Jeg har ikke noget godt billede af Katrine Rosenbæk. Her er et billede af en Parykblækhat (c) Mikael Hertig oktober 2018
Dette indlæg blev nægtet optagelse i Berlingske Tidende. Det var tænkt som genmæle til en række stærkt kritisable personangreb på Kim Madsen, “Jobcentrets Ofre”. Jeg har haft dette før med Berlingske Tidende, hvor genmæle er et fremmedord.
Journalist Katrine Rosenbæk har indtil videre fået bragt to stort opsatte artikler i Berlingske, hvor hun angriber FaceBook-gruppen “Jobcentrets Ofre” i almindelighed og dens primus motor Kim Madsen i særdeleshed. Den hadske tone tyder på, at hun selv synes, hun er kommet over sin stress-sygdom. Det kan jeg ikke afgøre. Jeg er hverken psykolog, psykiater eller læge. For omkring to år siden gik hun selv ned med stress. Stress er en sygdom, der skal anerkendes, mente hun, for den gør folk uarbejdsdygtige, og samfundet taber uhyre summer på, at stress ikke tages alvorligt. Hun blev ikke selv taget alvorligt dengang, og hun måtte låne til at betale psykologen. Hun blev dog ikke pisket rundt i manegen i Jobcentrets musehjul.
Rosenbæks artikler bærer præg af hævntørst, uvidenhed og lyst til at diagnosticere andre. Holdningsbåret journalistik som Rosenbæks er stilmæssigt en fornyelse, men den duer ikke i hendes tilfælde, fordi sammenhængen mellem holdning og viden knækker; hun ved ikke,hvad hun skriver om. Katrine Rosenbæk angriber Kim Madsen for at simulere en lavere erhvervsevne, end han på baggrund af medicinske erklæringer er vurderet til at have. Det er både ubegavet og kynisk. Hun kan ikke stille diagnoser om erhvervsevne. Men hun gør det til en folkesag at diskutere, hvor syg et andet menneske med medicinske erklæringer nu er. Ligesom hun selv anså stress som en overset sygdom, andre ikke skulle diagnosticere på skrømt, burde hun selvfølgelig holde sig for god til at tage stilling til andres medicinske tilstand. Rosenbæk kender intet til Kim Madsens gigt og smerter. Kim Madsens erhvervsevne er ikke af ham selv sat til noget antal timer. Det er den vurdering, fagpersoner har lagt i forbindelse med hans ressourceforløb. Katrine Rosenbæk har lige så meget forstand på Kim Madsens erhvervsevne som på hvalers evne til at cykle på tandem. Det er det første og efter min mening helt utilladelige udtryk for mangel på selvkritisk sans.
Er det grisk at ville bede om flexjob?
Rosenbæk angriber Kim Madsen for hellere at ville have 18-19.000 kroner om måneden (flex+arbejdsløn) end 12.000 i kontanthjælp. Derfor, mener hun, skulle der være tale om ren griskhed. At leve i et gigthelvede for 11.-12.000 før skat er simpelthen under fattigdomsgrænsen. Jeg bilder mig ind, at Rosenbæk kender lige så lidt til fattigdom som til smerter. Det er naturligt, hvis Kim Madsen efter seks år vil over på en anden ydelse end konstanthjælp. Det handler om at komme ud af fattigdom, ikke om griskhed.
Juraen om kontanthjælp og andre ydelser
Så kommer vi til den næste uvidenhed. Hun kender næppe noget videre til beskæftigelses- og sociallovgivning. Kontanthjælp er ment som en kortvarig ydelse. Den skal kun gives som overlevelseshjælp, indtil den pågældendes situation er afklaret. Her taler vi om den principielle afklaring. Valget står i Kims tilfælde mellem fleksjob eller førtidspension. Langvarig kontanthjælp findes ikke efter loven. De langstrakte kontanthjælpsforløb er undergravende for sammenhængskraften i samfundet. Kim foretrækker fleksjob, fordi han gerne vil arbejde. Efter den centrale bestemmelse i den sociale pensionslov skal der tildeles fleksjob eller førtidspension, hvis det er åbenbart, hvis hans erhvervsevne er således v nedsat, at han ikke har varig udsigt til at blive selvforsørgende. Det er ulovligt at blive ved med at holde folk kørende på kontanthjælp, hvis den betingelse er opfyldt. Der er tale om en art finansiel magtfordrejning, hver gang det sker. Hvis der skal mirakeltro til at udfylde håbet om en bastant forbedring af erhvervsevnen, skal afgørelsen træffes med det samme. Tanken med fleksjobsreformen i sin oprindelige udformning var da også, at hvis nogen starter med et lavt arbejdstimetal om måneden vil det kunne forhøjes, hvis der sker forbedringer.
Når der er omkring 14.000 medlemmer i facebookgruppen, så skyldes det, at vi er nogle, der mener, at den fornedrende og mistænkeliggørende forvaltning af nogle af samfundets mest udsatte mennesker er kontraproduktiv, umenneskelig og burde høre op. Vi har at gøre med medmennesker, som skal mødes med samme respekt og værdighed som andre mennesker, og som Katrine Rosenbæk for sit eget vedkommende indtil videre åbenbart tager som en gudgiven selvfølge.
Først bringer en dansk avis et stort set underlødigt, nedvurderende indlæg om Grønland. Så prøver en og anden, her jeg, at få et svar optaget i samme avis, som indlægget bringes i.
Nej tak. De noget løse påstande får ikke noget genmæle. Borgerlig avis, borgerlig uvidenhed, nedladenhed.
Mikael Hertig skrev som svar – ikke optaget
Mikael Hertig Nuuk Maj 2017 (c)
”
Cordua og Grønland: det flyder
Jarl Cordua (1) må siges at have en flydende pen. Men det flydende stopper ikke der. Hans indre tankegang synes fri for faste holdepunkter; tilbage står en slags evne til at opstille teoretiske problemer uden praktisk løsning. Således også hans Opinion i Berlingske Tidende 12. april.
Her smører han et tyndt lag olie ud over det problem, at Færøerne og Grønland hver er repræsenteret med to mandater i folketinget, og at disse mandater kan indgå i dannelsen af en regering. Det finder Cordua problematisk, fordi de to lande i rigsfællesskabet har selvstyre, og fordi folketinget ikke har haft tradition for at lovgive for Færøerne og Grønland med hensyn til de hjemtagne områder.
Derved peger han på et problem, som han dog ikke formulerer klart: Skal Grønland og Færøerne fortsat have repræsentation i folketinget med hver to folketingsmedlemmer, indtil de to rebelske lande endeligt har forladt rigsfællesskabet, eller burde man ikke sparke dem ud med det samme?
Cordua nævner godt nok grundloven, men foretrækker tilsyneladende, at de arktiske folketingsmedlemmer pålægges at stemme blankt i sager, der ikke rager dem. Om det skal være i form af et moralsk pres eller en grundlovsændring, der indskrænker særlige folketingsmedlemmers ret til at stemme efter deres overbevisning, skriver Cordua intet om. Så nogen ændring i retning af hans princip er jurdisk umuligt. Men det er underordnet, at der ingen løsning er og næppe heller noget problem. Det flyder bare ud af pennen.
Havde Cordua været belastet af merviden eller selvkritisk sans, ville artiklen næppe være blevet skrevet.
Han havde i så fald muligvis vidst noget om, at regering og folketing i 1953 manipulerede det daværende grønlandske landsråd (delvist håndplukket, delvist valgt) til at gå ind for at gøre Grønland et dansk amt, så Danmark i FN-systemet slap for at blive betragtet som kolonimagt. Det var prisen, at så skulle de laverestående væsener i landet mod nord skulle fordanskes og have repræsentation i tinget. Grønland var, set i forhold til grundloven fra 1953 lige så dansk som Bornholm. At den forudsætning var fri fantasi, burde de fleste have vidst dengang, og bl.a. Alf Ross og FN-diplomaten Hermod Lannung gjorde indsigelser.
Cordua ville måske også have været bekendt med, at selvstyreloven for Grønland i dag af nogle statsretseksperter betragtes mere som politiske aftaler end som uigenkaldelige love, hvortil ændringer kræver grønlandsk godkendelse. Uden at ane, hvad han rører rundt i, pirker han derved også i den grød.
Det Cordua gør, er at involvere os i sin forvirring i begyndelsen af en proces, der i heldige tilfælde kunne have været indledningen til en form for undersøgelse af tingenes tilstand, som på et senere tidspunkt kunne have resulteret i mere underholdende indslag, der også kunne have bragt ny merviden med sig.
Hvis noget er det modsatte af Public Service, er det opinionsindslag som Corduas.
1: Cordua er aktiv liberal, talende uhyre på 24/syv og sammen med Nauja Lynge og Thorkild Kjærgaard nedgør han jævnligt grønlændere og grønlandsk politik uden at vide særlig meget om, hvad han taler om.
Berlingskes redaktør svarer
Det er jo sandt, at aviserne modtager mere, end de er i stand til at bringe. Men der er altså nogle, hvis vrøvl passerer redaktionen uden videre brug af kritisk sans. Når disse indlæg så bringes, så ville almindeligt genmæle have været passende.
