PModer i een gynge, en anden gynge er tom

Tvangsbortadoption uden samtykke duer ikke

Social og beskæftigelse, Sundhed

May Olofsson
May Olofsson er tidligere overlæge. Hun har nu sit eget rådgivningsfirma med hjemsted i Hellerup

Denne kronik blev bragt i Berlingske Tidende
Kronik i Berlingske den 16/2-2021, “Adoption uden samtykke er en dårlig idé” v. May Olofsson, speciallæge

May Olafssons indsats har navnlig været koncentreret om børn af mødre, der var misbrugere af spiritus og/eller narkotika under graviditeten.  Det er i forhold til antallet af anbringelser straks efter fødslen en mindre andel.

PModer i een gynge, en anden gynge er tom
Tvangsfjernelse

Regeringens udspil om en ny børnepolitik, ”Børnene Først”, hilses særdeles velkommen. Intensionerne er gode i forhold til at sætte fokus på tidlig indsats og på børnenes rettigheder – og ikke på forældrenes, som vi i vort samfund ellers har tradition for at gøre.

Indeholdt i det nye lovforslag er, at nyfødte børn skal bortadopteres uden forældrenes samtykke, hvis det vurderes at være ”til barnets bedste”. Og at det også skal være muligt at træffe beslutning om bortadoption af det ufødte barn uden samtykke.

Adoption uden forældresamtykke af ufødte børn og nyfødte er en dårlig i dé. Jeg har i mit mangeårige arbejde som overlæge og leder af Familieambulatoriet ved Hvidovre Hospital og Rigshospitalet arbejdet med de allermest udsatte børn i vores samfund.Jeg har været fortaler for en intensiv, forebyggende indsats for at hjælpe disse børn og forhindre, at de bliver født med misdannelser, hjerneskade og abstinenser og udsat for omsorgssvigt under opvæksten. Og jeg er fortaler for at anvende ”tvang” både før og efter fødslen for at sikre disse børn de bedst mulige livsvilkår. Men jeg mener, at det skal gøres anderledes, end regeringen nu har lagt op til.

Modsat virkning?

Jeg tvivler ikke på, at regeringen har gode hensigter, nemlig at ville børnene det godt, men med det nye lovforslag om ”tvangsadoption” risikerer man at ende med den stik modsatte virkning – at gøre uoprettelig skade på børnene – og deres familier.

Mange af de ”udsatte” børn skades allerede i fosterlivet – skader, som der efterfølgende ikke kan rettes op på, uanset hvor god en adoptivfamilie, man finder til dem helt fra fødslen.

Et barns tilstand på fødselstidspunktet bestemmer i høj grad, hvordan barnet klarer sig videre i livet. Den vigtigste hjælp, man kan give et barn, er derfor at beskytte det mod omsorgssvigt under graviditeten. Det kan gøres ved at give den gravide bedst mulige livsvilkår og udstrakt hjælp til at drage omsorg for det ventede barn. Derfor må der sættes øget fokus på at sikre fødsel af sunde børn ved, at gravide med alvorlige psykosociale problemer følger en specialiseret svangreomsorg frem til fødslen – fx i de regionale familieambulatorier – som Sundhedsstyrelsen anbefaler.

Langt de fleste gravide i en belastet livssituation kan profitere af et sådant tilbud på frivillig basis til gavn for fostret/barnet, men der er en lille gruppe, som har det så dårligt, at de ikke magter at gøre det, de gerne vil, nemlig at passe godt det barn, de venter. Ingen gravide ønsker at skade deres barn.

Såfremt der I Danmark indføres lovgivning og praksis for at adoptere nyfødte og også ufødte børn uden forældrenes samtykke, risikerer vi, at gravide med alvorlige misbrugsproblemer, psykisk sygdom, vold, prostitution m.m. ikke tør henvende sig til læge, jordemor og andre fagpersoner eller fødsel på hospital og i værste fald vælger at føde i dølgsmål og gå ”under jorden” med barnet. I så fald vil vi stå med endnu dårligere børn end ellers og tillige med en større dødelighed af både børn og mødre.

Norge

I Norge har de en lov, som gør det muligt at tilbageholde gravide, som ikke er i stand til at drage omsorg for fostret/barnet, på en lukket familieinstitution frem til fødslen med det formål at forebygge skader på det ufødte barn. Det drejer sig især om gravide med afhængighedsforbrug af rusmidler (alkohol og/eller narkotiske stoffer), som vil kunne påføre det ventede barn livslangt handikap eller død.

