Asii om Tasiilaq og DR’s udsendelse

Borgmester for Tasiilaq og Nuuk tager bladet fra munden

 

“En stor del af befolkningen har simpelthen ikke fundet deres ben i det moderne Grønland, og har også mistet forbindelsen til det oprindelige. Det ER en stor tragedie for den enkelte – og for os som samfund.”

 

 

Asii Chemnitz Narup, borgmester Sermersooq Kommune,
Nuuk, Paamiut og TasIilaq  ligger i den kommune  Hun er valgt af IA

 

Jeg genkender ikke kritikken

 

På baggrund af den aktuelle debat om de sociale problemer i Tasiilaq og kommunens manglende indsats, herunder de mange grove udfald mod min måde at fuldføre mit hverv på, har jeg besluttet at komme med et input. Mit input er undtagelsesvis, idet jeg er på ferie udenbys.

 

Jeg må indrømme, at jeg -for een gangs skyld – ikke accepterer ej heller genkender alle de kritikpunkter, der hagler ned over mig.
Undskyld, men jeg har som borgmester været med til at sikre mange, mange indsatser for børn og unge i Tasiilaq, herunder sårbare børn og unge, siden vi blev storkommune og i høj grad de sidste 6-8 år.Disse kan dokumenteres, listen er lang.

 

Interview med mig kortet ned til ét minut

Jeg ønsker også at orientere om, at jeg den 4.marts i København i år blev interviewet til DR’s Søndagsavisen om forhold for børn i Tasiilaq. Interviewet skulle være en optakt til dokumentarfilmen ‘Byen hvor børn forsvinder’.
Denne var planlagt til at blive vist på DR den 11.marts.

Interviewet med mig varede lidt over 20 minutter.

DR valgte så efter optagelsen af mig at udsætte dokumentaren og viste udsendelsen i går. At indslaget blot varede under et minut var DR’s valg.

 

Jeg ønsker at komme med følgende input

 

DR2 bragte i går den rystende dokumentarudsendelse Byen hvor børn forsvinder – om de mange tragiske og ulykkelige børneskæbner der bor og lever i Tasiilaq. Der er slet ingen tvivl om, at dokumentaren viser en dybt tragisk og desværre eet aspekt af en reel del af virkeligheden for mange børn og unge i Tasiilaq.

Kort fortalt er det historier om dybt traumatiserede børn og unge, der vokser op med seksuelle overgreb, voldsomme omsorgssvigt, alkohol-og hashmisbrug, nedarvede dybe sociale problemer i generationer, tårnhøje tal for selvmord og selvmordsforsøg. Vi kender det kun alt for godt. Problemerne har eksisteret længe.

Men som det må være i en blot en times dokumentarudsendelse, så er der naturligvis også en række forhold og vilkår, der IKKE kommer frem og som IKKE berøres. Så når jeg skriver nu, så er det ingenlunde for at negligere de tragiske og meget, meget barske vilkår som alt for mange børn og unge vokser op under i Tasiilaq – men blot et forsøg på at sætte tragedien i perspektiv og kontekst.

Fotoet viser huse og fjord i Tasiilaq
Tasiilaq – tidligere Angmassaliq

Kollektivt mismod blandt oprindelige folk i alle verdensdele

“….alle har været kolonialiseret og historisk er de blevet taget ud af én kulturel ramme og mere eller mindre brutalt sat ind i byer”

Først og fremmest er det vigtigt at få frem, at det vi oplever i Tasiilaq ulykkeligvis også findes i mange andre grønlandske byer. Det genfindes desværre i rigtigt mange samfund i Arktis blandt oprindelige folk, og også blandt oprindelige folk i helt andre verdensdele.

