Næstved kommune tvangsadopterer …

 

Tvangsadopterer mod forældres og plejeforældres vilje

Det er en underlig historie, fordi motivet til at fjerne et barn fra dets plejeforældre for at tvangsadoptere det mod forældrenes og det hidtidige plejeforældre udtalte fælles vilje savner en begrundelse. Artiklen her bringes, fordi den
efter advokat Brøndtveds fremstilling mangler en saglig begrundelse.

Fornylig vandt en mor en principiel sag ved den Europæiske MenneskerettighedsDomstols højeste instans, fordi den var i strid med Den Europæiske MenneskerettighedsDomstols højeste instans på grund af usaglighed i afgørelsen. Man kan først rejse en sådan sag, når den er endeligt afgjort i det danske retssystem. Fremstillingen viser et billede, der lugter af finansiel magtfordrejning.
Mikael Hertig, cand. scient. pol.

Foto af Advokat Anders Brøndtved
Advokat Anders Brøndtved
 af Anders Brøndtved 

 

Advokat, Maribo

 

 

 

Næstved Kommune skider på loven!

 

 

Normalt fører jeg ikke sager på sociale medier, men ingen regel uden undtagelse, og her undtagelsen som bekræfter reglen.

Marts 2018 var jeg i Børn- og Ungeudvalget i en sag om tvangsadoption af en dengang næsten 2-årig dreng i Næstved Kommune.

Plejefamilien havde et godt samarbejde med biologisk familie og havde over for forvaltningen tilkendegivet, i december 2017, at blev det en adoption, så ville de gerne adoptere barnet. Næstved Kommune tilkendegav, at de overvejede på ingen måde adoption.

Derfor var overraskelsen stor for plejeforældrene, da de fik at vide, at barnet efter forvaltningens mening skulle bortadopteres og i Børn og Ungeudvalget i marts 18.

Plejeforældrene have ikke søgt om godkendelse som adoptanter, da de ikke regnede med det blev aktuelt.

Nær tilknytning til plejemor

 

Papirerne viste en meget tæt tilknytning til især plejemor, og forældrene tilkendegav, at de var indstillet på adoption, hvis det var til plejefamilien.

I Børn- og Ungeudvalget blev forvaltningen spurgt, hvorfor man ikke ventede til han kunne adopteres til plejefamilien når der var så stor tilknytning til plejemor. Forvaltningens eneste svar var “vi mener adoptionen skal være nu!”

Forvaltningens indstilling blev ikke fulgt af Børn og Ungeudvalget, netop under henvisning til den stærke tilknytning til plejemor!

Forvaltningen blev sendt hjem med en røvfuld og mega røde ører.

 

 

Forvaltningen gør livet surt for plejefamilien

 

Hvad gør en forvaltning som har fået røvfuld? Jamen man gør da livet surt for plejefamilien. Giver lavt vederlag, svarende til, at plejemor kunne have et halvtidsjob, regulerer at barnet SKAL være i institution hver dag, trods reaktioner og behov for ro og struktur, at plejemor SKULLE stå stand-by for at hente i institution – så hun ikke kunne have job; gav plejemor meget lidt aflastning trods behov for mere aflastning og tilkendegav efter plejeforældrenes skilsmisse, at plejefar ikke måtte aflaste mere end én dag hver 14. dag; gav plejemor afslag på at kunne tage studie ved siden af jobbet som plejemor (for at hun kunne hjælpe barnet); – kort sagt gjorde livet et mareridt for plejemor. Alt dette får forældrene ikke at vide!

 

I september 2019 bliver forældrene indkaldt til møde, hvor jeg vælger at deltage. Her orienterer forvaltningen om, at de ikke har kunnet nå en løsning med plejemor om ansættelsesforholdet, så barnet skal flyttes. Da jeg fortæller historien om tilknytningen og adoptionssagen er sagsbehandler ligeglad med historikken, for hun forholder sig kun til det aktuelle.

