Nedenfor bringer www.laeserbrev,dk AnneLise Marstrand Jørgensens status, der forklarer, hvorfor hun ikke længere ønsker at samarbejde med Radio24syv. Indlægget er væsentligt og udvalgt, fordi det lægger op til en debat, ikke bare om presseetik, men også om Public Service.

Af Annelise Marstrand Jørgensen (c)
Indlægget har tidligere været bragt på Annelise Marstrand Jørgensens FB-side.

Derfor

For nogle dage siden skrev jeg som kommentar i en tråd om medier på min gode ven Mads Nygaards væg, at jeg har besluttet ikke at deltage i radioprogrammer på 24syv.

Simon Andersen var tagget i tråden, der også involverede en – med mine øjne ganske uskyldig, men jeg har naturligvis respekt for at han kan opleve det anderledes, omend det formentlig kunne opklares med et spørgsmål – joke om hans rolle som nyhedsdirektør.

Fem minutter senere tænke jeg – og følte mig lidt paranoid – at jeg hellere måtte tjekke Simon Andersens væg. Og ganske rigtigt: Min kommentar fra tråden var blevet lagt op som et selvstændigt opslag med overskriften ‘Hilsen fra de gode.’

Det kan man mene om, hvad man vil. Selv tænkte jeg, at det var groft og komisk på samme tid.

Forvrænget

I mellemtiden er min kommentar blevet delt nogle gange – primært af radio 24syv’s værter og støtter. Det er også blevet forvrænget i forskellige sammenhænge og udlagt som, at jeg dels ikke ønsker at deltage i debatter med politiske modstandere, dels ønsker at begrænse radiokanalens ytringsfrihed. Ja, og så var Pernille Vermund selvfølgelig også på banen i en kommentar til Andersens opslag, hvor hun mente, at det var holdninger som min, der i sidste ende kan føre til totalitære regimer. En anden mente, at jeg er direkte farlig for demokratiet, når jeg vælger en radiokanal fra.

Efterhånden blev det mere ubehageligt end komisk.

Alle, der kender min debat-historik, vil vide, at jeg glad og gerne stiller op til debat med mennesker, jeg er dybt og inderligt uenig med. Jeg stiller såmænd også gerne op til debat med folk, der har spredt urigtige historier om mig.

Jalving

Men jeg stiller ikke op under hvilke som helst omstændigheder. Og slet ikke, hvis jeg har gentagne dårlige erfaringer med at blive behandlet under lavmålet. Og så tager jeg den dybeste afstand fra programmer som ‘Je suis Jalving’ som i en periode gjorde 24syv til talerør for det yderste højres mest ekstreme holdninger.

For at tage det sidste først:

– Jeg tager ikke afstand fra programmet, fordi jeg mener, at nogen stemmer ikke bør høres. Alle skal have mulighed for at komme til orde i en demokratisk debat, det siger sig selv. Jeg tager afstand fra at en public service kanal lader sin sendeflade fylde af et program, hvor ingen af de stærkt tendentiøse udtalelser fra værterne blev modsagt eller nuanceret. Hvor lyttere med anden holdning end værterne blev affejet, mens lyttere der fremsatte groft racistiske påstande blev mødt med interesse. Det er set med mine øjne dårlig radio. Det øger givetvis lyttertallet, men det bliver det ikke bedre af. Og så hjælper det ikke en tøddel, at ledelsen efterfølgende fremhæver, at andre programmer i sendefladen ligger til venstre for midten. Det er da fint nok, men det ændrer ikke på lige præcis dette programs propagandistiske og rabiate karakter. Hvis man vil vide, hvad jeg iøvrigt mener om programmet, kan man læse Steffen Groths glimrende kronik, som jeg har linket til andetsteds på min side.

Brøgger: “Intolerancen hos tolerante mennesker”

Og så til den unfair behandling. Jeg har været i kontakt med rigtig, rigtig mange journalister gennem tiden. Det er mit klare indtryk af standen samlet set er omhyggelig og bestræber sig på at være fair. De dårlige oplevelser jeg har haft samler sig interessant nok om 24syv – ikke kun i forbindelse med flygtningedebatten, men også tidligere. Og de har nået et niveau, hvor jeg ikke synes, det er dét værd at deltage i deres programmer. Det drejer sig om bestemte nyheds- og faktaprogrammer.

Der er mange gode programmer, men det ændrer ikke på, at der er en underlig tavshed fra ledelsens side om alt det andet. Og så må man jo formode, det er fordi de bakker op om den linje. I dagens Berlinger kan man læse programchef Mads Brøgger under overskriften ‘Intolerancen hos tolerante mennesker er forbløffende’ udtale, at mine oplevelser med journalister i nyhedsafdelingen dels ikke er hans ansvar, dels ikke er noget han kan udtale sig om. Og så er vi vel lige vidt. Eller også ligger ansvaret bare hos Simon Andersen.

