Tvangsfjernelser: Chokerende forhold i socialforvaltningerne….

 

Karina Pedersen
Karina Pedersen

 

Karina Pedersen driver Facebookgruppen “SOL&CO”. Her står holdningen således præsenteret:

“De sociale myndigheder fjerner hvert år hundredevis af børn fra helt almindelige familier, og vores formål er at hjælpe familierne med at få deres børn tilbage samt skabe debat om et område, der er helt ude af kontrol og minder mere om Stasi end Moder Teresa.”

 

Tro ikke kommunen hjælper

Vi har igennem de seneste ti år løbende holdt øje med landets socialforvaltninger, og da vi sidste år besluttede os for at undersøge området nærmere, var vi dybt chokerede over de forhold, som vi afdækkede. Vi så os derfor nødsaget til at etablere, hvad der bedst kan beskrives som et slags åndeligt felthospital, for vi når aldrig at komme ordentligt på plads, idet vi dagligt opsøges af desperate familier, hvis erfaringer med landets kommuner er så groteske, at vi indimellem knap tror vores egne ører.

 

Fortryder, de bad kommunen om  hjælp

Der er tale om helt almindelige mennesker, hvis største fejl ofte har været, at de har troet, at kommunen var til for at hjælpe dem, og som fortæller os, at de ville ønske, at de aldrig havde bedt kommunen om hjælp, for nu er deres børn tvangsfjernet og der er blevet rejst de mest fantasifulde anklager imod dem.

Mange forældre erfarer desuden, at hvis de klager over børnenes skole eller daginstitution, så kvitteres der med en underretning/bekymringsskrivelse til kommunen, og det er tilsyneladende sådan, at langt de fleste sager starter.

Forældre må efterfølgende erklære sig skyldige i være generelt skadelige for deres børn, fordi det nu er kommet frem, at de f.eks. har været arbejdsløse i en periode, er blevet skilt, har undladt at lave varm mad en lørdag aften eller sågar søgt efter billigt børnetøj på Facebook, hvilket anses for at være et tegn på, at familien ikke kan forsørge deres børn. Intet er tilsyneladende for småt til at kommunen kan lave et problem ud af det.

 

En klassiker er også, at forældrene selv har haft en såkaldt dårlig barndom, hvorfor de nu skulle være ude af stand til at passe deres egne børn. Det er en teori, der er lige så fornuftsstridig, som den er historieløs, og det svarer til at tro, at fordi en person har været udsat for røveri, bliver vedkommende nu også selv røver.

 

Men vi sidder ikke længere i jordhuler, og det er næppe en udvikling, som vi kan takke landets sagsbehandlere for, om end det ikke vil overraske os, hvis de selv tror det. I virkeligheden er de dog en trussel mod samfundet, idet de med deres uvederhæftige og ofte dybt latterlige anklager undergraver borgernes tillid til offentlige instanser.

 

 

Ulykkelige børn ønsker at komme hjem igen

 

Der sidder i skrivende stund hundrede – hvis ikke tusindvis – af dybt ulykkelige børn placeret på bosteder eller i plejefamilier, og når vi taler med børnene, så fortæller de os om søde, sjove, kærlige og støttende forældre, og at deres største ønske er at komme hjem igen. De er heller ikke blot blevet fjernet fra deres familie; de er også blevet fjernet fra deres skole og deres venner. De får ofte forbud mod at kontakte deres forældre, omend vi også ser sager, hvor børnene må tale med deres forældre hele 10 minutter hver anden uge.

En del børn forsøger at begå selvmord – og nogle har desværre held med det – fordi deres sagsbehandlere fortæller dem, at de aldrig kommer hjem igen. Du skal, fortalte et 12 årigt barn os, at en sagsbehandler havde sagt, lære at leve uden din mor og far. De opkald, som børnene i desperation laver til deres forældre, er så hårrejsende, at man må sætte alvorlige spørgsmålstegn ved, hvorvidt de mennesker, der fjerner børn fra helt almindelige familier, overhovedet hører til i et civiliseret samfund.

 

 

Forældre-kompetence-undersøgelse

 

 

De her familier trækkes efterfølgende rundt i et bizart cirkus, der består af de mest besynderlige undersøgelser, hvoraf noget der kaldes en Forældrekompetenceundersøgelse synes svært udbredt. Den har dog ikke mere værdi end tante Annas holdning til naboens ægteskab ville have, for da der ikke findes en formel for hvad en såkaldt god forælder – eller for den sags skyld; god ægtefælle – egentligt er, kan det naturligvis heller ikke måles.

Man kan heller ikke påstå, at blot fordi man kender Fru Jensen fra Nørregade, så kender man automatisk også Fru Hansen fra Østergade og det samme gør sig gældende med børn; de er lige så forskellige som voksne, og skulle nogen påstå, at alle børn opfører og udvikler sig ens, hvorfor de dermed kan tolke forældreevner ud fra eventuelle afvigelser, er det en evne, som vi bestemt gerne vil afprøve i en blindtest.

