Morten Frisch, forskning, hæderlighed

Racisme, Religion

 

 

Mikael Hertig
Mikael Hertig Nuuk Maj 2017 (c)

 

Af Mikael Hertig
https://orcid.org/0000-0002-0533-0231

 

 

YTRINGSFRIHED, FORSKNINGSFRIHED, BIAS

Fotografi af Morten Frisch
Morten Frisch er professor, ved Statens Serum Institut

Sådan skrev Morten Frisch i april 2017 på sin åbne Facebook-side

“Vi kan endnu nå at vende udviklingen og afværge katastrofen. For ja, et islamisk Europa – selv nok så demokratisk valgt som i Houellebecqs dystopiske roman – vil være en fænomenal katastrofe for mennesker, der insisterer på at være mennesker og ikke vil nøjes med at være en brik i et totalitært religiøst rædselsregimente.”

 

” I denne påske lykkedes det. Min kæreste havde købt Michel Houellebecqs nyeste roman ‘Underkastelse’ om Frankrigs og resten af Vesteuropas gradvise forvandling til en islamisk tonet verdensdel over de næste fem-ti år. Romanen skildrer en parisisk litteraturprofessors transformation fra ateistisk hedonist til muslimsk konvertit med retten til i hvert fald tre koner. Vildt? Ja. Oprørende? Ja, i den grad. Urealistisk? Tja, bom, who knows. Nej, faktisk er det denne bogs bedrift, at hele handlingen faktisk virkede som et slet ikke urealistisk fremtidsscenario.
Hele koret af feel-good “anti-racister” hader Houellebecq for hans ubehagelige sortsyn, der problematiserer islams stigende indflydelse i Europa. Og selv tror (håber?) jeg, at hans dødsdom over Europa, som vi kender det, er for pessimistisk. Men kun fremtiden kan vise, i hvor høj grad hans spådom går i opfyldelse. Vi kan endnu nå at vende udviklingen og afværge katastrofen. For ja, et islamisk Europa – selv nok så demokratisk valgt som i Houellebecqs dystopiske roman – vil være en fænomenal katastrofe for mennesker, der insisterer på at være mennesker og ikke vil nøjes med at være en brik i et totalitært religiøst rædselsregimente.
Houellebecq har fået mine øjne åbnet for en ret banal sag, som jeg flovt nok aldrig har gjort mig klart før. Politisk islamlitisk islams væsentligste modstander er ikke vantro kristne eller jøder. Næh, de virkelige modstandere er os, der hylder sekularismen som overordnet princip for en stat præget af mellemmenneskelig fred, tolerance, mangfoldighed og fordragelighed. Os, der insisterer på det enkelte individs ret til at bestemme hvor meget eller hvor lidt religion, man ønsker i sit liv. Det er os, ikke de vantro, der tilbeder ‘forkerte’ guddomme, som er islamismens reelle modstandere.”

 Morten Frisch’s kamp mod omskæring kan måske ses som  et led i hans antiislamiske kamp?

Som en af de mest aktive i Intact Danmark er professor Morten Frisch. Han udgav i 2015 en videnskabelig artikel, der skulle sandsynliggøre en kausal sammenhæng mellem rituel omskæring og autisme. Som det fremgår af linket, er den blevet tilbagevist siden. Artiklen er fagfællebedømt af Julie Morris og Venkatachalam Raveenthiran. Som nævnt er artiklen fra 2015, Facebook-kommentaren fra 2017. Hvis tidsfølgen havde været, at hans statement om at ville bekæmpe islams stille overtagelse af europæisk kultur på mellemlang sigt var fremsat før artiklens udsendelse. ville det have været nærliggende at rejse en sag om videnskabelig uredelighed. Det fremgår af artiklen, at han dengang ikke mente at have nogen interesse at oplyse, heller ikke dengang hans allerede gennem foreningsarbejde kendte stillingtagen imod omskæring af drenge.

Grundprincipperne i videnskabelig produktion er beskrevet i “Det Danske Kodeks for Integritet i Forskning”. Det kan forekomme lidt spejderagtigt, at grundprincipperne hedder “Ærlighed, Gennemsigtighed og Ansvarlighed”.  Selvom det fremgår af loven, at Statens Serum Institut skal have sine egne retningslinjer for Videnskabelig produktion (redelighed, uredelighed), findes der ikke på hjemmesiden nogle sådanne regler.