Udnævnelsen af Pierre Collignon som debatredaktør på Berlingske havde ellers fået de varmeste anbefalinger fra en god ven. Jeg har undervejs fået det gode råd at prøve at være mere letløbende og underholdende, gerne causerende i stedet for bare at være supersaglig. Så jeg svarede, som det fremgår ovenfor.
Kære læser,
Tak for det læserbrev, debatindlæg eller kronikforslag, som du har sendt til Berlingske.
Vi har valgt ikke at bringe dit indlæg. Vi kan desværre ikke give individuelle begrundelser, når vi – som i dette tilfælde – siger nej tak til at bringe et indlæg. Vi modtager hver dag mange flere manuskripter, end vi kan få plads til at bringe i avisen. Det er vi taknemmelige for, fordi det giver os mulighed for at bringe den bedste debat. Desværre betyder det altså også, at vi allerede af pladsgrunde er nødsaget til at afvise en meget stor del af de indlæg, vi modtager – også selv om vi forbeholder os ret til at redigere og forkorte i indsendte indlæg, hvor vi skønner det nødvendigt.
Vi afviser dog uden videre indlæg, som også er sendt til andre medier eller modtagere end Berlingske.
Vi bestræber os på at reagere i løbet af få dage på alle henvendelser, enten i form af at vi bringer indlægget i avisen, eller ved at du, som det er tilfældet i denne sammenhæng, modtager et afslag. I enkelte tilfælde vil du have ventet i længere tid, før du hører noget fra os. Det er i så fald fordi, vi har haft dit indlæg liggende med et ønske om at kunne bringe det, men beklageligvis ikke har kunnet finde pladsen til det inden for det, vi mener, er rimelig tid.
Igen – tak fordi du valgte at sende dit indlæg til Berlingske. Og du er naturligvis velkommen til at sende indlæg (læserbreve, debatindlæg eller kronikker) til Berlingske en anden gang.
Med venlig hilsen, Pierre Collignon Debatredaktør
Jarl Cordua skrev bl.a. i Berlingske 12. april 2018
“Læserbrev” har ikke adgang til et portræt af Jarl Cordua. Derfor viser vi i stedet et billede af et næsehorn
“”Ved sidste folketingsvalg i 2015 afgjorde vælgerne på Færøerne og Grønland, at alle fire nordatlantiske mandater ville støtte Helle Thorning Schmidts genvalg som statsminister” …..
“Med andre ord, så var det de danskere, der bebor det Danmark, der er medlem af EU der afgjorde, hvilken regering, vi har her i landet. …..”
“Det kan sagtens hænde, at de blå partier til sin tid trodser de aktuelle målinger og alligevel vinder folketingsvalget i “rest-Danmark”. Men hvis det bliver snævert, f.eks. i mandatforholdet 88-87 eller tilsvarende, så bliver det flertal mere end udlignet, hvis valget igen ender med, at Nordatlanten sender fire mandater til Christiansborg.”
….
“Med andre ord: Vi får et flertal, hvor fire mandater får indflydelse på politikområder i Danmark som man i Grønland og Færøerne allerede har hjemtaget og på områder som disse repræsentanter egentlig burde afholde sig fra at stemme om. Vælgerne i Hadsten eller Gundsømagle stemmer heller ikke om at vælge danske repræsentanter, der skal være med til at vælge regering i Thorshavn eller Nuuk.”
….
Men er det fortsat rimeligt, at mere eller mindre selvstændighedssøgende nordatlantiske dele af riget skal have uforholdsmæssigt indflydelse på forhold i rest-Danmark, som de forlængst har meldt sig ud af?Hvis danskerne vælger et blåt folketingsflertal i rest-Danmark, hvorfor skal det så udlignes af fire røde mandater fra Nordatlanten? Det bliver man nødt til at diskutere i fremtiden.
“I alle de tilfælde, hvor en lov ikke gælder for Grønland og Færøerne, bør de nordatlantiske mandater være blanke, når der stemmes i folketingssalen. Det vil i praksis sige, at regeringer fremover skal sikre sig at have brede flertal i rest-Danmark bag sig, når der stemmes om forhold, der ikke vedrører Grønland og Færøerne. Spørgsmålet er dog også, om de fire nordatlantiske mandater ikke bør undlade at blande sig i, hvem der kan danne regering i rest-Danmark. Især bør selvstændighedsbevægelserne gå forrest og med en blank stemme markere, at de ikke er en del af det, som de strengt taget mener, er et fremmed lands indre forhold.
Asii Chemnitz Narup, borgmester Sermersooq Kommune, Nuuk ligger i kommunen ( Alchetron Free Encyclopedia)
Denne artikel skrevet af Asii Chemnitz Narup er først bragt som kronik i Dagbladet Politiken
Flagene blæser hver sin vej. Marine Duc Foto (c) marts 2017
HVIS EN DANSK borgmester gratis bruger rådhusets lokaler til sit bryllup, og en dansk regionsformand har avisabonnementer til et beløb, der svarer til prisen for spidsen af en jetjager – skal demokratiet så suspenderes i kommuner og regioner i Danmark?
For bør de danske problemer så ikke også medføre en indskrænkning i demokratiet og central kontrol over den lokale og regionale selvforvaltning?
Enhver med bare lidt fornuft intakt kan godt se, at det selvfølgelig er en tåbelig idé. Og derfor er det selvfølgelig også – for nu at sige det ligeud – temmelig håbløst, når blandt andet den ellers både begavede og oprigtigt grønlandsinteresserede Søren Espersen gør sig til talsmand for synspunktet.
Flagene blæser hver sin vej. Marine Duc Foto (c) marts 2017
Og Kjærgaard foreslår så, at det grønlandske selvstyre derfor i en periode skal suspenderes, så Danmark kan rette op på problemerne. Det er desværre den galej, som Søren Espersen har valgt at stige om bord på. Men kursen er håbløs, og båden tager vand ind.
Jeg er selvfølgelig helt med på, at man i mediemalstrømmen kan have behov for at skærpe sine vinklinger for at trænge igennem med sit budskab. Men en seriøs debat fordrer det næppe. Lad os derfor prøve at se, om vi kan skabe en sådan i stedet:
For sagen er den, at mange af de forhold som såvel Kjærgaard som Espersen påpeger som problemer i Grønland, vitterlig er problemer.
Dem er vi såmænd smertelig bevidste om i Grønland. Men selv om dele af diagnosen er rigtig, nytter det jo ikke noget at fejlbehandle – et åbent benbrud bliver altså ikke bedre af hverken hovedpinepiller eller hjertemassage.
Flagene blæser hver sin vej. Marine Duc Foto (c) marts 2017
ØNSKET OM – i alt fald i en periode – at rulle selvstyret tilbage og lade Danmark overtage den politiske styring af Grønlands interne forhold rammer ned oven i en meget intens selvstændighedsdebat i Grønland. Den er følelsesladet, den er ofte populistisk, ofte urealistisk – men den er ikke desto mindre helt reel og med dybe rødder i det grønlandske samfund. Så ikke alene er forslaget fra Kjærgaard og Espersen tåbeligt – timingen er også den værst tænkelige.
Selv hvis intentionerne fra Kjærgaard og Espersen skulle være de bedste, er synspunktet om en tilbagerulning af demokrati og grønlandsk selvbestemmelse decideret kontraproduktivt for den dansk-grønlandske relation.
Et dumt og populistisk budskab kan da heller ikke forvente at blive mødt med andet end vrede og afstandtagen, hvilket vi forventeligt også allerede ser i Grønland.
Vi står i en vanskelig kamp og med mange udfordringer. Men Grønland er et moderne samfund. Der er masser af engagerede borgere, der er dybt involveret i frivilligt socialt arbejde, i idrætsaktiviteter, i politiske partier osv. – slet ikke ulig Danmark.
Hvem i alverden kan – ved deres fulde fem – tro, at demokrati og indflydelse på eget liv og egen fremtid i eget land skulle styrkes ved at lade Danmark tage over for selvstyret og rulle udviklingen baglæns?
Der er i Danmark brug for et reality-tjek og kollektiv besindelse, i forhold til hvad det egentlig er for et samfund, Grønland er – det er nemlig mestendels et højst moderne samfund.
Og langt de fleste borgere i Grønland har forventninger og ønsker til livet og dets behagelighed, der ikke adskiller sig nævneværdigt fra andre borgere i Vestens. Børnene går i børnehave og i skole og har flyverdragt på vinteren. Mere mystisk er det ikke.
GRØNLAND LAVER handelsfremstød i Kina og Sydkorea, har egne repræsentationer i Bruxelles og i Washington, sidder i et hav af arktiske fora, herunder Arktisk Råd, vi er løbende i tæt samarbejde med vores naboer i Canada, Alaska, Norge, Island, Færøerne osv. Grønland er altså en aktør i den moderne og globaliserede Verden.
Punktum.
Kan man seriøst forestille sig, at dette skulle rulles tilbage? Og hvad ville det i så fald sige om
Danmark?
Jeg er helt med på, at det er svært for mange i Danmark at forstå det udbredte grønlandske ønske om selvstændighed. Og mange afskriver det som urealistisk.
Men man bliver i Danmark nødt til at forstå, at ønsket om selvbestemmelse stikker dybt og har åbenlyse historiske årsager.
De historiske forhold som koloniseret land over for en kolonimagt sætter sig naturligvis dybe spor.
Det ryster intet folk bare lige sådan af sig, og det ville ærlig talt også være mærkeligt, om vi lige netop i Grønland bare kunne gøre det uden videre.
