Om drabet på radio 24/7

Foto af Peer Aagaard
Peer Aagaard

Af Peer Aaagaard

 

 

 

Nekrolog

 

 

 

“Radio Møller”

 

 

Radio24syv blev sat i verden som et borgerligt projekt med tilnavnet “Radio Møller”, fordi Per Stig Møller på daværende tidspunkt var kulturminister og grebet af den særlige form for hævnfølelse, der griber politikere fra den fløj, når det går dem skidt i målingerne: Det må være Danmarks Radios skyld.”

Da DR måtte fyre 521, og den redaktionelle frihed blev pantsat

 

 

Hævngerrigheden fik vinger af den byggeskandale, der omgærdede opførelsen af DR-byen. Chef efter chef blev fyret eller fratrådte frivilligt, mens budgetoverskridelserne voksede. Men flytningen fik ikke kun konsekvenser på chef-niveau: 521 menige medarbejdere blev smidt på porten, og der blev skåret 700 millioner af budgettet til programvirksomhed.

Det var altså en organisation, der allerede var sendt til tælling, som et lille flertal bestående af V, K, LA og DF besluttede at stække yderligere med medieforliget i 2010. Ingen sagde det direkte, men alle vidste det: det alternativ til DR som blev søsat med medieforliget i 2010 skulle have et tydeligt borgerligt islæt. Den redaktionelle frihed skulle pantsættes på Christiansborg.

Om ikke andet blev det tydeligt, efterhånden som interessenterne trak sig fra projektet. JP/Politikens Hus, Douglas Media, Fynske Medier og Information havde alle planer om at byde på kanalen, men trak sig en for en, og alle med den samme begrundelse: kravene var for indgribende i forhold til den journalistiske uafhængighed.

 

Tante Berlingske stod tilbage, men det personlige engagement vandt

Til sidst stod kun Berlingske Medier og deres Radio24syv-projekt tilbage. Hvor pragtfuldt! Hermed var der sikret en meget konkret borgerlig indflydelse også på de såkaldt æterbårne medier. I forvejen bruger staten som bekendt i omegnen af 350 millioner kroner om året på at støtte den trykte presse, og man behøver ikke at være politolog for at gennemskue med et hastigt blik på listen over modtagere, at over 90% af disse har en klar borgerlig observans.

Helt som politikerne havde forestillet sig det, kom det imidlertid ikke til at gå. Radio24syv var mere sprælsk og uregerlig end som så. Radioens værter viste sig at være meget personligt engagerede i forskellige emner, og man holdt sig ikke fri fra at provokere både til højre og venstre. Så nu er det tid til, at Christiansborgs hammer også falder over “Danmarks nyheds- og debatradio”: Ud med den! Ud af byen, hvor de politiske nyheder opstår, og hvor magthaverne boltrer sig. Nu skal provinsen igen styrkes, som de kalder det, hver gang jysk-fynske mindreværdskomplekser uden hold i virkeligheden får lov til at sætte dagsordenen hos populistiske politikere.

 

Borgerlige Berlusconi-Wanabees

 

 

At de samme politikere i processen alle uden undtagelse opfører sig som Berlusconi-wannabees fortrænges let og bekvemt. Lige siden Statsradiofonien blev oprettet som monopol i 1925 har Christiansborg-politikere blæst højt og flot på det såkaldte armslængde-princip. Man blander sig frejdigt i redaktionelle afgørelser; ja, hvis man er DF’er holder man sig endda ikke tilbage for at kræve visse journalisters fyring. Mange husker endnu dengang, da Ole Hyltoft som DF’s repræsentant i DR’s bestyrelse rasende for op over et citat fra Pia Kjærsgaard, der blev sendt i radioen. Angiveligt havde hun sagt, at indvandrere formerer sig som rotter, men det var overhovedet ikke tilfældet, kunne Hyltoft bedyre. Hun havde sagt, at de formerer sig som kaniner.

Et par år senere blev Hyltoft rasende over, at Danmarks Radio havde brugt tid på at markere den muslimske Eid. Det svarer til at hylde Hitlerjugend, sagde han. Da fik selv Jyllands-Posten nok. På lederplads skrev avisen, at Hyltoft besad “en skræmmende mangel på forståelse for, hvad redaktionel frihed er”.

Men ingen politikere lærte af hændelsen.

