Scharnberg reprise

Kunst, Politik

En god ven, Henrik Møller, har henledt opmærksomheden på Carl Scharnbergs lyrik.
Han afviser desværre Scharnberg, fordi han var og forblev DKP’er.
For os, der også var aktive i 1960’erne var Scharnberg et idol, ikke fordi han var kommunist, men fordi han var aktivist.
Hans betydning for antiatomkraftdiskussionen var stor, og hans følelser for arbejderklassen og nødvendigheden af et oprør nedefra blev naturligvis demagogiseret af Socialdemokraterne, og SF måtte af ideologiske grunde osse hænge ham til tørre, men langt ind i SF nød han stor anseelse, ikke mindst for hans store krav om HANDLING og ikke bare snak. SF’s parole dengang var osse kravet om at gå på gaden, der blev en pligt for osse at kunne få ret.
På den måde kæmpede venstrefløjen for at arbejderklassens legitime krav kunne omsættes til ret, dvs lovgivning, der løftede arbejderklassen.
Nu da individualismens neoliberale projekt er overtaget af arbejderklassen, da ingen længere ønsker at være arbejderklasse, er pligtbegrebet blevet ændret til, at arbejde er pligt, og hvis ikke man kan finde ud af det, så er vi klar med en stor pisk, så de kan lære det.
Konstant reduktion af indsatsen over for de, der har behovet.
Man kan roligt sige, at Marx’s ideal om det endelige mål for den socialistiske bevægelse: ‘at yde efter evne og nyde efter behov’ er skrevet helt ud af det politiske program, hos selv det dominerende magtparti Socialdemokraterne, hvor økonomi som magtmiddel nu er blevet anerkendt, ikke i kampen mod klassemæssig undertrykkelse, men i undertrykkelse af de, der ikke engang kan opnå betegnelsen arbejderklasse, men kun underklasse.
Her er Scharnbergs tekster en perfekt påmindelse om, hvad socialismens opgave er i forbindelse med vejen til det klasseløse samfund.
Hans tekster genfortæller, hvad opgaven består i, samtidig med, at han fortæller os, at forandringer kun opnås gennem handling, ikke kun ved kaffebordene men på gaden.
Et af de stærkeste billeder jeg erindrer af Scharnberg, var hans deltagelse i påskemarchen mod atomvåben engang i begyndelsen af tresserne.
Med sneen fygende om ørerne sås han i spidsen for en gruppe på vej mod Roskilde.
Det var stærkt, så jeg kan kun opfordre til at droppe dæmoniseringen af Scharnberg primært som kommunist og genopleve ham som aktivist, og så lytte til hans lyrik og synge med på nogle stærke tekster.
De vil kunne give en forståelse af, hvad venstrefløjen engang kæmpede for.

‘Alt kan forandres, 1982.