VI STÅR I EN periode, hvor vi er i gang med ’nation-building’. Og intet samfund, heller ikke Danmark, fandt sine styrker og etablerede sine grundpiller som samfund med ét slag.
Det kræver dynamiske processer og udvikling over tid og i en kontinuerlig udveksling med de ydre rammer og historiske vilkår.
Vi skal tage de bedste ting fra den skandinaviske model og få den etableret på en måde, som går i spænd med vores inuitkultur og -tradition.
Det er ærlig talt besynderligt, at det er nødvendigt at gentage dette, der jo reelt er en banalitet, for en toppolitiker og en universitetshistoriker.
Blandt de fineste ting, vi i Grønland har fået med i arv fra Danmark, er netop demokratiet.
Det er derfor intet mindre end besynderligt at skulle møde et forslag om en indskrænkning af netop demokrati, borgerinddragelse og selvbestemmelse i Grønland. Det giver ingen mening.
Forholdet til Danmark er nok kendetegnet ved, at det forekommer fjernt og dominerende på samme tid.
Vi er i Grønland på godt og ondt blevet presset ind i en samfundsmodel og systemform, som mange i Grønland finder grundlæggende fremmed.
Men netop demokratiet, folkestyret, forlener os med redskaber til over tid at kompensere, tilpasse og forandre efter det grønlandske folks ønske, vilje og behov.
Og derfor er det også så både mærkeligt og ærgerligt, at Søren Espersen i denne sag vælger at se bort fra det forhold, at følelsen af at være et folk, at have en kultur, at have et eget sprog, at have fod under eget bord og selv indrette sit samfund osv. er en stærk kraft – en kraft, der sjældent lader sig spise af med, at andre udefra påpeger, at det er uholdbart, og hiver fejl- og mangellisten frem. Og sætter trumf på med forslaget om en indskrænkning af demokratiet.
Flagene blæser hver sin vej. Marine Duc Foto (c) marts 2017
FOR EN POLITIKER, der værner så meget om det særegent danske, kunne man egentlig godt have forventet en vis forståelse for, at vi i Grønland også er optaget af det særegent grønlandske.
Men fejlslutningen og den utilstrækkelige historiske og psykologiske forståelse, der er Søren Espersens, deler han med mange – og det medfører andre mere konkrete problemer:
Mange tror fejlagtigt, at Grønland ’bare’ kan styres og administreres som en lidt fjerntliggende dansk provinskommune, hvor der bare er lidt længere til sygehuset, og klassekvotienten er lidt lavere.
Men sagen er den, at vi er 56.000 mennesker på et helt enormt område. Man kan kun komme fra by til bygd med skib eller fly, og vejret og klimaet sætter på næsten daglig basis rammerne for, om man kan komme ud af døren.
Det er svært at drive et samfund med så få borgere. Og det er dyrt at drive et så lille samfund med så enorme afstande, som om det var en vestjysk kommune.
De udfordringer og livsvilkår, vi har og lever under, er helt, helt anderledes.
Så oven i udfordringer med alkohol- og hashmisbrug (som man også slås med i Danmark), udfordringerne med seksuelt misbrug (som man også har i Danmark), udfordringerne med kortsigtet tænkende politikere (som man også kender til i Danmark) osv., har Grønland nogle helt specifikke udfordringer, der simpelthen knytter sig til vores geografiske, klimatiske og demografiske grundvilkår.
VI HAR MANGEdårlige sociale sager i Grønland (hør Narups Nytårstale) – ja. Men en undersøgelse viste for nylig, at f.eks. Københavns Kommune havde fejl i samtlige – samtlige! – undersøgte børnesager.
Ja, der er alkoholproblemer i Grønland – men det gennemsnitlige alkoholindtag per borger er lavere i Grønland end i Danmark.
Ja, vi har problemer med det faglige niveau i vores folkeskoler – men mig bekendt har Danmark drøftet faglige problemer i folkeskolen i mindst et par årtier uden at skabe mærkbare resultater.
Alt dette blot for at sige, at vi i Grønland naturligvis deler en lang række af de moderne samfundsproblemer med boligmangel, uddannelse, sociale problemer osv.
Vi deler de udfordringer med praktisk talt alle andre lande i Verden – herunder Danmark – men naturligvis på de specifikke betingelser, der nu engang er Grønlands.
Men det fører jo ikke til, at vi kræver den danske, den bolivianske eller den australske regering sat under administration på ubestemt tid, fordi de pågældende lande ikke er nået i mål med at løse de sociale problemer, ikke har løftet uddannelsesniveauet nok, eller fordi dele af befolkningen fortsat drikker for meget.
Grønland har været inddraget i de politiske processer vedrørende vores egen udvikling i en håndfuld årtier.
Det nuværende selvstyre er end ikke 10 år gammelt – og vi har endnu masser af politiske, strukturelle og demokratiske børnesygdomme og problemer. Men hvilken anden tidligere koloni har ikke det?
Kan Søren Espersen pege på andre lande, der på så kort tid er kommet så langt?
Jeg er sørgeligt bevidst om de enorme udfordringer, vi som land står over for.
Jeg bruger alle mine vågne timer på at gøre dem mindre.
Men en helt central del af øvelsen i disse år er jo, at grønlændere skal finde ud af at arrangere og indrette vores land på en måde, som svarer til vores vilkår. Ikke danske vilkår – men de specifikke grønlandske vilkår.
FOR SANDHEDEN er jo, at langt de fleste strukturer, lovgivningen og måder at indrette samfundet i Grønland på, er en nærmest 1:1-copy-paste af den danske måde at gøre tingene på.
Men som påpeget er vores udfordringer og vilkår af en helt anden karakter, og det kommer til at tage tid at få gearet det grønlandske samfund til en model, der tilbyder svar på vores udfordringer, vores vilkår, vores specifikke problemer – og det på en måde, der ikke bare fortsat trækker en skabelon ned over hovedet på os selv, som om vi var Djursland, Lolland eller Samsø. Søren Espersen kender Grønland godt nok til at vide dette.
JEG ER ENIG med Søren Espersen i, at en del af den politiske ’klasse’ i Grønland foregøgler befolkningen heroppe, at selvstændighed vil løse alle problemer.
Der er masser af populisme, økonomisk uansvarlighed og letkøbte og helt urealistiske ’løsninger’ på bordet, som jeg selv får grå hår i hovedet og tinnitus i ørerne af at skulle lytte til.
Men jeg tænker også, at dette ikke kan være Søren Espersen helt fremmed.
Måske mekanismen genkendes fra den danske politiske offentlighed?
Men det berettiger jo ikke til at lancere endnu en uansvarlig letkøbt og urealistisk løsning, når det gælder det grønlandske selvstyre, sådan som Thorkild Kjærgaard og Søren Espersen gør.
Noget af det, jeg og mine kolleger forsøger i disse år, er at skabe vækst, beskæftigelse, boliger, uddannelser og et rigt kulturliv i ’min’ kommune, hovedstadskommunen.
Det skal bl.a. medvirke til at sikre, at unge veluddannede grønlændere får lyst til og tror på en reel fremtid i Nuuk og i Grønland. Og dermed kan vi bidrage til at modvirke den flugt ud af landet, vi desværre har set i en årrække.
Jeg har en ambition om, at vi kan øge befolkningstallet i Nuuk og i Grønland ved at styrke turismen, forskningen, en række ’grønne’ og klimarigtige udviklinger osv.
For få uger siden var det en ung grønlænder, der vandt en fornemt pris fra det amerikanske Harvard University på Arctic Circle-konference i Reykjavik.
Vi har taget en stribe initiativer for at sætte gang i iværksætteriet, vi tænker i OPP, vi skaber infrastruktur, vi er ved at udvikle en fødevareklynge, som kan styrke, forædle og udbrede grønlandske fødevareprodukter osv.
Og vi gør det i samarbejde med hinanden i Grønland, i samarbejde med en række aktører i Danmark, fra DI til universiteterne og til virksomheder, og i samarbejde med aktører fra det øvrige Arktis.
GRØNLAND HAR gang i utrolig mange vigtige, spændende og rigtige ting – en masse ting går den rigtige vej, og aldrig har jeg set så stærk og begavet en grønlandsk ungdom som den, jeg ser i dag.
Dén virkelighed er også en del af sandheden om Grønland – selv om jeg er opmærksom på og meget bevidst om de mange problemer, som også Søren Espersen påpeger.
Tilbage står, at den gradvise bevægelse mod stadig større selvstændighed for Grønland efter min mening er irreversibel.
Det er den af mange grunde. Og selv om jeg personligt – i lighed med mange andre grønlændere – er dybt skeptisk over for den måde, det grønlandske selvstyre har valgt at gribe processen an på i disse år, og anser selvstyrets køreplan og tidsperspektiv for helt urealistisk – så er der ingen tvivl i mit hjerte om, at processen er både rigtig og nødvendig.
PERSONLIGT ER jeg ked af, at den proces – for nogle – bliver en meget hadefuld og bitter afstandtagen til Danmark og danskere og ikke mindst danskere i Grønland.
Sandheden jo er, at trods alle de fejl, Danmark måtte have begået i Grønland gennem årene, er vi som lande også tæt forbundet og med historiske, kulturelle og ikke mindst familiære bånd, som ikke bare kan rives ud af hverken historiebøgerne eller vores sind.
