Mediekritik: Deadlines styrede interviewteknik

Medier

Om Jacob Rosenkrands’ interview med AnneLise Marstrand Jørgensen

af Maziar Mazor Etemadi (c)
Oprindeligt bragt på AnneLise Marstrand Jørgensens FB-side

AnneLise Marstrand Jørgensen var ude for en medieshitstorm i anledningen af, at hun havde meddelt, at hun ikke længere ville samarbejde med Radio24syv.. Det resulterede i et Deadline-intervew. 

Hun har selv kommenteret emnet i denne artikel

portræt
Maziar Mazor Etemadi

 

 

Anne Lise Marstrand-Jørgensen og Jakob Rosenkrands.

En analyse af Interviewet i Deadline DR2, torsdag d 19 august.

Jakob Rosenkrands interview med AnneLise Marstrand-Jørgensen udviklede sig til en ganske anden affære end hvad de fleste af os håbede på, Forventningen om en sobre, ædruelig samtale med det mål kritisk at gennemgå og belyse de forskellige aspekter af Anne Lise Marstand-Jørgensens beslutning om at boykotte Radio 24Syv blev hurtigt gjort til skamme.
Allerede ret tidligt i interviewet stod der desværre ganske klart, at Rosenkrands’ spørgsmål ikke var kritiske, men fornærmede og ureflekterede.

Rosenkrands brugte et simpelt argumentationsskema til at komme frem til sin ønskede konklusion:

Præmis 1) Det er kun tale om divergerende holdninger, hvis værdi kan afprøves i en debat,

Præmis 2) Marstrand -Jørgensen vil ikke lytte til anderledes holdninger i en debat.

Konklusion: Ergo har Marstrand -Jørgensens kritik ingen gyldighed.

 

Flere af den klassiske retorik velkendte ugyldige argumentationsformer kom desuden i brug. Her gennemgår
jeg få af dem.

 

 

 

 

1) Depræcisering af modpartens begreber og argumenter.

 

Rosenkrands forsøgte at adressere Marstrand -Jørgensens kritik af sagen til personen. Fx, her: ” Jamen, vil det sige, at alle DF´s vælgere er uanstændige?”
Det er en depræcisering. Marstrand-Jørgensen sigter ikke på DFerne som enkelte individer, men partiets politik. Det er en formel kritik, som kan være på tværs af samtlige DF-medlemers personlige ønsker, overbevisninger, håb, etc. Derfor svarer hun således: ” Det har jeg ikke sagt, for jeg kender ikke de mennesker. Men jeg har sagt, at hvis man gør begrebet ” anstændighed” til et skældsord, og det har DF gjort i årevis”. Hendes sigte er DFs politik.

 

2) Ompræcisering af kritikken fra adjektivt (racistisk) til substantivt (racist).

Marstrand-Jørgensens kritik går ud på, at ledelsen hos Radio 24Syv billiger racistiske og xenofobiske udsendelser (jf den oprindelige status, der også blev vist på skærmen). Men Rosenkrands drejer kritikken i retningen af og insisterer på at granske en implicit og imaginær ide om, at Marstrand-Jørgnsen må da mene, at værterne på programmet har racistiske holdninger. Her bruger han et andet retorisk trick, nemlig at afbryde modparten og introducere en afgørende drejning ved at bevæge sig uproblematisk fra adjektivt til substantivt flere gange frem og tilbage.
På den måde kan distinktionen mellem den adjektive brug og den substantive brug af ordet udvaskes uden at modparten har gjort sig omkostningen klar. Rosenkrands afbryder Marstrand-Jørgensen på minuttet 26.40 på følgende vis::

“Men racisme, der er alligevel, undskyld jeg afbryder,  det er alligevel noget meget få mennesker, der  i Danmark vil kaldes. Mener du at værterne i det her program racistiske? Der kommer racistiske udtalelser i æteren?”

Marstrand-Jørgensen svarer følgende:


“Jeg har ingen som helst forudsætninger for at sige, at værterne er racistiske”

 “, og privatholdningskritik. Marstrand-Jørgensen svar følgende: “Jeg har ingen som helst forudsætninger til at sige at værterne er racistiske” (…)
Rosenkrands ignorerer Marstrand-Jørgensen svar, og til sidst  bemærker videre Rosenkrands

:”Jeg spørger bare til din kritik og belæg for at bruge så stærke ord….”