Fælles for disse traumatiserede børn og unge er omgivelser præget af lav beskæftigelsesgrad, psykiske problemer, tårnhøje tal for selvmord og -sforsøg etc., etc. Og at de – trods enorme kulturelle forskelle i øvrigt – alle har været kolonialiseret og historisk er blevet taget ud af een kulturel ramme og mere eller mindre brutalt sat ind i en anden og fremmed kulturel ramme.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at en del af årsagen til tragedien skal findes her: der er blandt mange, mange mennesker i de oprindelige folk en næsten kollektiv mismod, et kollektivt traume og en ødelæggende fremmedgjorthed og rodløshed mellem kulturer, der gør livet tungt og vanskeligt. Disse forhold gælder desværre også for rigtigt mange i Tasiilaq – ja, men også flere steder på vestkysten, og genfindes altså blandt inuit i Canada og Alaska, i indianerreservater i hele Nordamerika, blandt den oprindelige befolkning i Australien osv..

 

Vi tager problemerne ekstremt alvorligt

 

I Kommuneqarfik Sermersooq, verdens største kommune i areal, har vi de seneste 6 år fordoblet det kommunale budget til indsatsen for sårbare børn og deres familier. I dag bruger vi cirka 17 % af vores samlede budget på denne gruppe. Den samlede kommunalbestyrelse tager forholdene ekstremt alvorligt.
Kommunalbestyrelsen er pinligt bevidst om problemernes omfang og vigtigheden af hjælp, derfor øges bevillingerne til området år efter år.

“For bare 50 år siden var byen fyldt med stolte fangere, som forsørgede sig selv og deres familier på traditionel vis.”

Dette til trods, er det ikke lykkedes os afgørende at bryde mønstret til den sociale arv, og det er dybt tragisk at nye generationer også skal traumatiseres og slås med alle de skadelige følgevirkninger af f.x. seksuelle overgreb, selvmord mv..

Tasiilaq er et lokalsamfund, hvor arbejdsløsheden er høj, og hvor Selvstyret (tilbage i 2008) har måttet lave begrænsninger på salg af stærk spiritus på grund af de store alkoholproblemer og alle dens følgevirkninger. Med andre ord et lokalsamfund med massive sociale problemer. For bare 50 år siden var byen fyldt med stolte fangere, som forsørgede sig selv og deres familier på traditionel vis. De levede også et barsk liv, med mange risici og hyppig, tidlig død for mange, fordi livet på isen, på fjeldet og på havet byder på mange farer. Naturen er smuk, storladen – og voldsom. Døden har altid været tæt på i Grønland – men i dag har den oftest andre grunde. Og de grunde er de klassiske risikofaktorer. En stor del af befolkningen har simpelthen ikke fundet deres ben i det moderne Grønland, og har også mistet forbindelsen til det oprindelige. Det ER en stor tragedie for den enkelte – og for os som samfund.

For det betyder, at problemerne får liv at gå i arv. Det er de mønstre, der skal brydes. Penge kan ikke gøre det alene. En kæmpe udfordring vi står med er, at vi har svært ved at rekruttere kvalificeret arbejdskraft – også til Tasiilaq. Problemet er komplekst:

De mange passionerede og idealistiske mennesker, der søger til Tasiilaq, heraf rigtigt mange med ønsket om at hjælpe med de sociale problemer, kommer derfor ofte med nogle forventninger, som ikke bliver indfriet. Der er ofte en romantisk forestilling om Tasiilaq og mange af vore bosteder, som baserer sig på drømmen om den store natur og en særlig autencitet hos befolkningen. Men nok er naturen stor – den skuffer sjældent – men det kan være barskt at leve i mørketiden. Så for mange bliver mødet med isolationen i de små samfund, dybden af de sociale problemer, de svære arbejdsbetingelser med f.x mangel på faglig sparring og tilpas mange kolleger, kultur – og sprogbarrierer; alle sammen forstærkende faktorer for rekrutteringsproblemer.

 

Medarbejderne kommer og forsvinder igen

“Hver gang folk begynder at fungere fuldt ud – så er de på vej væk igen. Og så kan vi starte forfra.”

 

Med dyb respekt for de mange mennesker, der gennem årene har lagt en stor indsats i Tasiilaq og resten af vort land, så oplever vi også bagsiden ved det, nemlig at der er en gennemstrømning og en diskontinuitet i arbejdet.