 

 

Træt af den måde, kommunerne forvalt

 

Jeg belærer så sagsbehandler om juraen og fortæller, at uoverensstemmelser ikke er at betragte som en opsigelse af plejeforholdet og at de kun kan flytte barnet, hvis forældrene har givet samtykke eller hvis sagen har været i Børn og Ungeudvalget. Dette blev sagt med hævet stemme, da jeg er træt af den måde kommunerne forvalter loven på. Hertil udbrød sagsbehandler at jeg ikke skulle råbe. Mit svar var, at hvis hun var særlig sensitiv kunne vi tage det på skrift, men det ændrede ikke på juraen. (Skræmmende hvordan en sagsbehandler når man belærer dem om loven går i forsvar og påstår man råber, noget jeg ofte ser i papirer)

Forvaltningen mente, at plejemor har sagt op, da hun ikke har accepteret forvaltningens vilkår. Jeg har bedt om aktindsigt heri, men det kan jeg ikke få, da det er en intern personalesag.

Jeg har dog fået at vide, at en kilde i Næstved Kommune, at der ligger en mail fra plejemor, hvor hun meddeler, at hun ikke har opsagt plejeforholdet!

 

Må ikke tage advokat til møde i forvaltningen

 

 

Dagen efter indkaldte sagsbehandler til et nyt møde med forældrene om samme emne, men de fik besked på, at de ikke skulle tage mig med. Derfor måtte jeg ringe til forvaltningen og meddele, at der ikke blev meddelt samtykke og der ikke blev afholdt møder uden min deltagelse!

Siden har vi ikke hørt fra Næstved Kommune. Man påtænker at flytte barnet 1/10 trods sagen ikke har været i børn og ungeudvalget, trods forældrene ikke har samtykket til ændring af anbringelsessted, trods barnet er 2 år bagud i udvikling grundet kommunen ikke giver lov til at skabe ro og struktur om barnet, trods den stærke tilknytning til plejemor.

Nu bliver barnet flyttet og så kan kommunen gennemføre den adoption som de tabte sidste år! LORTESYSTEM, som udnyttes af kommunerne!

There’s something rotten in the state if Denmark -for at citere William Shakespeare.

Håber I vil dele denne historie, for at gøre opmærksom på, hvordan kommunerne chikanerer og ignorerer familier, plejefamilier og børnenes ve og vel, for at få deres vilje igennem. Kun tabere, bortset fra kommunen!

Historie og billede deles med forældremyndighedsindehavers accept!

 

Samarbejdsanbringelse

 

 

 

“Samarbejdsanbringelse”

 

 

I denne artikel foreslår advokat Hanne Ziebe, at forældre, der mister forældremyndigheden til deres barn / børn, fortsætter med at have forbindelsen helt intakt og kan deltage i samrbejdet om barnet. For mig var det personligt et wake-up call at læse dette. Mit virkelighedsbillede passede ikke, for jeg bildte mig ind, at dette behov i langt videre udstrækning var dækket ind i forvejen.
Mikael Hertig.

 

 

Portrætfoto sorthvidt lidt blåligt

af Hanne Ziebe, advokat

 

 

 

.

Jeg har en drøm om, at området for anbringelse af børn udvides, så det udover at rumme tvangs anbringelser og frivillige anbringelser også ville kunne omfatte, hvad man kunne kalde ”samarbejdsanbringelser”.

Som advokat for familier med anbragte børn oplever jeg ofte, at en anbringelse af et barn uden for hjemmet også ofte indebærer en ”anbringelse” af forældremyndigheden, forældre-mening og forældre-følelser. Jeg oplever, at forældrenes autoritet fjernes, og at forældrene til tider fremstilles som uansvarlige eller ligefrem onde personer, som deres børn skal skærmes mest muligt fra.

