Sådan håndterer Jobcentret en traumatiseret borger.

Af Sussi Ryan

Sussi Ryan er førtidspensionist

 

Portræt af Sussi Ryan
Sussi Ryan

 

 

SÅDAN  PASSIVISERER MAN EN BORGER MED SENSKADER EFTER SEXUELLE OVERGREB I BARNDOMMEN

. -OG BAGEFTER BESKYLDER DEM FOR AT VÆRE ANSVARLIGE FOR SAMME

 

MØDET MED JOBKONSULENTEN

 

Et møde med en jobkonsulent — det første møde efter de første 4 min med hilsen og præsentation – siger jobkonsulenten:

 

“-jeg kan se i din sag at der står du har været udsat for misbrug i barndommen – eller rettere sagt at du påstår du har været udsat for det — hmmm der står du har været i terapi forløb i 3 år -hmmm det har været dyrt for kommunen -det er de utroligste ting folk finder på -nå men vi skal have dig igang med noget indtil du kan starte dit revaliderings forløb som guderne må vide hvorfor du er blevet bevilliget det nå men vi skal have dig igang med noget indtil skole opstart -så jeg kan vudere om vi her i kommunen også er enige i revalideringen (pisse ulovligt) den var bevilliget ) nå men nu skal du gå hjem og tænke over hvad du vil –nå men det står jo i min plan at jeg gerne vil uddanne mig til lærer -jaja men hør nu her promfrit nu er det mig der er din jobkonsulent /sagsbehandler og jeg tænker at der skal nye øjne på det og det har vi jo de næste 4 måneder til inden opstart på uddannelse ik så tag det nu roligt gå du hjem og tænk over hvad du vil”

Døren var låst

Under hele samtalen har jobkonsulenten kørt frem og tilbage i sin stol – nu tager han sin hånd ned i skridtet på sig selv og kører stolen længere frem og sætter den anden hånd på mit knæ kigger mig intenst i øjene og siger ved du hvad -hvis du er sød ved mig er jeg også sød ved dig — jeg tager min jakke og styrter hen til døren -for at opdage den var låst !

Jobkonsulenten påstår det var en fejl og skynder sig at låse op — jeg var heldig at jeg havde fået terapeutisk hjælp og var i stand til at sætte grænser og at reagere med at rejse mig og gå – mange ville have reageret med lammelser- uden evne til at sige fra -og hvad kunne det så have udviklet sig til !

Portræt af Sussi Ryan
Sussi Ryan

Revalideringen frataget

 

Efterfølgende fratages jeg min revalidering og smides på kontanthjælp -ved aktindsigt kan jeg læse at jobkonsulenten har skrevet at borger er utrolig aggressiv. Samme jobkonsulent er senere blevet leder i en af landets kommuner !

 

 

For år tilbage var der oprettet et særligt team -kommunens sagsbehandlere kunne ringe til og bede om supervission og hjælp til at have med netop mennesker med senskader efter sexuelle overgreb i barndommen at gøre – men det blev nedlagt for år tilbage for kommunerne /sagsbehandlere brugte det ikke !!!

For lav uddannelse til et betroet job

 

Det er i sig selv vanvid at enhver sagsbehandler /jobkonsulent uden mere uddannelse end 5 uger kan få adgang til jounaler og følsomme oplysninger som de i den grad ikke er klædt på til at håndtere og ja også i den grad kan misbruge.

 

 

“I Danmark passer vi godt på hinanden”

Portræt af Sussi Ryan
Sussi Ryan

Det er endnu en myte når det kommer til mennesker med senskader efter overgreb i barndommen

Meget magt og usigelig lidt indsigt

 

 

Det er ligegyldigt hvor hårdt et menneske arbejder på at bearbejde tidlige traumer og hvor dygtige man er i sundhedsvæsnet -når jobcenter medarbejdere har så meget magt også usigelig lidt indsigt og på kort tid kan bryde alt der er bygget op ned og eller ødelægge alle forsøg på at gå hele distancen ud på den anden side

Forvaltning vil beskytte medarbejdere mod PTSD-ramt med bevæbnede politibetjente

 

 

 

Nedenstående indlæg blev ikke optaget i Berlingske – kommentar efter indlægget

 

Foto af Mikael Hertig (c) 2016
Redaktør Mikael Hertig

 

 

Borgerens sikkerhed ved møder i Jobcentret

Mikael Hertig er cand. scient. pol. og fungerer som partsrepræsentant. Han forsker i mødet mellem menneske og myndighed,

Et eller andet sted i landet i sidste uge: Et møde i et jobcenter med rehabiliteringsteam. Manden, PTSD-ramt følte sig presset; han kunne ikke stå for det. Han kammede over: eksploderede, råbte og skreg i ophidselse, brugte skældsord af den værste slags, kylede en plastikkop afsted i lokalet. Og så skred han, idet han lod døren knalde i med et brag.

Han og hans bisidder fik bagefter besked fra Jobcentret om, at mødet skulle genoptages, men næste gang skulle personalet beskyttes med to granvoksne bevæbnede betjente.

Personalet skulle beskyttes mod en ptsd-ramt borger, selv om diagnosen og tilstanden var kendt i forvejen. Men hvem beskytter borgeren mod personalet?

Trusler mod jobcentrenes ansatte sker oftere, og det har bevæget det kriminalitetsfikserede folketing til skærpelser i straffeloven. Konsekvensen er, at udadreagerende sindslidende personer, indkaldt til møde i jobcentrene nu risikerer at blive idømt fængselsstraffe. De første fængselsdomme er allerede faldet.