 

 

Public Service

Vi bor i et land, hvor det af strukturelle årsager er stort set umuligt at drive public service radio- eller tv uden offentlig støtte. Desværre er den situation alt for fristende for politikere, som lever af at profilere sig selv. De KAN ikke lade være med at (forsøge på at) detailstyre, om pengene nu også bruges på indhold, de selv synes om. Og løber man tør for idéer i den henseende kan man jo altid kræve, at det pågældende medie flytter ud til ens egen valgkreds. Det skaber godt nok hverken arbejdspladser eller vækst. Til gengæld vil det være en så stor hæmsko for den pågældende station, at den knapt kan overleve på de nye betingelser, og så fik man da lige markeret sig med endnu en gang københavner-bashing. Tøhø.

Den form for adfærd er døden for et lille medielandskab som det danske, der i forvejen er voldsomt skævvredet i borgerlig retning.

 

Foto af Jørgen Ramskov, hvor han stårmed et skilt, der fordømmer Tyrkiets knægtelse af pressefriheden
Jørgen Ramskov

 

 

Det er i lyset heraf, at Radio24Syv’s beslutning om nu at lukke stationen skal ses. Stationens administrerende direktør Jørgen Ramskov udtaler i den triste anledning: Da der blev indgået medieforlig sidste år, var der enighed om, at mindst 50% af stationens arbejde skulle udføres langt væk fra København. Den andel blev senere hævet til 60 procent, og endte altså til sidst med at stige til 70 procent. […] Jeg mener, at det er en detailstyring ud over det fornuftige og klædelige, siger han diplomatisk.

Mette Bock er tilfreds?

Men heller ikke denne gang lader det til, at politikerne stopper op og lærer af deres selvskabte krise. Kulturminister Bock begræder på ingen måde situationen, men nøjes med at konstatere, at flere seriøse foretagender har vist interesse for at byde på den snart ledige FM-kanal.

 

 

 

 

Mette Bock

Virkelig, Fru Bock?

 

 

Utidig politisk indblanding fra morgen til aften

 

 

Så skulle meget da have forandret sig, siden man sidst sendte kanalen i udbud i 2010, hvor Berlingske Medier endte med at stå tilbage som eneste interessent, og det kan vel ingen påstå. Jeg har ikke haft mulighed for at gennemgå udbudsmaterialet, men jeg tvivler stærkt på, at det fortæller sandheden: Vælger du at drive public service radio eller tv i Danmark kan du være stensikker på utidig politisk indblanding fra morgen til aften. Rækker du politikerne en lillefinger, tager de hele armen, og de vil skalte og valte med dig, din virksomhed og dine medarbejdere efter forgodtbefindende, men aldrig udfra saglige motiver. I øvrigt må du være indstillet på at flytte dit hovedkontor til en grisefarm på Lars Tyndskids Mark om få år, alt efter hvornår magthaverne føler behov for at høste stemmer. Mon ikke de såkaldt seriøse foretagender hurtigt vikler sig ud af dine klæbrige fangarme, når de opdager, at du – Danmarks ringeste kulturminister nogensinde – starter med at diktere såvel hjemsted som indhold for den nye kanal?

 

DF spiller overrasket…

 

Morten Marinus, DF er overrasket og Fotograferet af_Steen_Brogaard.zip

Morten Marinus

 

 

 

Og i DF spiller man troskyldigt dumme som så ofte før: medieordfører Morten Marinus erklærer sig både “overrasket og ærgerlig” over Radio24Syvs beslutning.

 

 

Virkelig, Hr Marinus?

Forestiller du dig i ramme alvor, at nogen seriøs journalist vil påbegynde et nyt afsnit i sin karriere med at deponere sin integritet i din og dit partis lomme? I så fald lever du op til DF’s rygte som en forening af underfrankerede tåber.

Mediestøttens fallit

 

I disse timer vælter det ind med sympati-erklæringer til den snart hedengangne radio fra konkurrenter og lyttere, men kun få lader til at have forstået, at vi her har at gøre med et systemisk problem af enormt omfang: Der er noget fundamentalt galt med vores mediestøtte-ordning. Riv systemet ned og byg det op igen – men helt og aldeles uden politisk indblanding. Vi er jo ikke en bananrepublik, vel?

 

Hvil i fred, 24syv. Det var sjovt, så længe det varede.

Mediekritik: Deadlines styrede interviewteknik

Om Jacob Rosenkrands’ interview med AnneLise Marstrand Jørgensen

af Maziar Mazor Etemadi (c)
Oprindeligt bragt på AnneLise Marstrand Jørgensens FB-side

AnneLise Marstrand Jørgensen var ude for en medieshitstorm i anledningen af, at hun havde meddelt, at hun ikke længere ville samarbejde med Radio24syv.. Det resulterede i et Deadline-intervew. 