 

Desværre synes landets sagsbehandlere at have en forkærlighed for at bebrejde forældre for børns indimellem spøjse adfærd. Der må være noget galt i hjemmet, når lille Anton pludselig er lidt trist i børnehaven eller Sofie er uopmærksom i skolen, og skulle forældrene f.eks. samtidig befinde sig midt i en skilsmisse/jobskifte/arbejdsløshed, etc. kobles det straks sammen med børnenes adfærd, selvom om lille Anton faktisk er trist, fordi hans bedste ven ikke længere vil lege med ham og Sofies problemer skyldes en ugengældt forelskelse.

 

 

Der mangler videnskabeligt belæg

 

Kommunerne befinder sig desuden i en vildfarelse, når de tror, at borgernes børn tilhører dem, og at de dermed også kan fjernes efter forgodtbefindende – eller måske rettere mavefornemmelser – for der er som sagt ikke videnskabelig belæg for hverken deres undersøgelser eller for den sags skyld deres egen uddannelse. Det er alt sammen et spørgsmål om tro og tolkninger, og hvis de virkelig var egnet til at varetage familiers tarv, hvorfor er mange børn og forældre så dybt ulykkelige og angste efter at kommunen har været på besøg?

 

De forældre, der kontakter os, kan sjældent fortælle deres historie uden at græde, og mange har, samme dag børnene er blevet fjernet, henvendt sig på en psykiatrisk skadestue, fordi de slet ikke kunne holde ud at være til længere. Det er mødre, der skriger efter deres børn og børn, der skriger efter deres mor.

Det er meget svært at fatte sympati for mennesker, der efterlader forældre og børn i så dyb sorg, som vi hver dag støder på, og hvis kommunen vitterligt var børnenes rigtige mor og far, måtte den siges at være en særdeles afskyelig og modbydelig forælder.

Det er den så heldigvis heller ikke, og det er præcis det, som vi hjælper familierne med at få landets kommuner til at forstå.

Forvaltning vil beskytte medarbejdere mod PTSD-ramt med bevæbnede politibetjente

 

 

 

Nedenstående indlæg blev ikke optaget i Berlingske – kommentar efter indlægget

 

Foto af Mikael Hertig (c) 2016
Redaktør Mikael Hertig

 

 

Borgerens sikkerhed ved møder i Jobcentret

Mikael Hertig er cand. scient. pol. og fungerer som partsrepræsentant. Han forsker i mødet mellem menneske og myndighed,

Et eller andet sted i landet i sidste uge: Et møde i et jobcenter med rehabiliteringsteam. Manden, PTSD-ramt følte sig presset; han kunne ikke stå for det. Han kammede over: eksploderede, råbte og skreg i ophidselse, brugte skældsord af den værste slags, kylede en plastikkop afsted i lokalet. Og så skred han, idet han lod døren knalde i med et brag.

Han og hans bisidder fik bagefter besked fra Jobcentret om, at mødet skulle genoptages, men næste gang skulle personalet beskyttes med to granvoksne bevæbnede betjente.

Personalet skulle beskyttes mod en ptsd-ramt borger, selv om diagnosen og tilstanden var kendt i forvejen. Men hvem beskytter borgeren mod personalet?

Trusler mod jobcentrenes ansatte sker oftere, og det har bevæget det kriminalitetsfikserede folketing til skærpelser i straffeloven. Konsekvensen er, at udadreagerende sindslidende personer, indkaldt til møde i jobcentrene nu risikerer at blive idømt fængselsstraffe. De første fængselsdomme er allerede faldet.

Som partsrepræsentant undrer jeg mig over folketingets ensidige reaktion. Som arbejdsgiver for de ansatte i Jobcentret har kommunen selvfølgeligt det normale arbejdsmiljøansvar. Men hvad med Jobcentrets klienter. Hvilken beskyttelse har de?

Kommunen er også en slags arbejdsgiver overfor kontanthjælpsmodtagerne. Det er med udgangspunkt i denne sidestilling, at jobcentret modtager sygemeldinger, indhenter lægeattester osv. Og det er med samme logik, kommunen har hjemler til at trække borgerne i deres ydelser ( = løn ), når de ikke melder sig syge, men udebliver osv. Arbejdsmiljøloven gælder for enhver arbejdsgiver. Jobcentrets instruktionsbeføjelse som arbejdsgiver kan næppe betvivles.

Det har alligevel instinktivt været antaget, at Arbejdsmiljøloven ikke gælder for kontanthjælpsmodtagere. Men sidestillingen med borgeren, der skal have nyt pas til ham, der er på kontanthjælp holder ikke. Instruktionsbeføjelsen udgør forskellen.

