Berlingskes karaktermord på Kim Madsen

 

Billede af en parykblækhat
Jeg har ikke noget godt billede af Katrine Rosenbæk. Her er et billede af en Parykblækhat
(c) Mikael Hertig oktober 2018

Dette indlæg blev nægtet optagelse i Berlingske Tidende. Det var tænkt som genmæle til en række stærkt kritisable personangreb på Kim Madsen, “Jobcentrets Ofre”. Jeg har haft dette før med Berlingske Tidende, hvor genmæle er et fremmedord.

Af Mikael Hertig, gadejurist, cand. scient. pol.

Links:
https://www.berlingske.dk/danmark/kim-madsen-vil-kun-arbejde-i-et-fleksjob-for-saa-stiger-hans-offentlige

https://www.berlingske.dk/kommentatorer/ugens-shitstorm-spoerg-aldrig-kim-madsen-hvorfor-han-ikke-arbejder

https://www.berlingske.dk/danmark/kim-madsen-mestrer-kunsten-at-mobilisere-14.000-i-en-modstandsbevaegelse

https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE8637981/en-stressepidemi-i-danmark-som-ingen-gider-tage-sig-af

 

Hvor syg er Katrine Rosenbæk?

Journalist Katrine Rosenbæk har indtil videre fået bragt to stort  opsatte artikler i Berlingske, hvor hun angriber FaceBook-gruppen “Jobcentrets Ofre” i almindelighed og dens primus motor Kim Madsen i særdeleshed. Den hadske tone tyder på, at hun selv synes, hun er kommet over sin stress-sygdom. Det kan jeg ikke afgøre. Jeg er hverken psykolog, psykiater eller læge. For omkring to år siden gik hun selv ned med stress. Stress er en sygdom, der skal anerkendes, mente hun, for den gør folk uarbejdsdygtige, og samfundet taber uhyre summer på, at stress ikke tages alvorligt. Hun blev ikke selv taget alvorligt dengang, og hun måtte låne til at betale psykologen. Hun blev dog ikke pisket rundt i manegen i Jobcentrets musehjul.

Rosenbæks artikler bærer præg af hævntørst, uvidenhed og lyst til at diagnosticere andre. Holdningsbåret journalistik som Rosenbæks er stilmæssigt en fornyelse, men den duer ikke i hendes tilfælde, fordi sammenhængen mellem holdning og viden knækker; hun ved ikke,hvad hun skriver om. Katrine Rosenbæk angriber Kim Madsen for at simulere en lavere erhvervsevne, end han på baggrund af medicinske erklæringer er vurderet til at have. Det er både ubegavet og kynisk. Hun kan ikke stille diagnoser om erhvervsevne. Men hun gør det til en folkesag at diskutere, hvor syg et andet menneske med medicinske erklæringer nu er. Ligesom hun selv anså stress som en overset sygdom, andre ikke skulle diagnosticere på skrømt, burde hun selvfølgelig holde sig for god til at tage stilling til andres medicinske tilstand. Rosenbæk kender intet til Kim Madsens gigt og smerter. Kim Madsens erhvervsevne er ikke af ham selv sat til noget antal timer. Det er den vurdering, fagpersoner har lagt i forbindelse med hans ressourceforløb. Katrine Rosenbæk har lige så meget forstand på Kim Madsens erhvervsevne som på hvalers evne til at cykle på tandem. Det er det første og efter min mening helt utilladelige udtryk for mangel på selvkritisk sans.

 

Er det grisk at ville bede om flexjob?

Rosenbæk angriber Kim Madsen for hellere at ville have 18-19.000 kroner om måneden (flex+arbejdsløn) end 12.000 i kontanthjælp. Derfor, mener hun, skulle der være tale om ren griskhed. At leve i et gigthelvede for 11.-12.000 før skat er simpelthen under fattigdomsgrænsen. Jeg bilder mig ind, at Rosenbæk kender lige så lidt til fattigdom som til smerter. Det er naturligt, hvis Kim Madsen efter seks år vil over på en anden ydelse end konstanthjælp. Det handler om at komme ud af fattigdom, ikke om griskhed.