Hun har selv kommenteret emnet i denne artikel

portræt
Maziar Mazor Etemadi

 

 

Anne Lise Marstrand-Jørgensen og Jakob Rosenkrands.

En analyse af Interviewet i Deadline DR2, torsdag d 19 august.

Jakob Rosenkrands interview med AnneLise Marstrand-Jørgensen udviklede sig til en ganske anden affære end hvad de fleste af os håbede på, Forventningen om en sobre, ædruelig samtale med det mål kritisk at gennemgå og belyse de forskellige aspekter af Anne Lise Marstand-Jørgensens beslutning om at boykotte Radio 24Syv blev hurtigt gjort til skamme.
Allerede ret tidligt i interviewet stod der desværre ganske klart, at Rosenkrands’ spørgsmål ikke var kritiske, men fornærmede og ureflekterede.

Rosenkrands brugte et simpelt argumentationsskema til at komme frem til sin ønskede konklusion:

Præmis 1) Det er kun tale om divergerende holdninger, hvis værdi kan afprøves i en debat,

Præmis 2) Marstrand -Jørgensen vil ikke lytte til anderledes holdninger i en debat.

Konklusion: Ergo har Marstrand -Jørgensens kritik ingen gyldighed.

 

Flere af den klassiske retorik velkendte ugyldige argumentationsformer kom desuden i brug. Her gennemgår
jeg få af dem.

 

 

 

 

1) Depræcisering af modpartens begreber og argumenter.

 

Rosenkrands forsøgte at adressere Marstrand -Jørgensens kritik af sagen til personen. Fx, her: ” Jamen, vil det sige, at alle DF´s vælgere er uanstændige?”
Det er en depræcisering. Marstrand-Jørgensen sigter ikke på DFerne som enkelte individer, men partiets politik. Det er en formel kritik, som kan være på tværs af samtlige DF-medlemers personlige ønsker, overbevisninger, håb, etc. Derfor svarer hun således: ” Det har jeg ikke sagt, for jeg kender ikke de mennesker. Men jeg har sagt, at hvis man gør begrebet ” anstændighed” til et skældsord, og det har DF gjort i årevis”. Hendes sigte er DFs politik.

 

2) Ompræcisering af kritikken fra adjektivt (racistisk) til substantivt (racist).

Marstrand-Jørgensens kritik går ud på, at ledelsen hos Radio 24Syv billiger racistiske og xenofobiske udsendelser (jf den oprindelige status, der også blev vist på skærmen). Men Rosenkrands drejer kritikken i retningen af og insisterer på at granske en implicit og imaginær ide om, at Marstrand-Jørgnsen må da mene, at værterne på programmet har racistiske holdninger. Her bruger han et andet retorisk trick, nemlig at afbryde modparten og introducere en afgørende drejning ved at bevæge sig uproblematisk fra adjektivt til substantivt flere gange frem og tilbage.
På den måde kan distinktionen mellem den adjektive brug og den substantive brug af ordet udvaskes uden at modparten har gjort sig omkostningen klar. Rosenkrands afbryder Marstrand-Jørgensen på minuttet 26.40 på følgende vis::

“Men racisme, der er alligevel, undskyld jeg afbryder,  det er alligevel noget meget få mennesker, der  i Danmark vil kaldes. Mener du at værterne i det her program racistiske? Der kommer racistiske udtalelser i æteren?”

Marstrand-Jørgensen svarer følgende:


“Jeg har ingen som helst forudsætninger for at sige, at værterne er racistiske”

 “, og privatholdningskritik. Marstrand-Jørgensen svar følgende: “Jeg har ingen som helst forudsætninger til at sige at værterne er racistiske” (…)
Rosenkrands ignorerer Marstrand-Jørgensen svar, og til sidst  bemærker videre Rosenkrands

:”Jeg spørger bare til din kritik og belæg for at bruge så stærke ord….”

Denne sætnings logiske objekt er ikke racistiske udtalelser, men værternes racisme. I følge Rosenkrands  (uanfægtet hvad Marstrand-Jørgensen lige har sagt) er de stærke ord anvendt om værterne. Om værternes hvad kunne man spørge? Om værterens racisme, som for ifølge Rosenkrands er de færreste i Danmark, der vil kalds racist.

Ergo forsøger Rosenkrands at privatisere et formelt program- og liniekritik til en personkritik.

