Tag: børn

Anbringelser: Hvor er børnenes og forældrenes retssikkerhed?

Anders Brøndtved, advokat
Advokat Anders Brøndtved (H) er specialist i tvangsfjernelsessager

Mette Frederiksen fremsatte i sin nytårstale kravet om flere anbringelser. Men hvor behovet kommer fra, vides ikke. Hvordan opgøres det? Der tvangsfjernes forkert, og retsgarantierne er ikke i orden.
Mikael Hertig

Lyt nu til dem, der arbejder med området: Hvor er forældrenes retssikkerhed?

af Anders Brøndtved

 

Tænk at være enig med Enhedslisten en gang mere på en uge.

Mette Frederiksen har nu haft sin debut med sin Nytårstale; en tale som omhandlede børn, herunder flere anbringelser og adoptioner af børn.

Men i stedet for denne ulidelige symbolpolitik, skulle man måske lytte til dem som rent faktisk arbejder med området og oplever den virkelige verden.

 

Anbringer vi rigtigt? Hvor er forældrenes retssikkerhed?

Jeg er ikke modstander af anbringelser eller adoptioner og for mig er spørgsmålet ikke om vi anbringer for mange eller for få, men hvorvidt vi anbringer rigtigt? Hvor er forældrenes retssikkerhed?

Som en af de advokater med mest erfaring inden for anbringelser, oplever jeg skyggesiden af anbringelsesområdet.

Mette Frederiksen nævnte børn som havde været udsat for misbrug, vold og svigt. Jeg mindes ikke at have haft nogen sager, hvor det er alkohol som er årsagen til anbringelser, jeg oplever at vold er årsagen i anslået 5% af sagerne og næsten hver gang, hvor det er barnets ord mod forældrenes. Hvor er uskyldig indtil andet er bevist? Hvor er forældrenes retssikkerhed?

 

Familiehjem

 

Enhedslisten og SF mener at forebyggelse er vejen frem. Jeg kunne ikke være mere enig.

Hvad er det så jeg oplever?
Jeg oplever mange forældre blive anbragt på familiehjem med deres børn. På familiehjemmene oplever jeg forældrene spærret inde med låse på dørene, jeg oplever at man ikke formår at støtte forældrene, men i stedet oplever jeg op til 12 forskellige familiebehandlere, som fortæller forældrene forskellige ting og mener det kollegerne har fortalt er forkert.

Jeg oplever, at bekymringer fra familiehjemmene går til kommunerne, uden bekymringerne er drøftet med forældrene først. Forældrene kan ofte ikke genkende de bekymringer som gengives (måske forståeligt, hvis ikke bekymringerne har været nævnt overfor forældrene, inden skrivelsen til kommunen?) Næstved, Slagelse, Ringsted Kommuner vedbliver at bruge et familiehjem i Fensmark, trods stort set alle forældre, som har været på stedet advarer mod stedet. Hvis forældrenes ikke samtykker til dette sted kan de imødese en sag om anbringelse i børn- og ungeudvalget og derved stor risiko for anbringelse. Hvor er forældrenes retssikkerhed?

 

Formålet med familiebehandling?

 

Jeg oplever familier som bliver tilbudt familiebehandling, men man har ikke fortalt forældrene formålet med familiebehandlingen eller hvad der skal arbejdes med. En af mine familier fik 30 timers familiebehandling om ugen, skulle være hjemme, når familiebehandlerne kom, hvorfor det var svært at finde tid til at handle ind, intet privatliv eller noget socialt. Familien beskrev familiebehandlerne som nogen som kom og drak deres kaffe, men ingen egentlig behandling. Barnet er efter anbringelsen beskrevet som autist, noget forældrene påberåbte sig i børn- og ungeudvalget, men som man ikke var lydhør overfor. Familiebehandlerne havde ikke forstand på autisme og familiebehandlingen var ikke autismeorienteret, trods alle tegn pegede på autisme. Hvor er forældrenes retssikkerhed?