Juraen om kontanthjælp og andre ydelser

 

Så kommer vi til den næste uvidenhed. Hun kender næppe noget videre til beskæftigelses- og sociallovgivning. Kontanthjælp er ment som en kortvarig ydelse. Den skal kun gives som overlevelseshjælp, indtil den pågældendes situation er afklaret. Her taler vi om den principielle afklaring. Valget står i Kims tilfælde mellem fleksjob eller førtidspension. Langvarig kontanthjælp findes ikke efter loven. De langstrakte kontanthjælpsforløb er undergravende for sammenhængskraften i samfundet. Kim foretrækker  fleksjob, fordi han gerne vil arbejde. Efter den centrale bestemmelse i den sociale pensionslov skal der tildeles fleksjob eller førtidspension, hvis det er åbenbart, hvis hans erhvervsevne er således v nedsat, at han ikke har varig udsigt til at blive selvforsørgende. Det er ulovligt at blive ved med at holde folk kørende på kontanthjælp, hvis den betingelse er opfyldt. Der er tale om en art finansiel magtfordrejning, hver gang det sker. Hvis der skal mirakeltro til at udfylde håbet om en bastant forbedring af erhvervsevnen, skal afgørelsen træffes med det samme. Tanken med fleksjobsreformen i sin oprindelige udformning var da også, at hvis nogen starter med et lavt arbejdstimetal om måneden vil det kunne forhøjes, hvis der sker forbedringer.

Når der er omkring 14.000 medlemmer i facebookgruppen, så skyldes det, at vi er nogle, der mener, at den fornedrende og mistænkeliggørende forvaltning af nogle af samfundets mest udsatte mennesker er kontraproduktiv, umenneskelig og burde høre op. Vi har at gøre med medmennesker, som skal mødes med samme respekt og værdighed som andre mennesker, og som Katrine Rosenbæk for sit eget vedkommende indtil videre åbenbart tager som en gudgiven selvfølge.

Ærbødigst

Berlingske nægtede optagelse – læs her

 

Påstand om, at Danmark skal genindføre kolonitilstand i Grønland, må ikke gendrives i Berlingske

Jeg ser med nogen bekymring på, at modsvar til kronikker og blogindlæg konsekvent nægtes optagelse i den trykte presse. Debatten amputeres på den måde.

Denne gang handler om dette blogindlæg af Torben Steno i Berlingske Tidende: LÆS DET FØRST – TRYK PÅ  det lysegrå: Læs resten af …

https://corduasteno.blogs.berlingske.dk/2017/11/29/dansk-beroeringsangst-forstaerker-groenlands-tragedie/

Jeg sendte derefter følgende til Berlingskes debatredaktion:

 

 

 

Steno savner indsigt i grønlandske forhold

Mikael Hertig Nuuk Maj 2017 (c)

Torben Steno har i sin blog i Berlingske Tidende 29. november beskæftiget sig med den sociale nød i Grønland og ligesom andre borgerlige debattører, fx Søren Espersen og Thorkild Kjærgaard, koblet den til Selvstyrets arbejde for uafhængighed af Danmark

 

Steno henviser til de allerede kendte problemer i Grønland med seksuelt misbrug af børn, vold og selvmord.

Tankegangen synes at være, at hvis bare grønlænderne udskiftede deres identitet med en dansk og egentlig genindførte den dejlige kolonitid, så ville alle problemer blive løst. Nu kan ingen ikke skifte identitet, som man skifter underbukser. Hvert menneske er på sit livs rejse i gang med hele tiden at tilpasse sig sit sted og sine medmennesker ud fra sine hidtidige erfaringer. På den måde udvikler hver især ait verdensbillede med de forestillinger, som hører stedets kultur til. Inuits identitet i Grønland er ikke dansk og bliver det heller ikke.

Det er lige så urealistisk at ville afskaffe selvstyret som det er helt fejlspecificeret at hævde, at Grønland aktuelt er i en situation, hvor ønsket om uafhængighed kan realiseres på kort tid. Koblingen er simpelthen fejlspecificeret på grund af den underforståede påstand om tidsperspektivet:

Der er ikke i Grønland bred opbakning til ønsket om fuld uafhængighed, før Grønlands økonomi er styrket så meget, at landet kan finansiere sig selv.

Steno opstiller et problem, han ikke er i stand til at foreslå en realistisk løsning på, end ikke på lang sigt.

Det gælder for ethvert folk og dets historie, at det er flettet sammen mellem geografien og befolkningen i dets samspil med de vilkår, stedets natur tilbyder. I Grønland handler det om livet, som det har udfoldet sig igennem århundreder i byer og bygder her, med fangst, fiskeri og jagt som det oprindelige.