3) Fordrejning af det faktuelle fra opdragende til holdningsudveksling.

Programmet Je suis Jalving har et helt klaret opdragende sigte. Det klart opdragende sigte kommer til udtryk i det Jalving begynder sit program med: “Goddag og velkommen til programmet ‘Je suis Jalving’. Programmet hvor jeg fortæller dig hvad du skal mene om folkvandring, veldfærdsstat og islamisk terror”.

Dette er hvad Marstrand-Jørgensen pointerer, men Rosenkrands fordrejer det til at kun omhandle holdningsudveksling.

Men dette er ikke Jalvings sigte. Han vil opdrage den danske befolkning til et sæt meninger, der skal bruges til:
”til at redde Danmark fra progressivt kollaps og sammenbrud i din eller dine børns levetid”.

4) Fordrejning af det faktuelle målgruppe.

På 27.29 siger Rosenkrands: “..Det er svært at gardere sig i et program hvor alle opfordres til at ringe ind”. På denne måde fratager Rosenkrands Jalving og co ansvaret. Men dette er ikke sandt. Som det fremgår af det hvad Jalving siger, har han en hel bestemt gruppe redningsmænd og redningskvinder i tankerne, og som han ønsker at de skal ringe til programmet: ”Ring ind hvis du vil være med til at redde Danmark fra progressivt kollaps og sammenbrud i din eller dine børns levetid”(Jalving). Derfor er Rosenkrands ved at fordreje sandheden.

 

5) Argumentum ad populum.

Rosenkrands søger at miskreditere Marstrand-Jørgensens kritik ved at henvise til den autoritet, der ligger i antallet af dem, der tilslutter sig en ide. Hvis der er tilstrækkelig mange mennesker, må det så være rigtigt.

Rosenkrands siger: “DF har dog 25 % af vælgerne i Danmark.”. Han kvalificerer ikke dette udsagn yderligere. Derfor må vi konkludere at han kun henviser til antallet for at begrunde at Marstrand-Jørgensen kritik burde derfor være forfejlet, når så mange mennesker slutter sig til dette parti.

Og dette makværk skal man så høre på i Søren Kierkegaards land. Som en klog ven Morten Sebber skrev om netop denne del af interviewet: “Ren inkvisition. Primitivt og åndssvagt”.

6) Mangel på veldefineret argumentation.

 

Rosenkrands henviser til, at det kun er holdninger og holdningsudvekslinger. Men alle menneskelige ytringer er holdninger, selv racisme er også en holdning. Alle holdninger på denne vis gør krav på egen sandhed og sandfærdighed, og vise holdningers usandhed er livsnødvendigt at påpege. Derfor kan han ikke afdramatisere den demagogiske sigte i programmet ved at henvise til holdninger som bare er forskellige fra hinanden.

Siden han selv ikke forsøger at komme med solide og veldefinerede spørgsmål, hvori han giver os alle en chance for at vide,  hvilke aspekter af racisme han henviser til, og hvorledes han mener man kan adskille xenofobi fra et sæt dårlige erfaringer med udlændinge,  fremstår han vag, usammenhængende og fornærmet.

Det hele slutter med, at en af de mest pinlige former for journalistisk ignorance jeg nogensinde har oplevet bliver på åben skærm taget i skole af den kølige intellekt på . Rosenkrands viser, at han ganske enkelt ikke kender begrebet anstændighed og dets brug i sproget.
Marstrand-Jørgensen: “Men jeg har sagt, at hvis man gør begrebet ” anstændighed ” til et skældsord, og dét har DF gjort i årevis, , så har man ikke forstået, hvad anstændighed er “.
Det ved Jakob Ronsenkrands åbenbart heller ikke.

Maziar

 

Mediekritik: AnneLise Marstrand Jørgensens nej til Radio24syv

Nedenfor bringer www.laeserbrev,dk AnneLise Marstrand Jørgensens status, der forklarer, hvorfor hun ikke længere ønsker at samarbejde med Radio24syv. Indlægget er væsentligt og udvalgt, fordi det lægger op til en debat, ikke bare om presseetik, men også om Public Service.

Af Annelise Marstrand Jørgensen (c)
Indlægget har tidligere været bragt på Annelise Marstrand Jørgensens FB-side.

sorthivdt portræt af ALMJ
AnneLise Marstrand Jørgensen
(Gyldendal Presseservice)

Derfor

For nogle dage siden skrev jeg som kommentar i en tråd om medier på min gode ven Mads Nygaards væg, at jeg har besluttet ikke at deltage i radioprogrammer på 24syv.

