Magtens arrogance må bekæmpes

Portræt af Christen Sørensen

Christen Sørensen

Af professor emeritus
Christen Sørensen

 

Verden står ikke stille. Og det gør menneskers meningsdannelse ej heller. Begge forhold gør, at nye beslutninger må træffes og/eller tidligere beslutninger ændres. Derfor må alle samfund – også demokratiske – udvikle institutioner, der kan træffe beslutninger. Det stiller jeg ikke spørgsmålstegn ved. Og derfor heller ikke til spørgsmål til den magt, som det er nødvendigt at overføre til disse institutioner. Magtbeføjelser overføres derfor til regeringer, parlamenter, offentlige institutioner som universiteter, sygehuse osv. osv.

Bekæmpelse af magtmisbrug er nødvendig

Men magtbeføjelser må begrænses for at undgå misbrug. Offentlighed om beslutninger og beslutningsgrundlag samt villighed til at gå i reel dialog med kritikere er væsentlige for at hindre magtmisbrug og undgå magtens arrogance.

Her er der meget, der kan forbedres, også i Danmark. Jesper Tynell giver i bogen “Mørkelygten” ret så rystende eksempler herpå. For tiden føres der i Østre Landsret en erstatningssag om Danmarks evt. medansvar for tortur i forbindelse med Danmarks deltagelse i Irakkrigen, hvor Forsvarsministeriet direkte har abonneret på løgnen for at stoppe retssagen, inden den kom i gang – dog heldigvis uden at løgnen fik det tilsigtede resultat.

Når dialogen afbrydes

Jeg vil her tage tre episoder op, som vel også er udtryk for magtmisbrug/magtfuldkommenhed i hvert fald i den form som kommer til udtryk ved, at en dialog afbrydes, når nærgående spørgsmål bliver stillet til magthavere. Jeg har selv været involveret i disse tre episoder. Men når jeg alligevel vælger at fokusere herpå, skyldes det, at jeg i disse tilfælde klart burde kunne begrunde, hvorfor det er et magtproblem, at magtpersoner afbryder en dialog, de selv er gået ind i, ved blot at stoppe videre meningsudveksling.

Netop nu – i starten af det nye år 2018 – genoptager regeringen forhandlinger om, hvad der af Liberal Alliance (LA) er annonceret som historisk store skattelettelser, og som især skal omfatte topskatten, hvis det altså står til LA. LA’s begrundelse herfor er, at det vil fremme den økonomiske vækst, hvorfor det ikke blot skulle være personer, der betaler topskat, der får glæde heraf. Problemet med dette udgangspunkt er, at der ikke er belæg for, at topskattelettelser eller skattelettelser i det hele taget øger den økonomiske vækst. Det har OECD dokumenteret i en dybtgående analyse, der blev publiceret i 2015 i rapporten: “In It Together. Why Less Inequality Benefits All”. Herom havde jeg i april 2017 i Århus Stiftstidende en meningsudveksling med økonomi- og Indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille. Men da jeg her udfordrede ham til at opgive sine løse påstande om skattelettelsers vækstfremmende virkning, ved at hans ministerium på danske data skulle dokumentere, at OECD tog fejl, blev ministeren tavs. Mit indlæg i Århus Stiftstidende 29. april 2017 kan ses her: https://stiften.dk/…/Stig-dog-ned-fra-topska…/artikel/450731

Har vismændene begået uredelighed?

Denne strategi – at dukke sig, når kritiske forhold bringes frem – er desværre ikke kun noget politikere betjener sig af. Selv vismænd kan ty hertil. I Dansk Økonomi efterår 2016 hævdede vismændene, at det næsten altid er sådan, at øget lighed går ud over væksten – altså samme sang som LA og Simon Emil Ammitzbøll-Bille kommer med. Problemet ved vismændenes påstand var, at den anførte OECD-rapport faktisk indgik i litteraturlisten til Dansk Økonomi efterår 2016. Derfor kan det jo næsten kun konkluderes, at vismændene ikke havde læst OECD-rapporten, idet det er svært at argumentere for, at de ikke har kunnet forstå OECD’s meget klare budskab, der ligefrem er fremhævet i rapportens titel. Er der så muligt at undgå at konkludere, at vismændene herved har begået videnskabelig uredelighed?

