(c) Mikael Hertig oktober 2018
Dette indlæg blev nægtet optagelse i Berlingske Tidende. Det var tænkt som genmæle til en række stærkt kritisable personangreb på Kim Madsen, “Jobcentrets Ofre”. Jeg har haft dette før med Berlingske Tidende, hvor genmæle er et fremmedord.
Af Mikael Hertig, gadejurist, cand. scient. pol.
Hvor syg er Katrine Rosenbæk?
Journalist Katrine Rosenbæk har indtil videre fået bragt to stort opsatte artikler i Berlingske, hvor hun angriber FaceBook-gruppen “Jobcentrets Ofre” i almindelighed og dens primus motor Kim Madsen i særdeleshed. Den hadske tone tyder på, at hun selv synes, hun er kommet over sin stress-sygdom. Det kan jeg ikke afgøre. Jeg er hverken psykolog, psykiater eller læge. For omkring to år siden gik hun selv ned med stress. Stress er en sygdom, der skal anerkendes, mente hun, for den gør folk uarbejdsdygtige, og samfundet taber uhyre summer på, at stress ikke tages alvorligt. Hun blev ikke selv taget alvorligt dengang, og hun måtte låne til at betale psykologen. Hun blev dog ikke pisket rundt i manegen i Jobcentrets musehjul.
Rosenbæks artikler bærer præg af hævntørst, uvidenhed og lyst til at diagnosticere andre. Holdningsbåret journalistik som Rosenbæks er stilmæssigt en fornyelse, men den duer ikke i hendes tilfælde, fordi sammenhængen mellem holdning og viden knækker; hun ved ikke,hvad hun skriver om. Katrine Rosenbæk angriber Kim Madsen for at simulere en lavere erhvervsevne, end han på baggrund af medicinske erklæringer er vurderet til at have. Det er både ubegavet og kynisk. Hun kan ikke stille diagnoser om erhvervsevne. Men hun gør det til en folkesag at diskutere, hvor syg et andet menneske med medicinske erklæringer nu er. Ligesom hun selv anså stress som en overset sygdom, andre ikke skulle diagnosticere på skrømt, burde hun selvfølgelig holde sig for god til at tage stilling til andres medicinske tilstand. Rosenbæk kender intet til Kim Madsens gigt og smerter. Kim Madsens erhvervsevne er ikke af ham selv sat til noget antal timer. Det er den vurdering, fagpersoner har lagt i forbindelse med hans ressourceforløb. Katrine Rosenbæk har lige så meget forstand på Kim Madsens erhvervsevne som på hvalers evne til at cykle på tandem. Det er det første og efter min mening helt utilladelige udtryk for mangel på selvkritisk sans.
Er det grisk at ville bede om flexjob?
Rosenbæk angriber Kim Madsen for hellere at ville have 18-19.000 kroner om måneden (flex+arbejdsløn) end 12.000 i kontanthjælp. Derfor, mener hun, skulle der være tale om ren griskhed. At leve i et gigthelvede for 11.-12.000 før skat er simpelthen under fattigdomsgrænsen. Jeg bilder mig ind, at Rosenbæk kender lige så lidt til fattigdom som til smerter. Det er naturligt, hvis Kim Madsen efter seks år vil over på en anden ydelse end konstanthjælp. Det handler om at komme ud af fattigdom, ikke om griskhed.
Juraen om kontanthjælp og andre ydelser
Så kommer vi til den næste uvidenhed. Hun kender næppe noget videre til beskæftigelses- og sociallovgivning. Kontanthjælp er ment som en kortvarig ydelse. Den skal kun gives som overlevelseshjælp, indtil den pågældendes situation er afklaret. Her taler vi om den principielle afklaring. Valget står i Kims tilfælde mellem fleksjob eller førtidspension. Langvarig kontanthjælp findes ikke efter loven. De langstrakte kontanthjælpsforløb er undergravende for sammenhængskraften i samfundet. Kim foretrækker fleksjob, fordi han gerne vil arbejde. Efter den centrale bestemmelse i den sociale pensionslov skal der tildeles fleksjob eller førtidspension, hvis det er åbenbart, hvis hans erhvervsevne er således v nedsat, at han ikke har varig udsigt til at blive selvforsørgende. Det er ulovligt at blive ved med at holde folk kørende på kontanthjælp, hvis den betingelse er opfyldt. Der er tale om en art finansiel magtfordrejning, hver gang det sker. Hvis der skal mirakeltro til at udfylde håbet om en bastant forbedring af erhvervsevnen, skal afgørelsen træffes med det samme. Tanken med fleksjobsreformen i sin oprindelige udformning var da også, at hvis nogen starter med et lavt arbejdstimetal om måneden vil det kunne forhøjes, hvis der sker forbedringer.
Når der er omkring 14.000 medlemmer i facebookgruppen, så skyldes det, at vi er nogle, der mener, at den fornedrende og mistænkeliggørende forvaltning af nogle af samfundets mest udsatte mennesker er kontraproduktiv, umenneskelig og burde høre op. Vi har at gøre med medmennesker, som skal mødes med samme respekt og værdighed som andre mennesker, og som Katrine Rosenbæk for sit eget vedkommende indtil videre åbenbart tager som en gudgiven selvfølge.
Ærbødigst