Simon Andersen var tagget i tråden, der også involverede en – med mine øjne ganske uskyldig, men jeg har naturligvis respekt for at han kan opleve det anderledes, omend det formentlig kunne opklares med et spørgsmål – joke om hans rolle som nyhedsdirektør.

Fem minutter senere tænke jeg – og følte mig lidt paranoid – at jeg hellere måtte tjekke Simon Andersens væg. Og ganske rigtigt: Min kommentar fra tråden var blevet lagt op som et selvstændigt opslag med overskriften ‘Hilsen fra de gode.’

Det kan man mene om, hvad man vil. Selv tænkte jeg, at det var groft og komisk på samme tid.

 

Forvrænget

I mellemtiden er min kommentar blevet delt nogle gange – primært af radio 24syv’s værter og støtter. Det er også blevet forvrænget i forskellige sammenhænge og udlagt som, at jeg dels ikke ønsker at deltage i debatter med politiske modstandere, dels ønsker at begrænse radiokanalens ytringsfrihed. Ja, og så var Pernille Vermund selvfølgelig også på banen i en kommentar til Andersens opslag, hvor hun mente, at det var holdninger som min, der i sidste ende kan føre til totalitære regimer. En anden mente, at jeg er direkte farlig for demokratiet, når jeg vælger en radiokanal fra.

Efterhånden blev det mere ubehageligt end komisk.

Alle, der kender min debat-historik, vil vide, at jeg glad og gerne stiller op til debat med mennesker, jeg er dybt og inderligt uenig med. Jeg stiller såmænd også gerne op til debat med folk, der har spredt urigtige historier om mig.

Jalving

Men jeg stiller ikke op under hvilke som helst omstændigheder. Og slet ikke, hvis jeg har gentagne dårlige erfaringer med at blive behandlet under lavmålet. Og så tager jeg den dybeste afstand fra programmer som ‘Je suis Jalving’ som i en periode gjorde 24syv til talerør for det yderste højres mest ekstreme holdninger.

For at tage det sidste først:

– Jeg tager ikke afstand fra programmet, fordi jeg mener, at nogen stemmer ikke bør høres. Alle skal have mulighed for at komme til orde i en demokratisk debat, det siger sig selv. Jeg tager afstand fra at en public service kanal lader sin sendeflade fylde af et program, hvor ingen af de stærkt tendentiøse udtalelser fra værterne blev modsagt eller nuanceret. Hvor lyttere med anden holdning end værterne blev affejet, mens lyttere der fremsatte groft racistiske påstande blev mødt med interesse. Det er set med mine øjne dårlig radio. Det øger givetvis lyttertallet, men det bliver det ikke bedre af. Og så hjælper det ikke en tøddel, at ledelsen efterfølgende fremhæver, at andre programmer i sendefladen ligger til venstre for midten. Det er da fint nok, men det ændrer ikke på lige præcis dette programs propagandistiske og rabiate karakter. Hvis man vil vide, hvad jeg iøvrigt mener om programmet, kan man læse Steffen Groths glimrende kronik, som jeg har linket til andetsteds på min side.

Brøgger: “Intolerancen hos tolerante mennesker”

Og så til den unfair behandling. Jeg har været i kontakt med rigtig, rigtig mange journalister gennem tiden. Det er mit klare indtryk af standen samlet set er omhyggelig og bestræber sig på at være fair. De dårlige oplevelser jeg har haft samler sig interessant nok om 24syv – ikke kun i forbindelse med flygtningedebatten, men også tidligere. Og de har nået et niveau, hvor jeg ikke synes, det er dét værd at deltage i deres programmer. Det drejer sig om bestemte nyheds- og faktaprogrammer.

Der er mange gode programmer, men det ændrer ikke på, at der er en underlig tavshed fra ledelsens side om alt det andet. Og så må man jo formode, det er fordi de bakker op om den linje. I dagens Berlinger kan man læse programchef Mads Brøgger under overskriften ‘Intolerancen hos tolerante mennesker er forbløffende’ udtale, at mine oplevelser med journalister i nyhedsafdelingen dels ikke er hans ansvar, dels ikke er noget han kan udtale sig om. Og så er vi vel lige vidt. Eller også ligger ansvaret bare hos Simon Andersen.