Men at suspendere selvstyret, svække den demokratiske proces og udvikling og rulle tiden baglæns vil kaste rigsfællesskabet ud i en voldsom krise, sætte relationen under yderligere pres og skærpe retorikken.
Og mest af alt vil det forringe chancen for at finde socialt, menneskeligt og økonomisk bæredygtige løsninger i Grønland.
Jeg håber, at jeg ved Søren Espersens næste besøg i Nuuk kan få mulighed for at drøfte dette yderligere.
Verden står ikke stille. Og det gør menneskers meningsdannelse ej heller. Begge forhold gør, at nye beslutninger må træffes og/eller tidligere beslutninger ændres. Derfor må alle samfund – også demokratiske – udvikle institutioner, der kan træffe beslutninger. Det stiller jeg ikke spørgsmålstegn ved. Og derfor heller ikke til spørgsmål til den magt, som det er nødvendigt at overføre til disse institutioner. Magtbeføjelser overføres derfor til regeringer, parlamenter, offentlige institutioner som universiteter, sygehuse osv. osv.
Bekæmpelse af magtmisbrug er nødvendig
Men magtbeføjelser må begrænses for at undgå misbrug. Offentlighed om beslutninger og beslutningsgrundlag samt villighed til at gå i reel dialog med kritikere er væsentlige for at hindre magtmisbrug og undgå magtens arrogance.
Her er der meget, der kan forbedres, også i Danmark. Jesper Tynell giver i bogen “Mørkelygten” ret så rystende eksempler herpå. For tiden føres der i Østre Landsret en erstatningssag om Danmarks evt. medansvar for tortur i forbindelse med Danmarks deltagelse i Irakkrigen, hvor Forsvarsministeriet direkte har abonneret på løgnen for at stoppe retssagen, inden den kom i gang – dog heldigvis uden at løgnen fik det tilsigtede resultat.
Når dialogen afbrydes
Jeg vil her tage tre episoder op, som vel også er udtryk for magtmisbrug/magtfuldkommenhed i hvert fald i den form som kommer til udtryk ved, at en dialog afbrydes, når nærgående spørgsmål bliver stillet til magthavere. Jeg har selv været involveret i disse tre episoder. Men når jeg alligevel vælger at fokusere herpå, skyldes det, at jeg i disse tilfælde klart burde kunne begrunde, hvorfor det er et magtproblem, at magtpersoner afbryder en dialog, de selv er gået ind i, ved blot at stoppe videre meningsudveksling.
Netop nu – i starten af det nye år 2018 – genoptager regeringen forhandlinger om, hvad der af Liberal Alliance (LA) er annonceret som historisk store skattelettelser, og som især skal omfatte topskatten, hvis det altså står til LA. LA’s begrundelse herfor er, at det vil fremme den økonomiske vækst, hvorfor det ikke blot skulle være personer, der betaler topskat, der får glæde heraf. Problemet med dette udgangspunkt er, at der ikke er belæg for, at topskattelettelser eller skattelettelser i det hele taget øger den økonomiske vækst. Det har OECD dokumenteret i en dybtgående analyse, der blev publiceret i 2015 i rapporten: “In It Together. Why Less Inequality Benefits All”. Herom havde jeg i april 2017 i Århus Stiftstidende en meningsudveksling med økonomi- og Indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille. Men da jeg her udfordrede ham til at opgive sine løse påstande om skattelettelsers vækstfremmende virkning, ved at hans ministerium på danske data skulle dokumentere, at OECD tog fejl, blev ministeren tavs. Mit indlæg i Århus Stiftstidende 29. april 2017 kan ses her: https://stiften.dk/…/Stig-dog-ned-fra-topska…/artikel/450731
Har vismændene begået uredelighed?
Denne strategi – at dukke sig, når kritiske forhold bringes frem – er desværre ikke kun noget politikere betjener sig af. Selv vismænd kan ty hertil. I Dansk Økonomi efterår 2016 hævdede vismændene, at det næsten altid er sådan, at øget lighed går ud over væksten – altså samme sang som LA og Simon Emil Ammitzbøll-Bille kommer med. Problemet ved vismændenes påstand var, at den anførte OECD-rapport faktisk indgik i litteraturlisten til Dansk Økonomi efterår 2016. Derfor kan det jo næsten kun konkluderes, at vismændene ikke havde læst OECD-rapporten, idet det er svært at argumentere for, at de ikke har kunnet forstå OECD’s meget klare budskab, der ligefrem er fremhævet i rapportens titel. Er der så muligt at undgå at konkludere, at vismændene herved har begået videnskabelig uredelighed?
Hvis dette ikke er udtryk for uredelighed, vil der i bedømmelsen af studerende fremover opstå et uholdbart problem. Hvis f.eks. studerende i deres afsluttende speciale kan anføre lige så vægtige kilder og samtidig i teksten fremfører udsagn, der åbenlyst strider herimod, og ikke forklarer, hvorfor de ikke tilbageviser konklusionen i så vigtige kilder, vil det være umuligt at kræve, at de studerende skal have læst, hvad de anfører i kilderne. Enhver burde kunne forstå, at dette er uholdbart, hvorfor vismændenes adfærd som anført nødvendigvis må karakteriseres som videnskabelig uredelighed. Jeg har officielt fremført denne kritik i Politiken 13. april http://www.en-vis-mand.dk/156486749 , Kristeligt Dagblad 15. april https://www.kristeligt-dagblad.dk/…/oecd-konkluderer-oeget-… og Information 22. maj https://www.information.dk/…/vismaendenes-argumenter-ulighe… alle i 2017. Vismændene har reageret ved tavshed, selv om de ved deres analyse uberettiget har støttet et kontroversielt og fagligt uholdbart politisk udsagn.
Stråmand på Heine Andersen?
I Information har der siden oktober 2017 været en debat om forskningsfrihed med udgangspunkt i bogen ”Forskningsfrihed. Ideal og virkelighed”, som er skrevet af professor Heine Andersen. Prorektor Thomas Bjørnholm, for forskning og innovation ved Københavns Universitet, har forsøgt at bagatellisere den alvorlige begrænsning af forskningsfriheden, som Heine Andersen dokumenterer. Dette anføres uden forsøg på at forholde sig til, at forskningsfriheden i Danmark vurderes til at have en bundplacering blandt EU-landene! Men ikke nok hermed. Prorektoren forsøger, som desværre mange magtpersoner, at afspore kritik ved at tillægge modparten, dvs. Heine Andersen, synspunkter, som han ikke har: at universiteter skal være elfenbenstårne afskåret fra omverdenen, som ikke må samarbejde med bl.a. private virksomheder. Og han undlader også at svare på de konkrete spørgsmål, som han får stillet. Han svarer f.eks. ikke på, hvordan han vil begrunde, at København Universitet så sent som i 2016 skrev under på en forskningskontrakt, der indeholdt en bestemmelse om, at forskerne/medarbejderne fra Københavns Universitet, skulle ”optræde loyalt og udelukkende varetage modparten interesser i relation til aftalens omfang og indhold.” Hvordan skal vi kunne respektere ansvarlige for forskningen på vore universiteter, hvis de overtræder de grundlæggende etiske principper for forskere: sandhed, rigtighed og oprigtighed i dialogen/meningsudvekslingen?
Når jeg også er gået ind i denne debat, ved et indlæg i Information 4. dec https://www.information.dk/…/magtens-arrogance-uendelig-ogs…, skyldes det, at jeg indgår i et af de konkrete eksempler på undertrykkelsen af forskningsfriheden, som Heine Andersen har medtaget i sin bog. SDU beslaglagde en forskningspublikation, der allerede var offentliggjort, hvori jeg bl.a. kritiserede universitetets ledelse. SDU blev senere, efter intervention fra Det samfundsvidenskabelige Forskningsråd og Ombudsmanden tvunget til at genoptrykke denne publikation. Også derfra ved jeg, hvor dårligt det står til med forskningsfriheden i Danmark.
Offentlighed om grundlaget for beslutninger
I et demokratisk samfund må beslutningstagerne være rede til ikke blot at tage ansvaret for deres beslutninger. Dette betyder for det første, at der skal være offentlighed om grundlaget for disse beslutninger. Derfor er jeg også meget imod den indskrænkning af adgangen til aktindsigt, der blev gennemført under den senest S-ledede regering. Derudover må beslutningstagerne være villige til at gå i dialog med borgerne om grundlaget for beslutningerne. Og det må også indebære, at det udstilles, hvis magthaverne blot trækker sig fra videre dialog om væsentlige forhold, selv om det måtte være ubekvemt at svare på konkrete spørgsmål og dermed fortsætte en påbegyndt dialog.
Med dette indlæg vil jeg derfor opfordre til, at vi udstiller magtpersoner, når de mere eller mindre fejt trækker sig fra dialog om deres egne beslutninger og handlinger, der kan have stor samfundsmæssig betydning.
Påstand om, at Danmark skal genindføre kolonitilstand i Grønland, må ikke gendrives i Berlingske
Jeg ser med nogen bekymring på, at modsvar til kronikker og blogindlæg konsekvent nægtes optagelse i den trykte presse. Debatten amputeres på den måde.