Hver gang folk begynder at fungere fuldt ud – så er de på vej væk igen. Og så kan vi starte forfra. Så det er dobbelt: der er tale om en kærkommen hjælp. Men diskontinuiteten giver bare også nogle problemer, og der er børn og unge, som føler sig svigtet og forladt, når et menneske de har opbygget tillid til “bare” rejser væk igen.

Vi lever i en geografisk og socialøkonomisk sammenhæng, hvor nogle løsninger, som virker indlysende i Danmark, bare ikke kan lade sig gøre hos os. Hvor man i Danmark måske kan flytte kommunens sagsbehandlere til et andet geografisk område af kommunen, som har brug for en særlig indsats, har vi svært ved at flytte medarbejdere til Østkysten, som kun kan nås med fly og helikopter to gange om ugen i vintermånederne.

 

Danske løsninger kan ikke kopieres til Grønland

 

Det er altså en negativ spiral, vi har med at gøre. Og listen er lang, men lad mig blot opsummere nogle få men centrale faktorer: forandringer i de socioøkonomiske og miljømæssige forhold er accelererende, hvilket presser bæredygtig udvikling og trivsel yderligere i de arktiske lokalsamfund. Der opleves en øget migration fra de lokale samfund til de større byer, altså urbanisering. Typiske betyder det et såkaldt “brain drain”, hvilket igen har betydning for lokalsamfundenes evne til at udvikle sig i en positiv retning. Ofte er det de unge, der uddanner sig, og som ikke kommer tilbage efter endt uddannelse. Eller som beskrevet herover – udfordringer med at tiltrække kvalificerede kompetencer til lokalsamfundet. De resterende unge er derimod desillusionerede, uden håb og fremtidstro, hvilket øger mismod, misbrug, selvmord osv..

Der er brug for en kulturændring. I Grønland har vi i vidt omfang -på godt og ondt – copy pastet den danske/nordiske velfærdsmodel. Det vil sige overtaget systemiske og bureaukratiske strukturer og rammer. Det fungerer simpelt hen ikke. Livsvilkår, geografi, infrastruktur, økonomisk kraft, kulturel baggrund osv. er så markant anderledes.
Vi er nødt til at bryde op med de nugældende systemer, udvikle nye samarbejdsformer mellem borgere og kommune, og understøtte at civilsamfund og familier selv kan bryde de negative mønstre. Vi skal opbygge en ny fortælling og styrke fællesskabsfølelsen. Intet offentligt system kan gøre det alene.

Børn skal naturligvis ikke svigtes, ikke udnyttes eller misbruges. De mange komplekse problemstillinger, modsatrettede behov og vilkår, betyder desværre, at den kommunale service og hjælp til fx misbrugte eller omsorgssvigtede børn ikke er som den skal være. Det skal jeg være den første til at erkende.

 

Grønland er tynget til klippegrunden af fortvivlelse og mismod

“Men det er ikke kommunen, der begår overgreb. De foregår i hjemmene. Vi må og skal have familierne på fode igen, vi må have værdighed, selvrespekt, selvforsørgelse, forældreansvar i centrum igen.”

Sandheden er, at vores land er tynget til klippegrunden af de mange seksuelle overgreb, selvmord og selvmordsforsøg, mistrivsel og fortvivlelse. Sagsbunkerne vokser, kolleger går ned med stress eller stopper, de ressourcestærke kræfter flytter væk osv., og det betyder alt sammen, at vi igen og igen oplever ikke at få handlet rettidigt, eller også bliver sager ikke fulgt op. Det er dybt ulykkeligt, og for barnet eller den unge, opleves det naturligvis som svigt oven på svigt.

Jeg forstår derfor også, hvorfor mange bebrejder kommunen, og har den holdning, at der ikke gøres nok, og at der ikke gøres nok rettidigt. I et system som vores, hvor offentlige myndigheder fylder så meget, er der selvfølgelig en forventning om, at det er de offentlige myndigheder der skrider ind og løser problemerne.

Men det er ikke kommunen, der begår overgreb. De foregår i hjemmene. Vi må og skal have familierne på fode igen, vi må have værdighed, selvrespekt, selvforsørgelse, forældreansvar i centrum igen.