 

Forældrekompetenceundersøgelse

 

Ofte bliver der lavet forældrekompetenceundersøgelse på forældrene, men forældrene har næsten aldrig indflydelse på, hvilken psykolog, opdraget til psykologen eller hvilke sagsakter psykologen får at lave undersøgelsen ud fra. I retten i Næstved havde jeg en sag, hvor mor havde nægtet at deltage i en forældrekompetenceundersøgelse med en psykolog, da psykologen ikke havde forstand på spædbørn eller forældrekompentenceundersøgelser, hvorfor mor havde foreslået andre psykologer. Dommeren undrede sig over, at mor ikke havde accepteret forældrekompetenceundersøgelsen af pågældende psykolog, for alle psykologer var jo uafhængige, autoriserede og havde pligt til at være objektive (ligesom dommere, læger og advokater, fortsatte dommeren – jeg er bare ikke enig i, at advokater skulle være objektive) Men hvis alle psykologer er uafhængige, autoriserede og objektive, hvorfor må mor så ikke vælge sin egen psykolog? Hvis forældrene selv får lavet en forældrekompetenceundersøgelse for egen regning, så bliver den betragtet som ensidig indhentet og derved ikke valid? Hvor er forældrenes retssikkerhed?

 

Jeg har oplevet Ankestyrelsen give kommuner pålæg om at lave en forældrekompetenceundersøgelse indenfor 4 måneder fra møde i Ankestyrelsen, men i den ene havde man ikke lavet den da sagen kom i retten, 2 år senere var den endnu ikke lavet og børn- og ungeudvalget var ligeglad. Ankestyrelsen gav et nyt pålæg, som vi så må se, hvorvidt bliver overholdt. Hvor er forældrenes retssikkerhed?

I den anden sag kom sagen i retten 3 måneder og 28! dage efter Ankestyrelsen, hvor der ikke var lavet ny forældrekompentenceundersøgelse, den var end ikke sat i gang. Retten fastholdt anbringelsen i 2 år mere, da fristen på 4 måneder jo ikke var udløbet endnu. Hvor er forældrenes retssikkerhed?

 

I en adoptionssag havde kommunen bedt en psykolog lave en vurdering af fars evne til at være forældre ud fra en udtalelse fra fars eget opholdssted og en tidligere psykologundersøgelse lavet i andet regi. Hvor er fars retssikkerhed?

 

Psykolognævnet er ikke et klage

 

Forældrene kan klage over undersøgelserne til Psykolognævnet, men Psykolognævnet er en tilsynsmyndighed og ikke et klagenævn, så forældrene er ikke part i sagen og får ikke at vide, hvis undersøgelserne bliver underkendt. Så en anbringelse kan opretholdes på en undersøgelse, som kan være underkendt af Psykolognævnet, for ingen ved den er underkendt. Hvor er forældrenes retssikkerhed?

 

Forældrene vildledes til frivillig anbringelse

 

 

Forældrene snøres til at skrive under på frivillig anbringelse i stedet for tvangsanbringelse. Reglerne er de samme, men ved en tvang har forældrene ret til advokat, ret til sagen bliver prøvet i børn og ungeudvalget og har mere hånd i hanke med kommunen overholder sine pligter. Men truslen om mindre samvær (vrøvl), mistet forældremyndighed (vrøvl) og mere at skulle have sagt (vrøvl) får forældrene til at samtykke til anbringelse og derved give afkald på rettigheder Hvor er familiernes retssikkerhed?

 

Ingen reel støtte til forældrene

 

 

I anbringelsessagerne får forældrene næsten aldrig støtte til at blive bedre forældre under anbringelsen. Hvordan skal de så blive bedre forældre?
Der er en pligt for kommunerne til at lave en forældrehandleplan med støtte til forældrene, men kommunerne laver det næsten aldrig, hvis de gør kan de ikke finde ud af det og det har ingen konsekvenser. Hvor er forældrenes retssikkerhed?

 

Samvær en time hver fjerde uge

 

Ofte har forældrene samvær i én time, hver 4. uge. Det vil sige 13 timers samvær om året. Hvordan skal man kunne opbygge en relation til sit barn, lære at blive forældre eller i det hele taget lære sit barn at kende? Ankestyrelsen godkender alle samværsafgørelser fra kommunerne. Hvor er forældrenes retssikkerhed?

