Så skete det igen:
Først bringer en dansk avis et stort set underlødigt, nedvurderende indlæg om Grønland. Så prøver en og anden, her jeg, at få et svar optaget i samme avis, som indlægget bringes i.
Nej tak. De noget løse påstande får ikke noget genmæle. Borgerlig avis, borgerlig uvidenhed, nedladenhed.
Mikael Hertig skrev som svar – ikke optaget
”
Cordua og Grønland: det flyder
Jarl Cordua (1) må siges at have en flydende pen. Men det flydende stopper ikke der. Hans indre tankegang synes fri for faste holdepunkter; tilbage står en slags evne til at opstille teoretiske problemer uden praktisk løsning. Således også hans Opinion i Berlingske Tidende 12. april.
Her smører han et tyndt lag olie ud over det problem, at Færøerne og Grønland hver er repræsenteret med to mandater i folketinget, og at disse mandater kan indgå i dannelsen af en regering. Det finder Cordua problematisk, fordi de to lande i rigsfællesskabet har selvstyre, og fordi folketinget ikke har haft tradition for at lovgive for Færøerne og Grønland med hensyn til de hjemtagne områder.
Derved peger han på et problem, som han dog ikke formulerer klart: Skal Grønland og Færøerne fortsat have repræsentation i folketinget med hver to folketingsmedlemmer, indtil de to rebelske lande endeligt har forladt rigsfællesskabet, eller burde man ikke sparke dem ud med det samme?
Cordua nævner godt nok grundloven, men foretrækker tilsyneladende, at de arktiske folketingsmedlemmer pålægges at stemme blankt i sager, der ikke rager dem. Om det skal være i form af et moralsk pres eller en grundlovsændring, der indskrænker særlige folketingsmedlemmers ret til at stemme efter deres overbevisning, skriver Cordua intet om. Så nogen ændring i retning af hans princip er jurdisk umuligt. Men det er underordnet, at der ingen løsning er og næppe heller noget problem. Det flyder bare ud af pennen.
Havde Cordua været belastet af merviden eller selvkritisk sans, ville artiklen næppe være blevet skrevet.
Han havde i så fald muligvis vidst noget om, at regering og folketing i 1953 manipulerede det daværende grønlandske landsråd (delvist håndplukket, delvist valgt) til at gå ind for at gøre Grønland et dansk amt, så Danmark i FN-systemet slap for at blive betragtet som kolonimagt. Det var prisen, at så skulle de laverestående væsener i landet mod nord skulle fordanskes og have repræsentation i tinget. Grønland var, set i forhold til grundloven fra 1953 lige så dansk som Bornholm. At den forudsætning var fri fantasi, burde de fleste have vidst dengang, og bl.a. Alf Ross og FN-diplomaten Hermod Lannung gjorde indsigelser.
Cordua ville måske også have været bekendt med, at selvstyreloven for Grønland i dag af nogle statsretseksperter betragtes mere som politiske aftaler end som uigenkaldelige love, hvortil ændringer kræver grønlandsk godkendelse. Uden at ane, hvad han rører rundt i, pirker han derved også i den grød.
Det Cordua gør, er at involvere os i sin forvirring i begyndelsen af en proces, der i heldige tilfælde kunne have været indledningen til en form for undersøgelse af tingenes tilstand, som på et senere tidspunkt kunne have resulteret i mere underholdende indslag, der også kunne have bragt ny merviden med sig.
Hvis noget er det modsatte af Public Service, er det opinionsindslag som Corduas.
1: Cordua er aktiv liberal, talende uhyre på 24/syv og sammen med Nauja Lynge og Thorkild Kjærgaard nedgør han jævnligt grønlændere og grønlandsk politik uden at vide særlig meget om, hvad han taler om.
Berlingskes redaktør svarer
Det er jo sandt, at aviserne modtager mere, end de er i stand til at bringe. Men der er altså nogle, hvis vrøvl passerer redaktionen uden videre brug af kritisk sans. Når disse indlæg så bringes, så ville almindeligt genmæle have været passende.
Udnævnelsen af Pierre Collignon som debatredaktør på Berlingske havde ellers fået de varmeste anbefalinger fra en god ven. Jeg har undervejs fået det gode råd at prøve at være mere letløbende og underholdende, gerne causerende i stedet for bare at være supersaglig. Så jeg svarede, som det fremgår ovenfor.