Denne gang handler om dette blogindlæg af Torben Steno i Berlingske Tidende: LÆS DET FØRST – TRYK PÅ det lysegrå: Læs resten af …
Jeg sendte derefter følgende til Berlingskes debatredaktion:
Steno savner indsigt i grønlandske forhold
Mikael Hertig Nuuk Maj 2017 (c)
Torben Steno har i sin blog i Berlingske Tidende 29. november beskæftiget sig med den sociale nød i Grønland og ligesom andre borgerlige debattører, fx Søren Espersen og Thorkild Kjærgaard, koblet den til Selvstyrets arbejde for uafhængighed af Danmark
Steno henviser til de allerede kendte problemer i Grønland med seksuelt misbrug af børn, vold og selvmord.
Tankegangen synes at være, at hvis bare grønlænderne udskiftede deres identitet med en dansk og egentlig genindførte den dejlige kolonitid, så ville alle problemer blive løst. Nu kan ingen ikke skifte identitet, som man skifter underbukser. Hvert menneske er på sit livs rejse i gang med hele tiden at tilpasse sig sit sted og sine medmennesker ud fra sine hidtidige erfaringer. På den måde udvikler hver især ait verdensbillede med de forestillinger, som hører stedets kultur til. Inuits identitet i Grønland er ikke dansk og bliver det heller ikke.
Det er lige så urealistisk at ville afskaffe selvstyret som det er helt fejlspecificeret at hævde, at Grønland aktuelt er i en situation, hvor ønsket om uafhængighed kan realiseres på kort tid. Koblingen er simpelthen fejlspecificeret på grund af den underforståede påstand om tidsperspektivet:
Der er ikke i Grønland bred opbakning til ønsket om fuld uafhængighed, før Grønlands økonomi er styrket så meget, at landet kan finansiere sig selv.
Steno opstiller et problem, han ikke er i stand til at foreslå en realistisk løsning på, end ikke på lang sigt.
Det gælder for ethvert folk og dets historie, at det er flettet sammen mellem geografien og befolkningen i dets samspil med de vilkår, stedets natur tilbyder. I Grønland handler det om livet, som det har udfoldet sig igennem århundreder i byer og bygder her, med fangst, fiskeri og jagt som det oprindelige.
Den sociale nød i Grønland skyldes ikke Selvstyret
Grønland er fortsat med sit Selvstyre en mellemting mellem en koloni og et selvstændigt land. Det ser ud, som om Torben Steno skulle mene, at den massive sociale nød i Grønland skyldes det tidligere hjemmestyre og det nuværende selvstyre, hvorimod der ingen sammenhæng skulle være til kolonifortiden og fordanskningsprocessen 1953-70.
Intet tyder på, den påstand holder. Sammenligner man situationen i Grønland med andre oprindelige folk: Inuit i Canada og Alaska, aboriginer i Australien og indianere i USA er mønstret det samme. Der er forsket en del i dette allerede: onde spiraler med kriminalitet, selvmord, misbriug af børn, alkohol.
Den nærliggende forklaring på de oprindelige folks sociale problemer er den berøvede og splittede identitet.
Grønlænderne bor i Grønland, som egentlig er inuitternes eget land; men Grønland er dybt påvirket, i perioder domineret af en fremmed kultur, som det ikke kan slippe fri af, og som det ingen kontrol har med.
Det splittede sind og de for de svageste håbløse udsigter til en meningsfuld fremtid kunne snarere tænkes at udgøre det identitetskompleks, den virkelige politiske udfordring består i. Befolkningens problemer løses næppe ved at gøre de splittede sind mere danske eller ved at genindføre en mere kolonipræget styreform.
Tværtimod vil det kunne vise sig endnu mere destruktivt.
Rapporter om de grønlændere i Danmark, der har sværest ved at fungere på danske vilkår, taler også deres eget tydelige sprog.
Der er meget tilgængelig viden, Steno overser. Der skyldes måske uvidenhed. Men derved bærer han ved til det hadets bål, der forpester mere seriøse forsøg på at sætte grønlænderne fri og hjælpe frem mod en større gensidig forståelse.
Forståelse er en rejse ind i en andens land – en rejse, Steno burde begive sig ud i.
Berlingskes automatsvar:
Tak for det læserbrev, debatindlæg eller kronikforslag, som du har sendt til Berlingske.
Vi har valgt ikke at bringe dit indlæg. Vi kan desværre ikke give individuelle begrundelser, når vi – som i dette tilfælde – siger nej tak til at bringe et indlæg. Vi modtager hver dag mange flere manuskripter, end vi kan få plads til at bringe i avisen. Det er vi taknemmelige for, fordi det giver os mulighed for at bringe den bedste debat. Desværre betyder det altså også, at vi allerede af pladsgrunde er nødsaget til at afvise en meget stor del af de indlæg, vi modtager – også selv om vi forbeholder os ret til at redigere og forkorte i indsendte indlæg, hvor vi skønner det nødvendigt.
Vi afviser dog uden videre indlæg, som også er sendt til andre medier eller modtagere end Berlingske.
Vi bestræber os på at reagere i løbet af få dage på alle henvendelser, enten i form af at vi bringer indlægget i avisen, eller ved at du, som det er tilfældet i denne sammenhæng, modtager et afslag. I enkelte tilfælde vil du have ventet i længere tid, før du hører noget fra os. Det er i så fald fordi, vi har haft dit indlæg liggende med et ønske om at kunne bringe det, men beklageligvis ikke har kunnet finde pladsen til det inden for det, vi mener, er rimelig tid.
Igen – tak fordi du valgte at sende dit indlæg til Berlingske. Og du er naturligvis velkommen til at sende indlæg (læserbreve, debatindlæg eller kronikker) til Berlingske en anden gang.
Kristeligt Dagblad fandt ikke plads til dette direkte gensvar til en tidehvervsk orienteret artikel 21. november.
Derfor bringes den her.
Vores forestillinger om godt og ondt udfolder sig samtidigt indenfor det folkekirkelige og det offentlige politiske rum. De hænger sammen og kan ikke adskilles.
Det virker tilforladeligt, når Henrik Bang Møller i sin kommentar i Kristeligt Dagblad 21. november hævder, at ”kristendom ikke bare kan reduceres til næstekærlighed”. Som sognepræst taler han jo på sin vis på kirkens vegne; men vi må vogte os, når præster giver sig i kast med at definere, hvem der har den rigtige tro, og hvem der en forkert eller utilstrækkelig tro. Det er selv et politisk ærinde.
Hans postulerede ærinde er at holde politik ude af kirken. I disse år har mange menighedsråd interesseret sig for Peter Tudvads bog om Bonhoeffer, den præst der ikke ville lade den evangelsk-lutherske kirke i Tyskland underkaste sig nazismens menneskesyn. Det måtte han lade livet for. Han var ikke missionsk, men tog kristen moral alvorligt og drog de politiske konsekvenser af det. Hører det hjemme i folkekirken i dag?
Tidehvervs politiske projekt
En debat om den rummelige folkekirkes grænser bør hilses velkommen, så længe der er enighed om, at ingen rigtigt kan tale på hele kirkens vegne. Vi har kun de få markeringer i forhold til reinkarnationslære som rettesnor, og som bekendt gennemlevede folkekirken besættelsen uden at gøre sig specielt bemærket i nogen retning.
Tidehvervs oprindelige grundtanke var modstand mod gerningskristendom, men under Kraruppers, Høeges og Langballers regimente har den oprindelige teologiske retning udviklet sig til et højrevendt, nærmest partipolitisk sejrrigt projekt vendt mod humanisme og kulturradikalisme både indenfor og udenfor folkekirken.
Bang-Møller skriver ikke, at næstekærlighed ikke er en del af pakken. Alligevel risikerer vi, at man læser hans indlæg som en politisk afledningsmanøvre, hvis ærinde er et forsøg på at holde ‘politik’ ude af folkekirken. Han vil gerne holde moral ude af folkekirken. Det kan man ikke. Kærlighed uden moral er som lunger uden ilt.
Dertil kommer, at han ser ud til selv at være ude i et politisk ærinde.
Da kampen mod gerningskristendom vendte rundt og blev til antihumanistisk kamp mod godhed, blev den selv til et partipolitisk projekt, hvis hadeobjekt fik betegnelsen ’politisk korrekthed’. Det ord gør Bang Møller også brug af. Man kunne kalde hans politiske projekt: ”Socialismen ud af folkekirken.” Det er et langvarigt politisk projekt, der er gået rigtig godt hidtil. Men folkekirken bør ikke udelukkende være en borgerlig samfundsinstitution, og næstekærlighed kender ikke til grænser.
Folkekirken er en del af samfundet og i bred forstand en politisk institution i det. Sammenhængen mellem menneskets nære liv, lokalsamfundet og kulturen udfolder sig gennem den folkekirke, fire millioner mennesker er medlemmer af. Så holdninger til miljøet, syge, fattige, gamle og uddannelse findes naturligvis også i kirkens rytme og åndedrag. Livets mening er en folkekirkesag.
Menneske først, kristen så.
Vores forestillinger om godt og ondt udfolder sig samtidigt indenfor det folkekirkelige og det offentlige politiske rum. De hænger sammen og kan ikke adskilles.