Nogle få eksempler:

– Da jeg havde skrevet en reportage i Information om teltlejren i Haderslev førte 24syv an i den smædekampagne mod mig, som Inger Støjberg havde sat i søen. Jeg skulle afsløres som løgnagtig og uvederhæftig og midlet var… mikrofonholderjournalistik med parter med åbenlys interesse i at dække over forholdene. Jeg blev inviteret til at deltage i et program, hvor jeg ville blive stillet et par spørgsmål. Jeg var med på en telefon og var på intet tidspunkt blevet briefet om, at der forud for min medvirken havde været en times radio af den beskrevne kaliber, hvor agendaen var at udstille mig som løgner. Jeg vidste ikke, hvad der var blevet sagt, hvem der havde medvirket eller hvad der iøvrigt foregik.

– Efterfølgende sendte den jurist jeg havde besøgt lejren sammen med vores lydoptagelser fra samtalen med lejrledelsen. Optagelser der bekræftede alt, hvad jeg havde skrevet i reportagen: At børnene ikke gik i skole, at arealerne ikke var sikre for børn, at børnene ikke fik mellemmåltider, at det var ‘den værste lejr’ mm. Optagelserne blev ikke nævnt med ét ord og der kom hverken dementi eller undskyldning.

– Jeg blev til gengæld inviteret ind for at ‘forsvare mig’. Jeg sagde nølende og uden synderlig tillid ja. jeg fik lovning på et program kun med mig og værterne. Da jeg ankom, fortalte den (iøvrigt flinke) redaktør imidlertid, at de ville afspille endnu et mikrofonholder-lydklip der skulle modsige mine påstande. Denne gang var det vist med det cateringfirma lejren bruger. Da jeg sagde, at det ikke var aftalen, blev redaktøren forbløffet: Det havde Simon Andersen ellers sagt. Efterfølgende fortalte samme redaktør mig, at der er flere – også borgerlige politikere – der simpelthen ikke vil stille op i deres programmer.

Det er ikke de eneste erfaringer, jeg har med deres underlødige journalistik. Men efterspillet er nok til at jeg ikke har den mindste tillid til at blive behandlet fair og sobert. Derfor mit rungende nej tak.

 

Radio24Syvs programetik

 

Og selvom man måske ikke skulle tro det, har 24syv faktisk en nedskrevet program-etik. Der kan man blandt meget andet læse følgende:

‘Journalister/programmedarbejdere skal sikre, at medvirkende i Radio24syvs programmer er fuldt og klart oplyst om præmisserne og vilkårene for deres deltagelse.’

og

‘Vores målsætning er, at medvirkende og kilder oplever en ordentlig og fair behandling i Radio24 syv.’

Så med hensyn til at give kanalen et ordentligt ry, påhviler det vel også de ansatte med ledelsesansvar at gå foran, eller er det bare noget, jeg har misforstået? At man f.eks ikke systematisk hænger folk ud eller at programchefen ikke blander sig i andre menneskers tråde og slynger om sig med grove beskyldninger. Det sker nemlig også. Et friskt eksempel er, da Mads Brøgger i juli kaldte Tarek Ziad Hussein for islamist. Flere gange i samme tråd oven i købet. Uden at lytte til saglige modargumenter. Men ok, måske er det kun de såkaldt ‘tolerante’ der har en særlig forpligtelse til at opføre sig ordentligt?

Måske er det alligevel tid til, at ledelsen ser sig selv dybt i øjnene? Eller at nyhedschefen gør?

Og til at andre ikke bare hyler med ikoret om at det er for dårligt, at nogen siger nej tak. At de i stedet holder fokus på kritikpunkterne og måske er med til at søsætte en vigtig debat om mediernes rolle, om public service og om journalisters brug og misbrug af deres position.

Og måske kunne det være interessant for en grundig journalist fra et andet medie at kaste et nysgerrigt og kritisk blik på, hvad der er på færde på 24syv? På mandeklubben i toppen, på om de lever op til programetikken, på hvor mange mennesker, der reelt ikke ønsker at deltage, på om de lever op til den oprindelige intention og på om det vitterlig er repræsentativt, da en journalist derfra i en tråd for nylig skrev, at Hitler også kunne få sit eget program hvis han stod op fra de døde.

Det tror jeg i hvert fald jeg ville synes var meget sjovt, hvis jeg var journalist. Og jeg ville helt sikkert læse analysen.

I mellemtiden ynder toppen af 24syv af at forvrænge, hvad andre har sagt. Og af at lægge ansvaret fra sig big time. Dem om det. Indtil videre lever jeg fint med min beslutning.

Fields marked with an * are required