Denne sætnings logiske objekt er ikke racistiske udtalelser, men værternes racisme. I følge Rosenkrands  (uanfægtet hvad Marstrand-Jørgensen lige har sagt) er de stærke ord anvendt om værterne. Om værternes hvad kunne man spørge? Om værterens racisme, som for ifølge Rosenkrands er de færreste i Danmark, der vil kalds racist.

Ergo forsøger Rosenkrands at privatisere et formelt program- og liniekritik til en personkritik.

3) Fordrejning af det faktuelle fra opdragende til holdningsudveksling.

Programmet Je suis Jalving har et helt klaret opdragende sigte. Det klart opdragende sigte kommer til udtryk i det Jalving begynder sit program med: “Goddag og velkommen til programmet ‘Je suis Jalving’. Programmet hvor jeg fortæller dig hvad du skal mene om folkvandring, veldfærdsstat og islamisk terror”.

Dette er hvad Marstrand-Jørgensen pointerer, men Rosenkrands fordrejer det til at kun omhandle holdningsudveksling.

Men dette er ikke Jalvings sigte. Han vil opdrage den danske befolkning til et sæt meninger, der skal bruges til:
”til at redde Danmark fra progressivt kollaps og sammenbrud i din eller dine børns levetid”.

4) Fordrejning af det faktuelle målgruppe.

På 27.29 siger Rosenkrands: “..Det er svært at gardere sig i et program hvor alle opfordres til at ringe ind”. På denne måde fratager Rosenkrands Jalving og co ansvaret. Men dette er ikke sandt. Som det fremgår af det hvad Jalving siger, har han en hel bestemt gruppe redningsmænd og redningskvinder i tankerne, og som han ønsker at de skal ringe til programmet: ”Ring ind hvis du vil være med til at redde Danmark fra progressivt kollaps og sammenbrud i din eller dine børns levetid”(Jalving). Derfor er Rosenkrands ved at fordreje sandheden.

 

5) Argumentum ad populum.

Rosenkrands søger at miskreditere Marstrand-Jørgensens kritik ved at henvise til den autoritet, der ligger i antallet af dem, der tilslutter sig en ide. Hvis der er tilstrækkelig mange mennesker, må det så være rigtigt.

Rosenkrands siger: “DF har dog 25 % af vælgerne i Danmark.”. Han kvalificerer ikke dette udsagn yderligere. Derfor må vi konkludere at han kun henviser til antallet for at begrunde at Marstrand-Jørgensen kritik burde derfor være forfejlet, når så mange mennesker slutter sig til dette parti.

Og dette makværk skal man så høre på i Søren Kierkegaards land. Som en klog ven Morten Sebber skrev om netop denne del af interviewet: “Ren inkvisition. Primitivt og åndssvagt”.

6) Mangel på veldefineret argumentation.

 

Rosenkrands henviser til, at det kun er holdninger og holdningsudvekslinger. Men alle menneskelige ytringer er holdninger, selv racisme er også en holdning. Alle holdninger på denne vis gør krav på egen sandhed og sandfærdighed, og vise holdningers usandhed er livsnødvendigt at påpege. Derfor kan han ikke afdramatisere den demagogiske sigte i programmet ved at henvise til holdninger som bare er forskellige fra hinanden.

Siden han selv ikke forsøger at komme med solide og veldefinerede spørgsmål, hvori han giver os alle en chance for at vide,  hvilke aspekter af racisme han henviser til, og hvorledes han mener man kan adskille xenofobi fra et sæt dårlige erfaringer med udlændinge,  fremstår han vag, usammenhængende og fornærmet.

Det hele slutter med, at en af de mest pinlige former for journalistisk ignorance jeg nogensinde har oplevet bliver på åben skærm taget i skole af den kølige intellekt på . Rosenkrands viser, at han ganske enkelt ikke kender begrebet anstændighed og dets brug i sproget.
Marstrand-Jørgensen: “Men jeg har sagt, at hvis man gør begrebet ” anstændighed ” til et skældsord, og dét har DF gjort i årevis, , så har man ikke forstået, hvad anstændighed er “.
Det ved Jakob Ronsenkrands åbenbart heller ikke.

Maziar

 

Fields marked with an * are required