Email fra Khader, Knuth og Henriksen til Josephine Fock, Sofie Carsten-Nielsen og Holger K. Nielsen
Her kan du læse den henvendelse om ansøgning om satspuljemidler, Exitcirklen måske er indstillet til. Midlerne administreres som puljemidler af relevante ministerier. Her formentlig socialministeriet. Ansøgningerne behandles administrativt af forvaltningerne ud fra de kriterier, der allerede er fastsat.
Holger K. Nielsen mener, der er tale om magtfordrejning, fordi det er ministeriet, der bedømmer, om betingelserne er opfyldt eller ej. (Politisk indblanding i administrativ sagsbehandling.)
”
Kære Josephine, Sofie og Holger,
Det er med stor beklagelse, at vi har erfaret, at en andel af satspuljemidlerne (1) planlægges at uddeles til organisationen Exitcirklen. Det er vores overbevisning, at hvis ordførerne var klar over, hvilke personer, der står bag organisationen, og dermed til at modtage midlerne, så ville I se anderledes på sagen.
Bag organisationen Exitcirklen står de kontroversielle muslimske debattører, Sherin Khankan og Khaterah Parwani. (2)
Khaterah Parwani har haft en fortid som medlem af Hizb Ut-Tahrir, (2) og har også forsvaret organisationen offentligt. I 2015 opfordrede hun eksempelvis til, at man skulle skrue ned for kritikken af den udemokratiske og sharia-baserede organisation, som ønsker at indføre et islamisk kalifat for alle muslimer. Hun er ikke længere radikaliseret, i ordets nuværende betydning, men hun er stadig en meget kontroversiel figur. Jyllands-Postens Angela Brinck har også kritiseret Khaterah Parwani i JP for at klæde sig med lånte fjer, når Parwani præsenterer sig som ekspert i forhold til radikalisering, kvindevold og hævnporno; dog uden at kunne fremlægge anden dokumentation for sin ekspertise på de pågældende områder end sin livserfaring og kendskab til ofre.
Derudover fremlægger hun ofte en nedladende holdning til samfundet, som eksempelvis fremgår i den facebook-opdatering, som hun skrev i forbindelse med festdagen, hvor Folketinget fejrer de nye statsborgere:
”(….) Tak for jeres årelange tålmodighed, hvor mange af jer sikkert har fået grå hår af processen. Nogle af jer har jo bidraget på arbejdsmarkedet, mens andre har taget eller tager en uddannelse. Så er der de af jer, der behersker det danske sprog bedre end flere af de siddende politikere og de af jer, der også er bedre klædt, så man kan også sige: Bedre sent end aldrig, hva? (…) “
Derudover står hun ikke tilbage fra at udtrykke sig nærmest racistisk mod mennesker, hun ikke deler holdninger med; hvor hun devaluerer holdninger på grund af etnisk ophav. Således har hun tidligere skrevet følgende på sin facebookvæg:
“Effektivt politisk spinneri for galleriet: Intet er mere fremmende for en fremmedangst sag, end at skubbe en med fremmede rødder i fronten og tale den indfødtes angst for fremmede. Marionetdukkerne hedder Latifa Hjørring, Jaleh Tavakoli og Naser Khader.”
Vi har ikke tillid til en person med den indstilling vil kunne forvalte et sådant projekt professionelt.
Sherin Khankan kendes måske af nogle som imamen fra kvindemoskeen, som ikke ville tillade adgang for mænd og dermed fastholder kønsadskillelsen i muslimsk religiøs forkyndelse. Khankan udtalte i 2015, at kristendommen er en ”überreligion”, som i kraft af Grundloven er hævet over andre religioner, og i 2016, at vi skal gøre op med kristendommens ”overherredømme”. Grundloven er i øvrigt udemokratisk ifølge Khankan.
Khankan er også kendt for ikke at ville afvise sharialov, som hun mener er foreneligt med dansk lovgivning, ligesom hun i 2001 nægtede at stemme for en resolution mod sharia og de heraf følgende steninger i Nigeria, herunder steningen af Amina Lawal. Sherin Khankan har i 2011 forsvaret piskeslagsstraffen for utroskab, hvor hun argumenterer for, at straffen kun gælder, ”hvis den, der begår utroskab, insisterer på at gentage sin handling,” og at piskeslagene skal tolkes som en forebyggende straf.
Satspuljemidlerne er tiltænkt organisationer og initiativer, hvor formålet er at hjælpe udsatte på social- og sundhedsområdet. Satspuljemidlerne skal ikke gå til projektmagere, som er gode til at skrive ansøgninger, men har ingen dokumenteret erfaring på området. Desuden må vi ikke legitimere ekstreme politiske og religiøse overbevisninger gennem støttemidler.
Har ordførerne tillid til en organisation, som drives af så kontroversielle figurer?
Mener ordførerne, at satspuljemidlerne skal støtte bestemte politiske dagsordener frem for andre?
Vi vil meget gerne støtte gode initiativer, men mener, at det vil give bagslag at uddele offentlige støttekroner til politisk kontroversielle organisationer.
Med venlig hilsen,
Marcus Knuth, Martin Henriksen, Naser Khader
Khaterah Parwanis svar:
Khaterah Parwani
Selvom Naser nægter at lade sig interviewe og uddybe, har han nervøst sneget endnu flere u-dokumenterede anklager ind for at forklare sig. Lad os tage dem med det samme:
1) “Jeg er en projektmager som søger hele tiden statspuljer, for at leve på offentlige midler”:
Jeg har ALDRIG nogensinde før søgt statens puljer på eget initiativ. Altså det er første gang, at jeg rækker hånden ud og ber om et samarbejde, hvor mit arbejde skal evalueres af de ypperste eksperter. Det er FØRSTE gang, jeg søger statspuljer til et projekt. Jeg har arbejdet frivilligt på fuld tid hos exitcirklen siden 2014, indtil for nylig. eg har stået fast, uanset ustabil indkomst, alene fordi jeg har delt ud af min viden til selv ministeriets materialer, til kommuners og andre institutioners, mens det ikke nytter noget, hvis ikke vi får min metode implementeret højere oppe. Mit arbejde vil blive evalueret undervejs, som vi har evalueret exitcirklen som helhed på frivillige timer. Jeg vil kunne spare direkte og samarbejde med førende eksperter og jeg glæder mig til at lære endnu mere og have indflydelse på vores tilgang til hvorledes vi styrker unge som kæmper med æresrelaterede konflikter.
2) “De har sendt en fin ansøgning og ikke dokumenteret noget som helst. Bare fordi de er ene-ansøger, så skal de ikke få midlerne”
Det skal understreges at det er kun embedsværket som har siddet med vores ansøgning. Vores ansøgning består af ansøgningen selv, vores metode, modeller, statusrapport og mere dokumentation. Hvis jeg har udokumenteret erfaring, hvorfor står mit navn som fagperson på selve håndbøgerne som skal opkvalificere fagpersoner på området? For nogle dage siden, fik Berlingske vores ansøgning, al vores materiale og endda også vidnesbyrd fra de unge som har et forløb hos os. Journalisten har derfor indblik i vores arbejde, som politikerne ikke har.
Normalt når der er en ansøger, så aflyser man projektet, fordi der kan være mangler i udførelsen. Naser har ikke styr på processen åbenbart. Vi fik opgaven, fordi vi HAR løftet den på frivillige kræfter og nu skal vi videreudvikle, eskalere og professionalisere exitMentor. Jeg er i øvrigt lederen af projektet.
3) Naser påstår at han kender organisationen.
Naser har aldrig været i kontakt med vores organisation, men døren står åbent for alle, også for ham – selv efter det han har gjort. Det betyder mere for mig, at vi får en effektiv indsats mod æresrelaterede konflikter og styrker de unge. De unge har mødt op på kontoret dagligt og bedt om at få en stemme, for det berører dem, mens jeg havde afvist, fordi jeg ønsker at de skal være bekymringsfrie og ikke berøres af det her, men jeg respekterer deres ønske og vi har sagt ja til både Berlingske og Information med respekt for tavshedspligt og deres situation. Interviewet foregår i starten af næste uge. Dernæst er det et princip hos mig, at man taler MED dem, end OM dem.
——————————————-
Ingen journalister har som sagt kunnet få Naser til at stå klart ved sine udtalelser. Han vil hverken svare klart på spørgsmålene og slet ikke deltage i en debat med mig eller Sherin. I stedet er han hele tiden på vej til et møde eller undlader at tage telefonen eller svare på mails. Igår blev han inviteret ind til radio24syv om udvisning af kriminelle og blev så spurgt ind til denne sag, fordi de endelig havde ham i studiet. Det blev han irriteret over og snakkede sort.
Den her sag handler om EN politiker som systematisk har viderebragt bazarsladder og løgne om mange debattører, som vi minoritetskvinder kender den bedst. Og ærligt. Jeg respekterer i det mindste Martin Henriksen for at svare klart, selvom det spøger med hans fordomme.
Lad os stoppe med at holde mikrofon for bazar-sladder. Det er rygtesamfundet fra nogle minoritetskvinder ude på gaden og Naser Khader som har sneget sig ind på Borgen. Vi er flere minoritetskvinder som går i fronten, som oplever denne sladder angribe vores karakter og derfor stikker dette problem ned i netop rygtesamfundets farlige angreb på kvinders ry og karakter.