Overordnet set handler det i høj grad om at få brudt en negativ spiral. Det er nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt, at få stoppet misbrug af alkohol, stoffer og omsorgssvigt af børn.

 

Jeg giver ikke op

Foto af kampesten
Grønlandsk sten (

 

Vi har brug for at få skabt en kultur og en selvforståelse af at kunne lykkes, være i vækst, kunne klare livet.
Vi arbejder benhårdt med at sætte rammerne for en langtidsholdbar udvikling i Tasiilaq, med gode børneliv og nye livsmuligheder, lokale ungdomsuddannelsestiltag, udvikling af ungdommens kultur og identitet, så de kan vokse op som
glade voksne og blive trygge forældre for deres børn – og her er brug for alle gode kræfter. Vi har langt igen. Men jeg giver IKKE op!

Om drabet på radio 24/7

Foto af Peer Aagaard
Peer Aagaard

Af Peer Aaagaard

 

 

 

Nekrolog

 

 

 

“Radio Møller”

 

 

Radio24syv blev sat i verden som et borgerligt projekt med tilnavnet “Radio Møller”, fordi Per Stig Møller på daværende tidspunkt var kulturminister og grebet af den særlige form for hævnfølelse, der griber politikere fra den fløj, når det går dem skidt i målingerne: Det må være Danmarks Radios skyld.”

Da DR måtte fyre 521, og den redaktionelle frihed blev pantsat

 

 

Hævngerrigheden fik vinger af den byggeskandale, der omgærdede opførelsen af DR-byen. Chef efter chef blev fyret eller fratrådte frivilligt, mens budgetoverskridelserne voksede. Men flytningen fik ikke kun konsekvenser på chef-niveau: 521 menige medarbejdere blev smidt på porten, og der blev skåret 700 millioner af budgettet til programvirksomhed.

Det var altså en organisation, der allerede var sendt til tælling, som et lille flertal bestående af V, K, LA og DF besluttede at stække yderligere med medieforliget i 2010. Ingen sagde det direkte, men alle vidste det: det alternativ til DR som blev søsat med medieforliget i 2010 skulle have et tydeligt borgerligt islæt. Den redaktionelle frihed skulle pantsættes på Christiansborg.

Om ikke andet blev det tydeligt, efterhånden som interessenterne trak sig fra projektet. JP/Politikens Hus, Douglas Media, Fynske Medier og Information havde alle planer om at byde på kanalen, men trak sig en for en, og alle med den samme begrundelse: kravene var for indgribende i forhold til den journalistiske uafhængighed.

 

Tante Berlingske stod tilbage, men det personlige engagement vandt

Til sidst stod kun Berlingske Medier og deres Radio24syv-projekt tilbage. Hvor pragtfuldt! Hermed var der sikret en meget konkret borgerlig indflydelse også på de såkaldt æterbårne medier. I forvejen bruger staten som bekendt i omegnen af 350 millioner kroner om året på at støtte den trykte presse, og man behøver ikke at være politolog for at gennemskue med et hastigt blik på listen over modtagere, at over 90% af disse har en klar borgerlig observans.

Helt som politikerne havde forestillet sig det, kom det imidlertid ikke til at gå. Radio24syv var mere sprælsk og uregerlig end som så. Radioens værter viste sig at være meget personligt engagerede i forskellige emner, og man holdt sig ikke fri fra at provokere både til højre og venstre. Så nu er det tid til, at Christiansborgs hammer også falder over “Danmarks nyheds- og debatradio”: Ud med den! Ud af byen, hvor de politiske nyheder opstår, og hvor magthaverne boltrer sig. Nu skal provinsen igen styrkes, som de kalder det, hver gang jysk-fynske mindreværdskomplekser uden hold i virkeligheden får lov til at sætte dagsordenen hos populistiske politikere.

