foto af Claus Oldenburg

Prædiken: Sindelagets etik (Claus Oldenburg)

Religion

Prædiken 17. juli 2016 i Garnisonskirken
af  pastor Claus Oldenburgfoto af Claus Oldenburg

Claus Oldenburg, Garnisonskirken

Prædikenteksten ser du i bunden af artiklen

De indre motiver

Dagens tekst er simpelthen slutningen af Jesu store Bjergprædiken, som strækker sig fra kap. 5 og til og med kap. 7 i Mattæusevangeliet. Så de ord, man bør handle efter og som Han henviser til, må i sammenhængen simpelthen være essensen af denne såkaldte Bjergprædiken. Den er båret af det, man må kalde ’sindelagsetik’, hvor de indre motiver for ens handlinger bliver de afgørende. Eller rettere: Der skal ifølge denne morallære være nøje overensstemmelse mellem det ydre og det indre, og er der ikke det, er man i dén tekst unægtelig under anklage.

For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg” 

(Linket er indsat af laeserbrev,dk sammen med rubrikken)

Det mærkelige ved Bjergprædikenen er egentlig, at enhver, der læser eller hører den, vil give Mesteren ret – for sådan bør det være – men ingen kan leve op til det, for der vil altid være et split mellem det, der kan ses, og det, som kan mærkes. Så Bjergprædikenen er en slags ’fuldkommenhedens lov’, men hverken mennesker eller verden er særlig fuldkomne – for nu at sige det mildt. Og enhver realisme vil indse, at der ofte opstår en diskrepans mellem det udvendige og det indvendige, ikke mindst fordi menneskets motiver ofte fortaber sig i det dunkle – også for mennesket selv. Og så er vi nede i det ubevidste, som netop ikke er styrbart.

 

Forfører imamerne, eller taler de Guds Ord?

Søndagens tekster – også første tekstrække – har i denne forbindelse prædikanterne som ledetråd, for de, der taler og fører Guds ord, kan nemt opleves som at være tilsyneladende ’fromme får’, men i deres virkelighed er de ’glubske ulve’. Nu vil den moderne danske offentlighed næppe tillægge de almindelige præster en sådan ulve-position – så farlige er de altså heller ikke, snarere tværtimod – men vi oplever, at netop visse muslimske imamer tillægges sådanne forførelser. Udadtil er de hellige mænd, indadtil synes de at bestræbe sig på at vejlede og vildføre på måder, som strider mod et såkaldt dansk værdigrundlag, hvorfor de anses for at være farlige. Men der er i hvert fald tre problemer i det her.

  1. Ansvarsfrihed
    Det første problem er, at når man vil tale på Guds vegne – eller Guds Ords vegne – så er man på sin vis ansvarsfri, for man taler på en højere autoritets vegne. Man har myndigheden, ikke ud af sig selv, men på Guds vegne og slår dermed et større brød op end man selv personligt kan bage. Det er faktisk et problem, der har fulgt med vores tradition hele vejen, for den jødiske lærde taler på Guds Lovs vegne, den kristne prædikant forkynder kirken som Kristi legeme og Guds ord som Guds hensigt, og imamen taler Guds Lov og Guds vilje – med de indbyrdes varianter man nu engang bør indregne. Der kommer lynhurtigt og hver gang et motiv om kontrol og styring med i spillet – og så går det fromme får fortabt, mens ulven overlever.
  2. Bedrevidende moralisering .Det andet problem er, at talestrømmen meget let bliver moraliserende på en måde, som både er formynderisk og bedrevidende. For når – eller hvis – man belærer andre om, hvad der er et for Gud velbehageligt liv, så har men recepten ved hånden og kan skelne nøje mellem rigtigt og forkert. En sådan belæring om det gode kontra det onde breder sig hurtigt ud over hele den menneskelige tilværelse, hvilket i sig selv er en mundfuld af de større. Problemet for prædikanten er nok ikke så meget, om han personligt kan leve op til sine egne belæringer, men at han under dette moraliseringsdække i fromhedsklæder kan skjule sine egne forsyndelser – for man tillægger ham dem ikke! I det lys kan de mange pædofilisager fra den romersk-katolske kirke udmærket ses, for den præstelige seksuelle afholdenhed, cølibatet, kan afføde en dyb legemlig og følelsesmæssig frustration, for renhedskravet bliver en påtagethed – og ikke en oprigtighed.
  3. Iscenesat Gudsdyrkelse.    Det tredje problem er, at gudsdyrkelsen – i enhver kultur – vil være offentlig og dermed også iscenesat. Hvad man dyrker privat eller i mindre grupper af ligesindede, vil altid have en sekterisk karakter og kun sjældent nå frem til kendskab overflade, om end man undertiden hører om både mærkværdigheder og uhyrligheder. Men i det historiske perspektiv har gudsdyrkelsen altid været et offentligt anliggende, for det var i de lidt ældre samfund det kit, der holdt samfundslegemet sammen og bekræftede magtudøvelsen. Det er ikke for ingenting, at ordet ’liturgi’, der i dag betegner gudstjenesteordningen, dens måde, oprindeligt og på græsk betyder ’den offentlige orden’, for i kraft af liturgien blev himlen holdt oppe, jorden på sin plads og kræfterne under kontrol. Jeg tror, at man skal langt ned i den kollektive historiske bevidsthed for at genkende en sådan liturgisk nødvendighed, men jeg mener egentligt, at det for de fleste i det danske samfund er en slags betryggelse, at kirken er der, at den kan bruges, når det er nødigt, og at det er, som det bør være, når man véd, at præsten søndag efter søndag lyder velsignelsen over menigheden – både den tilstedeværende og den ikke-tilstedeværende. Det er tale om en indre, kollektiv og mental orden.