Denne model har de i Norge dokumenteret gode erfaringer med, målt på børnenes sundhedstilstand ved fødslen og mødrenes evne til at varetage omsorgen for barnet efter fødslen. Færre børn af de mødre, som har været tilbageholdt i graviditeten, anbringes efter fødslen, sammenlignet med de børn, hvis mødre med samme grad af misbrug ikke har været tilbageholdt. Moderen og barnet kan også efter fødslen forblive i familieinstitutionen – nu på frivillig basis – til fortsat hjælp og støtte samt evt. vurdering af moderens omsorgsevne over for barnet.
Der skal naturligvis foreligge grundige og kompetente vurderinger af den gravide, og intensiv hjælp og behandling på frivillig basis skal have været forsøgt, før der træffes beslutning om tilbageholdelse uden samtykke. I Norge træffes beslutningen af det norske ”fylkesnemnda”, som er et uafhængigt, statsligt forvaltningsorgan.
Prænatalt omsorgssvigt
Debatten om tilbageholdelse af gravide kvinder med alvorlige misbrugsproblemer, og som ikke er i stand til at følge svangreomsorg og behandling, har adskillige gange været rejst i Danmark helt tilbage fra 1998, hvor jeg første gang gjorde opmærksom på problemet med en kronik i Ugeskrift for læger, ”Prænatalt Omsorgssvigt”, og sidst ved en tværministeriel arbejdsgruppe i 2015, med negativt resultat. Lovforslag om tilbageholdelse af gravide efter den norske model blev forkastet.
Jeg har svært ved at forstå, at vi i Danmark vægrer os ved at tilbageholde gravide kvinder med alvorlig psykosocial problematik frem til fødslen, når formålet er at forebygge livslange skader på fostret/barnet samt at forbedre den gravide kvindes tilstand, livssituation og omsorgsevne, når man åbenbart ikke vægrer sig ved at gribe til så drastiske indgreb/overgreb som en tvangsadoption af nyfødte og ufødte børn.
I Norge har man ikke lovhjemmel til at bortadoptere nyfødte børn – og heller ikke ufødte børn – uden forældrenes samtykke. I de tilfælde, hvor anbringelse af et barn umiddelbart efter fødslen kommer på tale, anbringes barnet i en god plejefamilie samtidig med, at forældrene får tilbudt hjælp, behandling og støtte.
Hvis forældrene ikke inden for barnets første par leveår formår at ændre deres livsstil og livssituation i en grad, som er forenelig med tilstrækkelig god omsorg for deres barn, kan plejeforholdet ændres til adoption i den samme plejefamilie, forudsat at barnet er faldet til og er i god trivsel og udvikling. Denne model har den fordel – udover at sikre barnet tryghed og stabilitet under hele barndommen – at barnet kender sine ”rødder”, og at der kan være kontakt mellem barnet og forældrene under barnets opvækst under trygge rammer.
Der skal naturligvis også i denne sammenhæng foreligge grundige og kompetente vurderinger af såvel barnet som forældrene, før der træffes beslutning om adoption uden samtykke. I Norge træffes også denne beslutning af det norske ”fylkesnemnda”.
Når et ”risikobarn” adopteres, har det i samme grad som ikke adopterede ”risikobørn” behov for kompetent opfølgning vedr. trivsel, udvikling, sundhed og omsorg i kvalificeret børnesagkyndigt regi, og adoptivforældrene har behov for rådgivning, supervision og særlig opkvalificering. Det skal ikke være overladt til adoptivforældrenes vurdering og deres økonomiske formåen, om de og barnet får den nødvendige hjælp. Derfor er det vigtigt, at der ved adoption følger penge med barnet i samme omfang som med anbragte børn, øremærket til at sikre barnet den nødvendige hjælp og støtte under opvæksten. Det drejer sig jo ofte om børn, som er vanskelige at få i trivsel og udvikling, og som kræver særlig ekspertise og ressourcer hos omsorgspersonerne over et langt forløb.
Kommunerne har langtfra de nødvendige ressourcer, inklusive den nødvendige specialfaglige ekspertise, til i tilstrækkelig grad at vurdere komplicerede børnesager med dårlige børn og medfødte skader. Derfor er det skræmmende, at det er kommunerne, der suverænt bestemmer, hvilken type hjælp, behandling og støtte nyfødte og ufødte børn skal have – og dermed hvilke fremtidsmuligheder, de vil få.