 

Borgerlige Berlusconi-Wanabees

 

 

At de samme politikere i processen alle uden undtagelse opfører sig som Berlusconi-wannabees fortrænges let og bekvemt. Lige siden Statsradiofonien blev oprettet som monopol i 1925 har Christiansborg-politikere blæst højt og flot på det såkaldte armslængde-princip. Man blander sig frejdigt i redaktionelle afgørelser; ja, hvis man er DF’er holder man sig endda ikke tilbage for at kræve visse journalisters fyring. Mange husker endnu dengang, da Ole Hyltoft som DF’s repræsentant i DR’s bestyrelse rasende for op over et citat fra Pia Kjærsgaard, der blev sendt i radioen. Angiveligt havde hun sagt, at indvandrere formerer sig som rotter, men det var overhovedet ikke tilfældet, kunne Hyltoft bedyre. Hun havde sagt, at de formerer sig som kaniner.

Et par år senere blev Hyltoft rasende over, at Danmarks Radio havde brugt tid på at markere den muslimske Eid. Det svarer til at hylde Hitlerjugend, sagde han. Da fik selv Jyllands-Posten nok. På lederplads skrev avisen, at Hyltoft besad “en skræmmende mangel på forståelse for, hvad redaktionel frihed er”.

Men ingen politikere lærte af hændelsen.

 

 

Public Service

Vi bor i et land, hvor det af strukturelle årsager er stort set umuligt at drive public service radio- eller tv uden offentlig støtte. Desværre er den situation alt for fristende for politikere, som lever af at profilere sig selv. De KAN ikke lade være med at (forsøge på at) detailstyre, om pengene nu også bruges på indhold, de selv synes om. Og løber man tør for idéer i den henseende kan man jo altid kræve, at det pågældende medie flytter ud til ens egen valgkreds. Det skaber godt nok hverken arbejdspladser eller vækst. Til gengæld vil det være en så stor hæmsko for den pågældende station, at den knapt kan overleve på de nye betingelser, og så fik man da lige markeret sig med endnu en gang københavner-bashing. Tøhø.

Den form for adfærd er døden for et lille medielandskab som det danske, der i forvejen er voldsomt skævvredet i borgerlig retning.

 

Foto af Jørgen Ramskov, hvor han stårmed et skilt, der fordømmer Tyrkiets knægtelse af pressefriheden
Jørgen Ramskov

 

 

Det er i lyset heraf, at Radio24Syv’s beslutning om nu at lukke stationen skal ses. Stationens administrerende direktør Jørgen Ramskov udtaler i den triste anledning: Da der blev indgået medieforlig sidste år, var der enighed om, at mindst 50% af stationens arbejde skulle udføres langt væk fra København. Den andel blev senere hævet til 60 procent, og endte altså til sidst med at stige til 70 procent. […] Jeg mener, at det er en detailstyring ud over det fornuftige og klædelige, siger han diplomatisk.

Mette Bock er tilfreds?

Men heller ikke denne gang lader det til, at politikerne stopper op og lærer af deres selvskabte krise. Kulturminister Bock begræder på ingen måde situationen, men nøjes med at konstatere, at flere seriøse foretagender har vist interesse for at byde på den snart ledige FM-kanal.

 

 

 

 

Mette Bock

Virkelig, Fru Bock?

 

 

Utidig politisk indblanding fra morgen til aften

 

 

Så skulle meget da have forandret sig, siden man sidst sendte kanalen i udbud i 2010, hvor Berlingske Medier endte med at stå tilbage som eneste interessent, og det kan vel ingen påstå. Jeg har ikke haft mulighed for at gennemgå udbudsmaterialet, men jeg tvivler stærkt på, at det fortæller sandheden: Vælger du at drive public service radio eller tv i Danmark kan du være stensikker på utidig politisk indblanding fra morgen til aften. Rækker du politikerne en lillefinger, tager de hele armen, og de vil skalte og valte med dig, din virksomhed og dine medarbejdere efter forgodtbefindende, men aldrig udfra saglige motiver. I øvrigt må du være indstillet på at flytte dit hovedkontor til en grisefarm på Lars Tyndskids Mark om få år, alt efter hvornår magthaverne føler behov for at høste stemmer. Mon ikke de såkaldt seriøse foretagender hurtigt vikler sig ud af dine klæbrige fangarme, når de opdager, at du – Danmarks ringeste kulturminister nogensinde – starter med at diktere såvel hjemsted som indhold for den nye kanal?

