Radio24syv blev sat i verden som et borgerligt projekt med tilnavnet “Radio Møller”, fordi Per Stig Møller på daværende tidspunkt var kulturminister og grebet af den særlige form for hævnfølelse, der griber politikere fra den fløj, når det går dem skidt i målingerne: “Det må være Danmarks Radios skyld.”

Hævngerrigheden fik vinger af den byggeskandale, der omgærdede opførelsen af DR-byen. Chef efter chef blev fyret eller fratrådte frivilligt, mens budgetoverskridelserne voksede. Men flytningen fik ikke kun konsekvenser på chef-niveau: 521 menige medarbejdere blev smidt på porten, og der blev skåret 700 millioner af budgettet til programvirksomhed.

Det var altså en organisation, der allerede var sendt til tælling, som et lille flertal bestående af V, K, LA og DF besluttede at stække yderligere med medieforliget i 2010. Ingen sagde det direkte, men alle vidste det: det alternativ til DR som blev søsat med medieforliget i 2010 skulle have et tydeligt borgerligt islæt. Den redaktionelle frihed skulle pantsættes på Christiansborg.

Om ikke andet blev det tydeligt, efterhånden som interessenterne trak sig fra projektet. JP/Politikens Hus, Douglas Media, Fynske Medier og Information havde alle planer om at byde på kanalen, men trak sig en for en, og alle med den samme begrundelse: kravene var for indgribende i forhold til den journalistiske uafhængighed.

Tante Berlingske stod tilbage, men det personlige engagement vandt

Til sidst stod kun Berlingske Medier og deres Radio24syv-projekt tilbage. Hvor pragtfuldt! Hermed var der sikret en meget konkret borgerlig indflydelse også på de såkaldt æterbårne medier. I forvejen bruger staten som bekendt i omegnen af 350 millioner kroner om året på at støtte den trykte presse, og man behøver ikke at være politolog for at gennemskue med et hastigt blik på listen over modtagere, at over 90% af disse har en klar borgerlig observans.

Helt som politikerne havde forestillet sig det, kom det imidlertid ikke til at gå. Radio24syv var mere sprælsk og uregerlig end som så. Radioens værter viste sig at være meget personligt engagerede i forskellige emner, og man holdt sig ikke fri fra at provokere både til højre og venstre. Så nu er det tid til, at Christiansborgs hammer også falder over “Danmarks nyheds- og debatradio”: Ud med den! Ud af byen, hvor de politiske nyheder opstår, og hvor magthaverne boltrer sig. Nu skal provinsen igen styrkes, som de kalder det, hver gang jysk-fynske mindreværdskomplekser uden hold i virkeligheden får lov til at sætte dagsordenen hos populistiske politikere.

At de samme politikere i processen alle uden undtagelse opfører sig som Berlusconi-wannabees fortrænges let og bekvemt. Lige siden Statsradiofonien blev oprettet som monopol i 1925 har Christiansborg-politikere blæst højt og flot på det såkaldte armslængde-princip. Man blander sig frejdigt i redaktionelle afgørelser; ja, hvis man er DF’er holder man sig endda ikke tilbage for at kræve visse journalisters fyring. Mange husker endnu dengang, da Ole Hyltoft som DF’s repræsentant i DR’s bestyrelse rasende for op over et citat fra Pia Kjærsgaard, der blev sendt i radioen. Angiveligt havde hun sagt, at indvandrere formerer sig som rotter, men det var overhovedet ikke tilfældet, kunne Hyltoft bedyre. Hun havde sagt, at de formerer sig som kaniner.

Et par år senere blev Hyltoft rasende over, at Danmarks Radio havde brugt tid på at markere den muslimske Eid. Det svarer til at hylde Hitlerjugend, sagde han. Da fik selv Jyllands-Posten nok. På lederplads skrev avisen, at Hyltoft besad “en skræmmende mangel på forståelse for, hvad redaktionel frihed er”.