Jeg tager ind til Presselogen i morgen, for at cementere det dybt problematiske ved at en politiker kan bringe alvorlige anklager i pressen, uden at møde kritiske spørgsmål og krav om dokumentation, fordi visse journalister giver ham frit slag eller er mikrofonholder for ham. Jeg er ikke interesseret i injuriesag, for selv det her cirkus hører med til en fri debat og nu må jeg stå ved mit eget princip om ytringsfriheden. Her er det min ytringsfrihed, det drejer sig om.
Bemærk at der står i mailen, at jeg er en kontroversiel politisk stemme. Det er et forsøg på at straffe mig for at have givet min holdning til kende.
Noter:
1: Satspuljemidlerne fordeles af de politiske partier som en art godgørenhed, efter at man har reduceret overførselsmidlerne i forhold til inflationen. Holger K. Nielsen har anført på twitter og FB, at der skulle være tale om magtfordrejning. Men det er nok til en vis grad en overdrivelse, for efter ranet fra pensionister og andre er det op til politikerne at afgøre, hvem de vil dele dem ud til.
2: Påstanden om, hvem der står bag, er biased. Find medlemmerne af bestyrelsen på hjemmesiden.
Danske Kirkers Råd udtaler bekymring for DR’s dækning af tro og kristendom.
Gennem årene har der på DR været en seriøs dækning af tro og kristendom, som har været et væsentligt bidrag til den folkelige forståelse af samme. Vi oplever, at denne dækning i øjeblikket udvandes, hvilket vi finder bekymrende.
Specifikke programmer om tro og kristendom med vidende værter, der stiller kvalificerede spørgsmål, nedlægges til fordel for mere generelle programmer, hvor tro, eksistens, historie og kulturarv hældes i samme gryde. Hvilket fører til, at tro og kristendom umærkeligt nedprioriteres.
Timetallet for tros- og eksistensstof på P1 er ifølge DR’s egen opgørelse gået ned fra 320 timer i 2010 til 262 timer i 2015. Samtidig hævder DR, at netop ånd, religion og eksistens er så vigtige emner for P1, at man opprioriterer dækningen af samme. Blot sker det i den generelle sendeflade.
Det får os til at stille fire spørgsmål, vi gerne vil have svar på:
1. Hvordan kan man på én gang lukke programmer om bestemte emner og samtidig hævde, at man styrker dækningen af dem?
2. Hvordan vil man sikre, at tro og kristendom vedblivende og kontinuerligt optræder i den generelle sendeflade – og at dette sker på et niveau, som ikke er tilfældigt og sporadisk?
3. Hvordan vil man fastholde vidende og kompetente værter i en programflade, hvor tro og kristendom ikke længere har deres egne programmer?
4. Hvorfor er tro og kirke ikke kommet med i den varslede opprioritering af kulturstoffet i 2018? I samfundet generelt oplever vi en stigende interesse for tro og åndelighed. 76 procent af danskerne er medlem af folkekirken, og flere end 100.000 personer går i kirke hver uge. Dette burde DR afspejle med ugentlige programmer, som forholder sig til troen på dens egne præmisser.
Kulturminister Mette Bock har tidligere udtalt, at hun undrer sig over, at DR skal trækkes, slæbes, skubbes og trues til at levere den form for kernepublic service, som omhandler tro og eksistens, og at det åbenbart opfattes som surt pligtstof i DR. Vi undrer os sammen med hende.
I det kommende medieforlig bør denne forpligtelse defineres klart og utvetydigt, så dækningen af tro og kristendom i DR ikke lige så stille smuldrer.
Danske Kirkers Råd er Danmarks nationale kirkeråd med 15 kirkesamfund og 41 kirkelige organisationer.
Henvendelsen her er vedtaget i enighed af alle medlemskirker i Danske Kirkers Råd den 30. august 2017.
Spørger man befolkningen om, hvilke politiske temaer der er vigtigst, kommer klima og global opvarmning ind som en klar nummer eet. Derefter kommer andre temaer, herunder ulighed/social retfærdighed, sundhed, flygtninge/indvandrere. Kriminalitet ligger i almindelighed lavt.
Den politiske reportage vægter anderledes. Det er ligefrem en tradition; redaktionerne ved, hvad der sælger stoffet.
Men det medfører tab af dannelse og viden i det lange løb. Pressen har et betydeligt ansvar for, at emnerne bliver dækket.
Nu, hvor jeg er flyttet tilbage til Danmark, vil denne side genopstå. Jeg indbyder til, at andre er med til at redigere stoffet.
Økonomisk politik ligger bagved alting. Den skal være politisk. Den har aldrig været andet. Så selv om emnerne hver for sig er vigtige, så er økonomisk politik allervigtigst.
Klima, global opvarmning er underprioriterede emner i den politiske debat. Derfor er temaet relevant og skal opprioriteres
Lighed / Ulighed / Fattigdom optager befolkningen rigtig meget. Det er et underprioriteret tema.
Sikkerheds- og forsvarspolitik er ikke særligt dominerende, når folk bliver spurgt. Muligvis har det med den tryghed at gøre, som befolkningen føler det. Der er flere grunde til, at der er god grund til at beskæftige sig med det emne.
Kultur spejler det samfund, vi lever i. Derfor er kunst med til at definere vores selvforståelser, vores verdensbilleder.
FINANSMINSTERIETS REGNEMODEL – UBALANCERET OG MANIPULERET
Christen Sørensen
Af Christen Sørensen, tidligere overvismand, cand.polit.
Ændringer skal dokumenteres
Det er ikke i orden – og udtryk for en utålelig og utiltalende magtarrogance – når Finansministeriet indlægger afgørende ændringer i deres regnemaskiner, før der er dokumentation herfor, så denne dokumentation kan diskuteres før eller mindst samtidig med, at resultater herfra indgår i talgrundlaget for den førte politik.
Men denne linje har Finansministeriet tidligere fulgt. Da Poul Schlüter fremlagde den såkaldte ”århundredes plan” i 1989, blev den dengang mødt med så stærk faglig kritik, jeg var selv med hertil i møder og med indlæg i Nationaløkonomisk Tidsskrift, at Finansministeriet i årene herefter lagde dokumentation for afgørende modelændringer frem.
Årsagen til invitationen var, at vismændene i deres seneste rapport, Dansk Økonomi, forår 2017, havde konkluderet, at Finansministeriets regnemaskine var ”ubalanceret”. Ubalancen var en følge af, at der i regnemaskinen blevet taget hensyn til afledede dynamiske effekter på arbejdsudbud og produktivitet af skatter og indkomstoverførsler, men ikke af offentlige udgifter til f.eks. uddannelse, sundhed mv. Konkret blev der i Dansk Økonomi, forår 2017 fokuseret på offentlige udgifter til børnepasning.
Udeladt: Dynamiske effekter af offentlige udgifter
Det er vigtigt at holde sig for øje, at der i Dansk Økonomi, forår 2017, kun blev fokuseret på det problematiske i, at noget blev udeladt i regnemaskinen: nemlig de dynamiske effekter af offentlige udgifter. Det blev derimod ikke problematiseret, hvad der indgik – men på et meget tvivlsomt grundlag. Kort sagt: det er en ret partiel analyse af problemer i Finansministeriet regnemaskine, der blev analyseret i Dansk Økonomi, forår 2017.
Det er selvfølgelig ikke i orden, at ADAM-modellen anvendes så ubalanceret. Og en forklaring herpå er ikke alene, at det er en langt større opgave at inddrage dynamiske effekter af offentlige forbrugs- og investeringsudgifter end af skatter og overførsler, og at der mangler solid viden på udgiftsområdet. For det gælder også for skatte- og overførselsområdet.
Finansministeriets model er fejlspecificeret: Et uheldigt udslag af embedsmænds servilitet og underkastelse
“Hvis politikere vil gennemføre noget, der ikke fagligt kan begrundes, må de selv tage ansvaret herfor og begrunde det rent politisk.”
Den undersøgelse, som Finansministeriet baserer de dynamiske effekter af skatter på, bygger nemlig på en fejlspecificeret model. Undersøgelsen ser kun på arbejdsudbuddet i en periode, hvorfor den ikke kan anvendes til at udlede dynamiske effekter. Dette redegjorde jeg bl.a. nærmere for i et analyseindlæg i Politiken 2. april 2016, ”Blindebuk. Topskattelettelser er uden klar effekt”, som kan læses nedenfor.
Hertil kommer, at der også på andre områder bruges tvivlsomme og udokumenterede antagelser i Finansministeriets regnemaskine. F.eks. er prisfølsomheden i eksport- og importfunktionerne – uden dokumentation – blev opjusteret med en faktor på mindst 2½, hvad der bidrog til en kraftig overvurdering af de positive beskæftigelsesmæssige følger af bl.a. dagpengereformen. Jeg har gentagne gange forsøgt at få de undersøgelser, der skulle dokumentere denne voldsomme opjustering, men uden held. Det har jeg f.eks. nærmere redegjort for i kapitel 3 i min bog: Finanskrisen – kleptokratiets konsekvens. Jeg har – som der anført – grund til at tro, at der dengang ikke var undersøgelser, der dokumenterede denne opjustering.
Dette, at der i Finansministeriets regnemodel indgår tvivlsomme antagelser, der understøtter den politik den til enhver tid siddende regering vil føre, er efter min vurdering endnu et uheldigt udslag af den servilitet og underkastelse, der desværre er blevet for udbredt i danske embedsmandskredse. Dette har Jesper Tynell udmærket og rystende redegjort for i sin bog: Mørkelygten.