Den sociale nød i Grønland skyldes ikke Selvstyret

Grønland er fortsat med sit Selvstyre en mellemting mellem en koloni og et selvstændigt land. Det ser ud, som om Torben Steno skulle mene, at den massive sociale nød i Grønland skyldes det tidligere hjemmestyre og det nuværende selvstyre, hvorimod der ingen sammenhæng skulle være til kolonifortiden og fordanskningsprocessen 1953-70.

Intet tyder på, den påstand holder. Sammenligner man situationen i Grønland med andre oprindelige folk: Inuit i Canada og Alaska, aboriginer i Australien og indianere i USA er mønstret det samme. Der er forsket en del i dette allerede: onde spiraler med kriminalitet, selvmord, misbriug af børn, alkohol.

Den nærliggende forklaring på de oprindelige folks sociale problemer er den berøvede og splittede identitet.

Grønlænderne bor i Grønland, som egentlig er inuitternes eget land; men Grønland er dybt påvirket, i perioder domineret af en fremmed kultur, som det ikke kan slippe fri af, og som det ingen kontrol har med.

Det splittede sind og de for de svageste håbløse udsigter til en meningsfuld fremtid kunne snarere tænkes at udgøre det identitetskompleks, den virkelige politiske udfordring består i. Befolkningens problemer løses næppe ved at gøre de splittede sind mere danske eller ved at genindføre en mere kolonipræget styreform.

Tværtimod vil det kunne vise sig endnu mere destruktivt.

Rapporter om de grønlændere i Danmark, der har sværest ved at fungere på danske vilkår, taler også deres eget tydelige sprog.

Der er meget tilgængelig viden, Steno overser. Der skyldes måske uvidenhed. Men derved bærer han ved til det hadets bål, der forpester mere seriøse forsøg på at sætte grønlænderne fri og hjælpe frem mod en større gensidig forståelse.

Forståelse er en rejse ind i en andens land – en rejse, Steno burde begive sig ud i.

 

Berlingskes automatsvar:

 

Tak for det læserbrev, debatindlæg eller kronikforslag, som du har sendt til Berlingske.

 

Vi har valgt ikke at bringe dit indlæg. Vi kan desværre ikke give individuelle begrundelser, når vi – som i dette tilfælde – siger nej tak til at bringe et indlæg. Vi modtager hver dag mange flere manuskripter, end vi kan få plads til at bringe i avisen. Det er vi taknemmelige for, fordi det giver os mulighed for at bringe den bedste debat. Desværre betyder det altså også, at vi allerede af pladsgrunde er nødsaget til at afvise en meget stor del af de indlæg, vi modtager – også selv om vi forbeholder os ret til at redigere og forkorte i indsendte indlæg, hvor vi skønner det nødvendigt.

 

Vi afviser dog uden videre indlæg, som også er sendt til andre medier eller modtagere end Berlingske.

 

Vi bestræber os på at reagere i løbet af få dage på alle henvendelser, enten i form af at vi bringer indlægget i avisen, eller ved at du, som det er tilfældet i denne sammenhæng, modtager et afslag. I enkelte tilfælde vil du have ventet i længere tid, før du hører noget fra os. Det er i så fald fordi, vi har haft dit indlæg liggende med et ønske om at kunne bringe det, men beklageligvis ikke har kunnet finde pladsen til det inden for det, vi mener, er rimelig tid.

 

Igen – tak fordi du valgte at sende dit indlæg til Berlingske. Og du er naturligvis velkommen til at sende indlæg (læserbreve, debatindlæg eller kronikker) til Berlingske en anden gang.

 

Med venlig hilsen,

Anne Sophia Hermansen

Kultur-, debat- og navneredaktør

 

Mediekritik: AnneLise Marstrand Jørgensens nej til Radio24syv

Nedenfor bringer www.laeserbrev,dk AnneLise Marstrand Jørgensens status, der forklarer, hvorfor hun ikke længere ønsker at samarbejde med Radio24syv. Indlægget er væsentligt og udvalgt, fordi det lægger op til en debat, ikke bare om presseetik, men også om Public Service.

Af Annelise Marstrand Jørgensen (c)
Indlægget har tidligere været bragt på Annelise Marstrand Jørgensens FB-side.

sorthivdt portræt af ALMJ
AnneLise Marstrand Jørgensen
(Gyldendal Presseservice)

Derfor

For nogle dage siden skrev jeg som kommentar i en tråd om medier på min gode ven Mads Nygaards væg, at jeg har besluttet ikke at deltage i radioprogrammer på 24syv.

