Portræt af Martina Ganér

“Tilsyn” på Schuberts Minde

Social og beskæftigelse

Schuberts minde, et sted  der blev styret med frygt

Jeg så dette indlæg af Martina et sted på Facebook. Schuberts minde blev lukket fra 1. januar 2021. Men masser af børn har lidt på dette sted siden i hvert fald 1990’erne. Vi  må formode, at den form for “Tilsyn med kigge-væk-finte”, som hun beskriver, må have fandtes over det hele i årevis. Måske burde de politiske partier i den anledning overveje, om der bør indføres et Tilsyn, hvor de ansatte er i stand til også at tale med børn, og hvor der ikke er nogen form for familiær inhabilitet?
Mikael Hertig, redaktør

 

Portræt af Martina Ganér
Martina Ganér, 29 år, Skjern

 

Martina Ganér   5. marts 2021

Nedværdigende tilgang til børnene: Magtanvendelse til at skabe frygt

Jeg hedder Martina Ganér Lauridsen, og jeg er 29 år. Som barn blev jeg anbragt uden for hjemmet i en alder af 5 år. (det har været omkring 1997, red. ).  Jeg har boet lidt forskelige steder både hos plejefamilier og på børnehjem. Hos de plejefamilier, jeg har boet ved, har det fungeret fint, og jeg har der fået den omsorg, jeg havde brug for, og det samme gælder for et enkelt af de børnehjem, jeg har boet på (Toften i Herning).
Men det sidste sted, jeg blev anbragt, var forfærdeligt, og det er ikke engang tæt på at beskrive det godt nok. Omsorg og anderkendende pædagogik var skiftet ud med nedværdigende tilgang til børnene, og magtanvendelser var ikke for at beskytte børn og ansatte, men et meget brugt middel for at skabe frygt, så man ikke turde andet end at gøre, hvad der blev sagt.
Jeg har boet på en institution, der hedder Schuberts Minde. Der var der intet, der hed uanmeldt tilsyn.
De vidste altid præcis, hvornår de kom.  Og så fik vi at vide under morgenmaden, hvad vi skulle sige, hvordan vi skulle opføre os og hvilken slags tøj vi skulle have på.De børn, der ikke kunne manipuleres til at sige det, pædagogerne ville have dem til, blev rykket ud af huset allerede fra morgenen af. Vi fik ikke engang lov til at komme i skole. Så blev vi fx kørt ud til en gård, de brugte som sommerhus, hvor de fandt et eller andet, vi kunne lave (male hegn, male i huset, reparere noget på egendommen osv).

Jeg har selv kun fået lov til at være der, hvor tilsynet kom, én gang, og der fik jeg ikke lov til at snakke med vedkommende alene. Der stod en kvindelig pædagog lige bag vedkommende med korslagte arme og et meget stift blik. Da jeg så fortalte om nogle af de ting, vi børn blev udsat for, afbrød pædagogen flere gange og forklarede, at jeg var meget utroværdig, så man kunne ikke stole på noget som helst, der kom ud af min mund. Damen der førte tilsyn nikkede og sagde, at det vist var det, og at hun håbede på, at jeg trods “min oplevelse af stedet” håbede på, jeg kunne se det positive i min anbringelse.
Husker det lige så tydeligt, som var det igår. Kan slet ikke beskrive den følelse, man sidder tilbage med, når man som barn endelig finder mod til at fortælle om, at man bliver udsat for alle de ting, vi blev udsat for, og så der ikke bliver lyttet. Jeg var rædselsslagene for at fortælle de her ting, fordi jeg vidste, det ville få konsekvenser for mig senere, men jeg var så desperat for at få den behandling stoppet, at jeg så det som min eneste mulighed. Socialrådgiverne møder en med samme mistro og lytter udelukkende på pædagogernes udsagn.