Gudstjenesten som guddommelig komedie
Men det er stadigvæk en iscenesættelse. Det er den guddommelige komedie, vi opfører hver gang. Liturgien er og skal være den samme, og den ændrer sig kun meget langsomt over tid. Den har en uforanderlighed og genkendelighed over sig – og det er også meningen med den, ikke mindst i relation til hastigheden udenfor, som har nok i sig selv og egentlig skal modsvares. Det siger jeg bare, fordi jeg selv er traditionel og nødigt vil tækkes flygtige strømninger.

Enhver tilbedelsesform, enhver kult, har således sit eget guddommelige teater kørende, og spørgsmålet i denne sammenhæng bliver, om det udvendige og det indvendige så passer sammen? I kan også spørge: Er det alvorligt, det her, eller er det laden som om? Det må være op til den enkelte, der er med, men det presser sig undertiden på for prædikanten, tekstlæseren, messeofferets udøver eller fredagsbønnens leder. For mit eget vedkommende vil jeg blot referere til nu afdøde professor P. G. Lindhardt i Århus, der engang bemærkede: At ’ingen prædiker ustraffet!’ Det har han ret i, for i det omfang vi som udøvere og ansvarlige skal prøve os selv over for udvendighedens og indvendighedens dilemma, så skal troen altid slås med tvivlen, formen med indholdet, og behændigheden med ærligheden.
Hvis jeg må vende tilbage til søndagens indledningsbøn fra alteret, så lyder formuleringen sådan: ’Værn os imod dem, der forfalsker dit ord og synes at være fromme får, men er glubske ulve, og bevar din kirke på dit ords faste grund.’ Hertil vil jeg blot sige, at dommen over gudstjenestens bonitet tilfalder menigheden, og at udvekslingen mellem de rettroende og kætterne altid har været en dynamisk kraft i den kristne kirke. Kætter betyder som ord ’den rene’ og er oprørstitlen til den, der måtte mene, at udvendigheden har fået overtaget, og at indvendigheden, oprigtigheden, det ærlige, er blevet forrådt. Mange kættere har været som slag i luften, mange andre er blevet hængt og brændt, andre igen har bidraget til refleksion og nødvendige ændringer. Det står alt sammen i kirkehistorien som en opsummering af det egentlige problem: den faste grund, altså klippen fra dagens lignelse. Eller om I vel: Fundamentet. Her vil jøden svare Toraen, Guds Lov, muslimen profetens åbenbaringer, katolikken kirken og protestanten Guds Ord. Mit lettere kætterske bud vil være, at en sådan fast grund ikke kan udmøntes uden for tid og sted, men vil og bør være en løbende refleksion over Guds væren i verden, forankret som den er i tradition og overleveringens tankekraft – og som det så er vores opgave at arbejde videre på som præst og menighed.
Sand eller klippe?
Så sand eller klippe? Det er vel ikke et enten-eller, snarere et både-og. I vores evangelisk-lutherske tradition er det faktisk ikke Guds Ord, forstået som bibelordet, der skulle være klippen, men Kristus selv. Han er i fysisk forstand og som forkyndelse i sig selv Guds kærlighed. Det er Ham, der er konstanten, mens alle ordene er variablerne, og de kan kun måles på en overensstemmelse mellem det ydre og det indre.

Amen.

Matthæus kap 7, 22-29 (Afslutningen på Bjergprædikenen)

Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn?  Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!

Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen.  Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen.   Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand.  Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.

Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.