Kulturforfølgelse og tankeforbrydelser.

AF FLEMMING BJERKE
Kultur er blevet en moralsk markør som bruges til at forkaste eller acceptere fremmede. Men det er en farlig og udemokratisk måde at forholde sig til fremmede og til danskere på. Ved ikke at skelne mellem samfundsstruktur på den ene side og kultur eller ideologi på den anden åbnes der for forfølgelse af mennesker alene på grund af deres tankegang.

Halima Oguz, folketingskandidat for SF, giver et godt eksempel på hvordan endog dele af venstrefløjen glemmer kritikkken af samfundsstrukturen til fordel for overfladisk kritik og forfølgelse af ideologi, kultur, religion, osv.

Oguz tilslutter sig således en-dimensional forklaring i en blog på b.dk hvor det onde forklares med ideologi: »Det er alt sammen symptomatisk for en ideologi, der i sin grundsubstans er hadefuld, syg, ond, ødelæggende, morderisk, samfundsnedbrydende, stupid, antidemokratisk, kvindefjendsk, homofobisk, frihedsdræbende og krigerisk.«

Leif Donbæk Thomsen lægger på Modkraft op til en tilsvarende ideologifikseret forfølgelse af islam når han påstår at vi er i krig med (en del af) islam.

Læs også kommentaren »Om igen, Donbæk og Oguz« på Modkraft

Men da vi ikke er i krig med Indonesien, Pakistan, Iran, Saudi Arabien, Ægypten, osv. osv., er vi naturligvis ikke i krig med islam.

Donbæk uddyber: »vi er i en krig på ideer«.

Men det er ikke krig. Det er uenighed! Uanset den rolle propaganda spiller i krig, kan man nu engang ikke slå andre ihjel med ideer. Tværtimod bør man på demokratisk vis debattere med dem man er uenig med.

Både Oguz og Donbæk tager lidt forbehold: Ikke alle dele af islam er lige problematiske. Men de fokuserer begge på tankeforbrydelser i stedet for virkelige forbrydelser. Ligesom med Dansk Folkeparti bliver (dele af) islam en ideologi som gør tilhængerne uegnede til at leve i Danmark fordi deres kultur grundlæggende gør dem til forbrydere. Der er ingen mellemregninger fra ideologi og kultur til faktisk forbryderisk adfærd. Konsekvensen må være at de må forfølges for tankeforbrydelser.

Samfundssystemer
Marx gjorde op med denne type idealisme hvor ideologier af sig selv former verden. Marx’ bemærker om hans tids tyske ideologi at den »indskrænker sig til kritik af de religiøse forestillinger.« Men ideologien er ikke i luften frit svævende: Ideologien må ses i sammenhæng »de virkelige individer, deres aktion og deres materielle livsbetingelser, såvel dem som de forefinder, som dem de frembringer ved deres egen aktion.« (1)

Uoverensstemmelserne med dele af den islamiske verden er altså ikke et sammenstød mellem ideologi og kultur, men en uoverensstemmelse mellem samfundssystemer.

Islamisk Stat forsvarer ikke bare holdninger og religion, men et helt samfundsystem: Et patriakat hvor patriarken er ansvarlig for familien og familiernes indbyrdes relationer i form af klaner. Islamisk Stat propaganderer for et klan- og stammesamfund som knyttes sammen og reguleres af et teokrati der overordnet styrer jura, vold og kultur.

Heroverfor står den vesterlandske demokratiske kapitalisme der er baseret på kernefamilien, individuel frihed, konkurrence, privat ejendomsret til produktionsmidlerne og kulturformidlingen samt magtens tredeling og frie valg.

Men kapitalisme kan langt hen ad vejen godt kobles med det teokratiske patriarkat. Det ses f.eks. i Saudi Arabien som dog hører til blandt de mest udemokratiske og undertrykkende varianter af kapitalismen. Så der er særdeles god grund til at være kritisk over for de patriakalske teokratier – kapitalisme eller ej.

Parallelsamfund
Da indvandrerfamiliernes sociale arv ofte ikke er vores demokratiske kapitalisme i al dens kompleksitet, er det forventeligt at mange fremmede fra patriakalske samfund har svært ved at begå sig i vores samfund og derfor ofte befinder sig langt nede på den sociale rangstige. I den forbindelse kan etableringen af klanbaserede parallelsamfund få en funktion: Klansamfundet giver både social og økonomisk tryghed – og serverer samtidig et forenklende fortolkningsunivers ud fra særligt enfoldige læsninger af koranen.