Simon Andersen var tagget i tråden, der også involverede en – med mine øjne ganske uskyldig, men jeg har naturligvis respekt for at han kan opleve det anderledes, omend det formentlig kunne opklares med et spørgsmål – joke om hans rolle som nyhedsdirektør.

Fem minutter senere tænke jeg – og følte mig lidt paranoid – at jeg hellere måtte tjekke Simon Andersens væg. Og ganske rigtigt: Min kommentar fra tråden var blevet lagt op som et selvstændigt opslag med overskriften ‘Hilsen fra de gode.’

Det kan man mene om, hvad man vil. Selv tænkte jeg, at det var groft og komisk på samme tid.

 

Forvrænget

I mellemtiden er min kommentar blevet delt nogle gange – primært af radio 24syv’s værter og støtter. Det er også blevet forvrænget i forskellige sammenhænge og udlagt som, at jeg dels ikke ønsker at deltage i debatter med politiske modstandere, dels ønsker at begrænse radiokanalens ytringsfrihed. Ja, og så var Pernille Vermund selvfølgelig også på banen i en kommentar til Andersens opslag, hvor hun mente, at det var holdninger som min, der i sidste ende kan føre til totalitære regimer. En anden mente, at jeg er direkte farlig for demokratiet, når jeg vælger en radiokanal fra.

Efterhånden blev det mere ubehageligt end komisk.

Alle, der kender min debat-historik, vil vide, at jeg glad og gerne stiller op til debat med mennesker, jeg er dybt og inderligt uenig med. Jeg stiller såmænd også gerne op til debat med folk, der har spredt urigtige historier om mig.

Jalving

Men jeg stiller ikke op under hvilke som helst omstændigheder. Og slet ikke, hvis jeg har gentagne dårlige erfaringer med at blive behandlet under lavmålet. Og så tager jeg den dybeste afstand fra programmer som ‘Je suis Jalving’ som i en periode gjorde 24syv til talerør for det yderste højres mest ekstreme holdninger.

For at tage det sidste først:

– Jeg tager ikke afstand fra programmet, fordi jeg mener, at nogen stemmer ikke bør høres. Alle skal have mulighed for at komme til orde i en demokratisk debat, det siger sig selv. Jeg tager afstand fra at en public service kanal lader sin sendeflade fylde af et program, hvor ingen af de stærkt tendentiøse udtalelser fra værterne blev modsagt eller nuanceret. Hvor lyttere med anden holdning end værterne blev affejet, mens lyttere der fremsatte groft racistiske påstande blev mødt med interesse. Det er set med mine øjne dårlig radio. Det øger givetvis lyttertallet, men det bliver det ikke bedre af. Og så hjælper det ikke en tøddel, at ledelsen efterfølgende fremhæver, at andre programmer i sendefladen ligger til venstre for midten. Det er da fint nok, men det ændrer ikke på lige præcis dette programs propagandistiske og rabiate karakter. Hvis man vil vide, hvad jeg iøvrigt mener om programmet, kan man læse Steffen Groths glimrende kronik, som jeg har linket til andetsteds på min side.

Brøgger: “Intolerancen hos tolerante mennesker”

Og så til den unfair behandling. Jeg har været i kontakt med rigtig, rigtig mange journalister gennem tiden. Det er mit klare indtryk af standen samlet set er omhyggelig og bestræber sig på at være fair. De dårlige oplevelser jeg har haft samler sig interessant nok om 24syv – ikke kun i forbindelse med flygtningedebatten, men også tidligere. Og de har nået et niveau, hvor jeg ikke synes, det er dét værd at deltage i deres programmer. Det drejer sig om bestemte nyheds- og faktaprogrammer.

Der er mange gode programmer, men det ændrer ikke på, at der er en underlig tavshed fra ledelsens side om alt det andet. Og så må man jo formode, det er fordi de bakker op om den linje. I dagens Berlinger kan man læse programchef Mads Brøgger under overskriften ‘Intolerancen hos tolerante mennesker er forbløffende’ udtale, at mine oplevelser med journalister i nyhedsafdelingen dels ikke er hans ansvar, dels ikke er noget han kan udtale sig om. Og så er vi vel lige vidt. Eller også ligger ansvaret bare hos Simon Andersen.

