Lystens Pioner af Lone Frank (Gyldendals bogklubber 2016)

Filosofi, Politik, Sundhed

Lone Franks sidste opus ‘Lystens pioner’, der udkom i dette forår (2016) er en interessant kombination af en historisk roman, undersøgende journalistik og etiske udfordringer, hvor endemålet bliver at pege på nogle af de konsekvenser, vi må forudse i takt med, at det bliver muligt at modellere om på hjernen.
Som en af referencerne i teksten angiver, må vi forestille os, at når muligheden er der, så vil den etablerede viden blive anvendt. Hun henviser til, at den ombygning af kroppen, der sker i stigende omfang, ikke længere problematiseres og peger på, at når vi har viden nok om hjernen, så vil den blive udnyttet på godt og ondt; et synspunkt som hun, omend tøvende, tilslutter sig.
Man kunne osse henvise til prænatale undersøgelser af fostres tilstand, hvor holdningen i lang tid var, at genetiske fejl ikke var tilstrækkelige til det, de mest arge modstandere kaldte fosterfordrivelse og indgreb i Guds skaberværk; men mennesket er nu engang praktisk anlagt, så modstanden mod abort er om ikke forsvundet, så dog ikke længere noget, man kan skabe en politisk karriere på.

Bogen er på det nærmeste tredelt.
Første trediedel fortæller om den amerikanske læge Robert Heaths, der med 2. Verdenskrigs massive antal traumatiserede soldater som baggrund, bliver ansat på et psykiatrisk hospital, hvor hans interesse var at helbrede håbløst psykiske syge, for hvem der kun var et livslangt ophold på et sindsygehospital som fremtidsmulighed.
Behandlingsmulighederne var få.
Vi befinder os i tiden før det farmakologiske gennembrud på området, hvor behandlingen af sindslidelser kæmpede i alle retninger for at finde metoder, der kunne helbrede eller i det mindste lette den psykiske smerte, som aldrig forlod de ramte.

I 1920’erne og 30’erne blev der eksperimenteret med hjernekirurgi, hvor lobotomi, osse kaldet ‘det hvide snit’, blev flittigt benyttet, så det var ikke fordi kirurgerne ikke havde været inde i hjernen, men resultaterne havde ført til omfattende ødelæggelser af hjernen.
På den anden side havde man ikke mange muligheder, så derfor var forskningsmidlerne meget løse, og en af de veje man gik, var at tillade neurokirurgerne at operere i hjernen med det dobbelte formål at kortlægge hjernen og dermed skabe forbedrede muligheder for behandling.

For Robert Heaths og den tids neurologer og kirurger var det klarlagt, at hjernen fungerede vha. svage elektriske strømme. Man havde lært sig at måle disse, og Heaths tanke var at påvise, hvilke områder af hjernen, der var i kontakt med hvilke dele af kroppen og ikke mindst, hvordan hjernens forskellige dele arbejdede sammen.
Lobotomien havde skabt en viden om, at den forreste del af hjernen, den frontale cortex, havde betydning for følelseslivet. Når man overskar nervebanerne mellem frontale cortex og resten af hjernen, Det hvide snit, kunne man konstatere en udfladelse af følelsesmæssige udtryk, og en voldsom adfærdsændring.

Disse voldsomme indgreb ønskede Heaths at erstatte med mere præcise og stærkt lokaliserede påvirkning gennem indføring af tynde sonder frem til de områder man havde en forventning om kunne være steder, der gennem manipulering kunne lette manio-depressive tilstande, voldsom adfærd og andet.
Påvirkning kunne ske gennem svag elektrisk stimulation eller ved at brænde specifikke områder væk, og på en række områder fik man både opklaret sammenhænge mellem adfærd og behandling og ikke mindst ny viden om hjernens indretning.

At fifle med hjernen blev imidlertid ‘no-go’ i 1960’erne og 70’erne, og Heaths personlighed kom tilsyneladende til at stå i vejen for hans fortsatte arbejde, og han gik mere eller mindre i glemmebogen.

I den midterste del af bogen følger vi Lone Franks detektivarbejde med at finde frem til årsagen til, at Heaths arbejde med dyb hjernestimulation gik i stå. Det er lidt af en detektivhistorie, der som sådan vel mest er interessant som et udtryk for undersøgende journalistik samt Franks tilbøjelighed til at placere sig personligt (s. 123ff) i fortællingen.
Turen rundt i verden giver imidlertid pote, og vi får en beskrivelse af, hvad der bremsede forskningen på området.

Det bliver temaet i den sidste trediedel af bogen, nu da Heaths pionerarbejde inden for dagens psykiatri er blevet ‘hot stuff’.
Erkendelsen af, at indgreb i hjernen kan have ikke bare positiv effekt på behandlingen af psykiske lidelser, men osse bringer os nærmere en situation, hvor denne viden kan bruges og misbruges, fører til en delvis løftet pegefinger, der både peger ud på samfundet, men i høj grad osse ind på os selv, for vil vi ikke anvende denne viden til at regulere andre og vil vi ikke bruge den til at omdanne os selv.
En af de personer, Frank interviewer peger på, at body-shaping er blevet hverdagsforeteelse, og han mener, at det samme vil ske, når hjernen uden fare kan forbedre vores muligheder for at opnå, det vi ønsker og føler for.

Den diskussion er selvfølgelig vigtig, nogle vil kalde den afgørende vigtig, hvis vi skal undgå, at mennesket bliver omdannet mod sin vilje, eller bare ved at være ubetænksom.

Derfor er bogens moralske dimension afgørende relevant, og hvis det ikke var fordi, at Heaths er amerikaner, så kunne en dygtig dansk filminstruktør lave en fantastisk film på baggrund af teksten, men i disse globaliserede tider kan den nok både blive oversat og danne grundlag for en thriller, der ikke bare drejer sig om at rode i hjernen, men i høj grad osse om hvad og hvilke mekanikker, der styrer vores hoveder og ikke mindst, hvilken indflydelse det har på vores opfattelse af forholdet mellem stat og individ.
img_0398