Nogle få eksempler:

– Da jeg havde skrevet en reportage i Information om teltlejren i Haderslev førte 24syv an i den smædekampagne mod mig, som Inger Støjberg havde sat i søen. Jeg skulle afsløres som løgnagtig og uvederhæftig og midlet var… mikrofonholderjournalistik med parter med åbenlys interesse i at dække over forholdene. Jeg blev inviteret til at deltage i et program, hvor jeg ville blive stillet et par spørgsmål. Jeg var med på en telefon og var på intet tidspunkt blevet briefet om, at der forud for min medvirken havde været en times radio af den beskrevne kaliber, hvor agendaen var at udstille mig som løgner. Jeg vidste ikke, hvad der var blevet sagt, hvem der havde medvirket eller hvad der iøvrigt foregik.

– Efterfølgende sendte den jurist jeg havde besøgt lejren sammen med vores lydoptagelser fra samtalen med lejrledelsen. Optagelser der bekræftede alt, hvad jeg havde skrevet i reportagen: At børnene ikke gik i skole, at arealerne ikke var sikre for børn, at børnene ikke fik mellemmåltider, at det var ‘den værste lejr’ mm. Optagelserne blev ikke nævnt med ét ord og der kom hverken dementi eller undskyldning.

– Jeg blev til gengæld inviteret ind for at ‘forsvare mig’. Jeg sagde nølende og uden synderlig tillid ja. jeg fik lovning på et program kun med mig og værterne. Da jeg ankom, fortalte den (iøvrigt flinke) redaktør imidlertid, at de ville afspille endnu et mikrofonholder-lydklip der skulle modsige mine påstande. Denne gang var det vist med det cateringfirma lejren bruger. Da jeg sagde, at det ikke var aftalen, blev redaktøren forbløffet: Det havde Simon Andersen ellers sagt. Efterfølgende fortalte samme redaktør mig, at der er flere – også borgerlige politikere – der simpelthen ikke vil stille op i deres programmer.

Det er ikke de eneste erfaringer, jeg har med deres underlødige journalistik. Men efterspillet er nok til at jeg ikke har den mindste tillid til at blive behandlet fair og sobert. Derfor mit rungende nej tak.

Radio24Syvs programetik

Og selvom man måske ikke skulle tro det, har 24syv faktisk en nedskrevet program-etik. Der kan man blandt meget andet læse følgende:

‘Journalister/programmedarbejdere skal sikre, at medvirkende i Radio24syvs programmer er fuldt og klart oplyst om præmisserne og vilkårene for deres deltagelse.’

og

‘Vores målsætning er, at medvirkende og kilder oplever en ordentlig og fair behandling i Radio24 syv.’

Så med hensyn til at give kanalen et ordentligt ry, påhviler det vel også de ansatte med ledelsesansvar at gå foran, eller er det bare noget, jeg har misforstået? At man f.eks ikke systematisk hænger folk ud eller at programchefen ikke blander sig i andre menneskers tråde og slynger om sig med grove beskyldninger. Det sker nemlig også. Et friskt eksempel er, da Mads Brøgger i juli kaldte Tarek Ziad Hussein for islamist. Flere gange i samme tråd oven i købet. Uden at lytte til saglige modargumenter. Men ok, måske er det kun de såkaldt ‘tolerante’ der har en særlig forpligtelse til at opføre sig ordentligt?

Måske er det alligevel tid til, at ledelsen ser sig selv dybt i øjnene? Eller at nyhedschefen gør?

Og til at andre ikke bare hyler med ikoret om at det er for dårligt, at nogen siger nej tak. At de i stedet holder fokus på kritikpunkterne og måske er med til at søsætte en vigtig debat om mediernes rolle, om public service og om journalisters brug og misbrug af deres position.

Og måske kunne det være interessant for en grundig journalist fra et andet medie at kaste et nysgerrigt og kritisk blik på, hvad der er på færde på 24syv? På mandeklubben i toppen, på om de lever op til programetikken, på hvor mange mennesker, der reelt ikke ønsker at deltage, på om de lever op til den oprindelige intention og på om det vitterlig er repræsentativt, da en journalist derfra i en tråd for nylig skrev, at Hitler også kunne få sit eget program hvis han stod op fra de døde.

Det tror jeg i hvert fald jeg ville synes var meget sjovt, hvis jeg var journalist. Og jeg ville helt sikkert læse analysen.

I mellemtiden ynder toppen af 24syv af at forvrænge, hvad andre har sagt. Og af at lægge ansvaret fra sig big time. Dem om det. Indtil videre lever jeg fint med min beslutning.