 

Ti timers transport for en times samvær

 

Jeg har oplevet børn fra region Sjælland blive anbragt i Nordjylland eller Vestjylland og omvendt. Forældrene skal så bruge op til 10 timer på transport for én times samvær. Kommunerne kan betale for transport, når det er af væsentlig betydning af hensyn til barnets behov for støtte, herunder udgifter som kan bidrage til en stabil kontakt mellem forældrene og barnet.
Jeg har oplevet en kommune, som har givet afslag på transport, for forældrene var mødt stabilt op til samvær, så nu var der en stabil kontakt. Forældrene har klaget over afgørelsen til Ankestyrelsen og kan nu vente 6-8 måneder på en afgørelse. Hvor er forældrenes retssikkerhed?

 

Forældrene har ret til gratis advokat, men i sager om overvåget samvær får advokaten salær for 3 timer. 3 timer til at gennemlæse sagsakter, møde klienterne, telefon med klienterne og deltage i børn- og ungeudvalget. Ikke meget tid til sagen. Hvor er forældrenes retssikkerhed?

 

 

Manglende partshøring

 

I de fleste sager bliver handleplaner, børnefaglige undersøgelser lavet uden forældrene bliver partshørt eller har indflydelse på deres egen sag. De fleste overholder ikke loven, for den kender sagsbehandlerne ikke, eller kan ikke finde ud af den. Hvor er forældrenes retssikkerhed?

 

Manglende ankemulighed

 

Lovgiver fjernede i 2014 muligheden for at anke anbringelsessager til Landsretten, for Landsretterne var overbelastede og ikke mange sager blev ændret. Hvor er forældrenes retssikkerhed?

Børnene bliver flyttet fra anbringelsessted til anbringelsessted, trods kommunerne har pligt til først at lægge sagen i børn- og ungeudvalget; men hvis man nu får opholdsstedet til at sige op, eller tolker opholdsstedets utilfredshed som en opsigelse, så mener man ikke den skal i børn- og ungeudvalget. Når sagen så kommer i børn- og ungeudvalget er barnet allerede flyttet. Hvor er forældrenes retssikkerhed?

Kommunerne skal træffe afgørelse om nyt anbringelsessted, og hvis der klages kan barnet først flyttes når Ankestyrelsen har behandlet klagen. Men hvis kommunen først træffer afgørelsen efter barnet ER flyttet, så kan man jo ikke flytte det tilbage. Hvor er forældrenes retssikkerhed?

 

I en sag flyttede en kommune barnet inden børn- og ungeudvalget, tabte sagen i børn- og ungeudvalget 3 gange men valgte alligevel at opretholde flytningen uden mor eller jeg kunne gøre noget. Hvor er forældrenes retssikkerhed?

Retten?

 

En mor fik sine børn hjem mellem Ankestyrelsen og retten, så sagen burde være klar, at anbringelsen var forkert? Alligevel stadfæstede retten anbringelse i 2 år, trods børnene var hjemme. Hvor er forældrenes retssikkerhed?

 

Jeg oplever handleplaner, undersøgelser mv. med forkerte navne, uden det har nogen betydning. Hvor er forældrenes retssikkerhed?

 

Dårlig sagsbehandling

 

Tilsyn på opholdsstederne bliver ikke overholdt, børnesamtaler bliver ikke overholdt, når børnene beder om støtte bliver det ikke hørt… Hvor er børnenes retssikkerhed?

I dag ringede 2 børn jeg er advokat for, de var på samvær hos deres forældre og havde låst sig inde på deres værelse, da de ikke ville hjem. (Storesøster turde ikke gå imod kommunen, så hun tog tilbage til opholdsstedet) Bagvagten ringede og sagde at det var forældrenes ansvar at få børnene tilbage til opholdsstedet, ellers kunne det gå ud over børnenes samvær med forældrene. Denne afgørelse kan kommunen træffe uden sagen skal i børn- og ungeudvalget, forældrene kan klage til Ankestyrelsen som så bruger 6-8 måneder på at behandle sagen. Hvor er familiernes retssikkerhed?