Jeg har en drøm om, at systemet fokuserer mere på, hvad man kunne kalde ”rest-forældrekompetence” i stedet for den ”manglende forældrekompetence”. Hvis mor mangler for eksempel 50 procent af forældrekompetencen, så skulle de resterende 50 procent udnyttes og udvikles. Hvis for eksempel en mor ikke kan finde ud af at stå op om morgenen og sende børnene i skole med en ordentlig madpakke, kunne indsatsen bestå i at hjælpe mor med at få børnene sendt af sted om morgenen.

Jeg har en drøm om, at anbringelser i højere grad blev forældreskab med forældrene i stedet for at være mod forældrene. Det vil sige, at forældrene bevarer deres medindflydelse til deres børn, således at deres forældremyndighed ikke blot er et teoretisk begreb men familiens juridisk ret. Forældrene skulle således medinddrages i alle større beslutninger i børnenes liv. Hvis forældrene blev kaldt til planlægningsmøder, hvor børnenes fremtid blev diskuteret, i stedet for informations møder, hvor forældrene blev orienteret om, hvilke beslutninger der var truffet i forhold til børnene, ville dette kunne bidrage til, at forældrene ville se mere positivt på kommunens indsats og eventuelt indgå i et samarbejde med kommunen – forældrene ville føle, at de blev støttet i stedet for at blive overvåget. Jeg har oplevet flere sager, hvor forældrene overvåges i deres samvær, men aldrig får at vide, hvad overvågeren finder problematisk i samværet før det tidspunkt, hvor samværsbeskrivelserne fremlægges for et Børn-, og Ungemøde. Samværsbeskrivelsen bruges således til at bebrejde forældrene og ikke til at støtte dem i at udvikle deres forældrekompetencer. Der er behov for, at forældrene har mest muligt samvær. Anbringelsesstederne kunne for eksempel stille overnatningsmuligheder til rådighed for forældrene, således familien kunne være mest muligt sammen i trygge rammer. Det kunne også overvejes at afvikle den nuværende enten-eller-tilgang i tvangsanbringelsessager og i stedet indføre anbringelse på deltid, hvor dette er relevant.

Tidligere valgte man at separere anbragte børn mest muligt fra deres forældre, og de blev for eksempel sendt på børnehjem langt fra hjemmet. Da man fandt ud af, hvor meget skade dette påførte børnene, ophørte dette. I de følgende årtier forsøgte man i stedet at fastholde og udvide relationerne i familien. Dette fandtes så fundamentalt, at det blev indfortolket i den Europæiske menneskerettighedskonvention. Familiens enhed skulle anses for en menneskeret, og der skulle meget gode grunde til, for at fjerne et barn fra dettes familie. Praksis har nu fastslået, at en anbringelse af et barn uden for hjemmet skal være en midlertidig foranstaltning, som staten skal arbejde på skal bringes til ophør. Mange kommuner har nu valgt igen at gå tilbage til tidligere tiders praksis med mest muligt adskillelse mellem barnet og dets familie . Flere familier oplever, at der ikke iværksættes tiltag overhovedet for at forsøge at genforene familien.

Jeg har en drøm om, at børn der anbringes uden for hjemmet fra fødslen, får ret til at blive ammet, også selvom dette måtte være upraktisk for det offentlige. Det er i dag almindeligt anerkendt, at amning er sundt for børn. Kommunen bør ikke kun arbejde på at øge tilknytningen den aktuelle plejefamilie. Den bør i mindst lige så høj grad arbejde på at bevare og øge tilknytningen mellem barnet og den biologiske familie, således at for eksempel kurser mv., som tilbydes plejeforældrene, også tilbydes de biologiske forældre. De biologiske forældre bør også inddrages i valget af det anbragte barns opholdssted, skole mv.

Jeg har en drøm om, at den Europæiske menneskerettighedskonvention skal anses som en minimumsstandart og ikke kun bruges til at flage med ved festlige lejligheder.