Som partsrepræsentant undrer jeg mig over folketingets ensidige reaktion. Som arbejdsgiver for de ansatte i Jobcentret har kommunen selvfølgeligt det normale arbejdsmiljøansvar. Men hvad med Jobcentrets klienter. Hvilken beskyttelse har de?

Kommunen er også en slags arbejdsgiver overfor kontanthjælpsmodtagerne. Det er med udgangspunkt i denne sidestilling, at jobcentret modtager sygemeldinger, indhenter lægeattester osv. Og det er med samme logik, kommunen har hjemler til at trække borgerne i deres ydelser ( = løn ), når de ikke melder sig syge, men udebliver osv. Arbejdsmiljøloven gælder for enhver arbejdsgiver. Jobcentrets instruktionsbeføjelse som arbejdsgiver kan næppe betvivles.

Det har alligevel instinktivt været antaget, at Arbejdsmiljøloven ikke gælder for kontanthjælpsmodtagere. Men sidestillingen med borgeren, der skal have nyt pas til ham, der er på kontanthjælp holder ikke. Instruktionsbeføjelsen udgør forskellen.

Jeg har måske ikke ledt længe nok efter den hjemmel, der undtager Kommunen fra sin rolle som arbejdsgiver i arbejdsmiljøretlig forstand overfor kontanthjælpsmodtagerne. I hvert fald har jeg endnu ikke fundet den.

Jeg går i det følgende ud fra, at Arbejdsmiljøloven både gælder personalet og borgere i økonomisk afhængighed af kontanthjælp eller lignende ydelser. Hvordan ser verden så ud?

Jobcentret har en pligt til efter Bekendtgørelsen om Arbejdets Udførelse til at indrette arbejdspladsen sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Efter § 8, stk. 2 skal “særligt følsomme risikogrupper beskyttes mod farer, som for dem er særligt alvorlige”. PTSD-ramte og andre sindslidende udgør sådan en risikogruppe, og derfor bør der iagttages sikkerhedsmæssige foranstaltninger, der beskytter dem mod tilspidsede situationer. Det drejer sig både om mødestedets indretning og uddannelse af personalet til at udføre arbejdet forsvarligt, så de tilspidsede situationer undgås.

Efter § 9a skal “det ved arbejdets udførelse sikres, at udførelsen af arbejdet ikke medfører risiko for fysisk eller psykisk helbredsforringelse som følge af krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane”.

§ 12: “Særligt gælder for visse ansatte, at hvis den legemlige eller åndelige tilstand kan betyde øget fare for vedkommende selv eller hans omgivelser, så må den ansatte ikke beskæftiges ved sådanne arbejder”. Personalet burde være uddannet til at afholde møder med PTSD- ramte borgere, uden at der opstår tilspidsede situationer. Ellers kan opgaven slet ikke udføres, og det er de jo efter anden lovgivningpligt til.

Nu er der jo lovhjemmel til, at vedkommende (eller måske kun partsrepræsentanten) skal mødes med Jobcentrets personale, når vedkommende bliver indkaldt til det.
Der er ingen, der siger, at møderne skal finde sted i Jobcentret. Det kan faktisk være i skoven, på en café eller på biblioteket. Den fysiske indretning skal leve op til særlige krav. Helst, at der er en flugtvej. Hvor har man set et Jobcenter indrettet med udstrakt hensyntagen til kontanthjælpsmodtagernes ve og vel – herunder til de mest skrøbelige personer?

Personalet skal kunne respektere borgerens psykiske lidelse og gøre det yderste for ikke at give anledning til, at hun eller han kommer hjem med en væsentligt forværret helbredstilstand.

Risikoen er skader på begge sider af bordet. Det giver ingen mening at sætte PTSD-ramte på anklagebænken. Det giver heller ingen mening at lade PTSD-ramte omgives af bevæbnede politibetjente under møder for at beskytte personalet. Det er så skadeligt for vedkommendes sikkerhed og sundhed, som det kan blive. Og så langt ude er vi.

Jeg mener, Arbejdsmiljøloven i ret vid udstrækning må gælde for kontanthjælpsmodtagere. I modsat fald er navnlig de traumatiserede, de angste og deprimerede mennesker overladt til myndighedernes skånselsløse hensynsløshed, og unødvendige konfrontationer med deres konsekvenser opstår lettere. Til syvende og sidst er det også kontanthjælpsmodtagernes værdighed som medmennesker, der er på spil.

Kommentar:     Berlingskes diskrete charme

Debatredaktionen på Berlingske har ikke fundet plads til denne kommentar / debatindlæg.  Jeg har lige så lidt krav på at få indlæg optaget i Berlingske Tidende som Joachim B Olsen eller Laura Lindahl. Man kan heller ikke fortænke Berlingske at frasortere debatindlæg ud fra rent højreorienterede politiske synspunkter, som jo er og bliver avisens idégrundlag.

Ytringsfrihed indebærer ikke, at nogen har ret til at få optaget indlæg i en avis.  Berlingske optager aldrig indlæg skrevet af mig. Man kan mene, mit sprog ligesom ikke passer til den gamle tante.

Ikke desto mindre er det her indlæg særligt, synes jeg. Fordi det rejser et spørgsmål, der er relevant for landets kontanthjælpsmodtagere. Mange af dem er syge. Nogle er sindslidende. Jeg spørger til den juridiske tilstand:  Kommunen har en instruktionsbeføjelse overfor de jobcenterramte. Gælder Arbejdsmiljøloven så?

En sur, gammel tante har ikke plads. Ikke overhovedet. Jeg tænker på to ting. Først en plakat: “Er De også træt af den stadige venstredrejning”?

Og en pulterkammerannonce:

“Gammel plyssofa sælges af gammel dame med frynser mellem benene”. En gammel tante med frynser mellem benene. Fryns…..