 

Eksempler

 

En af mine klienter bliver udsat for vold på sit opholdssted. Opholdsstedet har inddraget hans telefon som han har optaget volden på, og får den først, når han sletter lyd og billedmateriale. Har fået flere billeder henover julen fra og af ham med blå mærker på kroppen. Kommunen vender det blinde øje til. Hvor er barnets retssikkerhed?

Eller den 14 årige pige, som kommune gav en tatovering med en af sine søskendes navn, for at hun skulle stoppe med at stikke af hjem til sin mor?

Den 15 årige som af 2 omgange mistede sine forældre til selvmord som følge af barnets anbringelse?

Jeg havde foretræde for Folketingets Socialudvalg for nogle år siden, sammen med en kollega, da vi fremlagde problemerne på anbringelsesområdet var spørgsmålet blot: Hvad vil I have vi skal gøre? Vi får jo at vide, at loven er god. Ja, loven er god, hvis den bare blev overholdt og hvis det havde konsekvenser, hvis den ikke gør.

Når dem som arbejder med området, dem som ville tjene på regeringens politik råber vagt i gevær, burde man så ikke lytte, i stedet for at stigmatisere alle forældre ved denne håbløse symbolpolitik med alt for mange uskyldige ofre? Børn, forældre, familier?

Beklager ovenstående lange indlæg, som blot er en få af mine oplevelser med anbringelsesområdet. Men blandt andet på grund af ovenstående brænder jeg for dette område.

There is something rotten in the state of Denmark!!!

Tvangsfjernelser: Chokerende forhold i socialforvaltningerne….

 

Karina Pedersen
Karina Pedersen

 

Karina Pedersen driver Facebookgruppen “SOL&CO”. Her står holdningen således præsenteret:

“De sociale myndigheder fjerner hvert år hundredevis af børn fra helt almindelige familier, og vores formål er at hjælpe familierne med at få deres børn tilbage samt skabe debat om et område, der er helt ude af kontrol og minder mere om Stasi end Moder Teresa.”

 

Tro ikke kommunen hjælper

Vi har igennem de seneste ti år løbende holdt øje med landets socialforvaltninger, og da vi sidste år besluttede os for at undersøge området nærmere, var vi dybt chokerede over de forhold, som vi afdækkede. Vi så os derfor nødsaget til at etablere, hvad der bedst kan beskrives som et slags åndeligt felthospital, for vi når aldrig at komme ordentligt på plads, idet vi dagligt opsøges af desperate familier, hvis erfaringer med landets kommuner er så groteske, at vi indimellem knap tror vores egne ører.

 

Fortryder, de bad kommunen om  hjælp

Der er tale om helt almindelige mennesker, hvis største fejl ofte har været, at de har troet, at kommunen var til for at hjælpe dem, og som fortæller os, at de ville ønske, at de aldrig havde bedt kommunen om hjælp, for nu er deres børn tvangsfjernet og der er blevet rejst de mest fantasifulde anklager imod dem.

Mange forældre erfarer desuden, at hvis de klager over børnenes skole eller daginstitution, så kvitteres der med en underretning/bekymringsskrivelse til kommunen, og det er tilsyneladende sådan, at langt de fleste sager starter.

Forældre må efterfølgende erklære sig skyldige i være generelt skadelige for deres børn, fordi det nu er kommet frem, at de f.eks. har været arbejdsløse i en periode, er blevet skilt, har undladt at lave varm mad en lørdag aften eller sågar søgt efter billigt børnetøj på Facebook, hvilket anses for at være et tegn på, at familien ikke kan forsørge deres børn. Intet er tilsyneladende for småt til at kommunen kan lave et problem ud af det.

 

En klassiker er også, at forældrene selv har haft en såkaldt dårlig barndom, hvorfor de nu skulle være ude af stand til at passe deres egne børn. Det er en teori, der er lige så fornuftsstridig, som den er historieløs, og det svarer til at tro, at fordi en person har været udsat for røveri, bliver vedkommende nu også selv røver.

 

Men vi sidder ikke længere i jordhuler, og det er næppe en udvikling, som vi kan takke landets sagsbehandlere for, om end det ikke vil overraske os, hvis de selv tror det. I virkeligheden er de dog en trussel mod samfundet, idet de med deres uvederhæftige og ofte dybt latterlige anklager undergraver borgernes tillid til offentlige instanser.