Og dette gælder også i relation til Finansministeriets regnemodel. Lars Haagen Pedersen har således i relation til den mulige effekt af skattelettelser på arbejdsudbuddet, hvor der anvendes skæve og fejlagtige resultater fra en statisk model, udtalt ”Det er jo klart, at vi ikke på dette område kan svare politikerne, at der er stor usikkerhed, og derfor kan vi ikke vurdere det, når de spørger om effekten af en skatteændring.”, se djøfbladet 11. marts 2016.
Heri er jeg helt uenig. For der er jo et oplagt og ordentligt alternativ. Hvis politikere vil gennemføre noget, der ikke fagligt kan begrundes, må de selv tage ansvaret herfor og begrunde det rent politisk. De bør ikke gives muligheden for at gemme sig bag et uholdbart tal-slør stillet til rådighed af embedsmænd.
På baggrund af ovenstående vil jeg konkludere:
Finansministeriet bør ikke have lov til at indlægge afgørende ændringer i deres regnemaskiner, før der er dokumentation herfor, så denne dokumentation kan diskuteres før eller mindst samtidigt med, at resultater herfra indgår i talgrundlaget for den førte politik.
Denne linje har Finansministeriet tidligere fulgt. Da Poul Schlüter fremlagde den såkaldte ”århundredes plan” i 1989, blev den
dengang mødt med så stærk faglig kritik, jeg var selv med hertil i møder og med indlæg i Nationaløkonomisk Tidsskrift, at Finansministeriet i årene herefter lagde dokumentation for afgørende modelændringer frem. Denne åbenhedstilgang er desværre ikke blevet videreført af Finansministeriet. Det er ikke i orden – det er udtryk for en utålelig og utiltalende magtarrogance.
Her analyseindlægget fra Politiken fra 2. april 2016:
Blindebuk. Topskattelettelser er uden klar effekt
Substitutionseffekt og indkomsteffekt
Der bliver ofte argumenteret for, at en sænkning af marginalskatterne, især afskaffelsen af topskatten, vil fremkalde et så stort arbejdsudbud, at selvfinansiering måske nås. En nødvendig forudsætning herfor er dog, at den større gevinst, man selv får (ved at marginalbeskatningen reduceres), øger arbejdsudbuddet mere end den potentielle reduktion af arbejdsudbuddet, der kan blive en følge af, at der skal færre timer til at opnå en given indkomst. Disse effekter kalder økonomer hhv. substitutionseffekten og indkomsteffekten- eller effekten af hhv. større gulerod og mindre pisk.
Denne dobbelte og modsatrettede effekt betyder, at det ikke er muligt ud fra teoretiske argumenter at afgøre fortegnet på den samlede effekt. Kun empiriske undersøgelser kan afklare dette. Og her er problemet: Relevante undersøgelser ikke findes.
Grundlæggende er der mange og forskelligartede faktorer, der påvirker arbejdsudbuddet. Når vi træffer beslutninger om arbejdsudbud, fritid, opsparing og forbrug, er det ikke kun de aktuelle forhold, der er afgørende. Disse beslutninger indgår i den mere eller mindre implicitte planlægning af vort livsforløb. Økonomer bruger, når beslutninger om arbejdsudbud, fritid, opsparing og forbrug skal undersøges, da også livsløbshypoteser, idet beslutninger om bl.a. pensionsopsparing og overgang til pension kræver et livstidsperspektiv.
De valg, vi træffer indenfor denne referenceramme, er endvidere afhængige af familieforhold (ægtefælle/samlevende/børn) osv. osv. Hertil skal lægges, at de datagrundlag, som sådanne komplicerede sammenhænge må baseres på, ofte er ret så utilstrækkelige. Selv om det ikke er udelukket, at der indenfor samfundsvidenskaberne kan benyttes tilsvarende metoder, som anvendes i naturvidenskaberne – kontrollerede eksperimenter – sker dette meget sjældent. Dette hænger sammen med, at disse ville være uhyre kostbare. Hvis f.eks. effekten af beskatning skulle undersøges i et konkret eksperiment, er det nødvendigt, at forsøgspersonerne tilbydes lavere beskatning, idet det ellers ikke ville være muligt at få forsøgspersoner. Dette gør naturligvis sådanne eksperimenter meget kostbare, idet de jo også skal ske igennem en række år, jf. livsløbsperspektivet. De få eksperimenter, der faktisk er udført på denne måde, i USA, har i øvrigt ikke ført til klare konklusioner om effekter på arbejdsudbuddet.
Alt dette er årsagen til, at der herhjemme vel kun foreligger en enkelt relevant undersøgelse (Frederiksen m.fl. 2001) af, hvordan arbejdsudbuddet ændrer sig, når den disponible timeløn, lønnen efter skat, ændrer sig. I hvert fald er det denne undersøgelse, som Finansministeriet anvender, hvorefter arbejdsudbuddet skulle stige med 0,1 pct. (0,05 pct. for mænd og 0,15 pct. for kvinder), hvis den disponible timeløn stiger med 1 pct. Effekten for mænd er i øvrigt ikke statistisk signifikant.
Problemet ved Finansministeriets anvendelse heraf er imidlertid først og fremmest, at disse resultater hidrører fra en oplagt fejlspecificeret model. Der gøres i undersøgelsen eksplicit opmærksom på, at disse resultater hidrører fra en statisk model – en én-periode model. I en én-periode model kan det jo ikke afklares, hvordan øget disponibel indkomst i den betragtede periode påvirker arbejdsudbuddet i kommende perioder. Hertil kommer, dog mindre vigtigt, at der i modellen ikke tages hensyn til, at timearbejdsudbuddet for personer, der er ægtefæller/samlevende, er indbyrdes afhængige. Den ene, typisk manden, øger f.eks. arbejdsudbuddet, hvis parret af hensyn til f.eks. børn ønsker mere såkaldt fritid for den anden. Men denne effekt ses der også bort fra i modellen.
“Det er nærmest absurd, at Finansministeriet bruger en statisk model til at begrunde dynamiske effekter “
Det er – for at sige det rent ud – nærmest absurd, at Finansministeriet bruger resultater fra en statisk model til at begrunde dynamiske udbudseffekter. Dette er naturligvis ekstra bemærkelsesværdigt eller absurd, da begge de her – og afgørende – omtalte to manglende effekter ville reducere gulerodseffekten og forøge effekten af pisk, og dermed evt. ændre en positiv til en negativ udbudseffekt, hvis de altså var medtaget! Kort sagt: Finansministeriet kan ikke sagligt begrunde, hvorfor der regnes med en positiv arbejdsudbudseffekt af højere disponibel timeløn.
Hermed ikke anført, at den undersøgelse, der er udført i Frederiksen m.fl., ikke er en intellektuel præstation – det er tilfældet. Men desværre gøres der i undersøgelsen ikke tilstrækkelig opmærksom på den anførte fejlspecifikation. Forskellige skattereformers effekt på arbejdsudbuddet burde således enten ikke være beregnet i undersøgelsen, eller der skulle helt anderledes være gjort opmærksom på, at resultaterne herfra ikke kan anvendes i praksis.
Topskattelettelser er på ingen måde selvfinansierende – kun 20 pct. af den umiddelbare skattereduktion indvindes – selv om én-periode modellens skæve og for optimistiske skøn anvendes. Et mindre skattetab kan opnås ved at øge topskattegrænsen. Men de næsten 60 pct. fra undersøgelsen i Frederiksen m.fl. er også uden realitet.
“Embedsmænd bøjer sig alt for villigt for politiske ønsker”
Men hvorfor anvender Finansministeriet så data fra en oplagt fejlspecificeret model, der kan føre til letsindige konklusioner? Som journalist Jesper Tynell har beskrevet i sin fremragende bog Mørkelygten: Embedsmænd bøjer sig – i den herskende kultur i Danmark – alt for villigt for politiske ønsker. Hovedopgaven er ikke altid at levere retvisende resultater, men evt. politiske hensigtsmæssige resultater – hvilket man også så med Finansministeriets totalt misvisende beregninger af, hvor mange der ville miste dagpengeretten som følge af reduktionen af dagpengeperioden fra 4 til 2 år.
For god ordens skyld: Jeg kan ikke sige, om det er gulerod eller pisk, der har størst indvirkning på arbejdsudbuddet. Det ved økonomer simpelthen ikke. Men det er dette faktum, Finansministeriet forsøger at skjule.
Vi anvender cookies. Meningen med vores artikler er, at de skal eksponeres bedst muligt. Hvis du ikke vil spores, kan du slette cookies efterfølgende på din pc. Som den moderne verden er indrettet, har laeserbrev.dk ikke det fulde overblik over, hvad indsamlede data anvendes til, og hvem de bliver videregivet til
Vi foretager ikke selv sporingsanalyser med henblik på profilering og indsamler ikke selvstændigt persondata. Det udelukker imidlertid ikke, at de tjenester, vi benytter gør det. Dette statement indeholder de informationer, redaktionen her finder, andre også burde anføre. Du bliver efter al sandsynlighed sporet i forvejen. Brug de almindelige midler til beskyttelse af dit privatliv, du måtte kunne finde andre steder.
Vi undgår malware, keylogger-installering og lignende. Du kan dog undgå 3. parts cookies ved at klikke på knappen nej tak.OkNej tak
