Samarbejdsanbringelse

Samarbejdsanbringelse

 

 

 

“Samarbejdsanbringelse”

 

 

I denne artikel foreslår advokat Hanne Ziebe, at forældre, der mister forældremyndigheden til deres barn / børn, fortsætter med at have forbindelsen helt intakt og kan deltage i samrbejdet om barnet. For mig var det personligt et wake-up call at læse dette. Mit virkelighedsbillede passede ikke, for jeg bildte mig ind, at dette behov i langt videre udstrækning var dækket ind i forvejen.
Mikael Hertig.

 

 

Portrætfoto sorthvidt lidt blåligt

af Hanne Ziebe, advokat

 

 

 

.

Jeg har en drøm om, at området for anbringelse af børn udvides, så det udover at rumme tvangs anbringelser og frivillige anbringelser også ville kunne omfatte, hvad man kunne kalde ”samarbejdsanbringelser”.

Som advokat for familier med anbragte børn oplever jeg ofte, at en anbringelse af et barn uden for hjemmet også ofte indebærer en ”anbringelse” af forældremyndigheden, forældre-mening og forældre-følelser. Jeg oplever, at forældrenes autoritet fjernes, og at forældrene til tider fremstilles som uansvarlige eller ligefrem onde personer, som deres børn skal skærmes mest muligt fra.

Jeg har en drøm om, at systemet fokuserer mere på, hvad man kunne kalde ”rest-forældrekompetence” i stedet for den ”manglende forældrekompetence”. Hvis mor mangler for eksempel 50 procent af forældrekompetencen, så skulle de resterende 50 procent udnyttes og udvikles. Hvis for eksempel en mor ikke kan finde ud af at stå op om morgenen og sende børnene i skole med en ordentlig madpakke, kunne indsatsen bestå i at hjælpe mor med at få børnene sendt af sted om morgenen.

Jeg har en drøm om, at anbringelser i højere grad blev forældreskab med forældrene i stedet for at være mod forældrene. Det vil sige, at forældrene bevarer deres medindflydelse til deres børn, således at deres forældremyndighed ikke blot er et teoretisk begreb men familiens juridisk ret. Forældrene skulle således medinddrages i alle større beslutninger i børnenes liv. Hvis forældrene blev kaldt til planlægningsmøder, hvor børnenes fremtid blev diskuteret, i stedet for informations møder, hvor forældrene blev orienteret om, hvilke beslutninger der var truffet i forhold til børnene, ville dette kunne bidrage til, at forældrene ville se mere positivt på kommunens indsats og eventuelt indgå i et samarbejde med kommunen – forældrene ville føle, at de blev støttet i stedet for at blive overvåget. Jeg har oplevet flere sager, hvor forældrene overvåges i deres samvær, men aldrig får at vide, hvad overvågeren finder problematisk i samværet før det tidspunkt, hvor samværsbeskrivelserne fremlægges for et Børn-, og Ungemøde. Samværsbeskrivelsen bruges således til at bebrejde forældrene og ikke til at støtte dem i at udvikle deres forældrekompetencer. Der er behov for, at forældrene har mest muligt samvær. Anbringelsesstederne kunne for eksempel stille overnatningsmuligheder til rådighed for forældrene, således familien kunne være mest muligt sammen i trygge rammer. Det kunne også overvejes at afvikle den nuværende enten-eller-tilgang i tvangsanbringelsessager og i stedet indføre anbringelse på deltid, hvor dette er relevant.

Tidligere valgte man at separere anbragte børn mest muligt fra deres forældre, og de blev for eksempel sendt på børnehjem langt fra hjemmet. Da man fandt ud af, hvor meget skade dette påførte børnene, ophørte dette. I de følgende årtier forsøgte man i stedet at fastholde og udvide relationerne i familien. Dette fandtes så fundamentalt, at det blev indfortolket i den Europæiske menneskerettighedskonvention. Familiens enhed skulle anses for en menneskeret, og der skulle meget gode grunde til, for at fjerne et barn fra dettes familie. Praksis har nu fastslået, at en anbringelse af et barn uden for hjemmet skal være en midlertidig foranstaltning, som staten skal arbejde på skal bringes til ophør. Mange kommuner har nu valgt igen at gå tilbage til tidligere tiders praksis med mest muligt adskillelse mellem barnet og dets familie . Flere familier oplever, at der ikke iværksættes tiltag overhovedet for at forsøge at genforene familien.

Jeg har en drøm om, at børn der anbringes uden for hjemmet fra fødslen, får ret til at blive ammet, også selvom dette måtte være upraktisk for det offentlige. Det er i dag almindeligt anerkendt, at amning er sundt for børn. Kommunen bør ikke kun arbejde på at øge tilknytningen den aktuelle plejefamilie. Den bør i mindst lige så høj grad arbejde på at bevare og øge tilknytningen mellem barnet og den biologiske familie, således at for eksempel kurser mv., som tilbydes plejeforældrene, også tilbydes de biologiske forældre. De biologiske forældre bør også inddrages i valget af det anbragte barns opholdssted, skole mv.

Jeg har en drøm om, at den Europæiske menneskerettighedskonvention skal anses som en minimumsstandart og ikke kun bruges til at flage med ved festlige lejligheder.

Etiket: , , , ,