 

 

Ulykkelige børn ønsker at komme hjem igen

 

Der sidder i skrivende stund hundrede – hvis ikke tusindvis – af dybt ulykkelige børn placeret på bosteder eller i plejefamilier, og når vi taler med børnene, så fortæller de os om søde, sjove, kærlige og støttende forældre, og at deres største ønske er at komme hjem igen. De er heller ikke blot blevet fjernet fra deres familie; de er også blevet fjernet fra deres skole og deres venner. De får ofte forbud mod at kontakte deres forældre, omend vi også ser sager, hvor børnene må tale med deres forældre hele 10 minutter hver anden uge.

En del børn forsøger at begå selvmord – og nogle har desværre held med det – fordi deres sagsbehandlere fortæller dem, at de aldrig kommer hjem igen. Du skal, fortalte et 12 årigt barn os, at en sagsbehandler havde sagt, lære at leve uden din mor og far. De opkald, som børnene i desperation laver til deres forældre, er så hårrejsende, at man må sætte alvorlige spørgsmålstegn ved, hvorvidt de mennesker, der fjerner børn fra helt almindelige familier, overhovedet hører til i et civiliseret samfund.

 

 

Forældre-kompetence-undersøgelse

 

 

De her familier trækkes efterfølgende rundt i et bizart cirkus, der består af de mest besynderlige undersøgelser, hvoraf noget der kaldes en Forældrekompetenceundersøgelse synes svært udbredt. Den har dog ikke mere værdi end tante Annas holdning til naboens ægteskab ville have, for da der ikke findes en formel for hvad en såkaldt god forælder – eller for den sags skyld; god ægtefælle – egentligt er, kan det naturligvis heller ikke måles.

Man kan heller ikke påstå, at blot fordi man kender Fru Jensen fra Nørregade, så kender man automatisk også Fru Hansen fra Østergade og det samme gør sig gældende med børn; de er lige så forskellige som voksne, og skulle nogen påstå, at alle børn opfører og udvikler sig ens, hvorfor de dermed kan tolke forældreevner ud fra eventuelle afvigelser, er det en evne, som vi bestemt gerne vil afprøve i en blindtest.

 

Desværre synes landets sagsbehandlere at have en forkærlighed for at bebrejde forældre for børns indimellem spøjse adfærd. Der må være noget galt i hjemmet, når lille Anton pludselig er lidt trist i børnehaven eller Sofie er uopmærksom i skolen, og skulle forældrene f.eks. samtidig befinde sig midt i en skilsmisse/jobskifte/arbejdsløshed, etc. kobles det straks sammen med børnenes adfærd, selvom om lille Anton faktisk er trist, fordi hans bedste ven ikke længere vil lege med ham og Sofies problemer skyldes en ugengældt forelskelse.

 

 

Der mangler videnskabeligt belæg

 

Kommunerne befinder sig desuden i en vildfarelse, når de tror, at borgernes børn tilhører dem, og at de dermed også kan fjernes efter forgodtbefindende – eller måske rettere mavefornemmelser – for der er som sagt ikke videnskabelig belæg for hverken deres undersøgelser eller for den sags skyld deres egen uddannelse. Det er alt sammen et spørgsmål om tro og tolkninger, og hvis de virkelig var egnet til at varetage familiers tarv, hvorfor er mange børn og forældre så dybt ulykkelige og angste efter at kommunen har været på besøg?

 

De forældre, der kontakter os, kan sjældent fortælle deres historie uden at græde, og mange har, samme dag børnene er blevet fjernet, henvendt sig på en psykiatrisk skadestue, fordi de slet ikke kunne holde ud at være til længere. Det er mødre, der skriger efter deres børn og børn, der skriger efter deres mor.

Det er meget svært at fatte sympati for mennesker, der efterlader forældre og børn i så dyb sorg, som vi hver dag støder på, og hvis kommunen vitterligt var børnenes rigtige mor og far, måtte den siges at være en særdeles afskyelig og modbydelig forælder.

Det er den så heldigvis heller ikke, og det er præcis det, som vi hjælper familierne med at få landets kommuner til at forstå.