Sådanne parallelsamfund kan udvikle konflikter med den demokratiske kapitalisme:

Klansamfundets kvinder er nødt til at finde sig i undertrykkelse, isolation, intellektuel forarmelse, vold og tvangsægteskaber – og patriarkerne er nødt til at banke familiens uartige kvinder på plads bogstaveligt talt (hvilket næppe altid er lige morsomt at skulle). Dette er i klar konflikt med den individuelle frihed og retssamfundet.
Idet klansamfundet ikke hører til i den demokratiske kapitalisme, opnår især unge mænd med indvandrerbaggrund ofte ikke megen respekt og anerkendelse. Dermed frembringes outsidere hvis tilhørsforhold til det demokratiske samfund er begrænset. Samtidig står disse unge mænd overfor at skulle varetage familiens ære og velfærd. De er derfor i særlig grad åbne for nedvurdering af det samfund de ikke rigtig er en del af, og dermed er de oplagte at rekruttere til samfundsundergravende aktivitet.
Dermed fremstår Oguz’ betragtninger over ghettoer som uhyggelig forfølgelsespolitik:

»Én anbefalelsesværdig politisk tilstræbelse ville på den baggrund være at opløse ghettoerne. Det har på alle måder været hæmmende for integrationen at isolere en befolkningsgruppe på små øer i samfundet, hvor de kunne danne ideologier, der har et direkte hadsk forhold til det omgivende samfund.«

Det er selvfølgelig ikke forkert at koncentration af indvandrere kan forstærke konflikterne mellem klansamfundet og den demokratiske kapitalisme. Men det grundlæggende problem er konflikt mellem samfundssystemer. Samling af befolkningsgrupper skaber ikke i sig selv parallelsamfund der er grund til at forfølge.

Hvilke parallelsamfund?
Det er velkendt at klaner forsøger at bosætte sig nær hinanden, og det er der ikke noget galt i! Så længe familierne blot hjælper hinanden, udgør parallelsamfundene et tiltrængt socialt system. Det er kun anti-demokratiske parallelsamfund som er et problem.

Når det religiøse patriarkat giver sig til at kontrollere den individuelle frihed, det juridiske system og kulturudviklingen, går det galt. Når pigerne bliver nærmest torteret og sågar myrdet for ikke at ville tilpasse sig patriakatet, har parallelsamfundet fået al for megen magt. Hvis dele af det religiøse system rekrutterer medlemmer til terrorisme, er det ligeledes gået galt.

Både kvindeundertrykkelsen og terroristrekruteringen truer demokratiet og fremmer en udvikling hen mod en udemokratisk kapitalisme hvilket må modarbejdes. Det der må forfølges er patriakalske parallelsamfund som i et eller andet omfang overtager statens monopol på rets- og voldudøvelse og samtidig tilsidesætter frie valg og individuel frihed (på samme vis som Hells Angels må forfølges).

Helt generelt skal det på alle mulige måder modarbejdes er at indvandrere på grund af udstødning og social isolation drives i armene på de anti-demokratiske parallelsamfund der forstærker modsætningerne til det resterende samfund. Det forstærker presset over mod disse parallelsamfund at man finder på alle mulige måder at chikanere indvandrere såsom at sætte deres kontanthjælp ned.

Integration
Omvendt bør man fremme parallelsamfund som tilfører Danmark kulturel og ideologisk mangfoldighed for så vidt de i praksis respekterer demokratiet, retssamfundet og den individuelle frihed. Det er afgørende for integrationen at indvandrere har mulighed for at finde sammen i sådanne parallelsamfund, og de må ikke nedvurderes af den grund (uanset man udmærket kan være kritisk over for, eller endog forbyde, bestemte kulturelle påhit såsom omskæring). Integration betyder ikke at ethver kulturel særegenhed skal udviskes, men at f.eks. islamiske kulturer kan leve side om side med de iøvrigt meget forskellige andre danske kulturer.

Derfor må man også modarbejde den indskænkede politik der sammenblander samfundsstruktur og kultur. Den lægger bestemte kulturelle træk for had og er dermed klar til at forfølge individer og parallelsamfund – uanset om de i praksis er anti-demokratiske eller ej. Hvis en sådan generaliseret intolerance bliver en realitet, er den en langt større trussel mod demokratiet end de små anti-demokratiske parallelsamfund nogensinde kan blive.

Flemming Bjerke er medlem af SF, Lejre.

Reference

Marx, Karl. Den tyske ideologi. Filosofiens elendighed. Rhodos 1974. S. 23, 33 og 25.