Nogle få eksempler:

– Da jeg havde skrevet en reportage i Information om teltlejren i Haderslev førte 24syv an i den smædekampagne mod mig, som Inger Støjberg havde sat i søen. Jeg skulle afsløres som løgnagtig og uvederhæftig og midlet var… mikrofonholderjournalistik med parter med åbenlys interesse i at dække over forholdene. Jeg blev inviteret til at deltage i et program, hvor jeg ville blive stillet et par spørgsmål. Jeg var med på en telefon og var på intet tidspunkt blevet briefet om, at der forud for min medvirken havde været en times radio af den beskrevne kaliber, hvor agendaen var at udstille mig som løgner. Jeg vidste ikke, hvad der var blevet sagt, hvem der havde medvirket eller hvad der iøvrigt foregik.

– Efterfølgende sendte den jurist jeg havde besøgt lejren sammen med vores lydoptagelser fra samtalen med lejrledelsen. Optagelser der bekræftede alt, hvad jeg havde skrevet i reportagen: At børnene ikke gik i skole, at arealerne ikke var sikre for børn, at børnene ikke fik mellemmåltider, at det var ‘den værste lejr’ mm. Optagelserne blev ikke nævnt med ét ord og der kom hverken dementi eller undskyldning.

– Jeg blev til gengæld inviteret ind for at ‘forsvare mig’. Jeg sagde nølende og uden synderlig tillid ja. jeg fik lovning på et program kun med mig og værterne. Da jeg ankom, fortalte den (iøvrigt flinke) redaktør imidlertid, at de ville afspille endnu et mikrofonholder-lydklip der skulle modsige mine påstande. Denne gang var det vist med det cateringfirma lejren bruger. Da jeg sagde, at det ikke var aftalen, blev redaktøren forbløffet: Det havde Simon Andersen ellers sagt. Efterfølgende fortalte samme redaktør mig, at der er flere – også borgerlige politikere – der simpelthen ikke vil stille op i deres programmer.

Det er ikke de eneste erfaringer, jeg har med deres underlødige journalistik. Men efterspillet er nok til at jeg ikke har den mindste tillid til at blive behandlet fair og sobert. Derfor mit rungende nej tak.

 

Radio24Syvs programetik

 

Og selvom man måske ikke skulle tro det, har 24syv faktisk en nedskrevet program-etik. Der kan man blandt meget andet læse følgende:

‘Journalister/programmedarbejdere skal sikre, at medvirkende i Radio24syvs programmer er fuldt og klart oplyst om præmisserne og vilkårene for deres deltagelse.’

og

‘Vores målsætning er, at medvirkende og kilder oplever en ordentlig og fair behandling i Radio24 syv.’

Så med hensyn til at give kanalen et ordentligt ry, påhviler det vel også de ansatte med ledelsesansvar at gå foran, eller er det bare noget, jeg har misforstået? At man f.eks ikke systematisk hænger folk ud eller at programchefen ikke blander sig i andre menneskers tråde og slynger om sig med grove beskyldninger. Det sker nemlig også. Et friskt eksempel er, da Mads Brøgger i juli kaldte Tarek Ziad Hussein for islamist. Flere gange i samme tråd oven i købet. Uden at lytte til saglige modargumenter. Men ok, måske er det kun de såkaldt ‘tolerante’ der har en særlig forpligtelse til at opføre sig ordentligt?

Måske er det alligevel tid til, at ledelsen ser sig selv dybt i øjnene? Eller at nyhedschefen gør?

Og til at andre ikke bare hyler med ikoret om at det er for dårligt, at nogen siger nej tak. At de i stedet holder fokus på kritikpunkterne og måske er med til at søsætte en vigtig debat om mediernes rolle, om public service og om journalisters brug og misbrug af deres position.

Og måske kunne det være interessant for en grundig journalist fra et andet medie at kaste et nysgerrigt og kritisk blik på, hvad der er på færde på 24syv? På mandeklubben i toppen, på om de lever op til programetikken, på hvor mange mennesker, der reelt ikke ønsker at deltage, på om de lever op til den oprindelige intention og på om det vitterlig er repræsentativt, da en journalist derfra i en tråd for nylig skrev, at Hitler også kunne få sit eget program hvis han stod op fra de døde.

Det tror jeg i hvert fald jeg ville synes var meget sjovt, hvis jeg var journalist. Og jeg ville helt sikkert læse analysen.

I mellemtiden ynder toppen af 24syv af at forvrænge, hvad andre har sagt. Og af at lægge ansvaret fra sig big time. Dem om det. Indtil videre lever jeg fint med min beslutning.

Fields marked with an * are required