Det er et velkendt fænomen i samfundsvidenskabelig forskning, at forskerens værdipræmisser følger med. Der er derfor inter odiøst på forhånd i, at Morten Frisch af politiske og moralske grunde er modstander af drengeomskæring. Principielt er det heller ikke nødvendigvis en hindring for, at han vil kunne producere redelig og hæderlig kvalitetsforskning om drengeomskæring.  Imidlertid er den ret åbenbare risiko, at de empiriske undersøgelser bliver biased af den mere eller  mindre usaglige interesse, forskeren har i at få bekræftet sit moralsk-politiske standpunkt. Det er lige netop her, den østrigske filosof Karl Popper  kommer ind i billedet med det synspunkt, at forskeren skal tilrettelægge sin undersøgelse, så vedkommendes hypotese kan blive falsificeret.   Den svenske nobelpristager Gunnar Myrdal formulerer dette således, at “virkeligheden skal have en chance for at sparke tilbage”.  Det relevante spørgsmål er derfor for den forudindtagne forsker: Hvad gør du for at få afkræftet din hypotese, her om, at drengeomskæring skulle være sundhedsskadelig?

Tilsvarende vil gælde den jødisk- muslimske forsker, der beskæftiger sig med det samme tema. Forskningen går jo ikke ud på at indsamle og bearbejde observationer med henblik på at få bekræftet den politiske opfattelse (opinion), forskeren har i forvejen.

Indenfor den naturvidenskabelige disciplin er der muligvis en tradition for, at forfattere til artikler især redegør for økonomiske afhængigheder, men ikke for politisk eller socialt engagement. Det behøver der ikke nødvendigvis være noget odiøst i, for så vidt forskeren fremfører sine værdipræmisser på et tidligt tidspunkt i publikationen, fx. i “Abstract” samtidig med, at hun eller han i metodeafsnittet gør rede for, hvad de har gjort for at reducere bias.

Artiklen efterlader mig med et klart indtryk af,  at Morten Frisch er voldsomt forhippet på at påvise en sammenhæng mellem drengeomskæring og autisme. Det er velkendt i samfundsvidenskab, at statistiske sammenfald kan vise sig at være væsentlige i den tidligere fase af en videnskabelig proces. Desværre er det ofte sådan at de mulige sammenhænge mellem observationer vanskeliggøres af, at der kan være så mange mellemkommende variable. For eksempel er dødsfald efter hospitalsindlæggelse sikkert begrundet i sygdom og ikke i indlæggelserne selv. Derfor er indlæggelser næppe årsagen til dødsfaldene, men sygdommen. Det samme her. Et statistisk nærmest spuriøst sammenfald kan næppe tages til indtægt for noget som helst.  Man kan så mene, at Frisch heller ikke overdramatiserer resultatet i artiklen selv. Det gør han kun udenfor den videnskabelige kontekst, når han henviser til den.

Den mindre hæderlige del handler her om, hvad man på juridisk ville kalde den usaglige interesse.  Usaglig interesse indgår i habilitetslæren i offentlig forvaltning: Embedsmanden eller politikeren misbruger en tilladelse i form af en lovhjemmel til at fremme en helt anden interesse end den, loven forudsætter.  I forvaltningsretlige sammenhænge medfører usaglig interesse / inhabilitet vejen til afgørelsens ugyldighed  – det bliver en ommer.

For mig at se – jeg er erklæret modstander af forbud mod drengeomskæring, indtil der påvises så massive sundhedsskader, at jeg skifter politisk opfattelse – burde Frischs artikel have været indbragt som uredelig. Men jeg må indrømme, at jeg ikke kender nævnets måder at arbejde på.  Og indbragt blev den aldrig, kun tilbagevist uden at blive tilbagetrukket.

Jeg finder det også ærgerligt, at der øjensynlig er tradition for, at formidlingen ikke er omfattet af nogle hæderlighedskrav, der nogenlunde matcher den videnskabelige artikels konklusioner.