Men ingen politikere lærte af hændelsen.

Vi bor i et land, hvor det af strukturelle årsager er stort set umuligt at drive public service radio- eller tv uden offentlig støtte. Desværre er den situation alt for fristende for politikere, som lever af at profilere sig selv. De KAN ikke lade være med at (forsøge på at) detailstyre, om pengene nu også bruges på indhold, de selv synes om. Og løber man tør for idéer i den henseende kan man jo altid kræve, at det pågældende medie flytter ud til ens egen valgkreds. Det skaber godt nok hverken arbejdspladser eller vækst. Til gengæld vil det være en så stor hæmsko for den pågældende station, at den knapt kan overleve på de nye betingelser, og så fik man da lige markeret sig med endnu en gang københavner-bashing. Tøhø.

Den form for adfærd er døden for et lille medielandskab som det danske, der i forvejen er voldsomt skævvredet i borgerlig retning.

Det er i lyset heraf, at Radio24Syv’s beslutning om nu at lukke stationen skal ses. Stationens administrerende direktør Jørgen Ramskov udtaler i den triste anledning: Da der blev indgået medieforlig sidste år, var der enighed om, at mindst 50% af stationens arbejde skulle udføres langt væk fra København. Den andel blev senere hævet til 60 procent, og endte altså til sidst med at stige til 70 procent. […] Jeg mener, at det er en detailstyring ud over det fornuftige og klædelige, siger han diplomatisk.

Mette Bock er tilfreds?

Men heller ikke denne gang lader det til, at politikerne stopper op og lærer af deres selvskabte krise. Kulturminister Bock begræder på ingen måde situationen, men nøjes med at konstatere, at flere seriøse foretagender har vist interesse for at byde på den snart ledige FM-kanal.

Virkelig, Fru Bock?

Utidig politisk indblanding fra morgen til aften

Så skulle meget da have forandret sig, siden man sidst sendte kanalen i udbud i 2010, hvor Berlingske Medier endte med at stå tilbage som eneste interessent, og det kan vel ingen påstå. Jeg har ikke haft mulighed for at gennemgå udbudsmaterialet, men jeg tvivler stærkt på, at det fortæller sandheden: Vælger du at drive public service radio eller tv i Danmark kan du være stensikker på utidig politisk indblanding fra morgen til aften. Rækker du politikerne en lillefinger, tager de hele armen, og de vil skalte og valte med dig, din virksomhed og dine medarbejdere efter forgodtbefindende, men aldrig udfra saglige motiver. I øvrigt må du være indstillet på at flytte dit hovedkontor til en grisefarm på Lars Tyndskids Mark om få år, alt efter hvornår magthaverne føler behov for at høste stemmer. Mon ikke de såkaldt seriøse foretagender hurtigt vikler sig ud af dine klæbrige fangarme, når de opdager, at du – Danmarks ringeste kulturminister nogensinde – starter med at diktere såvel hjemsted som indhold for den nye kanal?

Og i DF spiller man troskyldigt dumme som så ofte før: medieordfører Morten Marinus erklærer sig både “overrasket og ærgerlig” over Radio24Syvs beslutning.

Virkelig, Hr Marinus?

Forestiller du dig i ramme alvor, at nogen seriøs journalist vil påbegynde et nyt afsnit i sin karriere med at deponere sin integritet i din og dit partis lomme? I så fald lever du op til DF’s rygte som en forening af underfrankerede tåber.

Mediestøttens fallit

I disse timer vælter det ind med sympati-erklæringer til den snart hedengangne radio fra konkurrenter og lyttere, men kun få lader til at have forstået, at vi her har at gøre med et systemisk problem af enormt omfang: Der er noget fundamentalt galt med vores mediestøtte-ordning. Riv systemet ned og byg det op igen – men helt og aldeles uden politisk indblanding. Vi er jo ikke en bananrepublik, vel?

Hvil i fred, 24syv. Det var sjovt, så længe det varede.