Kære læser,
Tak for det læserbrev, debatindlæg eller kronikforslag, som du har sendt til Berlingske.
Vi har valgt ikke at bringe dit indlæg. Vi kan desværre ikke give individuelle begrundelser, når vi – som i dette tilfælde – siger nej tak til at bringe et indlæg. Vi modtager hver dag mange flere manuskripter, end vi kan få plads til at bringe i avisen. Det er vi taknemmelige for, fordi det giver os mulighed for at bringe den bedste debat. Desværre betyder det altså også, at vi allerede af pladsgrunde er nødsaget til at afvise en meget stor del af de indlæg, vi modtager – også selv om vi forbeholder os ret til at redigere og forkorte i indsendte indlæg, hvor vi skønner det nødvendigt.
Vi afviser dog uden videre indlæg, som også er sendt til andre medier eller modtagere end Berlingske.
Vi bestræber os på at reagere i løbet af få dage på alle henvendelser, enten i form af at vi bringer indlægget i avisen, eller ved at du, som det er tilfældet i denne sammenhæng, modtager et afslag. I enkelte tilfælde vil du have ventet i længere tid, før du hører noget fra os. Det er i så fald fordi, vi har haft dit indlæg liggende med et ønske om at kunne bringe det, men beklageligvis ikke har kunnet finde pladsen til det inden for det, vi mener, er rimelig tid.
Igen – tak fordi du valgte at sende dit indlæg til Berlingske. Og du er naturligvis velkommen til at sende indlæg (læserbreve, debatindlæg eller kronikker) til Berlingske en anden gang.
Med venlig hilsen,
Pierre Collignon
Debatredaktør
Jarl Cordua skrev bl.a. i Berlingske 12. april 2018
“”Ved sidste folketingsvalg i 2015 afgjorde vælgerne på Færøerne og Grønland, at alle fire nordatlantiske mandater ville støtte Helle Thorning Schmidts genvalg som statsminister” …..
“Med andre ord, så var det de danskere, der bebor det Danmark, der er medlem af EU der afgjorde, hvilken regering, vi har her i landet. …..”
“Det kan sagtens hænde, at de blå partier til sin tid trodser de aktuelle målinger og alligevel vinder folketingsvalget i “rest-Danmark”. Men hvis det bliver snævert, f.eks. i mandatforholdet 88-87 eller tilsvarende, så bliver det flertal mere end udlignet, hvis valget igen ender med, at Nordatlanten sender fire mandater til Christiansborg.”
….
“Med andre ord: Vi får et flertal, hvor fire mandater får indflydelse på politikområder i Danmark som man i Grønland og Færøerne allerede har hjemtaget og på områder som disse repræsentanter egentlig burde afholde sig fra at stemme om. Vælgerne i Hadsten eller Gundsømagle stemmer heller ikke om at vælge danske repræsentanter, der skal være med til at vælge regering i Thorshavn eller Nuuk.”
….
Men er det fortsat rimeligt, at mere eller mindre selvstændighedssøgende nordatlantiske dele af riget skal have uforholdsmæssigt indflydelse på forhold i rest-Danmark, som de forlængst har meldt sig ud af? Hvis danskerne vælger et blåt folketingsflertal i rest-Danmark, hvorfor skal det så udlignes af fire røde mandater fra Nordatlanten? Det bliver man nødt til at diskutere i fremtiden.
“I alle de tilfælde, hvor en lov ikke gælder for Grønland og Færøerne, bør de nordatlantiske mandater være blanke, når der stemmes i folketingssalen. Det vil i praksis sige, at regeringer fremover skal sikre sig at have brede flertal i rest-Danmark bag sig, når der stemmes om forhold, der ikke vedrører Grønland og Færøerne.
Spørgsmålet er dog også, om de fire nordatlantiske mandater ikke bør undlade at blande sig i, hvem der kan danne regering i rest-Danmark. Især bør selvstændighedsbevægelserne gå forrest og med en blank stemme markere, at de ikke er en del af det, som de strengt taget mener, er et fremmed lands indre forhold.
”