Hvis dette ikke er udtryk for uredelighed, vil der i bedømmelsen af studerende fremover opstå et uholdbart problem. Hvis f.eks. studerende i deres afsluttende speciale kan anføre lige så vægtige kilder og samtidig i teksten fremfører udsagn, der åbenlyst strider herimod, og ikke forklarer, hvorfor de ikke tilbageviser konklusionen i så vigtige kilder, vil det være umuligt at kræve, at de studerende skal have læst, hvad de anfører i kilderne. Enhver burde kunne forstå, at dette er uholdbart, hvorfor vismændenes adfærd som anført nødvendigvis må karakteriseres som videnskabelig uredelighed. Jeg har officielt fremført denne kritik i Politiken 13. april http://www.en-vis-mand.dk/156486749 , Kristeligt Dagblad 15. april https://www.kristeligt-dagblad.dk/…/oecd-konkluderer-oeget-… og Information 22. maj https://www.information.dk/…/vismaendenes-argumenter-ulighe… alle i 2017. Vismændene har reageret ved tavshed, selv om de ved deres analyse uberettiget har støttet et kontroversielt og fagligt uholdbart politisk udsagn.

 

Stråmand på Heine Andersen?
I Information har der siden oktober 2017 været en debat om forskningsfrihed med udgangspunkt i bogen ”Forskningsfrihed. Ideal og virkelighed”, som er skrevet af professor Heine Andersen. Prorektor Thomas Bjørnholm, for forskning og innovation ved Københavns Universitet, har forsøgt at bagatellisere den alvorlige begrænsning af forskningsfriheden, som Heine Andersen dokumenterer. Dette anføres uden forsøg på at forholde sig til, at forskningsfriheden i Danmark vurderes til at have en bundplacering blandt EU-landene! Men ikke nok hermed. Prorektoren forsøger, som desværre mange magtpersoner, at afspore kritik ved at tillægge modparten, dvs. Heine Andersen, synspunkter, som han ikke har: at universiteter skal være elfenbenstårne afskåret fra omverdenen, som ikke må samarbejde med bl.a. private virksomheder. Og han undlader også at svare på de konkrete spørgsmål, som han får stillet. Han svarer f.eks. ikke på, hvordan han vil begrunde, at København Universitet så sent som i 2016 skrev under på en forskningskontrakt, der indeholdt en bestemmelse om, at forskerne/medarbejderne fra Københavns Universitet, skulle ”optræde loyalt og udelukkende varetage modparten interesser i relation til aftalens omfang og indhold.” Hvordan skal vi kunne respektere ansvarlige for forskningen på vore universiteter, hvis de overtræder de grundlæggende etiske principper for forskere: sandhed, rigtighed og oprigtighed i dialogen/meningsudvekslingen?

Når jeg også er gået ind i denne debat, ved et indlæg i Information 4. dec https://www.information.dk/…/magtens-arrogance-uendelig-ogs…, skyldes det, at jeg indgår i et af de konkrete eksempler på undertrykkelsen af forskningsfriheden, som Heine Andersen har medtaget i sin bog. SDU beslaglagde en forskningspublikation, der allerede var offentliggjort, hvori jeg bl.a. kritiserede universitetets ledelse. SDU blev senere, efter intervention fra Det samfundsvidenskabelige Forskningsråd og Ombudsmanden tvunget til at genoptrykke denne publikation. Også derfra ved jeg, hvor dårligt det står til med forskningsfriheden i Danmark.

Offentlighed om grundlaget for beslutninger

I et demokratisk samfund må beslutningstagerne være rede til ikke blot at tage ansvaret for deres beslutninger. Dette betyder for det første, at der skal være offentlighed om grundlaget for disse beslutninger. Derfor er jeg også meget imod den indskrænkning af adgangen til aktindsigt, der blev gennemført under den senest S-ledede regering. Derudover må beslutningstagerne være villige til at gå i dialog med borgerne om grundlaget for beslutningerne. Og det må også indebære, at det udstilles, hvis magthaverne blot trækker sig fra videre dialog om væsentlige forhold, selv om det måtte være ubekvemt at svare på konkrete spørgsmål og dermed fortsætte en påbegyndt dialog.

Med dette indlæg vil jeg derfor opfordre til, at vi udstiller magtpersoner, når de mere eller mindre fejt trækker sig fra dialog om deres egne beslutninger og handlinger, der kan have stor samfundsmæssig betydning.