske spørgsmål, også at skærpe vores svar og tydeliggøre vores pointer. Men vi glemmer ofte at overveje hvad debat betyder for forskellige personer og hvem der har hvad på spil. Hvis vi har en gruppe af debattører (eksempelvis minoritetspersoner, diskriminations- og racismeforskere, og især minoritetspersoner som også er diskriminations- og racismeforskere), der historisk har været underrepræsenteret i debatten, og som oplever blafrende modvind i deres arbejdsliv, hverdag og på tværs af medierne, uanset deres deltagelse, så er konsekvenserne af den form for debat at mere modvind nogle gange blæser dem helt ud af debatten. Men det gør måske ikke så meget – nuancering giver jo alligevel ikke så mange clicks, vel?