Hvem er de store, progressive tænkere i det 21. Århundrede?

Politik

Af Per Henriksen  (c)  Først bragt på FB.

Per henriksen

Hvem? Fortidens eller nutidens?

 

Se nu bliver der stille for der er ikke mange der aner hvad de skal svare!

Den ene mulighed er selvfølgelig, at ALLE tanker er blevet tænkt i fortiden og historien dermed i mere end en forstand er SLUT, nu skal de store tanker ‘bare’ implementeres og ‘samfundsmaskinen’ fin-justeres.

Den anden mulighed er, at de svar som nutidens tænkere gør sig, af langt de fleste konceptuelt bliver opfattet som intellektuel disruptiv information – og denne betydelige diskursive dissonans, gør at reptilhjernens krav om enkelhed og tryghed fortrænger komplekse forestillinger om det modsatte – fordi selv den mindste tvivl altid kommer forestillingen om, at fremtiden er en positiv forlængelse af fremtiden til gode (retro-politikkens selvreproducerende hævn?) og fordi selvmodsigelsen mellem vores kognitivt kulturelle kompas og så konsekvensen af den nye abstrakte erkendelse er voksende.

I virkeligheden er de fleste uegnede til at leve i det 21. århundrede. Da de hele tiden mere eller mindre bevidst opfører sig som om det er muligt at genskabe de bedste afsnit i krøniken om den sidste del af det 20. århundrede.

Evidensbaseret håb eller fri fantasi?

 

Men man skal godt nok abonere på en grænseløs naivisme og et bundløst selvbedrag hvis man tror at det er muligt at forlænge det 20. århundrede med virtuelle socialkonstuktivistiske brædder, så denne historie aldrig slutter.

Vi klamrer  os derfor til to mentale konstruktioner:  de positive forhåbninger (Wishfull thinking) og den kollektive akkumulerede rationelle fornuft (det fælles bedste) – som demokratiet i teorien skal forløse.

Der findes to afgørende forskellige varianter af det positive håb, det ene er helt overvejende evidensbaseret, det andet er fri fantasi. I disse år sker der en umærkelig glidning fra den ene konstruktion til den anden, vi begynder mere og mere ubevidst at tro på mirakler. Vi er bare meget upræcise om karakteren af disse mirakler og dermed bliver det til giftig positiv overtro (mental trøstespisning), som vi samtidig bliver mere og mere uklare på hvem skal forløse? Vi er samtidig kommet permanet i tvivl om folket har valgt de rigtige politikere? Da de ikke forløser håbet…. samtidig med at de bekræfter os i vores overtro (de vil jo gerne genvælges).

Vi har før befundet os i en situation hvor den store historie om os og vores samfundskonstruktion ikke stemmer overens med den virkelighed vi kan registrere. Vores svar har næsten altid været det samme, vi står overfor en midlertidig krise – den er ved at blive løst, det tager bare lidt tid. Når troværdigheden af denne forklaringsmodel skrider, er næste fase, at vi finder nogle syndebukke.

Er forholdet mellem velfærd og flygtninge – et nulsumsspil?

Det har vi allerede gjort, det var de flygtninge der gik op af de danske motorveje for et år siden – på deres vej til Sverige. Kan vi holde flygtningenstrømmene ude af Danmark og gerne Europa, så kan vi genskabe det danske socialdemokratiske velfærdssamfund – er forklaringen. Hvis ikke vi gør det, bliver politikerne tvunget til at afmontere velfærden. Det bliver fremstillet som et nulsumsspil, mellem velfærd eller flygtninge.

Problemet er, at vi allerede har stoppet flygtningestrømmene. Det skete da de europæiske ledere bestak Recep Erdoğan til at stoppe den tyrkiske (flygtninge)mafia – de ‘onde menneskesmuglere’.

Nu vender vi så tilbage til situationen efter sidste valg. Selvom der er mange der stadig forsøger politisk at kapitalisere på, flygtningekrisen.

 

 

 

Hvad så nu?

Grundlæggende har Europa været præget at to store politiske strømme i det 20. århundrede,:
den socialdemokratiske og
den liberal/konservative.

Truslen fra højrepopulismen
Den socialdemokratiske var dominerende i slutningen af det 20. århundrede, mens  den liberal/konservatiev har været dominerende i begyndelsen af det 21. århundrede. Begge strømninger er dog kommet mere og mere i krise og derfor er de blevet udfordret af især højre-populister partier. Der dog ikke har mange løsninger andet end flygtningstop og så en kraftig kritik af EU. De definerer sig selv igennem det de ikke vil, men er meget uenig om hvad de rent faktisk vil (der er betydelige variationer fra land til land).

Man kunne sige at de er kendetegnet med en anti-establishment-politik og en xenofobisk nationalchauvinistisk ideologi. Deres problem er, at de nu er ved at blive det nye establishment, uden at have et evidensfunderet positivt politisk projekt – der kan realiseres.

Med politikertyper som Boris Johnson, Donald Trump og Marine Le Pen har vi fået et indtryk af hvordan frontfigurerne i denne nye kaotiske bevægelse kan se ud.

 

Hvor er de store konstruktive tænkere: (Streeck, Piketti, Varoufakis)

Er der virkelig ikke nogen der kan komme op med noget bedre?

Det mener jeg der er. Men deres svar bliver først og fremmest blokeret af, at flertallet af vælgerne nægter at forlade det 20. århundrede.

Jeg mener at Wolfgang Streeck (How Will Capitalism End ?, 1), Yanis Varoufakis (And the Weak Suffer What They Must? Europe’s crisis, America’s economic future 2), Paul Mason (PostCapitalism: A Guide to our Future, 3), eller Jerimo Rifkin (The Third Industrial Revolution, 4) eller Thomas Piketty (Capital in the Twenty-First Century, 5)…..

De er langtfra enig om alt. Men de præsentere en helt anden forståelse af det 21. århundrede, end den herskende diskurs. I denne sammenhæng er det interessant, at de første der har inviteret dem til at holde en forelæsning, har ofte været Google. Mange af disse foredrag kan man finde på YouTube.

1: https://newleftreview.org/II/87/wolfgang-streeck-how-will-capitalism-end
2: https://www.youtube.com/watch?v=P2Zpkz7lK-s
3: https://www.theguardian.com/books/2015/aug/15/post-capitalism-by-paul-mason-review-worthy-successor-to-marx
4: http://www.thethirdindustrialrevolution.com/
5: https://www.theguardian.com/books/2014/apr/28/thomas-piketty-capital-surprise-bestseller