Døden kom pludseligt

Religion, Sundhed

af Mikael Hertig

Foto af Mikael Hertig (c) 2016
Redaktør Mikael Hertig

Vi lå på en smal briks i stuen. Hun var kommet hjem for at dø.
Jeg havde lovet hende, at hun – hvis det overhovedet var praktisk muligt – skulle dø hjemme, og vore hospitalsoplevelser udelukkede det alternativ.

Det hedder så ofte “kampen mod kræften”. Det er nok en cliché, men det var i hvert fald en proces, der for os alle, dengang fire, krævede opmærksomhed.

Rollen var ny for mig. Så længe hun trak vejret, var der nok håb for mig om, at vi kunne snyde dem alle sammen. Metastaserne havde sat område efter område ud af drift. Hun gik lidt skævt, og hun var blevet blind.

Vi lå parallelt, hun inderst op mod vinduet og radiatoren, og det meste af tiden kunne jeg mærke hendes ånde på min ryg. Denne morgen havde jeg ½ time før renset hendes mund for en slags skum, der kom, samtidig med at hendes åndedræt var hæmmet. Hun rallede. Når munden var renset ud, holdt ralleriet op. Jeg brugte en svamp på en pind., som jeg havde fået af hjemmeplejen.

Faktisk havde jeg ikke forestillet mig ret meget. Jeg troede vist, vi skulle holde hinanden i hånden, når hun gav slip. Eller at vi skulle stå ved hendes side og sige farvel.

Hun lå denne morgen med hånden på min skulder. Jeg døsede og var lidt væk, da der skete to ting. Et næsten umærkeligt lille tryk på skulderen, og så det underlige, at åndepustet på skulderen var stoppet. Jeg vågnede ved det lille klem og åndedrættet, der stoppede. Og var ikke et sekund i tvivl om, at døden var indtruffet.

Jeg så hen mod døren til terrassen. Et lille pust bevægede gardinet. Solen var oppe.

Det var tidlig morgen. Birgitte Elben, min kone gennem 26 år, var død. Hun var – som jeg oplevede det – pludselig død. Døden er ligesom fødslen – pludselig. Men den var ikke uventet.

18. juli 2006. Nu er det ti år siden. Sara og Simon er færdige med universitetet, i job. Vi kommer til at huske dagen sammen. Det er naturligvis en anelse underligt at tænke på, hun ikke er med mere i alt dette. På den anden side er det lige så sært at mærke mindet og det, det trods alt fylder i os tre.

De, der husker Birgitte, som hun var, kan jo skænke hende et lille pust og en kærlig tanke.