Jeg har måske ikke ledt længe nok efter den hjemmel, der undtager Kommunen fra sin rolle som arbejdsgiver i arbejdsmiljøretlig forstand overfor kontanthjælpsmodtagerne. I hvert fald har jeg endnu ikke fundet den.

Jeg går i det følgende ud fra, at Arbejdsmiljøloven både gælder personalet og borgere i økonomisk afhængighed af kontanthjælp eller lignende ydelser. Hvordan ser verden så ud?

Jobcentret har en pligt til efter Bekendtgørelsen om Arbejdets Udførelse til at indrette arbejdspladsen sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Efter § 8, stk. 2 skal “særligt følsomme risikogrupper beskyttes mod farer, som for dem er særligt alvorlige”. PTSD-ramte og andre sindslidende udgør sådan en risikogruppe, og derfor bør der iagttages sikkerhedsmæssige foranstaltninger, der beskytter dem mod tilspidsede situationer. Det drejer sig både om mødestedets indretning og uddannelse af personalet til at udføre arbejdet forsvarligt, så de tilspidsede situationer undgås.

Efter § 9a skal “det ved arbejdets udførelse sikres, at udførelsen af arbejdet ikke medfører risiko for fysisk eller psykisk helbredsforringelse som følge af krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane”.

§ 12: “Særligt gælder for visse ansatte, at hvis den legemlige eller åndelige tilstand kan betyde øget fare for vedkommende selv eller hans omgivelser, så må den ansatte ikke beskæftiges ved sådanne arbejder”. Personalet burde være uddannet til at afholde møder med PTSD- ramte borgere, uden at der opstår tilspidsede situationer. Ellers kan opgaven slet ikke udføres, og det er de jo efter anden lovgivningpligt til.

Nu er der jo lovhjemmel til, at vedkommende (eller måske kun partsrepræsentanten) skal mødes med Jobcentrets personale, når vedkommende bliver indkaldt til det.
Der er ingen, der siger, at møderne skal finde sted i Jobcentret. Det kan faktisk være i skoven, på en café eller på biblioteket. Den fysiske indretning skal leve op til særlige krav. Helst, at der er en flugtvej. Hvor har man set et Jobcenter indrettet med udstrakt hensyntagen til kontanthjælpsmodtagernes ve og vel – herunder til de mest skrøbelige personer?

Personalet skal kunne respektere borgerens psykiske lidelse og gøre det yderste for ikke at give anledning til, at hun eller han kommer hjem med en væsentligt forværret helbredstilstand.

Risikoen er skader på begge sider af bordet. Det giver ingen mening at sætte PTSD-ramte på anklagebænken. Det giver heller ingen mening at lade PTSD-ramte omgives af bevæbnede politibetjente under møder for at beskytte personalet. Det er så skadeligt for vedkommendes sikkerhed og sundhed, som det kan blive. Og så langt ude er vi.

Jeg mener, Arbejdsmiljøloven i ret vid udstrækning må gælde for kontanthjælpsmodtagere. I modsat fald er navnlig de traumatiserede, de angste og deprimerede mennesker overladt til myndighedernes skånselsløse hensynsløshed, og unødvendige konfrontationer med deres konsekvenser opstår lettere. Til syvende og sidst er det også kontanthjælpsmodtagernes værdighed som medmennesker, der er på spil.

Kommentar:     Berlingskes diskrete charme

Debatredaktionen på Berlingske har ikke fundet plads til denne kommentar / debatindlæg.  Jeg har lige så lidt krav på at få indlæg optaget i Berlingske Tidende som Joachim B Olsen eller Laura Lindahl. Man kan heller ikke fortænke Berlingske at frasortere debatindlæg ud fra rent højreorienterede politiske synspunkter, som jo er og bliver avisens idégrundlag.

Ytringsfrihed indebærer ikke, at nogen har ret til at få optaget indlæg i en avis.  Berlingske optager aldrig indlæg skrevet af mig. Man kan mene, mit sprog ligesom ikke passer til den gamle tante.

Ikke desto mindre er det her indlæg særligt, synes jeg. Fordi det rejser et spørgsmål, der er relevant for landets kontanthjælpsmodtagere. Mange af dem er syge. Nogle er sindslidende. Jeg spørger til den juridiske tilstand:  Kommunen har en instruktionsbeføjelse overfor de jobcenterramte. Gælder Arbejdsmiljøloven så?

En sur, gammel tante har ikke plads. Ikke overhovedet. Jeg tænker på to ting. Først en plakat: “Er De også træt af den stadige venstredrejning”?

Og en pulterkammerannonce:

“Gammel plyssofa sælges af gammel dame med frynser mellem benene”. En gammel tante med frynser mellem benene. Fryns…..