 

DF spiller overrasket…

 

Morten Marinus, DF er overrasket og Fotograferet af_Steen_Brogaard.zip

Morten Marinus

 

 

 

Og i DF spiller man troskyldigt dumme som så ofte før: medieordfører Morten Marinus erklærer sig både “overrasket og ærgerlig” over Radio24Syvs beslutning.

 

 

Virkelig, Hr Marinus?

Forestiller du dig i ramme alvor, at nogen seriøs journalist vil påbegynde et nyt afsnit i sin karriere med at deponere sin integritet i din og dit partis lomme? I så fald lever du op til DF’s rygte som en forening af underfrankerede tåber.

Mediestøttens fallit

 

I disse timer vælter det ind med sympati-erklæringer til den snart hedengangne radio fra konkurrenter og lyttere, men kun få lader til at have forstået, at vi her har at gøre med et systemisk problem af enormt omfang: Der er noget fundamentalt galt med vores mediestøtte-ordning. Riv systemet ned og byg det op igen – men helt og aldeles uden politisk indblanding. Vi er jo ikke en bananrepublik, vel?

 

Hvil i fred, 24syv. Det var sjovt, så længe det varede.

Åbent brev til DR

Danske Kirkers Råd udtaler bekymring for DR’s dækning af tro og kristendom.

Gennem årene har der på DR været en seriøs dækning af tro og kristendom, som har været et væsentligt bidrag til den folkelige forståelse af samme. Vi oplever, at denne dækning i øjeblikket udvandes, hvilket vi finder bekymrende.

Specifikke programmer om tro og kristendom med vidende værter, der stiller kvalificerede spørgsmål, nedlægges til fordel for mere generelle programmer, hvor tro, eksistens, historie og kulturarv hældes i samme gryde. Hvilket fører til, at tro og kristendom umærkeligt nedprioriteres.

Timetallet for tros- og eksistensstof på P1 er ifølge DR’s egen opgørelse gået ned fra 320 timer i 2010 til 262 timer i 2015. Samtidig hævder DR, at netop ånd, religion og eksistens er så vigtige emner for P1, at man opprioriterer dækningen af samme. Blot sker det i den generelle sendeflade.

Det får os til at stille fire spørgsmål, vi gerne vil have svar på:
1. Hvordan kan man på én gang lukke programmer om bestemte emner og samtidig hævde, at man styrker dækningen af dem?

2. Hvordan vil man sikre, at tro og kristendom vedblivende og kontinuerligt optræder i den generelle sendeflade – og at dette sker på et niveau, som ikke er tilfældigt og sporadisk?

3. Hvordan vil man fastholde vidende og kompetente værter i en programflade, hvor tro og kristendom ikke længere har deres egne programmer?

4. Hvorfor er tro og kirke ikke kommet med i den varslede opprioritering af kulturstoffet i 2018? I samfundet generelt oplever vi en stigende interesse for tro og åndelighed. 76 procent af danskerne er medlem af folkekirken, og flere end 100.000 personer går i kirke hver uge. Dette burde DR afspejle med ugentlige programmer, som forholder sig til troen på dens egne præmisser.

Kulturminister Mette Bock har tidligere udtalt, at hun undrer sig over, at DR skal trækkes, slæbes, skubbes og trues til at levere den form for kernepublic service, som omhandler tro og eksistens, og at det åbenbart opfattes som surt pligtstof i DR. Vi undrer os sammen med hende.

I det kommende medieforlig bør denne forpligtelse defineres klart og utvetydigt, så dækningen af tro og kristendom i DR ikke lige så stille smuldrer.

Danske Kirkers Råd er Danmarks nationale kirkeråd med 15 kirkesamfund og 41 kirkelige organisationer.

Henvendelsen her er vedtaget i enighed af alle medlemskirker i Danske Kirkers Råd den 30. august 2017.

Læs mere på www.danskekirkersraad.dk

For yderligere information kontakt generalsekretær Mads Christoffersen på
mc@danskekirkersraad.dk eller 26 70 02 46

Med venlig hilsen
Biskop Henrik Stubkjær, formand
Mads Christoffersen, generalsekretær